På venstrefløjen - minus SF - er der bred enighed om at sige nej til Unionen. Men det skorter i dette - som i så mange andre væsentlige spørgsmål - på mere analyse, og forsøg på at se kampen på dette delspørgsmål - som det jo trods alt er - i lyset af revolutionær strategi.
Jeg vil straks skuffe dem, der forventer, at de her vil få præsenteret den forkromede sammenhæng mellem kampen mod EU og kampen for socialismen. Vi har mange diskussioner og analyser til gode, før vi kan præsentere noget, der ligner det.
Jeg er da heller ikke stødt på nogle samlede fremstillinger fra marxistisk hold af disse problemer.
Er Danmark et undertrykt eller et imperialistisk land?
Dette spørgsmål er selvfølgelig altid vigtigt at kunne besvare. Grundlæggende
fordi det handler om, hvilken type samfundsomvæltning vi står over for, og hvad
strategien og taktikken, som følge deraf, må være.
Når vi snakker EF og EU, er det dobbelt vigtigt, at beskæftige sig med det, fordi kampen mod disse størrelser jo i høj grad omhandler det nationale spørgsmål.
Hvis man har en forkert analyse af Danmarks stilling i forhold til omverdenen, og af hvordan det nationale spørgsmål skal takles, vil man uvægerligt gå galt i byen, politisk set.
For at eksemplificere:
Hvis Danmark er et undertrykt, om end kapitalistisk land, vil kampens hovedmål blive at befri Danmark fra EU-imperialismens undertrykkelse. I denne kamp kan der meget vel være en mulighed for en strategisk alliance, ikke kun med de andre dele af den arbejdende befolkning, herunder småborgerskabet(eller dele heraf), men også med et nationalt orienteret borgerskab, der gerne vil være fri for udenlandsk imperialistisk indblanding.
Hvis Danmark er et imperialistisk land, er en sådan alliance ikke mulig, og kampens hovedmål er heller ikke national frigørelse i et samarbejde med dele af borgerskabet, men en socialistisk revolution. Det vil sige: Uanset kampens nationale elementer vil "hovedfjenden stå i vort eget land" - dvs. hovedfjenden er vores eget borgerskab.
Min egen opfattelse er følgende:
Danmark opviser i alt væsentligt de træk, der kendetegner et imperialistisk land efter Lenin's grundlæggende definition:
Danmark er herudover tæt sammenvævet med den vesteuropæiske og amerikanske imperialisme, politisk, økonomisk og militært. De danske monopoler - som man idag kalder transnationale selskaber - har relationer til store amerikanske og vesteuropæiske monopolistiske kapitalsammenslutninger, og deltager sammen med - og imod dem - i kampen om delingen af verdensmarkedet.
Endvidere har Danmark selv imperialistiske relationer til sine tidligere kolonier Grønland og Færøerne, og til en række 3.verdens lande, som danske transnationale firmaer, med den danske stats hjælp, udbytter flittigt.
Men selvfølgelig må Danmark betegnes som et mindre betydende imperialistisk land, der økonomisk er dybt afhængigt af de store imperialistiske stater. Men det er vel at mærke en afhængighed, der har været et stærkt ønske for det danske storborgerskab i hele dette århundrede.
Mest markant har denne afhængighed vist sig efter 2. verdenskrig, hvor "Marshallhjælpen" gjorde den danske økonomi afhængig af USA-imperialismen, hvor den dengang 100 år gamle neutralitetspolitik blev opgivet til fordel for medlemskab af NATO, og hvor indmeldelsen i EF betød opgivelsen af en selvstændig dansk politik i forhold til verdensmarkedet, og begyndelsen til at opgive enhver selvstændig økonomisk politik i det hele taget. En udvikling der fuldbyrdes med tilslutningen til ØMU'en.
Dette generelle billede af Danmarks internationale stilling skal ikke bortforklare, at der har været, og stadig er modsætninger i det danske borgerskab om tilslutningen til EF og udviklingen af Den europæiske Union. Det skal blot sætte disse modsætninger - og det nationale spørgsmål - ind i den rette sammenhæng.
Hvorfor ville det danske borgerskab ind i EF, og hvorfor var det
splittet på spørgsmålet?
Men hvorfor ønskede det danske borgerskab denne afhængighed, specielt afhængigheden i
form af tilslutning til Fællesmarkedet, der som bekendt fandt sted ved folkeafstemningen
i 1972, med virkning fra 1. januar 1973?
Spørgsmålet er ikke så tosset som det umiddelbart kunne lyde. Store dele af det danske borgerskab var faktisk i tvivl, og oprindelig splittet, da det første gang skulle tage stilling til spørgsmålet om medlemskab af EF - eller EEC, som det hed dengang.
Spørgsmålet opstod med dannelsen af EEC i 1957. Man valgte faktisk EEC fra til fordel for medlemskab af EFTA, som Danmark var med til at oprette i 1960.
Der var væsensforskel på de to - iøvrigt begge klart kapitalistiske - sammenslutninger.
EFTA-samarbejdet bestod i at nedbryde toldmure mellem medlemslandene hvad industrivarer angik. Landbrugsvarerne var holdt udenfor, og overladt til landenes egen importregulering. Der var ingen afgivelse af suverænitet med hensyn til landenes handel med omverdenen. Her kunne medlemslandene følge den handelspolitik, de ønskede. (EFTA-landene var England, Norge, Sverige, Danmark, Østrig, Schweitz og Portugal).
EEC-samarbejdet var langt mere vidtgående. Nemlig etableringen af et fuldstændigt fællesmarked uden toldmure og importreguleringer medlemslandene imellem, og med "fri bevægelighed" for varer, personer, tjenesteydelser og kapital inden for det fælles marked. Hertil hørte en fælles told- og handelspolitik over for omverdenen, hvad der blandt andet udmøntede sig i afgivelse af suverænitet i den forbindelse. EF overtog simpelthen kompetencen på dette område. Man bandt sig i det hele taget generelt til en samordning af den økonomiske politik.
Rom-traktaten talte ikke direkte om en politisk union - især på grund af fransk modvilje - men målsætningen var klar nok. De økonomiske bestræbelser skulle føre frem til en "stadig snævre sammenslutning mellem de europæiske folk".
Det var ikke politisk modvilje mod suverænitetsafgivelse, eller dybgående demokratiske sindelag, der afholdt det danske borgerskab fra at vælge EF fra, og tilslutte sig EFTA i stedet, men nogle nøgne økonomiske kendsgerninger. Nemlig det forhold, at handelsrelationerne til England og Sverige og Norge var langt stærkere, end til EEC-landene. Men på det tidspunkt har specielt industrien frygtet, at man - endnu ikke - kunne klare sig i konkurrencen med den vesttyske og franske kapital på et indre marked for industrivarer.
Beslutningen om tilslutning til EFTA var imidlertid ikke enstemmig for borgerskabets vedkommende. Da Folketinget i 1959 skulle tage stilling til tilslutningen til EFTA, stemte partiet Venstre imod. Som repræsentant for storkapitalen i landbruget mente de tværtimod, at de med et - i forhold til EEC-landene - væsentligt mere industrialiseret landbrug, ville have store fordele af Fællesmarkedet.
Den borgerlige modvilje mod tilslutning til EF varede da heller ikke længere, end til England ændrede signaler. Allerede i 1961 godkendte Folketinget, at Danmark skulle tilslutte sig EEC, såfremt England blev medlem. Det blev som bekendt ikke til noget i første omgang, da Frankrig under de Gaulle's ledelse i 1963 nedlagde veto mod Englands optagelse i EEC.
I 1967 ansøgte England, Danmark, Irland og Norge om at komme i forhandling om medlemskab af EEC. Frankrig ophævede sit veto, og realitetsforhandlingerne kunne komme i gang.
Men tilslutningen var stadig ikke uproblematisk. Englands medlemskab var en klar forudsætning for folketingets flertal. Socialdemokratiets oprindelige grundlag for forhandlingerne siger også noget om, hvad problemerne var. Socialdemokratiet var helt med på den imperialistiske tankegang om, at medlemskabet af EF skulle bruges til at hævde "vor del af verden"(= Vesteuropa) imod USA, Sovjetunionen, Kina og Japan. Samtidig skulle det bruges til at dæmme op for "tysk reaktion". Men der var tre forudsætninger for medlemskab: England skulle være medlem, Norge skulle være medlem. Og Sverige - der ikke søgte om medlemskab - skulle have en tilfredsstillende samhandelsløsning med EF.
Ser man på dansk samhandel med de pågældende lande, har man svaret. Ved ansøgningstidspunket gik hovedparten af Danmarks eksport - inden medlemskabet - til EFTA-lande, heriblandt til de nordiske, som de vigtigste. Det gjaldt ikke mindst for industrieksportens vedkommende.
Der var også i den danske offentlighed almindelig enighed om, at nok ville det være en fordel for landbruget at komme i EF, men også at industrien på mange måder vil få svære vilkår. Det gjaldt ikke kun hjemmemarkedeserhvervene, der ville blive udsat for hårdere konkurrence fra tyske og franske firmaer, men også eksportindustrien, der var afhængig af import af stål (som man forventede ville blive fordyret af medlemskabet) og af industrimaskiner.
Når det danske borgerskab derfor alligevel - på trods af meget få undtagelser - kunne enes om tilslutning til EF, må det efter min mening skyldes to afgørende hensyn:
Men det har selvfølgelig også spillet en rolle, at bestræbelserne på at lave et "nordisk fællesmarked" i form af NORDEK var brudt sammen. Finland fik skylden for det. Men det er værd at undersøge, hvor helhjertet Danmark egentlig arbejdede for oprettelsen af NORDEK. Det har uden tvivl passet det danske borgerskab meget dårligt, at være afskåret fra EEC. Deres højeste ønske var hele vejen igennem - også ved tilslutningen til EFTA - det der med Sveriges og Finlands medlemskab næsten er blevet en realitet: Et samlet Norden i EF.
Det er for meget at tale om en egentlig splittelse i det danske borgerskab i forbindelse med tilslutningen til EF i 1972. Af borgerlige/småborgerlige partier var kun Retsforbundet og Dansk Samling imod, og ingen af dem sad i Folketinget på det tidspunkt.
Men selvfølgelig var der modsætninger. Både Partiet Venstre, De Konservative, De Radikale og Kristelig Folkeparti havde fraktioner, som gik imod dansk medlemskab af EF. For De Radikales vedkommende var modstanden oven i købet repræsenteret i folketingsgruppen. "Konservative EF-modstandere" og en fraktion fra Kristelig Folkeparti var på et tidspunkt knyttet til Folkebevægelsen mod EF. "Venstrevælgere mod EF" var højt placeret i bevægelsen.
Også uden for Folkebevægelsen og de forskellige løsere organisatoriske tilløb til den, var der arbejdsgivere og borgerlige akademikere (økonomer, jurister) som var modstandere af indmeldelse i EF.
Blandt de mere "prominente" modstandere blandt arbejdsgiverne kan nævnes Direktør Sten Danø, der umiddelbart før folkeafstemningen gik aktivt ind i Folkebevægelsen mod EF. Der var Skibsreder Lauritzen. Og der var selveste A.P.Møller. de bidrog alle med ikke ubetydelige beløb til modstanden. Enten - som Sten Danø og Lauritzen direkte til Folkebevægelsens aktiviteter, eller som A.P. Møller, til "Oplysningsfonden om Danmark og Rom-unionen". A.P.Møller var bortset fra det, kun modstander på de "indre linjer".
Jeg er ikke i stand til at redegøre for, om disse, og andre kapitalistiske modstandere af indmeldelsen i EF, havde direkte økonomiske motiver til deres holdning. Da de absolut hører til undtagelserne, og man ikke kan spore en egentlig samlet fraktion inden for det danske borgerskab, der var modstander af indmeldelsen, er det vel heller ikke den mest påtrængende analyse.
Min - indrømmet noget spredte - læsning af debatten op til folkeafstæmningen i 1972 - giver ikke grundlag for andet end, at give Hans Martens ret i hans analyse i bogen om "Danmarks ja, Norges nej": Modstanden i det danske borgerskab - for en sådan modstand var der helt klart, især blandt de borgerlige "græsrødder" - var hovedsagelig "idebaseret". Spørgsmålet om suverænitetsafgivelsen var helt givet afgørende - og samlende - for disse lag i borgerskabet.
Men det skal sige, at Hans Martens ærinde var en politisk og organisatorisk analyse af modstanderbevægelserne i Norge og Danmark, og ikke en analyse af modsætningerne i det danske borgerskab i forhold til EF-medlemsskabet. En sådan analyse er mig bekendt ikke lavet.
Hvad vil det danske borgerskab med Unionen, og hvorfor er det
splittet på spørgsmålet?
Hvor spørgsmålet om tilslutning til EF i første omgang var et reelt problem for det
danske borgerskab, så kan det ikke siges at være tilfældet for dets holdning til
Unionen, forstået som en videre udvikling af det økonomiske fællesskab, til et
politisk, økonomisk og militært fællesskab.
Der er naturligvis mange modsætninger og uenigheder om dette eller hint spørgsmål i forbindelse med Unionens opbygning. Men de går snarere på ,hvordan og hvor hurtigt integrationen skal finde sted. Der vil også op til regeringskonferencen i 1996 være mange modsætninger og uenigheder blandt de borgerlige partier, og mellem dem og socialdemokratiet.
Disse modsætninger er vigtige for venstrefløjen at studere, for at kunne udnytte dem politisk. Men det rokker ikke ved, at der er grundlæggende enighed i det danske borgerskab om at udbygningen af samarbejdet på stadig flere felter er en nødvendighed. Man har ikke bare i ord, men også i hjertet og i handlingen accepteret målsætningen om den Europæiske Union.
Det kunne man konstatere i forbindelse med begge afstemninger om Maastrichttraktaten. I endnu højere grad, end der var tilfældet i 172, indskrænkede den borgerlige modstand sig til enkeltpersoner, der især ud fra principielle holdninger til demokratispørgsmålet, afviste unionsperspektivet.
Fremskridtspartiet - der jo først opstod efter indmeldelsen i 1972 - er selvfølgelig en vigtig undtagelse. Det var som bekendt modstander af Maastrichttraktaten. Ingen tvivl om at dette parti repræsenterer dele af småborgerskabet og småkapitalen, hvoraf mange er direkte aktive i partiet. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad denne modstand egentlig bygger på. fremskridtspartiet var - og er - som bekendt varm tilhænger af det "indre marked". selv om det er i klar modstrid med de økonomiske interesser hos en vigtig del af partiets basis i småborgerskab og småkapital. Nogen gennemsyret demokratisk grundholdning i partiet tror jeg ikke, det bygger på. Og vil - indtil det modsatte er bevist - gå ud fra, at det handler om flad populisme, for at tækkes vælgere, der har en masse berettiget kritik af bureaukrati og centralisme i samfundet.
Ser man på den historiske udvikling siden 1972, og det danske borgerskabs aktuelle situation, er det indlysende, hvorfor enigheden om Maastricht-traktaten i øvrigt var så stor.
Gennem de mere end 20 års medlemskab af EF, og specielt efter beslutningen om det "indre marked" i 1986, er den danske økonomi blevet tæt sammenvævet med EF-landenes. Hvis det danske borgerskab vil hævde sig i den skærpede internationale konkurrence mellem USA og Japan ( og med en ny økonomisk supermagt "in spe", nemlig Kina) er der kun en vej: Det må ske via EU.
Man har samtidig været med til at træffe en afgørende økonomisk beslutning, der gør etableringen af en stærkere overnational politisk og økonomisk styring absolut nødvendig: Nemlig det "indre marked". Det kan ikke bringes til at fungere effektivt uden at udbygge de overnationale styrings- og kontrolmekanismer i forhold til økonomien.
Efter Sveriges - en af vore vigtigste handelspartnere - optagelse, og Norges tilknytning til det indre marked gennem EØS-aftalen, er det endnu mere uinteressant for det danske borgerskab overhovedet at drømme om en tilværelse uden for EU. Samme virkning har de østeuropæiske landes ansøgninger om optagelse. Det handler simpelthen om at bevare tilknytningen til, og deltage i udbytningen af verdens største fælles marked.
Men der er også politiske år5sager til den larmende enighed om unionsperspektivet:
Unionen er nødvendig for borgerskabet, ikke kun for at få det "indre marked" til at fungere, men som et redskab til at holde modsætningerne mellem de vesteuropæiske lande i ave, at holde sammen på det vesteuropæiske borgerskab. Den er blevet lige så vigtig til det formål, som nationalstaten var for det nationale borgerskab.
Den militære union er - paradoksalt nok - blevet endnu mere vigtig for det europæiske borgerskab efter Sovjetblokkens sammenbrud. Ikke til at føre verdenskrig med - endnu da - , men for at kunne deltage i såkaldt "fredsskabende" aktioner i forbindelse med ubelejligede lokale krige og folkelige oprør i og udenfor Europa. En egentlig Europa-hær i EU-regi kan af politiske grunde ikke etableres i den nærmeste fremtid, men det er heller ikke afgørende. Maastricht-traktaten afgør, at opgaven varetages af WEU, og med dennes sammensmeltning med NATO er problemet løst i første omgang. Ved siden af det er Frankrig og Tyskland nået langt med at oprette deres eget "brandkorps".
Har nationalstaten spillet fallit?
Nødvendigheden af en overnational statsmagt er imidlertid ikke så stor, at man kan sige,
at nationalstaten har spillet helt fallit i det vesteuropæiske borgerskabs øjne.
Maastricht-traktaten er i sin helhed en illustration af det. Som Jens Peter Bonde levende og konkret påviste i sin nye bog "EU - hvorhen?", er Unionen en blanding mellem et statsforbund (altså et forbund mellem suveræne stater) og en forbundsstat (hvor de enkelte nationalstater er opløst/opslugt).
På nogle punkter - især det handelsmæssige (internt og udadtil) er suverænitetsafgivelsen meget vidtgående. De enkelte landes økonomiske handlefrihed er i princippet, og langt hen ad vejen også i praksis, næsten ophævet.
På andre punkter - udenrigspolitisk, militært, rets- politimæssigt - er der i princippet tale om mellemstatsligt samarbejde.
På alle punkter - også på punkter, der idag slet ikke omfattes af egentlige traktatmæssige forpligtigelser, bortset fra dem, der følger af det "indre marked" - som for eksempel skattepolitik, social sikring - er der mere eller mindre klare målsætninger om "harmonisering", "konvergens" eller "integration".
Der er også klare modsætninger - også imellem de største EF-lande - om hvordan og hvor hurtig den videre Unionsproces skal finde sted.
Derfor vil nationalstaten en tid lang stadig spille en vigtig rolle i Europæisk politik, nemlig som et middel til at afveje de forskellige landes, og de derpå baserede kapitalfraktioners, interesser. Men vel at mærke inden for rammerne af et EU, der - med mindre de europæiske folk får stukket en kæp i hjulet - mere og mere får karakter af en egentlig forbundsstat.
Kan det nationale spørgsmål bruges af revolutionære
socialister, og i givet fald hvordan?
Det nationale spørgsmål er kompliceret, ikke mindst for revolutionære socialister, der
som historisk målsætning har kommunismen, - der jo blandt andet er ensbetydende med
ophævelsen af nationalstaterne til fordel for et kommunistisk verdenssamfund (Vi havde jo
nok heller ikke noget imod en Europæisk Union, hvis det var en socialistisk Union).
Jeg vil derfor afholde mig fra at besvare spørgsmålet så generelt som det er stillet, og udelukkende se det i forhold til kampen mod EF og Unionen.
Linjen i forhold til kampen mod EF og senere kampen mod Unionen har givet anledning til megen diskussion og splittelse på den revolutionære venstrefløj, og på venstrefløjen i bredere forstand.
Det viste sig op til folkeafstemningen i 1972, hvor DKP og KFML gik med i Folkebevægelsen mod EF, men hvor VS og resten af den revolutionære venstrefløj holdt sig udenfor, og skarpt kritiserede Folkebevægelsen, fordi den førte kampen mod EF på et grundlag, der handlede om at forsvare den nationale suverænitet.
En særstilling tog MLE (Marxistisk-Leninistisk Enhedsforbund), der også afviste Folkebevægelsen, og i stedet dannede Arbejderkomiteerne mod EEC. De var ikke grundlæggende uenig med DKP og KFML om at føre kampen som en kamp for national suverænitet imod "EEC-monopolerne". Deres særstandpunkter handlede mere om, hvem kampen skulle bygge på, nemlig arbejderklassen, og mere aktivistiske kampformer.
VS fremførte megen rigtig kritik af Folkebevægelsen - og DKP's/KFML's (og MLE's) - nationalistiske linje - der drejede kampen væk fra en kamp mod det danske borgerskab. De påpegede Folkebevægelsens illusoriske linje om, at en afvisning af EF-medlemsskabet/udmeldelse af EF ville være ensbetydende med, at Danmark var frit og selvstændigt.
Begrundelsen herfor var VS's - i øvrigt korrekte - analyse af Danmark som et højt udviklet kapitalistisk land, der var en integreret del af den imperialistiske lejr.
Men man røg over i den anden grøft, ved at afvise parolen UD AF EF, og forsvaret for den nationale suverænitet. VS's - og den øvrige venstrefløjs (heriblandt den del, jeg selv deltog i) gik galt i byen i forhold til det nationale spørgsmål. Men afvisningen af deltagelsen i Folkebevægelsen hang nok også sammen med den udbredte mangel på forståelse for enhedsarbejdet. VS mente, at kampen mod Unionen udelukkende skulle føres på et klart socialistisk grundlag. Det "aktuelle" alternativ til Nej til EEC var "for et rødt Europa" (heri var de i øvrigt enige med RSF, SAP's forløber).
Men uanset hvor mange røde paroler, man hægtede i halen på Nej tilEEC, eller hægtede på et Nej til Unionen, så ændrede - og ændrer - det jo ikke på det forhold, at nejet i praksis var, og er et forsvar for Danmarks suverænitet. Folkeafstemningen i 1972 handlede jo lige nøjagtig om Danmark skulle afgive suverænitet eller ej. Det samme handlede afstemningen i 1992 og 1993 også om, og det kommer det til at handle om ved en eventuel kommende folkeafstemning.
Der er da heller ikke nødvendigvis noget galt i at forsvare den nationale suverænitet, selv om det drejer sig om et højt udviklet, kapitalistisk land, der er en del af den imperialistiske lejr.
Den nationale suverænitet - folkenes ret til selvbestemmelse - er jo blot en af det borgerlige demokratis rettigheder. Her har vi normalt den opfattelse - og det havde VS såmænd også dengang, når det drejede sig om andre demokratiske rettigheder - at de skal forsvares mod borgerskabets forsøg på at indskrænke dem.
Og det er jo lige nøjagtig, hvad det handlede om i 1972, såvel som i 1992 og 1993, og hvad det kommer til at handle om i 1997.
Det handler i al sin enkelhed om demokrati, om det danske folks ret til selv at afgøre sine indre anliggender, en ret, som vi jo ofte har kæmpet for, og stadig kæmper for, at andre folk kan få.
Forskellen mellem revolutionære og borgerlige/småborgerlige EF/unionsmodstandere er, at de revolutionære ser kampen for den nationale selvbestemmelsesret som et led i kampen for socialisme, og underordnet denne. Hovedfjenden i kampen mod EF og Unionen er det danske borgerskab, der forsøger at indskrænke arbejderklassens (og dens allieredes) kampmuligheder ved at afgive suverænitet til en overnational EF-stat. Hvis kampen skulle resultere i, at Danmark slap ud af Unionen, ville "afgørelsen af det danske folks indre anliggender" finde sted ved hjælp af selvsamme klassekamp. Vi betragter i øvrigt ikke udmeldelse af Unionen som en forudsætning for at kunne føre kamp for socialismen.
Men det er for mig indlysende, at hvis det er rigtigt at forsvare den nationale suverænitet imod borgerskabets udsalg/indskrænkninger af den, så er det også rigtigt, at man i dette arbejde allierer sig, også med borgerlige kræfter, der vil forsvare den. Det er simpelt hen også en nødvendighed for at opnå nogensomhelst resultater i den forbindelse, hvad samtlige folkeafstemninger i Danmark om dette spørgsmål har bevist, positivt eller negativt.
Det afgørende er, hvilket grundlag det foregår på. Nemlig, at de revolutionære i et sådant samarbejde ikke begrænser deres muligheder for at agitere på et klassekampsgrundlag, og forbeholder sig retten til at kritisere nationalistiske udskridninger. Dette var vanskeligt, men ikke umuligt i Folkebevægelsen mod EF i 70'erne, og derfor burde hele den revolutionære venstrefløj naturligvis have deltaget i den. For VS's vedkommende blev fejlen først rettet i løbet af 80'erne.
Det er jo - alt for - længe siden, vi har haft den slags principielle diskussioner på venstrefløjen, så det er svært at vide, om der er ret meget reel uenighed tilbage om dette spørgsmål.
Hvilke muligheder og begrænsninger giver Danmarks placering i
det imperialistiske system, og vores specielle forudsætninger mht. kampen for
socialismen?
Der skal gennemføres langt flere analyser og diskussioner, før vi kan give et detaljeret
billede af Danmarks placering i det imperialistiske system, og et konkret svar på hvad
der er den danske arbejderklasses specielle forudsætninger for at kunne bidrage til den
socialistiske revolution.
Jeg vil indskrænke mig til at slå fast, hvad vi alle har erfaret gennem folkeafstemningen i 1992: Den danske arbejderklasse og dens (potentielle) forbundsfæller har allerede bidraget væsentligt til at ryste det danske borgerskab og deres allierede i Vesteuropa.
Unionsbyggere af enhver art har fået det væsentligt sværere efter det danske nej i 1992, og det knebne "tja" i 1993, ikke mindst fordi nejet gav stødet til et stærkt, folkeligt krav om demokrati og indflydelse på Europas udvikling i mange medlemslande.
Det har i sig selv ikke ret meget med socialisme at gøre. Men det er en vigtig forudsætning for at kunne udvikle en revolutionær socialistisk bevægelse.
Det viser også, at ikke mindst den danske arbejderklasse har en reel mulighed for at stikke en kæp i hjulet på unionisterne efter den regeringskonference, der indledes i 1996.
Det vil heller ikke i sig selv bringe os nærmere socialismen.
Men når man tager i betragtning, at EU har direkte og indirekte indflydelse på hele den danske økonomi, og på stadig voksende områder af samfundets øvrige liv, når man tager i betragtning, at "mere union" er blevet et "must" for det europæiske borgerskab, så siger det sig selv, reel svækkelse af unionen på baggrund af folkelig modstand kan give stødet til politiske og økonomiske kriser for borgerskabet, der - hvis gunstige ydre faktorer samtidig er til stede - kan bane vej for en revolutionær situation.
Under alle omstændigheder er kampen mod unionen anskuelsesundervisning i borgerskabets - og for den sags skyld også den socialdemokratiske ledelses - sande, udemokratiske natur, og derfor en opgave, der burde prioriteres højere på den revolutionære venstrefløj.
 |
|
 |
