Kvinder i Sort

"Krigens Ofre er civile" og "At desertere er alternativ til krig"

- dette var et par af de mange paroler på de plakater, man kunne læse, da Kvinder i Sort som sædvanlig stod en time onsdag eftermiddag i begyndelsen af august i Beograds centrum. Paroler der protesterede mod en fortsættelse af krigen - enten den nu foregik i Bosnien eller i Kroatien.

Og de har stået der hver onsdag siden efteråret 1991. Inspirationen havde de fået på et stort fredsmøde i Sarajevo i september samme år, hvor den såkaldte Fredskaravane var kørt i busser gennem de forskellige republikker for at mødes med fredsgrupper og folk, der gik ind for en fredelig løsning af den jugoslaviske krise. Krigen havde da allerede raset i Kroatien i flere måneder, men var endnu ikke brudt ud i Bosnien og Hercegovina. Det var det europæiske græsrodsnetværk, Helsinki Citizens Assembly, der havde organiseret Fredskaravanen, og på et af de afsluttende møder i Sarajevo fortalte nogle af de italienske kvinder om, hvordan de i Jerusalem havde lært den israelske krvindefredsgruppe - Kvinder i Sort - at kende, en gruppe der siden intifadaens start havde demonstreret en gang om ugen mod besættelsen af de palæstinensiske områder. Og to uger efter at de serbiske kvinder var vendt tilbage til Beograd - 9. oktober - startede de deres ugentlige demonstration mod den eskalerende krig

Jeg var selv med både til mødet i Sarajevo og til to af onsdagsdemostrationerne, og det var mærkeligt at opleve, at den ide, der fire år tidligere var givet videre, havde overlevet her i alle disse år under så utrolig vanskelige omstændigheder. årsagen til mit besøg var, at jeg sammen med cirka 150 andre kvinder fra udlandet og fra eks-Jugoslavien skulle deltage i en kvindekonference fra den 3 - 7 august i provinsen Vojvodina oppe ved den ungarske grænse i landsbyen Totovo Selo.

Her blev vi indkvarteret dels i telte omkring et økumenisk center, dels i selve centret, der lå i tilknytning til en katolsk kirke, hvor præsten også markerede sin holdning til krigen ved at afholde en fredsgudstjeneste 6. august med deltagelse af den lokale befolkning og af de mange kvinder. Han talte både på ungarsk og på serbisk, idet befolkningsflertallet i området er ungarsk, og det viste sig - blev vi efterhånden klar over - at det område, vi befandt os i, har været et af de områder, hvor modstanden mod mobiliseringen har været mest markant siden krigens start.

Denne modstand kulminerede i maj 1992, da en meget stor del af de unge mænd fra landsbyen Trepcevac - syv kilometer fra Totovo Selo - modtog deres indkaldelsesordre. Dette udløste en spontan demonstration 10. maj blandt byens kvinder, der ikke ville lade deres sønner og mænd drage afsted til fronten, og protesterne fortsatte og voksede med det lokale pizzaria "Zitzer" som hovedkvarter, hvor mange af de indkaldte blev og overnattede.

Umiddelbart efter blev landsbyen imidlertid omringet af op mod hundrede panserkøretøjer, men på grund af den massive opbakning blandt lokalbefolkningen og den store medieinteresse fra udlandet, blev militæret trukket tilbage efter nogle dage. De unge mænd forblev dog endnu et par måneder på "Zitzer" - pizzaria, hvor der blev afholdt store møder med deltagelse af politikere og folk fra hele Vojvodina, samtidig med at man stillede krav om, at mobiliseringsordrerne skulle trækkes tilbage. Dette skete imidlertid ikke, men ingen af de cirka 200 unge mænd blev dog rent konkret indkaldt og sendt til krigszonen.

I begyndelsen af juni, mens aktiviteterne omkring "Zitzer" endnu var på sit højeste, og det - som det blev udtrykt - så at sige var kommet på mode at udråbe selvstændige serbiske republikker i det tidligere Jugoslavien( i henholdsvis Bosnien og Kroatien) besluttede man sig til at udråbe, hvad man har kaldt for "Den åndelige "Zitzer" - republik, der ikke besidder noget territorium, men som går ind for anvendelse af "civil ulydighed til beskyttelse af statsborgerne". Republikken har i dag cirka 5000 "indbyggere" - foruden i Vojvodina i USA, Tyskland, Rusland og Japan. Den har "ambassader" i både Bremen og Hamburg, og 2. oktober - på Gandhis fødselsdag - vil der blive åbnet en ny "ambassade" i Sverige, fik jeg fortalt under opholdet i Totovo Sel af en af de mænd, der havde været aktiv i sommer 1992.

Af de omkring 150 kvinder, der deltog i konferencen, kom de 50 fra udlandet - heraf tre fra Danmark - men der kunne have været mange flere, idet over 20 kvinder fra Spanien var blevet nægtet visum, og den store gruppe italienske kvinder, der ankom i en bus til grænsen mellem Ungarn og Jugoslavien var også blevet nægtet indrejse. Senere lykkedes det dog tre af dem ad andre veje at nå frem til Totovo Selo.

Også de kroatiske kvinder havde visse vanskeligheder med at nå frem, men det lykkedes dog til sidst, og de fik en meget varm modtagelse, da de endelig - på trods af den eskalerende og truende udvikling - nåede frem en dag senere end os andre. Det er fjerde år i træk at Kvinder i Sort afholder et sådant møde, første år - hvor mistroen endnu var stor også mellem serbiske og kroatiske fredsfolk - havde der ikke været nogen med fra Kroatien, men de var begyndt at deltage fra 1993, og i år var det desuden første gang, der deltog kvinder fra Kosova. Der var i alt fire unge kvinder, to serbiske og to albanske, og de fortalte, hvordan de var aktive i en - stadig ikke særlig stor - gruppe, der forsøger at skabe kontakt mellem de to befolkningsgrupper i Kosova, der jo lever meget adskilt. En af de albanske kvinder fortalte blandt andet, hvordan hun for et halvt års tid siden havde været i Beograd og for første gang var kommet i kontakt med Kvinder i Sort, hvad der i høj grad havde hjulpet hende med at overbevise andre Kosova-albanske kvinder om at de kunne have tillid til dem.

Kvinder i Sort havde blandt andet 8. marts i år på den internationale kvindedag for første gang en parole med, der nævnte Kosova - og som lød: "De albanske kvinder i Kosova er vore søstre", hvilket medførte nogle meget aggressive reaktioner fra nogle af Beograds indbyggere - man spyttede på dem og sparkede til dem. Ikke desto mindre blev de stående den sædvanlige time og råbte bagefter - med glædestrålende ansigter - "We did it!" denne manifestation var som sagt med til at overbevise nogle af de albanske kvinder fra Kosova, om at det var muligt at samarbejde, og man havde for eksempel for nylig i fællesskab arrangeret en rockkoncert men både albanske og serbiske rockgrupper, hvor publikum derfor af samme grund var blandet. Desuden var man - som "blandet" gruppe - begyndt at besøge nogle af de rent albanske eller serbiske cafeer i Pristina, og man besøgte også hinanden privat.

Arbejdet på dette sommermøde foregik først og fremmest i forskellige workshops udendørs under store skyggefulde træer i et idyllisk sceneri, der fik krigen til at forekomme meget fjern. Men de mange beretninger, der. blev fortalt - ikke mindst om krigens brutalitet og meningsløshed - fik den alligevel til at blive helt nærværende og påtrængende. Disse livshistorier blev først og fremmest fortalt i workshoppen "Kvinder vil huske...", men der var også andre temaer, for eksempel "Køn og nationalisme", "Jeg er ulydig" m.fl., og selv om man gennem dette arbejde selvfølgelig ikke kunne lære alle kvinder at kende, blev jeg i hvert fald klar over, at Kvinder i Sort består af mange forskelligartede kvinder - af kvinder fra Beograd og af flygtningekvinder med meget forskellig baggrund, og det er også en meget stor aldersspredning. En af de ældste og mest markante var Neda, født 1916 og aktiv i perioden før anden verdenskrig i studenter- og kvindebevægelsen og i kampen mod fascismen. Under krigen gik hun ind i partisanbevægelsen og spillede også en central rolle efter krigsafslutningen i Titos nye Jugoslavien, samtidig med at hun forsøgte at fremme kvindernes sag, så den formelle ligestilling, kvinderne havde på papiret, også kunne få et helt konkret indhold, hvilket imidlertid var lettere sagt end gjort. Hun, der i dag er 79 år, har været med i Kvinder i Sort siden begyndelsen, og når man 9. oktober i år skal markere gruppens fire-års fødselsdag, sker det samtidig med udgivelsen af hendes bog om kvindebevægelsen før Anden Verdenskrig!

De fleste af kvinderne fra det tidligere Jugoslavien kom selvfølgelig fra Serbien - fra Beograd og fra provinsen, hvor der også er begyndt at dukke kvindecentre op. Men der var som sagt også kvinder fra Kroatien samt fra Makedonien. Bosnien derimod var repræsenteret af flygtningekvinder fra nogle af de flygtningelejre, der ligger omkring Beograd, og det var ikke mindst deres skæbner, som trænger sig uafviseligt på.

Men der var også kvinder fra selve Serbien, der kunne fortælle nogle pinefulde historier. Blandt andre Margita fra Vojvodina, hvis søn i slutningen af juni var blevet "mobiliseret" - d.v.s. pågrebet på en café og sendt til Krajina samen med tusinder af andre unge mænd, der havde en eller anden perifer tilknytning til enten Kroatien eller Bosnien. Men også unge mænd med serbisk statsborgerskab kunne risikere at blive "mobiliseret", hvilket foregik ved at busser blev stoppet eller gennem razziaer på cafeer og i auditorier.

Margita havde ikke hørt fra sønnen længe og havde sendt protestbreve til både inden- og udenlandske autoriteter og også forsøgt at få et svar fra de indenlandske ansvarlige myndigheder, og da det ikke lykkedes, havde hun sammen med to andre indledt en sultestrejke udenfor præsident Milosevics præsidentkontor. Efter 12 dage, hvor der havde været en del mediebevågenhed omkring deres aktion, havde de afblæst sultestrejken efter at have fået løfte om et konkret svar, men da vi vendte tilbage til Beograd, var der endnu intet nyt, fortalte hun mig. Hun gav mig sine protestbreve og telefonnummeret hos naboen og tog derefter hjem til den by i Vojvodina, hun kommer fra - i håb om at høre nyt fra sin søn.

I en artikel i The Guardian Weekly fra 20.juli, som har overskriften "Women of peace against the men of war" skriver Ron Coward, at "der bliver stadig flere ikke-nationalistiske kvindegrupper i det tidligere Jugoslavien. de fleste arbejder med humanitær hjælp og psykologisk støtte for kvinder, og mange ønsker også at opmuntre kvinder til at deltage i konfliktløsning". De findes både i Serbien, Kroatien og i Bosnien, og i artiklen stilles spørgsmålet om, hvorvidt det er naivt at foreslå, at disse og tilsvarende civile grupper vil kunne spille en rolle, når det gælder løsningen af konflikten på Balkan. Kvinder udgør som bekendt en vigtig del af disse grupper, men som Ron Coward skriver:"De har ingen status i de vestlige politikeres øjne eller i krigsherrernes"

Det var nogle af de samme tanker, jeg gjorde mig, da jeg efter konferencen besøgte nogle af de andre "alternative" grupper i Beograd: Antikrigscentret; SOS-Hotline mod diskrimination, Helsinki -komiteen, Beograd cirkelen m.fl. Hvorfor er disse grupper og initiativer ikke mere synlige i det hjemlige mediebillede, og hvorfor er de næsten totalt fraværende i politikernes forskellige overvejelser og initiativer?

"Jamen, de er så små og uden indflydelse", kan man så høre folk svare, hvis man forsøger at fremhæve vigtigheden af kontakt med dem og synliggørelsen af dem. Men det sagde man også i 80'erne om oppositionen i Østeuropa, og hvad eks-Jugoslavien angår, er det trods alt disse grupper og de værdier , de arbejder ud fra, der peger fremad.

8. marts 1995 startede den danske afdeling af International Liga for Fred og Frihed en indsamling "Kvinder til Kvinder", der netop støtter Kvinder i Sort og tilsvarende grupper i eks-Jugoslavien.

Gironummeret er 067 90 70