I årevis har regeringen haft ét overordnet mål : at tale arbejdsløsheden ihjel. Schlüter eller Nyrup. Forskellen er ens.
Til ulidelighed er det fastslået, at over en million mennesker lever af overførselsindkomster (folkepensionisterne ikke medtaget). Dagpenge, kontanthjælp, efterløn eller førtidspension.
Det har selvfølgelig sin pris. Økonomisk, social og psykisk.
Klassesamfundet er til at få øje på. Selvom der langt ind på venstrefløjen har været skabt ro om den slags synspunkter.
Med finanslovsforliget - især på dagpengeområdet - kan vi fastslå, at lighed ved fødslen er en frase uden hold i virkeligheden.
Overførselsindkomstområdet rammes i almindelighed, mens ungdomsgenerationen rammes i særdeleshed.
Hvorfor kom regeringen og Socialdemokratiets udspil på det givne tidspunkt ?
Der gives to hovedårsager :
Fagbureaukratiet vil samtidig gøre alt for at holde SD ved regeringsmagten.
Det ved de borgerlige. Derfor har de løbet storm på ordningerne nu.
Og det ved Socialdemokratiet. Regeringen har faktisk flertal sammen med SF og Enhedslisten.
Myten om Socialdemokratiet som værn eller bolværk imod det, der er værre, er hermed punkteret.
Men hvorfor spiller SD så ud med en arbejdsmarkeds- og socialpolitik, der ikke er set værre end i Madsen-Mygdahls dage (Venstre-høvding og Statsminister 1926-29) ?
Vedr. arbejdsmarkedslovgivningen som helhed spøger regeringskonferencen i 1996. LO og den europæiske fagbevægelse ønsker at "Det sociale charter" bliver EU-domstolen bliver overnational regulator af det danske aftalesystem. Hvilket igen betyder, at der på hele området skal gennemføres en omfattende lovgivning - ligesom i Sydeuropa. Socialdemokratiet forbereder sig på den ny og udemokratiske orden. traktatfæstet. Det betyder, at
Hvad gælder dagpenge- og kontanthjælpssystemet er SD ganske enkelt bange for, at de relativt gunstige økonomiske konjunkturer ikke kan hjælpe flere i arbejde. SD er kørt fast. Man ved, at vender kurvetænkningen endnu engang tommelfingrene nedad, koster det regeringpositionen. Derfor har man opfundet flaskehalsproblematikken. For at løse dette fiktive problem kræves rådighed og fleksibilitet døgnet rundt. Derfor fratages alle på overførselsindkomster stort set deres rettigheder - tvang og pligt bliver nøgleordene. SD håber på denne vis, at arbejdsløshedskurvens positive tendens holder.
Det skal imidlertid understreges, at Socialdemokratiet ser alle tiltag på arbejdsmarkeds- og socialpolitikken som et led i en EU-harmonisering af områderne.
Men lad os se på, hvad nogle af de væsentligste stramninger går ud på - og hvad de strategisk betyder for arbejderklassen og allierede grupper.
Finansloven
Omdrejningsaksen i finanslovsudspillet er en afkortning af dagpengeperioden og en
stramning af rådighedsreglerne, som forsøges solgt ved at fremrykke tilbuddene til de
arbejdsløse.
Men to væsentlige elementer på dagpengeområdet vil på sigt styrke kapital og stat og samtidig svække og opsplitte arbejderklassen.
Det ene element er den såkaldt passive forsørgelse :
Regeringsudspillet og forliget med K lægger op til, at store dele af den offentlige sektor (og på lidt længere sigt også den private sektor) skal drives af tvangsudskreven arbejdskraft, som ikke modtager løn for deres arbejde - men dagpenge - og i øvrigt ikke er dækket af overenskomstmæssige vilkår. Udstødningen antager altså en ny form. Man stødes ud af det almindelige arbejdsmarked, men overlades ikke til leddiggang. Tvangsarbejde træder i stedet. Dette er en udvikling, der må stoppes, hvis ikke hele overenskomstsystemet skal undergraves. Men det er muligt, at svaret bliver sociale kapitler i overenskomsterne, hvilket reelt skaber overenskomstmæssig mulighed for underbetaling.
Det andet element er forsikringsdelen:
Dagpengedækningen er i dag udhulet for store grupper på arbejdsmarkedet - og dette har ført til forslag om såvel offentlige som private tillægsforsikringer fra en række faglige organisationer .
Venstre og arbejdsgiverne vil foretrække en privat tillægsforsikring, men vil formodentlig kunne se en fordel i også en offentlig tillægsforsikring. Forsikringselementet vil blive styrket gennem en øget kontingentindbetaling - mens den fælles lønmodtagerinteresse i at forsvare et højt fælles dagpengemaksimum, vil blive undergravet. Hermed øges mulighederne for at forringe dækningen for de lavtlønnede - samtidig øges mulighederne for at komme igennem med en nedtrapning af dagpengene efter 1-2 års arbejdsløshed. Herved vil præmisserne være fastsat for, at en stigning i arbejdsløsheden mere direkte kan omsættes i lønnedgang.
Vækst for enhver pris
Socialdemokratiets karakter som et klassesamarbejdende parti baseret på blind
økonomisk vækst, hvor kun fordelingen af produktionsresultatet til tider adskiller det
fra den borgerlige lejr, er i lyset af EUs voksende krav til den danske stat betydeligt
skærpet. Dette har kun kunnet lade sig gøre fordi fagbureaukratiet, under ledelse af
Metal, stort set har hægtet sig på Dansk Industris synspunkter. Disse synspunkter på
økonomi og arbejdsmarkedspolitik skaber rammen om en konsensusholdning mellem den
socialdemokratiske og borgerlige lejr.
Socialdemokratiet har hægtet sig på den proces, der skal sikre, at Vesteuropa kan udvikle sig til et imperialistisk center, der kan klare sig i konkurrencen med USA og Japan. Dette vil uvægerligt føre Socialdemokratiet til at acceptere Vestunionen og et militært forsvar for EU-statens og det vesteuropæiske borgerskabs politiske og økonomiske interesser over hele verden.
De vesteuropæiske socialdemokratier vil med deres stræben efter at administrere EU-økonomierne få stadigt sværere ved at holde sammen på medlems- og vælgerskaren. At tilfredsstille såvel borgerskabets som lønarbejdernes og de marginaliserede gruppers sociale interesser indenfor statens og systemets rammer synes at blive en stadig vanskeligere og modsætningsfyldt opgave.
Det er denne sidste konstatering den danske venstrefløj skal forholde sig til. Kun et stærkt pres udefra, og fra neden, kan ændre styrkeforholdet i samfundet - men ikke Socialdemokratiets klassekarakter.
Der synes ikke længere at være hold i det gamle venstrefløjsdogme om "for enhver pris at holde Socialdemokratiet ved regeringsmagten, idet det giver arbejderklassen de bedste kampbetingelser".
Udviklingen har vist noget andet - uden vi dermed har sagt, at den borgerlige lejr skulle være bedre.
|
|