Af Rune Lund, MF

Vi har hørt det så ofte. Det er blevet gentaget igen og igen - spørgsmålet: Hvad er alternativet til EU? Men der er alternativer til EU. Masser af alternativer.

Alternativet til EU er internationalt. Det er ikke hverken dansk eller europæisk. Både den gammeldags nationalisme eller den moderne euronationalisme er en blindgyde.
Alternativet går på to ben - det har både et socialistisk og et demokratisk element. Socialismen en forudsætning for det fuldt udfoldede demokrati, men naturligvis kan der gennemføres en række demokratiske reformer under det nuværende kapitalistiske system.
Man kan kalde det socialistiske element for indholdet, mens det demokratiske element er formen. Langt hen ad vejen er dette en kunstig skelnen, da tingene selvfølgelig hænger sammen. Visse institutioner, for eksempel EU-kommissionen, styrker jo også en helt bestemt liberalistisk dagsorden samtidig med, at den er udemokratisk.
Alligevel giver det mening at skille form og indhold ad for at klargøre, hvad det er, vi taler om. Denne artikel vil fokusere på form-diskussionen for at give dette nok plads. Dette betyder ikke, at socialisme - det vil sige indholdsdiskussionen - ikke er vigtig. Det er udelukkende et spørgsmål om at prøve at sige noget sammenhængende om een ting i stedet for at skrive noget usammenhængende og overfladisk om en masse ting.

Det udemokratiske EU
Opbygningen af EU-staten betyder, at magten centraliseres i EU's lukkede system, hvor pengemagten via lobbyisme har indflydelsen. Problemet er ikke kun, at EU er et redskab for den europæiske kapital. EU er i hele sin opbygning udemokratisk. En EU-superstat kan aldrig blive demokratisk og alle illusioner om en rød EU-superstat må derfor afvises.
Selvfølgelig kan man ikke principielt udelukke, at samfundsudviklingen går i en retning sprogligt, kulturelt, organisatorisk og politisk som betyder, at nye politiske fællesskaber kræver andre politiske organisationsformer om 50 år. Men det er fremtidsmusik. Udgangspunktet for internationalt samarbejde i Europa i dag må derfor tage sit udgangspunkt i de politiske offentligheder, der allerede eksisterer. Da der ikke i noget nævneværdigt omfang eksisterer en europæisk politisk offentlighed i dag, er fjernelse af politisk magt fra de nationale politiske offentligheder til EU derfor ensbetydende med at fjerne politisk magt fra de forsamlinger, hvor almindelige mennesker, folkelige organisationer, græsrødder og fagforeninger har mest indflydelse på det politiske liv. En sådan overførsel af magt er derfor uacceptabel.

Det demokratiske alternativ
EU's magt skal derfor " rulles tilbage" og erstattes af et demokratisk internationalt samarbejde mellem selvstændige stater, hvor indholdet - som jf. tidligere ikke behandles nærmere i denne artikel - er fuld beskæftigelse, solidaritet, menneskerettigheder og miljø.
Dette er ensbetydende med et mere fleksibelt og smidigt europæisk samarbejde, der kan tage hensyn til og respektere forskellighederne i Europa.
Samarbejdet skal bygge på mellemstatslige aftaler indgået mellem de forskellige europæiske lande på de områder, hvor de enkelte lande finder det nødvendigt. Dette gælder alle relevante politiske områder, for eksempel miljø, narkosmugling, flygtninge, landbrug, fiskeri, selskabsskat og så videre. At en aftale er mellemstatslig betyder, at et medlemsland har vetoret - eller til enhver tid er sikret retten til at meddele, at man ikke er interesseret i at indgå i hele eller dele af en aftale, hvis denne ikke er tilfredsstillende for det pågældende land.
Men det mellemstatslige aspekt betyder også, at de enkelte lande er i deres gode ret til at lave andre politiske organisationer, institutioner eller fora end de allerede eksisterende. For eksempel kunne det være, at vi i norden kunne finde på at oprette et Nordisk Miljøråd, eller at EU-lande ved Middelhavet sammen med de nordafrikanske lande kunne finde på at lave et Middelhavsråd for Miljø.
Det skal også altid være tilladt at gå foran med bedre regler inden for de forskellige områder, det vil sige, at man i de enkelte lande for eksempel kan indføre bedre miljø- og socialstandarder end de vedtagne minimumsregler. Det modsatte - at gå bagud - kan dog ikke være tilladt, fordi man dermed bryder en indgået international aftale, og i så fald må man træde ud af de relevante fora eller aftaler, som landet er indgået i.
Etableringen af et sådant samarbejde forhindrer ikke, at de lande, der ønsker det, kan opbygge en EU-stat som kan indgå i dette mellemstatslige samarbejde. Målet bør dog være at rulle unionens magt tilbage, og en dansk udmeldelse af EU vil her være et skridt i den rigtige retning.

En fleksibel struktur
Den mellemstatslige struktur sikrer, at der kun bliver lavet regler på de områder, hvor de enkelte lande mener, det er relevant i forhold til de konkrete problemer, der skal løses. Samtidig vil de enkelte landes befolkninger have langt større mulighed for at påvirke de politiske processer, fordi den politiske kamp flyttes fra EU til de enkelte landes parlamenter.
Effektivitet opnås i mellemstatsligt samarbejde ikke ved at stemme andre lande ned. Effektiviteten opnås derimod ved at sikre, at de politiske beslutninger bliver taget på de rigtige niveauer tilpasset det lokale, nationale eller regionale niveau. Herved undgås stiv og rigid one-size-fits-all-lovgivning fra EU, hvor alle regler absolut skal gælde alle lande, selvom de nuværende EU-lande indbyrdes har mange forskelligheder. Samtidig er sandsynligheden større for, at der ikke fifles på de områder, hvor man i EU bare bliver stemt ned. I EU er der nemlig 117 måder, man kan omgå en beslutning, hvis man er blevet stemt ned - noget de enkelte landes embedsapparater er eksperter i. Fordi dette er kendt viden i EU i dag sker det derfor relativt sjældent, at der skrides til afstemning. Selv når der således formelt er tale om flertalsafgørelser, er der således reelt tale om mellemstatslige afgørelser. Men hele institutionen er bygget op ud fra nogle andre forudsætninger, hvilket gør det demokratiske underskud i EU endnu mere absurd.
Hvis et land ikke overholder de indgåede aftaler - og hvis der ikke på nogen måde kan findes en fornuftig forhandlingsløsning - er det andre landes legitime ret indenfor et givent aftalekompleks at iværksætte økonomiske, handelsmæssige, politiske eller diplomatiske sanktioner og/eller afstraffelsesforanstaltninger.
Inden sådanne afstraffelsesforanstaltninger kommer på tale, bør der dog foregå forhandlinger indenfor rammerne af de mæglingsinstanser, der stilles til rådighed.
En kilde til konflikt kan for eksempel være, at et land har en selskabsbeskatning under det niveau, der er blevet aftalt i "selskabsskat-konventionen", og at dette land desuden ikke er villigt til at hæve dette selskabsbeskatningsniveau. I dette tilfælde bør det stå andre lande frit for at lægge told og afgifter på importerede varer fra dette skattely-land, der modsvarer den skat, som selskaber ikke betaler i dette land.
Det skal understreges, at en sådan handling kun bør tages i anvendelse, når en politisk konflikt er "kørt af sporet". I praksis vil det være sjældent, at man når til disse situationer. Politisk pres er i Europa et yderst effektivt pressionsmiddel, som på mange måder allerede i dag er det smøremiddel, der får EU-arbejdet til at køre.

Skal vi bare vente på revolutionen?
Nu er det jo ikke realistisk, at det bare er muligt for Enhedslisten eller andre at få lov til at lægge brikkerne som ovenfor skitseret. Skal vi så bare sætte os ned og flæbe? Nej, selvfølgelig ikke.
I den konkrete EU-virkelighed kan man stille en række systembrydende krav, der alle er skridt på vejen i den rigtige retning. Dette kan for eksempel være indførelse af en reel miljøgaranti, så landene altid kan indføre højere standarder end dem, der gælder i EU. Det kunne også være at skrotte alle planer om militarisering af EU, at alle lande skal kunne tale med egen stemme i for eksempel WTO, eller at fjerne alle bestemmelser om EU-rettens forrang. Der er nok at tage fat på.
Gennemførelse af disse krav vil betyde, at EU rulles tilbage med det langsigtede formål at styrke forslag, som kan skabe et socialt, bæredygtigt og demokratisk Europa. Første skridt på vejen i denne proces er at stemme nej til EU-forfatningen den 27. september.