Af Stig Hegn & Sune Hundebøll

Dansk Sydafrika-solidaritet tager sin spæde begyndelse efter den 21. marts 1960. Der var 67 sorte afrikanere blevet skudt ned på en politistation i Sharpeville. Efterfølgende var repressionen mod den sorte befolkning i Sydafrika taget til og partiet African National Congress (ANC) blev forbudt.
Men det var først i 1980erne, at solidaritetsbevægelsen for alvor blev stærk.

Historien om dansk antiapartheidarbejde er også historien om Landskomiteen Sydafrika-Aktion (LSA). Men LSA var ikke den eneste gruppe, som spillede en stor rolle i kampen mod apartheid. Andre centrale grupper var MS, Folkekirkernes Nødhjælp, Internationalt Forum og en række fagforeninger og politiske partier på venstrefløjen.

LSA stod centralt i solidaritetsbevægelsen, bl.a. fordi organisationen fra starten af havde valgt at være en bred bevægelsen og ikke politisk bundet. Mangfoldigheden, både indenfor LSA og i anti-apartheidarbejdet udenfor LSA var styrken i bevægelsen.
I bogen Aktivister mod apartheid fortæller en række personer, med en fortid indenfor anti-apartheidarbejdet, om bevægelsen. Bogens persongalleri afspejler de mange forskellige indgange, der var til Sydafrika-arbejdet. Ligesom bogen kommer omkring de mange forskellige facetter af aktivistarbejdet, som uddeling af løbesedler, demonstrationer, direkte aktioner, happenings, sports- og kulturarrangementer.

Aktivister mod apartheid er en nødvendig fortælling om en bevægelse med succes. Da det gik på sit højeste, var det en bred og alsidighed bevægelse. Den favnede borgerlige såvel som militante venstrefløjsaktivister og resulterede blandt andet i Danmarkshistoriens største forbrugerboykot.

Desværre er der mange gentagelser og ikke alt er lige godt skrevet. Det overordnede kaos i teksterne, kan måske godt have ligheder med at være aktivist og lave græsrodsarbejde, men i bogform hæmmer det læsernes overblik.

Aktivister mod apartheid er også historien om folkene der forandrede verdens gang – og dem der tog æren for det. Ulrik Dahlin og Miriam Feilberg skriver: „I dag er Folketingets hjemmeside prydet med fotos af danske politikere sammen med Nelson Mandela. De danske politikere smiler, mens de viser den prominente gæst rundt på Christiansborg. Man kan ane, at de soler sig i glansen af Mandelas taknemmelighed: Hvilket EU-land var det, der gik i spidsen dengang i midten af 1980’erne? Og hvilket land var det første vestlige overhovedet, der indførte en national sanktionslov?
Det rigtige svar er Danmark.
Men de rigtige politikere er ikke dem, man ser på de små fotos på hjemmesiden. Det var SF’eren Søren Riishøj, der som en enmandshær i løbet af 1980’erne tog initiativ til en række af Folketingets debatter om at få indført eller skærpet en dansk sanktionslovgivning. Det var politikere som de Radikales Jørgen Estrup og Pernille Forchammer fra Socialdemokratiet og andre.“
Det er selvklart, at dem der var drivkraften for forandringerne i Sydafrika, var dem der aktivt kæmpede mod apartheid i Sydafrika.

Aktivister mod apartheid er udkommet i 10-året for de første demokratiske valg i Sydafrika. Ind i mellem går der lige lovlig meget røverhistorie i den, men det forandrer ikke det faktum, at det er en nødvendig bog, som fortæller en vigtig historie.

Meget er forandret siden antiapartheidbevægelsen tog fart i slutningen af 1970’erne og 1980’erne, men der er stadig et ocean af kampe, der kun venter på at blive kæmpet.
Nutidens græsrodsbevægelser kan finde inspiration og lære af antiapartheidbevægelsen, men metoderne og strategien kan ikke bare kopieres og genbruges.

TANKER FRA EN TIDLIGERE AKTIVIST
I et tilbageblik er der imidlertid nogle historiske erfaringer der er værd at diskutere nøjere, nemlig boykotvåbenet, sanktionspolitikken og ANC’s strategi.

Boykotkampagnen, altså sikring af at handelen med Sydafrika ophørte, var hovedvåbnet i kampen mod apartheid. Det er på mange måder en problematisk taktik. Dels er der nok ikke historiske eksempler på, at det har bragt et styre til fald, lige fra den spanske borgerkrig til Irak. Men i Sydafrikas tilfælde virkede det protektionistisk f¨-or den indenlandske industri, ja, virkede sikkert ligefrem ansporende for regeringen til at udvikle avanceret våbenteknologi (og atomvåben). Men den anden svaghed er den politiske: Boykot kan kun være virksom, hvis den understøttes aktivt af stater (eller FN), og det har konsekvenser for en græsrodsorganisation.

For SAK betød det, at mange ressourcer blev sat ind på at overvåge sanktionernes overholdelse og en fokusering på regeringen, at få den til at kontrollere sanktionslovgivningen, og f.eks. i tilfældet udenrigsministre som Ove Guldberg eller Per Hækkerup, eller… selvsagt spild af vådt krudt. Socialdemokratiets ledelse var interesseret, når det kom til stykket. Men SAK havde også en folkelig side af boykotkampagnen, nemlig at hindre salg af sydafrikanske varer, der via fixfax alligevel kom til Danmark via tredjeland. Det var f.eks. æbler, hvor der blev lavet demonstrationer foran den lokale grønthandler. Det var jo godt nok for så vidt som man kom i snak med de, der købte og kunne propagandere mod apartheid, hvad der ofte var nemt. Men fik man nu indehaveren til at lade være med at sælge de famøse æbler, var der dermed ikke længere mulighed for agitation!

Mest kendt blev boykottet med Shell-kampagnen. Via demoer og aktioner skulle danskerne forhindres i at købe Shells produkter. Hvorfor det var Shell stod hen i tågerne. Shell var et ret moderne firma, der sikkert ikke var særligt varme på apartheid, men sikkert tjente på forsvarsleverancer. Mere gammeldags og sikkert også tilhænger af apartheid var imidlertid BP (British Petroleum), men der kom aldrig nogen diskussion af det - det var fastlagt andetsteds. Der var også andre svagheder ved kampagnen.

DET PÆNE
Når nu hovedsigtet i solidaritetsarbejdet var at sikre regeringens tilslutning til boykotvåbnet, var der ikke så meget at gøre for de, der ville lave græsrodsarbejde (når nu grønthandleren havde tilsluttet sig), men det var åbenlyst at en aktivistisk organisation som Unge mod Apartheid godt ville gå videre - når man nu støttede ANC, der jo havde en vedtagelse om væbnet kamp. Det medførte nogle overskårne benzinslanger og stor furore - men ikke livsfare på noget tidspunkt. Og her fik de unge fusentaster læst og påskrevet. Det var fortrinsvis i København, hvor ANC’s rygklappere stod stærkt, i Århus var der faktisk folk, også ANCs, der godt ville tale klassekamp. Det var i SAK storhedstid 1984-87.

ANC’s danske organisation
Det var selvfølgelig fordi sabotage ikke passede ANC i Danmark. Det blev ved den lejlighed helt tydelig, hvordan kp-traditionerne prægede ANC. Der var aldrig diskussion af noget, der blev sagt fra ANC’s side. Og nu var det jo sådan, at ANC’s repræsentant i Danmark var en latterlig og selvhøjtidelig personage (der sikkert er kommet vidt i sin senere politiske karriere), der aldrig indlod sig på diskussioner. Han fik tårer i øjnene ved udsigt til, at den store Oliver Tambo kunne træffe en dansk minister. Nu mener jeg selvfølgelig ikke, at det var solidaritetsbevægelsen, der skulle bestemme det hele. Men lidt diskussion havde ikke været af vejen, hvem havde f.eks. valgt Oliver Tambo?

ANC’s strategi
Der var problemer med ANC’s strategi, der var klassesamarbejdende om nogen. De havde to vedtagelser, som de påstod var vedtaget af det sydafrikanske folk, dels Frihedserklæringen, der jo var vedtaget af ganske få mennesker engang i 1955, og holdt i meget generelle vendinger. Men den blev hevet frem så snart nogen begyndte at tale om klassekamp. ANC vedtog i 1969 et andet dokument, Strategy and tactics hvor den væbnede kamp blev indvarslet. Det var meget mere radikalt. Men det skulle man ikke så gerne citere fra. At fremhæve den gamle klassekæmper, Joe Slovo, frem for koryfæerne Tambo og Mandela, var heller ikke velset. Nu var Slovo jo også velformuleret. At hans bog med den sigende titel Sør-Afrika : ingen tredje vei (Oslo 1978) også skulle være udkommet i Danmark under SAK’s medvirken var utænkeligt. Eller en samling af hans artikler for den sags skyld.

At ANC’s strategi var en folkefrontsstategi - ANC blev jo aldrig en guerillaorganisation - der sigtede på samarbejde med det hvide borgerskab plus afskaffelse af apartheid, medførte et ønske om klassesamarbejde. Det betød, at der ikke fra Danmark kom støtte til arbejderklassens kamp i Sydafrika. Den var i mange henseender ganske radikal, og havde været et godt udgangspunkt for at mobilisere dansker arbejdere og fagforeninger. Vi var nogle stykker der mente, at minearbejdernes kamp burde støttes med alle til rådighed stående hænder og fødder. Men politikken var at støtte ANC’s egen faglige gren, SACTU, hvis største indflydelse var udenfor Sydafrika. Dem blev der så samlet ind til - så vidste man, hvor pengene havnede.

Således synes jeg, at det kan være godt nok at samle op på erfaringer, men hvis man ikke er åben for strategiske diskussioner, er der ingen der kan lære noget. Og det er der nok ikke nogen af de, der var syltet ind i kp-taktiken, der kan. Og hvad så med Sydafrika i dag? Det var selvfølgelig en god ting, at apartheidstyret faldt, også at det skete uden blodsudgydelse. Men ANC’s strategi har ikke medført væsentlige samfundsforandringer. Og det var vi faktisk nogen der mente var nødvendigt, også der.