Sudan
– en tragisk historie i den
arabiske verdens periferi

Af Jacob Nicolaisen

Darfur, Sudan, sommeren 2004. Hundredetusinder drevet på flugt, tusinder ved at dø af sult og andre sygdomme. Sudan er så frodigt at det kunne brødføde det meste af Afrika, men diktatur og borgerkrig gør, at store dele af befolkningen lider nød. Historien om Sudan er først og fremmest en historie om imperialisme, og nu også om betydelige olieinteresser. Sudan er Afrikas største land, der er ca. 30 mio. indbyggere.

Sudans moderne historie starter i 1821 hvor landet bliver indlemmet i det osmanniske rige efter en tyrkisk-egyptisk intervention. Egypterne investerede massivt i Sudan og intensiverede ekspeditionerne sydpå, bl.a. import af slaver til nord steg voldsomt. Den omstændighed, at muslimer ikke må tage andre muslimer som slaver, betød sandsynligvis at Islams udbredelse mod syd blev bremset. Dermed blev grundlaget for den nutidige konflikt i Sudan etableret. Et fattigt, sort, underudviklet syd mod et udviklet arabiskorienteret nord. Men også europæerne skulle ind over. I 1885 lykkedes den nationale oprørsbevægelse at smide tyrkerne og egypterne ud af landet, men efter en række år med uafhængighed (og lokale krige) vender egypterne tilbage, denne gang sammen med englænderne. Sudan bliver herefter styret af Egypten og Storbritannien i fællesskab fra 1899 til 1956. Englænderne var nervøse for Islams videre udbredelse og valgte at administrere Nord- og Sydsudan skarpt adskilt. Mens der blev investeret i nord, blev det sydlige Sudan holdt hermetisk lukket. Kun missionærer fik lov at komme ind i det sydlige Sudan, og kristendommen bliver derfor dominerende i Sydsudan.
Englændernes plan op til Sudans uafhængighed i 1956 var at lægge det sydlige Sudan sammen med Storbritanniens øvrige besiddelser i Østafrika – Kenya og Uganda. Men planen blev opgivet, sandsynligvis på baggrund af egyptisk pres. Oprøret fra Sydsudan kommer i 1958 og fortsætter med varierende styrke frem til 1972. I 1969 tager Numeiry magten i nord og der forhandles en vis selvstændighed for Syd igennem i 1972. Det betød fred, men ikke stort mere for Sydsudan. Numeiry er en politisk overlever. I begyndelsen indgår Sudan i den daværende nationalistiske og sovjetvenlige alliance i den arabiske verden, og etablerer et et-parti system. Få år efter skifter han hest og bliver USA-allieret og likviderer efterfølgende det meste af kommunistpartiet. Tilbage på den politiske scene står udover Numeiry, to traditionelle partier; repræsenterende henholdsvis godsejerne og handelskapitalen. Herudover det muslimske broderskab, som udløber af organisationen af samme navn i Egypten. Med kommunistpartiets forsvinden er fundamentalisternes vigtigste rival blandt de nye mellemlag i byerne væk. Det muslimske broderskab opnår i løbet af 70'erne kontrol med flere mellemlagsorganiseringer som f.eks. læge- og juristorganisationerne.
I begyndelsen af 80'erne vælger Numeirys i tiltagende omfang at basere sig på fundamentalisterne for at holde de to gamle partier stangen. Det fører i 1983 til, at styret indfører Sharia’en som grundlag for landets lovgivning og samtidig suspenderer det begrænsede selvstyre i syd. Det udløser oprør fra syd med dannelse af den sydsudanske oprørsbevægelse SPLM med tilhørende hær SPLA (efterfølgende forkortet SPLM/A). Kort tid efter mister Numeiry magten, og der gennemføres demokratiske valg. Valgresultatet viser, at fundamentalisternes støtte i den sudanesiske befolkning er meget begrænset; de opnår kun 3,5% af stemmerne. Men i 1989 tager militæret magten i samarbejde med fundamentalisterne og forbyder al politisk og faglig aktivitet. Borgerkrigen eskalerer voldsomt og breder sig til flere dele af landet. Antallet af ofre er uhyrlige; med over 2 millioner dræbte og 4,5 millioner flygtninge og internt fordrevne er der tale om en af de blodigste konflikter verden har set siden 2. verdenskrig.

Sudans oprørshær : fra sovjetallieret til national befrielseshær
SPLA/M’s retorik er holdt i den sovjetiske jargon, men i realiteten er det en bevægelse styret og bemandet af den store Dinka-stamme, med John Garang som leder. Forholdet til de andre stammer der deltager i oprøret er mildest talt anstrengt. Der bruges børnesoldater i stort tal og overgreb på civilbefolkningen er hverdag. Resterne af det sudanesiske kommunistparti indgår ikke i SPLA – da de afviser at et oprør i det underudviklede Sydsudan kan føre til forandringer. Enkeltpersoner fra KP’et optræder dog i SPLA/M’s rækker. I de første år har oprørsbevægelsen haft basis i det Etiopiske. Med den kolde krigs ophør falder Menegistu i 1991 og de eritrianske oprørsbevægelser får held til at skabe et selvstændigt Eritrea. For SPLA betyder Menegistus fald et meget hurtigt farvel til Etiopien og en betydelig svækkelse af bevægelsen. Stammestridighederne eskalerer og flere konkurrerende oprørshære ser dagens lys. I store områder af Sydsudan er de forskellige oprørshære en langt større trussel for civilbefolkningen end regimet i Nord nogensinde har været. Styret i Nordsudan udnytter situationen og forhandler livligt med de forskellige mindre hære. Der bliver uddelt våben, penge og forskellige politisk betydningsløse poster med fine navne. Flere hærledere skifter side og en militær offensiv fra Nordsudan tvinger SPLA/M ned til Sudans sydlige grænse. SPLA/M vender dog stærkt tilbage, og reetablerer deres legitimitet. I 1995 en forståelse med oppositionen i Nordsudan – de gamle partier og forskellige marginaliserede grupper i Nord, hvilket fører til bedre militær koordination og bredere anerkendelse af SPLA
I Uganda er en af John Garangs allierede, Yoweri Museveni, kommet til magten i 1989. Uganda yder, uden at nogen officielt vedkender sig noget, sandsynligvis et solidt militært rygstød til SPLA’s tilbagekomst. Fundamentalisternes magtovertagelse i nord betyder, at Sudan i stadig stigende omfang huser forskellige fundamentalistgrupper fra nordafrikanske lande. Militante grupper fra bl.a. Algeriet og Egypten får således faciliteter i Nordsudan. Bl.a. havde Osama Bin Laden adresse lige udenfor Khartoum i en årrække. Sudan opfattes i 90'erne som en international paria, samtidig med at landets økonomiske situation er håbløs - dybt forgældet og uden mulighed for nye lån.
Tilbagekomst er måske et beskedent ord. Fra 1995-97 erobrer SPLA/M enorme landområder og kontrollerer i dag det meste af det sydlige Sudan på nær enkelte regeringskontrollerede byer. Siden 1997 har de militære fremskridt være begrænsede. Frontlinjen er endeløs lang og ingen af parterne er i stand til slå hinanden. Politisk flytter SPLA/M undervejs og bliver allieret med USA. I 1996 kommer Sudan på USA’s liste over lande der støtter terrorisme, og dermed banes vejen for en mere aktiv amerikansk støtte til regimets modstandere og primært SPLA/M, der er den eneste del af oppositionen der militært kan true regimet. USA’s støtte foregår dog i det skjulte. På trods af USA- SPLA/M-venskabet, finder man dog stadig socialistisk retorik og en politiske model baseret på rådsdemokrati, det såkaldte partiløse demokrati, kraftigt inspireret af nabolandet Ugandas model.
Den Ugandiske model, der blev indført efter at den nuværende præsident Musevenis oprørshær slog diktatoren Obote i 1986, er interessant. Partidannelser er ikke forbudt, men valg er baseret på valg af enkeltpersoner. Partier kan ikke stille op. Samtidig sikrer et udbredt kvote-system at kvinder, handicappede og forskellige minoritetsgrupper bliver repræsenteret på forskellige niveauer i det politiske system. Argumentet er, at partier i afrikansk sammenhæng stort set kun har været „dække“ for etniske grupper, der på skift har taget statsmagten for sin egen stamme. De argumenterer for at i afrikansk sammenhæng er den eneste måde at sikre et inkluderende demokrati at gøre op med partierne og sikre, at alle grupper i samfundet bliver repræsenteret i det politiske system. Præsidenten vælges dog ved direkte valg.

New Sudan – nyt land eller nyt styre?
De befriede områder kalder sig New Sudan. Med eget flag, egne pengesedler og for et par år siden også med egen tidszone – man skiftede fra Sudans tidszone til den østafrikanske. Spørgsmålet om det er en ny statsdannelse eller blot forberedelsen til et nyt styre i Sudan besvares forskelligt alt efter hvem man spørger. I følge SPLA’s officielle erklæringer ønsker man et samlet Sudan. Snakker man med folk længere nede i hierarkiet er tilliden til at et samlet Sudan nogensinde vil fungere begrænset, fordi overgrebene mod folk i Syd har været for voldsomme til at sårene kan hæles.
Internationalt er selvstændighed ikke nogen let sag. Det internationale samfund er ikke meget for nye statsgrænser, i særdeleshed ikke i Afrika (en holdning man også finder på store dele af den hjemlige venstrefløj). Samtidig er der en række geopolitiske forhold,der ikke øger chancen for selvstændighed. Først og fremmest Nilen. Den ene af Nilens grene, den hvide Nil løber gennem Sydsudan, og økonomisk udvikling i Sydsudan vil uundgåeligt nedsætte Nilens vandgennemstrømning (ved kunstvanding, ved udnyttelse af vandkraft, etc.). Det er bestemt ikke i Egyptens interesse. Egypten er totalt afhængig af Nilens vand og opponerer derfor kraftigt imod enhver form for selvstændighed, og dermed udvikling, til Sydsudan.
Med den nuværende fredsaftale er der lagt op til en 7 års periode før befolkningen i Sydsudan skal stemme om fremtidigt tilhørsforhold. Hvis ellers fredsaftalen holder, vil befolkningen i Syd blive udsat for et massivt pres for at blive i et samlet Sudan. Hvordan det falder ud, med en befolkning som stort set ikke kan læse, og hvis kendskab til verden udenfor er begrænset, er ikke godt at vide.

Fred og olie?
Da den aktuelle borgerkrig brød i 1983, var det 3 år efter, at der var fundet olie i Sydsudan. Borgerkrigen sætter umiddelbart en stopper for det eventyr, men i 2000 kunne Sudan igen eksportere olie for alvor. Denne gang med en ny udenlandsk besætning. USA’s fjendtlige forhold til regimet gør, at den amerikanske kongres har forbudt amerikanske olieselskaber at etablere sig Sudan. Ind kommer i stedet bl.a. canadiske Talismann, svenske Lundin Oil og det statslige kinesiske olieselskab. Olieudvindingen er kommet i gang ved at rydde lokale landsbyer i store bælter omkring oliefelterne. Rydningen har fulgt nøjagtig samme mønster som de overgreb, der for nylig har fundet sted i Darfur. Først har arabiske militser til hest (folk fra stammer der er allieret med regeringen i Nord) angrebet landsbyer, plyndret og dræbt. Efterfølgende har kamphelikoptere og enheder fra den regulære hær gjort arbejdet færdigt. Et ukendt antal mennesker er blevet sendt på flugt gennem de enorme sumpområder omkring Nilens løb i Sydsudan. Olieselskaberne lever symbiotisk med den sudanesiske hær. De anlægger veje og flyvepladser, som er vigtige for hæren i et område hvor man ellers ikke kan komme frem med tungt materiel. Som tak sørger den sudanesiske hær for bevogtning og rydning af områderne for lokalbefolkningen.
Internationale protester har siden tvunget Lundin Oil og Talismann ud af Sudan. Ind er kommet flere selskaber fra forskellige diktaturstater i den 3. verden. I kulissen venter Franske Elf og russiske olieselskaber. Elf har koncession på to enorme oliefelter langt inde i det område, som oprørshæren kontrollerer. Den gamle kolonimagt England har kun haft mindre interesser i olieeventyret, men har til gengæld været i gang med at sælge kompliceret udstyr til kontrol af luftrummet til regimet i Nordsudan. Det er en giftig handel i et område, hvor en del af den nødhjælp der kommer ind i Sydsudan kommer ind ved hjælp af lufttransport, der ikke er godkendt af Sudans regering. Regeringen er ikke just begejstret for, at der er nødhjælpsorganisationer i det sydlige Sudan og sågar FN-fly med nødhjælp er blevet beskudt.
Af andre udenlandske interesser i Sudan er den Saudiarabiske kapitals den mest omfangsrige. Det præcise omfang af de saudiske investeringer er der ikke tal på, men de er omfattende. Ved siden af saudisk religiøs sponsoreret propaganda kan man se investeringerne, som en udstrækning af den saudiske indflydelse i et land, hvor de konkrete magthavere hurtigt kan være udskiftet. Parallelt med den saudiske tilstedeværelse i Sudan kan man se øgede saudiske investeringer i Nigeria – et andet land hvor det afrikanske og det arabiske støder sammen.
De europæiske landes interesser i Sudan har gennemgående ført til en særdeles positiv europæisk holdning til Sudan. Man har kunnet opleve EU-udtalelser om forbedringer i menneskerettighedssituationen, samtidig med at rydningen af land til olieudvinding var på sit højeste - og venlige ministerbesøg i Khartoum uden et ord om menneskerettigheder. Amerikansk kapital har i udgangspunktet stået udenfor kampen om oliefelter i Sudan.Tvunget af den kristene opinion er Sudan nu også blevet en case for USA. Da Osama bin Laden og konsorter i 1998 sprænger bomber på de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania, tilbød det Sudanske styre i følge rygter at hjælpe amerikanerne med at fange Osama bin Laden. Clinton afviste, men bombede kort tid efter to fabrikker i nærheden af Khartoum som hævn for ambassadebomberne. Amerikanerne mente, at de var anlæg til fabrikation af kemiske våben. Alle andre, inklusiv SPLM/A, har dog været enige om, at det var fabrikker til civile formål.
Med Bush er den amerikanske linje skiftet. I timerne efter 11. september 2001 var Sudan det første arabiske land til at kondolere, udtrykke sin sympati og tilbyde amerikanerne hjælp. Der var lagt op til forbrødring og ophævelse af de amerikanske sanktioner overfor landet, og den amerikanske olieindustri kridtede skoene. Bush-administrationen lagde dog bånd på sig selv og engagerede sig i stedet i en ny runde af fredsforhandlinger. Med USA’s hede ånde i nakken er flere forhold faldet på plads i en fredsaftale; en fortsat sameksistens i foreløbigt 7 år, derefter en folkeafstemning om Sydsudans tilhørsforhold, samt en nøgle for fordeling af olieindtægter er blandt de ting, der foreløbigt er faldet på plads. Det er ikke den første fredsaftale for Sudan, men med supermagtsengagementet kan det være, at den holder.
Men hvorfor er et fundamentalistisk militærstyre ved at kaste sig i armene på Bush? Oliepenge er lette penge. Med olieudvindingen kunne man pludselig lønne sin hær og indkøbe „nyttigt grej“. Det betød allerede inden 11. september, at man begyndte at nedtone den islamistiske retorik. Med penge i kassen kunne man give folk forbrugsgoder frem for religiøse floskler. Et internt opgør i styret i begyndelsen af 2001 har også tjent til at dreje orienteringen. Den religiøse chefideolog Turabi røg ud (og i husarrest), mens militærets stærke mand Omar Bashir overtog den fulde kontrol med styret. Dermed svækkedes de religiøse kræfter til fordel for de militære – og med olieindtægter i ryggen kan militæret selv.

Hvad med Dafur?
Med 1,2 millioner internt og eksternt fordrevne regner FN katastrofen i Darfur i det vestlige Sudan som den værste i verden i dag. Der er mange modstridende udsagn om årsagerne til konflikten. Det der ligger fast er dog, at begge parter i den lokale konflikt er muslimer og har støttet fundamentalisterne i Khartoum. Centralmagten er i gang med at udrydde en stor del af den jordbrugende befolkning, og baserer sig på kvægbrugerne („araberne“). Nogle kilder siger, at Turabi fra sin husarrest har dirigeret en del af oprøret, mens andre siger, at oprøret er støttet fra Sydsudans side. Andre igen peger på, at franskmændene har været aktivt involveret i et regimeskifte i nabolandet Chad og at den øvelse har sendt rystelser ind over grænsen til Darfur. Som flere andre steder i Afrika er det de samme etniske grupper, der er på begge sider af grænsen.
Hvis man ser konflikten i Darfur i lyset af fredsforhandlinger i Syd, kan forhandlingerne have accelereret begivenhederne i Darfur. I og med forhandlingerne har fundet sted mellem styret i Nord og SPLA/M har andre oppositionsgrupper set sig henvist til tilskuerbænken. At starte et omfattende væbnet oprør har således været en af de eneste måder at blande sig i fredsforhandlingerne inden de var afsluttet og få sat andre områder i Sudan på dagsorden. Hvis det har været oprørernes i Darfurs regnestykke, har de efter al sandsynlighed regnet galt. Det sudanesiske styres hårdhændede fremfærd i Darfur demonstrerer endnu engang styrets vilje til at bruge alle midler for at holde landet samlet. Imens dør ca. 10.000 om måneden i flygtningelejre i og lige udenfor Darfur.

Jacob Nicolaisen var kampagneleder for Operation Dagsværks indsamling til uddannelse i Sydsudan i 1999.