Kampen om skolen, del 1

Uddannelsespolitik og demokratisk dannelse

Af Per Bregengaard

I denne artikel diskuterer Per Bregengaard (som er Uddannelses- og Ungdomsborgmester i København) skolepolitik i relation til forandrede krav til mennesker i et videnssamfund. Dette er første del af artiklen. I næste nummer af Solidaritet diskuterer Bregengaard mål- og resultatsstyring i skolerne, bl.a. i regeringens uddannelsespolitik.

Der står meget på spil for alle parter, når der opdrages , undervises og uddannes. Det drejer sig om hele tilværelsen fra en god barndom til en tryg alderdom – og i forlængelse heraf - selve meningen med livet. Hvad vil vi med hinanden? Hvad vil vi videregive til de kommende generationer? Hvad vil vi forandre?
 
Skolen er i sin nytte rettet mod fremtiden. Kampen om skolen er en kulturkamp, hvor argumenterne således hentes i forskellige forventninger til og vurderinger af samfundsudviklingen. De er tæt vævet sammen med spørgsmålet om politiske mål, hvad enten man er socialist, liberalist eller noget ganske andet. Jeg er dødtræt af liberaliserings-dogmet. Jeg er dødtræt af økonomiske vismænd, der mener, at Danmark sakker bagud i vidensøkonomien, fordi investeringerne i forskning er for lille sammenlignet med andre lande. Jeg er dødtræt af at læse om, at landets velfærd er truet, når danske skoleelevers faglige færdigheder ikke får en international topplacering.
Der er gode argumenter for, at det er andre kvaliteter i samfundet, som er og bliver afgørende for vores fælles fremtid. Og jeg mener, at de rummer et socialistisk perspektiv. Vi skal prioritere at være anderledes i stedet for at følge de internationale trends og hænge os i stereotype bench-marking. Det vil være forkert at sige, at vi med videnssamfundet er færdige med det industrielle færdighedssamfund og endnu mindre med forskerne og deres „ekspertviden“, men der er sket en forskydning i kvalifikationskravene, som må præge uddannelsessystemet. „At lære at lære“ står langt mere centralt end tidligere, og det drejer sig i endnu højere grad om at udvikle de opvoksende generationers personlighed og demokratiske deltagelse. Spørgsmålet om dannelse får således en renæssance. Det første spørgsmål, man må stille sig, er: Hvordan ændrer lønarbejdernes rolle sig i arbejdsprocesserne?

 
Fra industri- til videnssamfund
Videnssamfundets lønarbejder er i sit væsen forskellig fra industrisamfundets. Industrisamfundets lønarbejdere stuves sammen i fabrikken og organiseres som soldater. „Som menige industrisoldater bliver de stillet under opsigt af en hel stab af officerer og underofficerer. De er ikke blot bourgeoisklassens, bourgeoisstatens trælle, men de underkues hver dag, hver time af maskinen, af opsynsmanden og først og fremmest af den enkelte fabrikant selv“, således som Marx og Engels beskrev det i Manifestet for 150 år siden. Arbejdsgivere, ledere og værkførere gav ordre, og arbejdsgivere og fagforening sloges om godernes fordeling i form af løn- og arbejdsvilkårene.
Videnssamfundets lønarbejder er skabt til at have del i magten og være herre over situationen. Flere og flere skal kunne tage ansvar, engagere sig, arbejde på egen hånd, kommunikere nuanceret og deltage i værdibaserede beslutningsprocesser. Arbejdskraften skal i langt højere grad kunne håndtere kaos, omstilling og livslang uddannelse.
Disse formuleringer af videnssamfundets krav til arbejdskraften får uvilkårligt et elitært præg, og man må oprigtigt spørge sig: Hvilket omfang antager vidensarbejdspladserne i forhold til de industrielle og de, der betjener os med de mere traditionelle former for service? Spørgsmålet lader sig vanskeligt besvare. Det drejer sig langt fra om enten/eller. Og det er vanskeligt at forudsige noget om noget så fjernt som arbejdslivet for de elever, der i dag går i skole. Tænk blot på, at arbejdslivet for dem, der gik i skole i 50’ernes samfund, i almindelighed endnu ikke er slut.
Spørgsmålet er herefter, om det kan eller skal have den store betydning for skolen, hvis man når frem til, at omfanget af vidensarbejdspladser ville være mere begrænset, end man får indtryk af gennem fremtidsforskeres vilde anskuelser? For det første har skolen gennem ganske mange år sorteret til eliten. Det er et problem, men kan man forestille sig det anderledes i et dynamisk samfund? For det andet kræver den demokratiske indflydelse på samfundet et ideal om, at alle på et eller andet plan kan hamle op med og agere i forhold til elitens samfund, også selv om man ikke er en del af det. Alternativet er en endnu mere udpræget elitær, teknokratisk og bureaukratisk styreform, som også vil svække den erhvervsmæssige udvikling i et videnssamfund, hvilket jeg vil vende tilbage til. For det tredje sætter videnssamfundet sit præg på ikke alene arbejds- og samfundslivet, men også på privatlivet og det forbrugersamfund, vi alle har del i.
 
Resultat – frem for chanchelighed
„Lige chancer for alle“ er et klart formuleret skolepolitisk mål – ikke mindst for venstrefløjen. Skolen har også det formål at bryde den sociale arv og få den uudnyttede intelligensreserve frem. Større retfærdighed indebærer samtidig en økonomisk gevinst for samfundet. Intelligensbegrebet er omdiskuteret. I denne sammenhæng må opfattelsen indebære, at der eksisterer en biologisk kerne, og at kulturen kan skrælles af.
At „alle mennesker er født lige“ er blevet fælles tankegods og fremstår som grundlaget for menneskerettigheder og anses som retfærdig. Men er det særlig retfærdigt, at børn ikke kan fortsætte med den tilværelse, de er vokset op med? Og er det altid lykken for arbejderklassens børn at rive sig løs fra deres rødder og blive fremmede både i de hjem, de forlader, og i den verden, de går ind i? Problematiseringen af målsætningen om „lige chancer til alle“ er kættersk, men måske alligevel en tanke værd. Bør vi alternativt stræbe efter resultatlighed, dvs. at eleverne i folkeskolen bør nå samme mål, der betyder, at alle skal forblive lige – men ikke ens! – og ingen sorteres fra til deres såkaldte rette hylde?
Skolen kan gøres mere rummelig og i højere grad tage udgangspunkt i elevernes forskellige forudsætninger. Det nærmer sig imidlertid en kendsgerning, at den progressive middelklasseskoles form og indhold generelt passer bedst til videnssamfundets og den demokratiske samfundsforms krav. Målet må efter min opfattelse være at gøre den fælles for alle ved at stræbe efter resultatlighed, frem for chancelighed. Vi skal prioritere, at alle når et højt fagligt niveau ved folkeskolens afslutning, hvilket der både er et socialt og politisk perspektiv i.
 
Den sociale arv 
Jeg ved, at bestemte sociale baggrundsfaktorer har en negativ betydning for udbyttet af elevers skolegang – men accepterer ikke, at dette bruges som undskyldning for en uengageret indsats fra samfundets side. Skolen kan være den afgørende forskel på succes eller fiasko i livet. Jeg ønsker en rummelig skole. Det er endvidere en kendsgerning, at den sociale mobilitet har undergået positive forandringer i historiske perioder, der har været kendetegnet ved en prioritering af velfærdspolitikken og udbygning af uddannelsessektoren i samfundet. Den uddannelsespolitiske indsats i forhold til socialt underprivilegerede grupper kan ikke ses isoleret fra den generelle uddannelsespolitik eller fra socialpolitikken.
Det er skolens grundlæggende funktion at kvalificere den opvoksende generation både færdigheds- og holdningsmæssigt til at kunne indgå i samfundet. Skolens sortering af eleverne til samfundets forskellige positioner er afledt af dette og vil kun forsvinde ved en nedbrydning af magt- og arbejdshierarkierne gennem en dyberegående socialistisk samfundsforandring, som skolepolitikken ikke herre over, men alligevel part i og fremmes af det angivne mål.

Individualisering og demokrati
Liberalistiske ideologer slår på, at den beskrevne arbejdsmæssige udvikling fra industri- til videnssamfund og prioritering af uddannelse fører til en øget individualisering, hvor mennesker befrier sig fra fællesskabers tyranni. Jeg tror på, at den mere passive måde, hvorpå man underordner sig fællesskabet – eller måske mere præcist dets ledere – vil afløses af en aktiv demokratisk deltagelse, hvor man stiller krav til fællesskabet. Disse opbrud i fællesskabskulturerne skaber naturligvis konflikter og en utilfredshed, som kan forveksles med kravet om at være „alene i verden“. Jeg mener, at denne vurdering er kernen i troen på en socialistisk fremtid: Intet demokrati uden socialisme – ingen socialisme uden demokrati.
Borgernes deltagelse og medleven i de demokratiske og politiske processer og beslutninger er hjertet i demokratiet. Fællesskabets værdi og demokrati læres ved at praktisere det – og ikke mindst i samfundets væsentligste fælles kulturinstitution, skolen. Demokratiet, indflydelsen på rammerne for vores liv og virke er et væsentligt aspekt af et godt liv og udviklingen af ikke alene samfundets harmoni og sammenhængskraft, men også konkurrencekraft, der i en kapitalistisk epoke er nøgleord i spørgsmålet om den geografiske – nationale – placering af virksomheder og institutioner i en global økonomi.

Marked og politik
Ideologien om markedets overlegenhed i forhold til det politiske „regereri“ er efter min opfattelse stærkt overdreven, når vi bevæger os ind i videnssamfundet. Markedet berømmes både for sin evne som dynamo i den økonomiske udvikling og sin ubønhørlighed i udøvelsen af denne kraft. Markedet karakteriseres af liberalistiske ideologer ved sin uovertrufne hurtighed og præcision i tilfredsstillelsen af de menneskelige behov.
Sandheden er, at markedet i en række sammenhænge virker langsommeligt og utilstrækkeligt eller giver udviklingen en forkert retning – for udviklingen er ikke et givent forhold, selv om den ofte skildres sådan. Det forholder sig således, at det seneste tiårs politiske bevægelser mod undertrykkelse af menneskerettighederne, for sociale rettigheder, for mere hensyn til naturen og økologisk produktion har beriget os med et nyt begreb, men ikke et nyt fænomen: den politiske forbruger. Den politiske forbruger er en forbruger, der interesserer sig for mere end en vares brugsværdi og dens pris, og som enten boykotter bestemte varer eller bevidst vælger bestemte varer. Motiverne kan være mange: Oprindelseslandets politiske forhold, løn- og ansættelsesforholdene i produktionsvirksomheden, konsekvenserne af produktionen eller forbruget af varen for naturen eller for menneskets sundhed.
Man kan også sige, at vi med varen køber dens historie. Varens historie kan have en selvstændig personlig betydning for os, når vi bruger den, og vi er bevidste om historiens betydning for vores status gennem de – politisk korrekte – signaler, den sender til omverdenen. I valget af tøj taler især unge om „mærkedyr“. Også her er mærket bundet til en historie. Den politiske forbruger er dybest set samfundsborgeren, der gør sig gældende over for markedet ved at stille traditionelle politiske krav. Denne form for påvirkning kan kun komme til udtryk gennem en kollektiv bevægelse, der aldrig har vist nogen berøringsangst for at tage folkestyret i anvendelse for at nå målene. Politiserende borgere og forbrugere er identiske personer, der ihærdigt eller lejlighedsvis gør sig gældende.
 
Den grønne energi og hørerapparater
„Konkurrencekraften på markedet kræver billig strøm“, sagde ledende erhvervsfolk og politikere i 70`erne. Også Danmark skulle have atomkraft. Ikke mindst venstrefløjens græsrødder manifesterede sig med et politisk „Nej tak“. Det kom til udtryk på badges, i marcherne og ved at sysle med alternativ energi, varme og besparelser – og ved i kølvandet på dette at efterspørge alternative produkter og metoder. Bevægelsens politiske kamp påvirkede beslutningstagerne. Planerne om atomkraft blev droppet, og udviklingen af alternativerne blev stimuleret af staten. Resultatet er blandt andet, at Danmark har en årlig eksport til udlandet af produkter og rådgivningsydelser til energisektoren på mere end 30 mia. kr. Det drejer sig især om vedvarende energi (primært vindmøller), fjern- og kraftvarme samt energibesparelse og -styring. Danmark har på disse områder førende positioner på verdensmarkedet. Bevægelsen har befordret udviklingen af særlige kompetencer inden for en branche og måske i endnu højere grad almene udviklingsproceskompetencer.
Denne tankegang bryder med den traditionelle liberalistiske markedsideologi. Eksemplet med energien illustrerer, at en politisk bevægelse – klart i modstrid med markedets krav på det pågældende tidspunkt – giver udviklingen en ny retning og er forud for et gennemslag på markedet. Bevægelsen og den efterfølgende ændrede statslige politik skaber ganske enkelt et nyt marked og fremmer landets særegne konkurrencekraft alment såvel som inden for det nye felt. Man hylder ofte markedet, den politiske og erhvervsmæssige elite og fremragende specialiserede forskere uden at præsentere den væsentligste kraft bag mange fremskridt og ikke mindst i videnssamfundet: demokratiets folkelige bevægelser.
Og det grønne energi-eksempel er langt fra en enestående succeshistorie om moderne dansk økonomisk historie. Vi kan se på bøndernes andelsbevægelse og dens betydning for landbrugseksporten gennem mere end 100 år. Arbejderbevægelsen har også sin økonomiske succeshistorie. Danske høreapparater har en fornem position på verdensmarkedet. Springbrættet var et stort og stabilt hjemmemarked skabt gennem arbejderklassens „røde“ kamp for den politiske velfærdsstat, der sikrede skattefinansierede høreapparater til alle vore tunghøre medborgere.
Den rige verden bliver mere og mere gråhåret. Det gælder om at være på forkant med udviklingen af også andre former for ældreteknologier. Den rige verdens fødevaremarkeder har nået et mængdemæssigt mætningspunkt, men er ikke mættet, hvad angår behovet for historier om bæredygtighed, renhed, dyreetik, økologi og kvalitet.
 
Rødgrøn og demokratisk dannelse
De rødgrønne og demokratiske potentialer giver store fremtidsmuligheder og skal derfor bruges som argumenter i kampen om hvilken dannelse, der skal præge skolen. Hvad er det f.eks. for en naturvidenskabelig indsigt, skolen skal formidle? Udnyttelse af de rødgrønne og demokratiske potentialer er et bidrag til skabelsen af en bedre verden. En mere grøn energi bidrager aktivt til at skabe verdensomspændende økonomisk vækst på et bæredygtigt grundlag. Høreapparater giver mulighederne for et bedre liv for mange mennesker. O.s.v. Idealer og økonomisk rationalitet er et integreret hele og går hånd i hånd. Demokrati er ikke længere udelukkede et spørgsmål om, hvordan vi tager beslutninger om det, vi har valgt skal være fælles offentlige anliggender. Demokrati er blevet en økonomisk produktivkraft, som har betydning for økonomisk velstand og for velfærdsstatens solide økonomiske fundament. I demokratiet ligger i dag kimen til en ny produktionsmåde Og den demokratiske dannelse grundlægges i vore skoler, hvis den ikke går til i grunde i færdighedstræning og i en indskrænket kompetenceopfattelse.
Kampen om fagligheden og en humanistisk dannelse bliver således central og udkæmpes for fuld kraft. Jeg vil i næste nummer af Solidaritet genoptage denne diskussion, specifikt i relation til regeringens uddannelsespolitik som også korresponderer med internationale trends bl.a. fra uddannelsestænkningen i OECDs PISA-undersøgelser.