Socialkonstruktivismen – en marxistisk kritik

Af Ågot Berger

I de sidste mange år er vi blevet fortalt, at marxismen og andre "store fortællinger" er døde, at vi lever i et postindustrielt videnssamfund, hvor tilværelsen er stadig mere fragmenteret, og at arbejderklassen er død. Fremtiden, siger disse meningsdannere, vil være et drømmesamfund, hvor følelser vil afløse facts som den afgørende beslutningsfaktor. Se fx bogen The dream society af Rolf Jensen. Salg af drømme, symboler eller branding, erstatter tilsyneladende i deres verdensbillede den fysiske produktion og udveksling af varer. Det teoretiske fundament for disse opfattelser er det dog færre, som har hørt om ude i det pulserende liv. Ikke desto mindre lever denne teori i bedste velgående i et stigende antal af akademiske miljøer.

Således kan man snart ikke læse en akademisk artikel uden at falde over ord som italesætte, diskurs og dekonstruktion - eller se en studerendes bogreol uden at "standardværker" om diskursanalyse eller Foucault springer en i øjnene. Desværre er det ikke blot et aktuelt sprogligt modefænomen på universiteterne. Vi har at gøre med en teori som opstod i slutningen af 70erne under begrebet postmodernisme, og som i dag kaldes socialkonstruktivisme. Denne "nye" teori har tilsyneladende fået betydelig indflydelse især indenfor teoridannelsen på universiteterne (specielt indenfor humaniora og samfundsvidenskaberne) og på de højere læreanstalter både i Danmark og i det øvrige Europa. Altså er der al grund for socialister til at se kritisk på postmodernismen og socialkonstruktivismen. Hvad er teoriernes historiske rødder og grundopfattelser - og endelig hvorfor de efter min opfattelse er ubrugelige som metode til at blive klogere på fortid, nutid og som teori for at forandre verden.

HISTORISKE RØDDER
I 70erne, 80erne og begyndelsen af 90erne fik alle former for nye, avantgardistiske kulturelle udtryk betegnelsen "postmoderne" hægtet på sig; fra arkitektur, litteratur og kunst til livsstil. Begrebet blev første gang lanceret i 1975 for at beskrive en ny tendens i arkitekturen. I kunst-sammenhæng anvendes begrebet til at beskrive, at fx maleriet eller musikken opløses i fragmenter, hvor der ikke er en overordnet sammenhæng eller fortælling. Derfor er det også svært at afgrænse helt præcist, hvad som er postmoderne, eller teorien om det postmoderne. Senere spredte termen sig til samfundsvidenskaberne og man fik en række andre "post"-fænomener, som post-strukturalisme, post-fordisme, post-marxisme osv. Fælles er, at de alle udtrykte et opgør med "de store fortællinger". Deres tilgang var og er, at vi lever i en opsplittet verden - som det ifølge dem er meget svært/umuligt at beskrive på en meningsfuld måde.

Postmodernisternes ideologiske rødder er de franske strukturalister som Louis Althusser, Roland Barthes og Claude Levi-Strauss. Stukturalisterne byggede på Marx (samfundsanalyse), Freud (psykoanalysen) og Ferdinan de Saussure (sprogvidenskab). Strukturalismen er fint beskrevet på Leksikon for det 21. århundrede - og for omfattende at gengive her. Men som artiklen anfører, er det som først og fremmest karakteriserer strukturalismen dens metoder, som primært baserer sig på sprogvidenskaben og dermed lingvistiske analyser. Fordi lingvistikken i udpræget grad er en videnskab om mennesket, har strukturalisterne en stærk tendens til at gøre sprogforskning til videnskab for hele samfundet. Få vil anfægte at sproget har en betydning, men at det ligefrem er fundamentet for den måde samfundet udvikler sig på, er absurd. Det er her analysen for alvor knækker for strukturalisterne og siden for deres arvtagere. Her over 20 år senere kan vi konkludere, at inspirationen fra Marx er fraværende i
dagens socialkonstruktivisme, mens Saussures sproganalyse er blevet helt central.

Strukturalisterne mente, at de kunne afdække mønstre, som var udenfor menneskets bevidsthed eller individuelle kontrol. Denne opfattelse blev senere kritiseret af en ny bølge af franske intellektuelle, som blev kaldt post-strukturalister. Flere af dem er de samme som i dag forbindes med socialkonstruktivistisk teori; bl.a. Michel Foucault, Jaques Derrida, Jacques Lacan, Jean Baudrillard og Jean-Francois Lyotard. I bogen Viden og det postmoderne samfund argumenterer Lyotard for, at det post-moderne samfund begyndte i starten af 50erne, og at forandringen var funderet på teknologiske, videnskabelige og sociale forandringer. Men den helt afgørende forandring skete med sproget (!). Han er grundlæggende skeptisk til ethvert forsøg på at tegne en sammenhængende beskrivelse af samfundet. Han lægger vægten på, at samfundet er fragmenteret, og anfægter enhver beskrivelse som angiver at være sand. For Jean Baudrillard har samfundet forandret sig grundlæggende fra kapitalismens klassiske periode, hvor det handlede om varebytte - til i dag hvor det handler om at sælge symboler. Denne opfattelse synes at have fået betydelig indflydelse blandt management-guruerne, hvor vejen til større produktivitet i virksomhederne er at sælge "drømme", at "brande" et bestemt mærke eller virksomheden selv. Idéen om at sproget er fundament for samfundsforandringer, får til tider også andre politisk uholdbare udslag, som også har vundet indpas hos mange progressive, fx indenfor "indvandrerindustrien". I de sidste mange år har man fokuseret på, hvad man kalder indvandrerne, hvilket sprog der anvendes - og i mindre grad på økonomisk udelukkelse, inkludering i fagforeninger etc., som var en stor sag overfor gæstearbejderne i 70erne. I dag opfatter vi ordet gæstearbejder som mere nedladende, men deres reelle position på arbejdspladserne og i samfundet var stærkere, derfor var også racismen mindre. Man fjerner ikke undertrykkelse ved at skifte betegnelsen fra indvandrer til medborger. En ny sprogdragt nedbringer ikke arbejdsløsheden og fjerner ikke den sociale arv.

Det er et kendetegn for hoveddelen af de franske post-modernister, at de også er post-marxister. Althusser og Baudrillard havde tidligere været medlemmer af det franske kommunistparti, Lyotard af en gruppe som kaldte sig Socialisme ou Barbarie. I et af Althussers hovedværker For Marx (1969) kritiserer han Marxs beskrivelse af forholdet mellem basis (økonomien) og overbygningen (ideerne), for at være for deterministisk. Marx var imidlertid ikke deterministisk, men understregede, at der var et dialektisk forhold mellem basis og overbygning. Dog mente Marx - med rette - at økonomien var det grundlæggende. Den stalinistiske teoretiske tradition i kommunistpartierne, også det franske som Althusser kom fra - var netop præget af en deterministisk opfattelse af marxismen. Man skal ikke studere verdensbegivenhederne længe for at få bekræftet den opfattelse, at "money makes the world go round". Undertrykkelsen af menneskerettighederne i Kina underkastes det forhold, at Kina er det mest interessante marked for verdenskapitalismens ekspansion. Irak var ikke det oplagte mål, hvis det handlede om at svække al Qaida, langt mere relevant var Bush's nære økonomiske alliancer i Saudi-Arabien. På vores lille hjemlige scene kan man se, hvordan Mærsk Mc-Kinney Møller dikterer regeringens oliepolitik og byplanlægningen med Amalienborg Slotsplads og Operahuset.
Hvorfor? Fordi han har den økonomiske magt til at diktere resultatet, og de helt rigtige venner!

Nogle af de meget trendy socialkonstruktivister i dag er Ernesto Laclau og Chantal Mouffe. Også de er tidligere marxister. I bogen Det radikale demokrati : diskursteoriens politiske perspektiv beskriver de deres teoretiske udvikling fra en oprindelig tilslutning til den historiske materialisme frem til en erklæret postmarxistisk holdning. I Hegemony and socialist strategy argumenterer de for at politiske perspektiver er konstruerede og at ingen materiel eller social virkelighed har betydning for hvilken politisk grundholdning man indtager. Det er også grundlæggende, at de forlader ideen om at arbejderklassen har en særlig status. Derfor skifter fx Laclau fokus fra arbejderklassen til forskellige grupper som feminister, grønne bevægelser, antiracistisk kamp som selve fundamentet for at skabe et radikalt demokrati. I konsekvens af, at de afskriver arbejderklassen som den kraft, som kan forandre samfundet, har de heller ingen strategi for en grundlæggende forandring af samfundet. Socialkonstruktivisterne har derfor leveret teoretisk fundament til de mange, som har forladt den klassiske marxistiske grundopfattelse at arbejderklassens frigørelse er dens eget værk, til at det er bevægelserne (fx miljø, kvinde, bøsse, autonome, sorte) som via aktivisme i de enkelte bevægelser kan forandre samfundet.

Marxistiske kritikere som Ellen Meiksins Wood og Alex Callinicos konkluderer, at der er to forhold, som forklarer fremvæksten af postmodernismen og postmarxismen:
For det første var hoveddelen af de postmodernistiske ideologer centrale i ungdomsoprøret i 70erne. 20 år senere var de pænt placerede som senior-forskere på universiteterne - hvor postmarxistiske og postmoderne ideer passede til deres egne politiske frustrationer og forandrede sociale situation.
For det andet, selv om 1968-oprørerne i høj grad lagde afstand til den stalinistiske tradition og regimerne i øst-europa, var deres begejstring for Maos Kina, Castros Cuba og/eller Titos Jugoslavien udtalt. Efterhånden som deres illusioner om disse stater (naturlig nok) brast, forstærket med de øst-europæiske regimers hurtige sammenbrud, forlod de ideen om socialisme.

Endelig - vil jeg tilføje for egen regning - har deres ideer i dag har fået stor gennemslagskraft i universitetsmiljøer, fordi de tilsyneladende matcher tidsånden for den generation, som har fået indprentet, at socialismen er død, markedsøkonomien er en velsignelse, og at vi er kommet til det stadie som kaldes "the end of history". I bogen Historiens afslutning og det sidste menneske argumenterer Fukuyama for, at vi nu har nået endemålet: det liberale demokrati - og at det er den optimale samfundsform. Socialkonstruktivisterne giver samtidig en form for tilsyneladende samfundskritisk fernis til de mange, som stadig ønsker at "forholde sig kritisk" til dette eller hint - uden at de skal bruge det til andet en at dekonstruere tidlige opfattelser, da de jo mener at "de store fortællinger er døde". Derfor mener jeg også, at Callinicos tager for let på retningens popularitet og gennemslagskraft som blot en kortvarig modefænomen blandt yuppie-generationen .

SOCIALKONSTRUKTIVISMENS TEORETISKE GRUNDOPFATTELSER
Socialkonstruktivismen og dens moder postmodernismen er efter min opfattelse gift i forhold til ønsket om en traditionel videnskabelig tilgang til fortid og nutid, som faktisk både borgerlige og marxister historisk har været enige om. Begge traditioner har haft som mål at beskrive virkeligheden, men har af gode grunder været uenige i dels, hvordan man beskriver en historisk begivenhed, og som regel hvordan beskrivelsen skulle bruges politisk.

Hvad er socialkonstruktivismens hovedteser? For det første: der findes i enhver bevægelse - også i denne - forskellige retninger, fra de mest konsekvente til den mere moderate retning, som blot anvender den nye trendy sprogdragt. Jeg har ovenfor været inde på flere af dens grundsætninger - her et forsøg på at stille det op mere sammenhængende.

Grundlæggende er der fire hovedteser:
1) At virkeligheden ikke umiddelbart kan beskrives.
2) Der er ingen modsætning mellem virkeligheden og vores opfattelse af virkeligheden.
3) Den ene opfattelse kan være lige så god eller gyldig som en anden.
4) Vores opfattelse bygger på en (fejlagtig) konstruktion af virkeligheden, derfor skal man starte med at pille den nuværende opfattelse fra hinanden, dvs. dekonstruere virkeligheden.

Når socialkonstruktivisterne mener, at den objektive virkelighed ikke umiddelbart kan beskrives, så er det fordi de hævder, at beskrivelsen er præget af vores forestilling af virkeligheden og den måde vi taler om den på. Det betyder, at socialkonstruktivisternes forskning typisk fokuserer på den måde mennesker italesætter, dvs. socialt konstruerer virkeligheden.
Med dette udgangspunkt bryder de med stort set al videnskab og samfundsfilosofi i det 19. og 20. århundrede, som så videnskabelig rationalisme som en sejr over tidligere tiders opfattelser, som var funderet på religion eller overtro. Oplysningsfilosofferne erklærede deres tiltro til videnskabelig tænkning og fornuften, og var kritisk overfor såvel den enevældige styreform, kirkelige autoriteter og folkelig overtro. De insisterede på en skarp sondering mellem tro og viden og skabte "fornuftens fundament" - som de efterfølgende borgerlige og marxistiske teoretikere byggede videre på. Flere af socialkonstruktivisterne afviser imidlertid oplysningstidens grundidé om en universel fornuft. Derfor er de også grundlæggende kritikere af såvel liberalisme som marxisme. Kritikken af oplysningstidens grundidé deler de i øvrigt med religiøse fundamentalister, fra Seem til Saudi-Arabien!

Et grotesk eksempel på, hvor galt det kan gå, når man forlader ideen om, at virkeligheden kan beskrives, er repræsenteret ved den franske filosof Jean Baudrillard, som op til Golf-krigen i 1991 mente at der ikke ville komme en krig. Fair nok, det er svært at spå. Men der kom dog en krig. Da han efterfølgende blev bedt om en kommentar på sin fejlantagelse, gjorde han ikke som vi andre; indrømmede at han havde vurderet forkert. I stedet insisterede han på at der ikke havde været en krig, det var en fiktion. Hans logik kan man læse i bogen The Gulf War did not take place. Den må være bizar læsning for de tusindvis af pårørende til de mange dræbte soldater fra Iran og Irak!

Dette er et ekstremt eksempel på, at det for nogle socialkonstruktivister er nærmest ligegyldigt at søge og helst finde den eksakte viden, at afvise i bedste fald unøjagtigheder og i værste fald historieforfalskninger. Hermed stilles man unægtelig meget svagt fx overfor at anfægte ekstreme fortolkninger af historien, som holocaustbenægterne med David Irving i spidsen gør sig til talsmand for. Hvis alle fortællinger har lige stor gyldighed, må man følgelig hævde, at David Irvings analyse er ligeså gyldig som enhver anden. Dette eksempel illustrerer, hvor forrykt og farlig hele grundtanken er i socialkonstruktivismen.

For det andet, så mener socialkonstruktivisterne, at det er uinteressant at operere med en modstilling mellem virkeligheden og opfattelsen af virkeligheden. Denne opdeling bygger på filosoffen Immanuel Kants ide om, at vi ikke kan vide noget om tingene i sig selv, men kun den måde de fremtræder på. Men han mente dog, at de forskellige forhold grundlæggende blev opfattet af folk på den samme måde. Nietzsche radikaliserede Kant ved at hævde, at der var et uendelig antal af mulige perspektiver. Postmodernister og socialkonstruktivister har sin inspiration fra Nietzsche. Mest ekstremt kommer det til udtryk i sloganet "alt er sprog", ikke fordi de ikke mener, at der er en virkelighed udenfor sproget, men de benægter, at vi kan sige noget entydigt om virkeligheden. Deres opfattelse kan også kalde "perspektivisme"; der er en uendelig række af synsvinkler, og ingen kan tildeles en prioriteret status. Vi skal blot acceptere og vide, at fx kvinder ser verden fra kvindeinteresser, sorte fra deres interesser osv. Subjektive forestillinger eller forskellige menneskers oplevelse af virkeligheden får derfor en stærk position hos socialkonstruktivisterne. De mener, at det eneste vi kan opnå, er at fortolke tingene/samfundet i forhold til vores egen situation, eller i forhold til den aktuelle "diskurs". Deres modvilje mod at søge mod en eksakt definition af virkeligheden får også til tider pudsige udtryksformer, som at ord som fakta, virkelighed og objektiv sættes i gåseøjne.

I forlængelse heraf prøver socialkonstruktivisterne helst at undgå at referere til virkeligheden eller empiri. Det betyder, at deres opfattelse ofte er relativistisk. Én forklaring kan være lige så god som en anden forklaring. Ingen årsagsforklaring eller virkelighedsbeskrivelse er i princippet bedre eller mere sand end en anden - fordi vi ikke har adgang til procedurer (viden), der kan afgøre om noget er faktuelt eller ikke. De vil typisk kritisere en stræben efter at give den endelige forklaring som en reduktionistisk metode, og de vil være meget lidt tilbøjelige til at referere til empiri og fakta.

Endelig er dekonstruktion et centralt begreb for socialkonstruktivisterne. At dekonstruere et begreb handler om at påvise, at begrebet er historisk, dvs. det har ikke altid eksisteret - og kontingens, dvs. at det i princippet kunne have et helt andet indhold. Det er rigtig, at fænomener som for eksempel nationalstat, etnicitet eller køn har haft foranderlige indhold gennem historien. Men derfra til at dekonstruere alle begreber eller begivenheder er absurd.

Mange ser også sig selv som samfundskritiske og frigørende i deres analyser, bl.a. fordi de udfordrer tidligere etablerede antagelser. Det er klart, at megen traditionel videnskab og historiske beskrivelser kan dekonstrueres, i betydningen stilles spørgsmålstegn ved. Ny viden kan komme på bordet, som gør, at man må justere den tidligere opfattelse. Det er også rigtigt, at traditionel videnskab aldrig kan levere det endelige svar, fordi forskere hele tiden vil forsøge at formulere nye hypoteser, som kan vise sig at tilsidesætte tidligere resultater fra forskningen. Den afgørende forskel er dog, at denne metode baserer sig på konkret viden, målinger og observationer - og ikke på spekulative dekonstruktioner.

SOCIALKONSTRUKTIVISMENS ELENDIGHED
Hvad er så socialkonstruktivisternes politiske alternativ til den virkelighed de kritiserer? Generelt: handlingslammelse. Fordi de afviser at lave en sammenhængende samfundsanalyse, kan man heller ikke formulere et politiske alternativ til den herskende orden. De er alle afvisende overfor socialistisk teori, skønt deres konkrete kritik som regel refererer til stalinistiske regimer og teori som partiets magt over folk og institutioner, mangel på socialistisk demokrati og politisk pluralisme. De ser helt bort fra den del af den socialistiske tradition, som forbinder sig med politisk pluralisme og socialisme fra neden.

Det politiske svar for nogle repræsentanter for socialkonstruktivisterne er, at nye forestillinger og alternative metoder til at italesætte virkeligheden på vil forandre virkeligheden. Følgelig bliver deres politiske svar både banale, at der må en holdningsændring til - og ikke mindst forkerte, fordi holdningsændinger ikke fjerner de grundlæggende problem. I denne optik bliver sproget og kommunikationen løsningen på stort set alle problemer, og man fjerner problemer ved at snakke om dem på en anden måde. Det mangler dog at blive dokumenteret, at man fx kan tale sig ud af arbejdsløshed eller fattigdom!

Nogle af de få, som på et eller anden niveau forholder sig til et politisk alternativ, peger på "en bevægelse af bevægelser". De der mest klart har dette perspektiv er Mouffe og Laclau, bl.a. i Det radikale demokrati. Sidstnævnte peger fx på, at det at samle forskellige sociale bevægelser
(som feminister, økologi og homoseksuelle), er det politisk kamp bør handle om. "Politisk kamp er derfor at finde sammen i kampen mod andre projekter". Han indrømmer, at det er problematisk at der ikke er et samlet politisk projekt på venstrefløjen, fordi man derfor ikke kan udfordre markedet og det etablerede politiske system. Det må trods alt siges at være en vigtig selverkendelse af deres ideers utilstrækkelighed. Indtil det modsatte er bevist, er der således al grund for marxister til at kritisere denne retning, ikke at lade sig forføre af den!

En bevægelse af bevægelser kan utvivlsomt have en stor politisk kraft, som man har set det fx i de omfattende demonstrationer mod WTO og Verdensbanken. Det er også rigtig, at der i arbejderbevægelsens historie er mange eksempler på, at man ikke har taget fx undertykkelse af kvinder, sorte, bøsser/lesbiske etc. alvorlig. Men det ændrer ikke ved det forhold, at "en bevægelse af bevægelser" ikke kan udfordre de grundlæggende økonomiske strukturer i verdenskapitalismen. Det er også i dag kun arbejderklassen på verdensplan (forstået i bred forstand som lønarbejdere indenfor private og offentlige arbejdspladser), som har den samfundsmæssige placering, som kan forandre de økonomiske strukturer. Ikke fordi arbejderklassen er den mest lidende gruppe, der er millioner af pjalteproletarer i slumområder i verdens hovedstader som er mere lidende. Men fordi det er de mennesker, som holder produktionen i gang på sygehuse, fabrikker og it-anlæg, som også har den samfundsmæssige magt til at ændre de vilkår, som skaber fattigdom, undertrykkelse og krig.

LITTERATUR
Denne artikel bygger bl.a. på følgende:

Tony Brown: "Getting to grips with post-modernism." -i: Workers Liberty (nr.55, april 1999, s.27-31).
Alex Callinicos: "This year's model." -i: Socialist Worker Review (nr.134, sept. 1990, s.24-26).
Colin Lloyd: "Marxism versus postmodernism." -i: Trotskyist International (nr.21, 1997, s.38-48).
Tony Smith: "Postmodernism: theory and practice." -i: Against the Current (nr.45, juli-aug. 1993, s.22-25).
Arild Utaker: "Strukturalisme." -i: Leksikon for det 21. århundrede (www.leksikon.org).

For videre læsning kan anbefales:

Alex Callinicos: Against postmodernism : a marxist critique (Cambridge, Polity, 1989).
Ellen Meiksins Wood: The retreat from class : a new 'true' socialism (London, Verso, 1986).