Det store spil

AF CHRIS HARMAN

Irak skaber en enorm krise for den amerikanske imperialisme. USA er i en situation, der minder meget om den, de stod ved i Tet-offensiven i Vietnam i februar 1968 - en situation hvor de fleste dele af USA's herskende klasse var enige om, at de var i fare for at tabe, men hvorfra de ikke så nogen nem måde at trække sig ud på. Der gik syv år mere efter Tet før USA kom ud af Vietnam. De mistede to præsidenter, hæren faldt fra hinanden, og den amerikanske imperialisme løb ind i en dyb krise i evnen til at sætte sin vilje igennem andre steder i verden.

USA-imperialismen står overfor den samme fare i dag. Hvis man læser artiklerne i Financial Times, The Washington Post, The Economist eller The New York Times, der alle støttede krigen for tolv måneder siden, så advarer de nu den amerikanske imperialisme mod de farer, den står overfor. Der var for eksempel en artikel i The Financial Times for nylig, der hed "Irak er en katastrofe, men verdens fremtid ser værre ud" - med det mente man fremtiden for den kapitalistiske verden.
For at forstå hvad der er sket, må vi have en forståelse af imperialismen, en mere grundlæggende forståelse, end man ofte finder på venstrefløjen. Der er en tendens til udelukkende at forstå imperialismen som de avancerede landes dominans over de tilbagestående lande. Det er et vigtigt element, men den klassiske imperialismeteori, som den blev udviklet af Lenin og Bukharin, handlede om en sammensmeltning af staten og de gigantiske monopoler i de avancerede lande, så konkurrencen mellem de enkelte kapitaler blev til konkurrence mellem stater, som så førte til militære konflikter mellem stater. Gigantiske monopoler i hvert land bruger staten til at udvide deres kontrol på bekostning af andre imperialistiske staters monopoler. Så ifølge den klassiske teori fører imperialisme til krig, efterfulgt af perioder med væbnet fred og efterfulgt af yderligere perioder med krig.

Der har fundet en ændring sted i denne proces i løbet af de sidste 30 eller 40 år. I 1960'erne skete produktionen i et stort imperialistisk land for en stor del til et kontrolleret marked internt i landet. Hvad vi har været vidne til over de sidste 30 år, er en stigende "interpenetration" (gensidig indtrængning) af økonomien.
Men interpenetrationen fjerner ikke konflikten mellem staterne, for de multinationale firmaer er sædvanligvis integreret i den herskende klasse i et bestemt land, og de ser statsmagten i dette land som et våben til at forhandle med og til pression overfor andre multinationale firmaer, der er forankret i andre lande.
Hvis man gennemgår bestyrelserne i de største amerikanske firmaer ser man, at næsten alle direktørerne er fra USA. Microsoft har én ikke-amerikansk direktør. Boeing har ikke nogen, Exxon har en. Firmaerne har nationale rødder, og de ser nationalstaten som et redskab til at påtving deres vilje overfor firmaer, der har base i andre lande.
Der er en populær teori fra folk som Antonio Negri, der siger, at interprenetationen af national kapital betyder, at du skal bevæge dig mod noget abstrakt, som kaldes "Imperiet" og væk fra begrebet imperialisme. I stedet for at lede væk fra konflikter mellem nationalstater, leder multinationaliseringen af kapital i virkeligheden til flere konflikter mellem dem. WTO/Verdenshandelsorganisationens møder er forhandlinger mellem nationalstater, der handler på vegne af den nationale kapitalisme. Alle emner kommer i spil, ikke kun den økonomiske styrke, men også militær styrke - nogle kapitalismers evne til at udøve dominans/hegemoni over andre.
Den vigtigste form for interpenetration er mellem de avancerede lande indbyrdes. Kina er en meget stor modtager af udenlandske investeringer, Brasilien og Mexico er små modtagere, men de fleste andre lande i verden får meget få udenlandske investeringer overhovedet. Det strømmen af investeringer viser er, hvor de virkelige centre for produktion af merværdi er i verden i dag. De mest vitale er USA, Europa og Japan. Efter dem har Kina stigende betydning og derefter Brasilien, Mexico og et eller to andre lande. Der er noget i retning af 500 gange så store amerikanske investeringer i Europa som i Indien. Indiens befolkning er tre gange så stor som Europas, men de amerikanske kapitalister anser Europa for vigtigere.

KAMPEN OM KONTROL
Koncentrationen af deres udenlandske investeringer i andre avancerede lande skaber problemer for kapitalisterne, når det drejer sig om at bruge staten til at hævde sig overfor sine rivaler. De amerikanske kapitalister har ikke megen lyst til at bombe deres fabrikker i Europa. Europæiske kapitalister er heller ikke særlig opsatte på - hvis de havde styrken til det - at bombe deres fabrikker i USA. Men hvad de kan gøre er, at bruge forskellige former for kampe andre steder i verden for at øve kontrol over hinanden. Og det er her Mellemøsten bliver vigtig, fordi det er center for produktion af det råmateriale, som alle kapitalistiske lande i verden har brug for - olie. Kampen om kontrol med olie er en gruppe af kapitalisters kamp for kontrol om magten over andre grupper af kapitalister.
Det meste af den olie, som USA bruger, kommer fra den vestlige halvkugle - fra USA selv, Canada, Mexico og meget vigtigt fra Venezuela. Det kommer ikke fra Mellemøsten. Men meget af den olie som Europa bruger, kommer fra Mellemøsten, næsten al den olie som Japan bruger, kommer fra Mellemøsten, og i stigende grad den olie, som Kina er afhængig af, kommer fra Mellemøsten.
Hvordan er magtbalancen mellem de forskellige kapitalistiske magter? USA er ikke almægtig, for dets økonomi er kun på samme størrelse som den udvidede Europæiske Union. Det er stærkere økonomisk, end det var for ti år siden, men sammenlignet med 1945 er det meget svagere. I 1945 foregik halvdelen af verdens produktion i USA. I dag er tallet nærmere på 22 %. Den ændring har ført til en langstrakt debat indenfor USAs herskende klasse. Den plejede at være dominerende overalt udenfor Sovjetunionen. Problemet for den herskende klasse er, hvordan den genskaber dette hegemoni.
En måde har været gennem rationalisering af USA's industri. Udtrykt i produktion pr. ansat person, er amerikansk industri mere produktiv end fransk og tysk industri, men udtrykt i produktion pr. arbejdet time er fransk industri mere produktiv end den amerikanske industri. USA fører foran Frankrig og Tyskland, fordi amerikanske arbejdere arbejder 400 timer mere pr. år i gennemsnit.
En del af det neoliberale projekt er forsøget fra andre kapitalister på at påtvinge resten af verden de amerikanske arbejdsmetoder - for eksempel ved at øge arbejdsåret i Frankrig fra 1.400 til 2.000 timer pr. år. Den anden side af USA-imperialismens internationale aggression er den stigende udbytning af amerikanske arbejdere, som kapitalister i andre lande forsøger at efterligne.
I de sidste 10 til 15 år har der været en diskussion i den amerikanske herskende klasse om, hvordan den kan fastholde sin globale dominans. Bøger af centrale tænkere som Henry Kissinger og Zbigniew Brzezinski handler om, hvordan USA kan bevarer sin position i verden i forhold til de andre magter, hvor ingen af dem er så stærke som USA, men som har en meget større samlet økonomisk tyngde. Stillet overfor dette har USA's regering forsøgt sig med to strategier.
Den første under Reagan for 20 år siden, var at opbygge den militære magt for at knuse den vigtigste udfordrer, på den tid Rusland, med enorme udgifter for USAs økonomi. Reagan oprustede, men ved slutningen af 1980erne, havde USA's økonomi ikke længere råd til det niveau for rustningsproduktion. Heldigvis for Reagan brød Rusland sammen først.
Så var der en periode under Bush Seniors regering og under Clinton, hvor USA satsede på at handle med andre kapitalistiske magter for at fastholde magtbalancen i sin favør. Men gennem den periode var der et gennemgående spørgsmål: kunne den amerikanske kapitalisme bare fortsætte på den måde? Eller ville den stå overfor nye trusler?
Med den nye Bush-regering var der kommet en gruppe af den herskende klasse til magten, som allerede i nogle år havde argumenteret for, at den amerikanske imperialisme ikke kunne holde sig uvirksom, mens andre lande udfordrede dens magt. De argumenterede for eksempel med, at hvis den kinesiske økonomi fortsatte med at vokse med den nuværende rate, ville den i løbet af en tyve år være stærkere end den amerikanske økonomi.
Det er et ret tåbeligt argument, fordi en kapitalistisk økonomi - underlagt kriser og lavkonjunkturer som den er - ikke bare fortsætter med at vokse i samme takt ubegrænset. Men det var det, deres bekymring handlede om. De fortsatte med at påstå, at stillet overfor denne situation, var der en mulighed for USA-imperialismen til at hævde sig og sikre sin dominans i hele det 21.århundrede.
Det ville kræve en ny fase med massiv våbenproduktion for at etablere et fuldstændigt militært hegemoni. Så skulle USA skabe eksempler, der kunne bevise denne magt. Og det nøgleeksempel de talte om, var spørgsmålet om Irak, fordi det potentielt er verdens næststørste olieproducent. Hvis du kontrollerer den irakiske olie, så kontrollerer du den olie, som Japan, Kina og det meste af Europa er afhængig af. På den måde vil USA have større indflydelse i forhandlinger om handel, investeringer osv. Det var opfattelsen hos "Projektet for det Nye Amerikanske Århundrede", der blev ført frem af Bushs bror Jeb, Paul Wolfowitz, Donald Rumsfeld og andre nøglefigurer i den nuværende amerikanske administration.
At forfægte amerikansk hegemoni betød, at man skulle kunne udbytte alle andre steder i verden, men helt centralt stod dominansen over den Europæiske Union, Rusland, Kina og Japan, som de vigtigste centre i verdensøkonomien.
Det byggede på den satsning, at de udgifter der var involveret, ikke var så store at det ville koste USA mere end det tjente. Niveauet for våbenudgifter er meget lavere end i Korea-krigen. Men USA's økonomiske råderum til militærudgifter er også meget lavere nu end dengang. Hvis du har 50 % af verdens produktion, har du råd til at bruge 20 % af din produktion på våben, som var det der skete på Korea-krigens tid. Hvis du kun har 20 til 25 % af verdensproduktionen har du ikke råd til at bruge den samme del. I 1968, da Vietnam-krigen var på sit højeste, havde USA ikke råd til at bruge 8 % af dets produktion på våben og begyndte så at skære ned på rustningsudgifterne.
Så Bush-regeringen tog en chance i Irak. Centralt stod Rumsfeld-doktrinen, om at USA ved at bruge højteknologisk militært udstyr kunne føre krig billigt, med brug af meget få tropper. De glemte nogle elementære ting. For det første, hvis du ønsker at knuse oppositionen i et andet land, har du ikke bare brug for våben, du har brug for et massivt antal soldater. Da russerne invaderede Ungarn i 1956 brugte de 500.000 soldater mod 10 millioner mennesker. Da de invaderede Tjekkoslovakiet i 1968 brugte de igen 500.000 soldater mod 10 millioner mennesker. USA prøvede i Irak at bruge 130.000 soldater mod en befolkning på 20 millioner mennesker.
Den anden ting som de glemte, er at befolkningen alle steder i den Tredje Verden ikke er som befolkningen for 50 eller 60 år siden. Det er en befolkning, der er integreret i den moderne verden, med en vis adgang til den viden, teknik og våben, der er til rådighed i denne verden. USA glemte, hvorfor Frankrig blev tvunget til at forlade Algeriet, eller hvorfor Storbritannien blev tvunget til at forlade Indien. De troede, at ren magt ville være tilstrækkelig til at vinde. For mere end et år siden hævdede "Socialistisk Review", at amerikanerne ville skabe mere og mere opposition til deres position i Irak og i stigende grad sidde fast der. Det er den situation vi ser i dag.

KONTROL MED OLIEN
Der er ikke nogen nem måde for USA at komme ud af Irak på, og der ser ikke ud til at være nogen måde at knække modstanden på. Der er kun en måde, de kan få en regering der kunne fastholde en vis reel opbakning, samtidig med at den samarbejder med dem: de bliver nødt til at tillade at den får kontrollen med olien. Men det ville betyde en forkastelse af hele krigsprojektet. Og det ville være en utrolig indrømmelse af sit nederlag for den amerikanske imperialisme. De sidder fast. Logikken er at hælde flere resurser i Irak, som vil skabe flere problemer for dem og betyde større ydmygelse for dem, når de til sidst bliver nødt til at trække sig tilbage. Derfor er spørgsmålet om Irak det centrale strategiske spørgsmål for imperialismen i dag, og det stiller alle de andre problemer i skyggen. Der er af gode grunde en tendens i Latinamerika til at overvurdere imperialismens magt. Men vi skal være klar på, at USA ikke i øjeblikket er i stand til at invadere noget land, hvor der er en regulær folkelig bevægelse, som er parat til at modsætte sig det. Det kunne invadere Haiti, fordi Aristide havde ødelagt enhver folkelig støttebevægelse og provokeret en meget sammensat opposition, der havde både folkelige og reaktionære elementer. Hvis de folkelige bevægelser i Venezuela fortsætter med at udvikle sig, er det meget vanskeligt for USA at intervenere direkte. De kan måske prøve at intervenere gennem Colombia, men direkte USA-militærintervention er en anden sag: USA har ganske simpelt ikke soldaterne. De blev endog nødt til at trække tropper hjem fra Sydkorea for at sende dem til Irak.
USA-imperialismens aktuelle svaghed har andre konsekvenser. Reformistiske kræfter i Latinamerika peger på muligheden af en amerikansk intervention for at retfærdiggøre forsoningen med USA. Det står centralt i Evo Morales argumentation i Bolivia: revolutionen kan ikke forceres, fordi når revolutionen drives frem, får du en amerikansk intervention. Men argumentationen skulle være helt anderledes. USA står i en svag position, det svageste siden Vietnam-krigen, og den situation er præcis det punkt, hvor folkelige bevægelser kunne bevæge sig fremad.
Der er en tendens blandt nogle på den latinamerikanske venstrefløj til at tale, som om USA manipulerer de lokale kapitalister og får dem til at hade arbejderklassen. Det er det sprog, som traditionelt bliver brugt af de stalinistiske partier, fordi de ønsker at alliere sig med de lokale kapitalister. Men de latinamerikanske kapitalister har ikke brug for nogen lektion fra USA om klassehad overfor arbejderne og bønderne. Generalerne i Brasilien havde ikke brug for nogen lektion i 1954, Vileda i Argentina havde ikke brug for nogen lektion, og det havde Pinochet i Chile heller ikke. De fik hjælp fra USA med efterretninger, koordinering og så videre - men det var den lokale herskende klasse og den lokale hær, som udførte kampene ofte under nationale paroler, når de angreb arbejderklassen. Og denne fare findes stadig i den nuværende periode.
Der er noget andet, man også er nødt til at forstå. Dynamikken i den lokale kapitalistklasse og i USA's interesser er ikke altid den samme. Det der er interessant ved Venezuela er, at forsøget på kup for to år siden blev styret af de lokale kapitalister og generaler - USA's udenrigsministerium var ikke så begejstret for det, for de troede at de kunne kontrollere Chavez. De lokale kapitalister satte sig i bevægelse, og så støttede USA kuppet, før de var blevet klar over, at de havde taget fejl. Det var i endnu højere grad tilfældet med chefernes strejke sidste år. Jeg tror ikke, at USA ønskede at afskære sig fra olieforsyningerne fra Venezuela, lige som de var i gang med forberedelser til en krig mod Irak.
Vi må forstå, at imperialismen og de lokale kapitalister ofte arbejder med modsatrettede formål og begår forfærdelige fejltagelser, som vi så kan drage fordel af. På samme tid, må vi også huske, at de vil slå ned på enhver fejltagelse, som venstrefløjen gør for at gribe ind. Det er derfor at spørgsmålet om revolutionært lederskab stadig er helt vitalt.
I Venezuela har masserne støttet Chavez, da han fremlage en række reformer, som havde generet den herskende klasse. Men der har ikke været nogen revolution. De samme mennesker som organiserede kuppet for to år siden kontrollerer radioen, fjernsynet og aviserne. USA's krise i Irak giver Venzuela tid. Men hvis den revolutionære proces ikke bevæger sig fremad for at udfordre det centrale spørgsmål om den kapitalistiske magt, kan der ske en gentagelse af Chile. Det er ikke et spørgsmål om at kritisere Chavez. Han er en militærmand med de bedste hensigter, der gennemfører reformer. Men han har ikke væltet kapitalismen, og han viser ingen tegn på at have til hensigt at gøre det. Og det viser behovet for uafhængig revolutionær handling.
For at samle op: Dette er ikke en tilfældig krise i USA-imperialismen. Den kæmper i en situation nu, hvor enhver udvikling af kapitalismen skaber nye kræfter, som på en eller anden måde kan udfordre dens hegemoni. Den svarer igen på to måder: ved at omstrukturere, ved at øge udbytningen af sin egen arbejderklasse, men også ved at forsøge at demonstrere sin overlegenhed. "Projektet for et Nyt Amerikansk Århundrede" sagde, at det ville tage sig af Irak, så Syrien, derefter Iran, så Cuba, så Venezuela og den sidste på listen var Kina. I dag kan de ikke komme videre på grund af Irak.

Det betyder ikke, at de forsvinder fredeligt. Jeg tror, at de højst sansynligt vil slå fra sig i en eller anden retning. Hvis der overhovdet er noget sted i verden, hvor der er en svag bevægelse, som generer USA-imperialismen, vil de forsøge at intervenere der for at vise, at de kan gøre det, som de gjorde på Haiti. Det er værd at huske, at efter at USA i princippet havde besluttet, at de ikke kunne holde Vietnam, fortsatte Nixon og Kissinger med at dræbe millioner af mennesker i Cambodia. Vi kan ikke afskrive, at Bush - eller for den sags skyld Kerry - kan finde på at give en forfærdelig genopførsel. Kampen mod USA i Irak er ikke slut, fordi USA har bragt sig i en forfærdelig situation. Det vil blive ved med at være det centrale strategiske spørgsmål for revolutionære i perioden fremover.

Oversat af Martin Mørch efter "The Great Gamble". Socialist Review, nr. 288, sept. 2004. (www.socialistreview.org.uk)