Venezuela:
Mellem to vinde

Af Justin Podur

Rapporter cirkulerer om, at colombianske paramilitære grupper trænes i New Mexico med henblik på at skulle infiltrere og destabilisere Venezuela. Historier om, at den venezuelanske regering har afsløret endnu en fjendtlig konspiration, høres ofte. Det er svært at tjekke disse rapporter, men det synes sikkert, at sådanne begivenheder rent faktisk foregår.

Den 31. Marts 2003 krydsede den colombianske hær (det er uklart, om det drejer sig om regulære, irregulære eller paramilitære styrker) grænsen til Venezuela, hvorefter de angreb en militærpost. Den venezuelanske hær svarede igen med et kort bombardement af en colombiansk militærlejr. Præsident Hugo Chavez erklærede, at "Hverken Colombias paramilitære eller rebeller eller væbnede styrker har ret til, eller vil få ret til, at befinde sig på venezuelansk territorium."1
Colombias angreb på Venezuela kan kun forstås i en sammenhæng. Denne sammenhæng har to dele: For det første, Venezuelas strategiske betydning for USA's planer og for det andet, de sociale og politiske ændringer som finder sted i selve Venezuela. Begge aspekter har gjort landet til mål for angreb, men også til et sted, der rummer vigtige erfaringer for sociale bevægelser. Derfor er der god grund til at være meget opmærksom på udviklingen i Venezuela.

Vinden fra oven
Hector Mondragon, en colombiansk økonom, mindede i april 2002 læsere om, at den amerikanske senator Coverdell to år før havde anbefalet en militær intervention i Colombia i Washington Post. Dragende en sammenligning med den første amerikanske krig imod Irak, udtalte Coverdell dengang: "For ti år siden gik USA i krig mod en magtfuld fjende - delvis for at stabilisere en stor olieproducerende region. Vi var dengang bekymrede over muligheden for et irakisk angreb på Saudi Arabien, en allieret og en af de største olieeksportører til USA. Hvor er den samme bekymring over Colombia i dag? Destabiliseringen af Colombia påvirker direkte nabolandet Venezuela, som nu anses som den vigtigste eksportør af olie til USA."2
Mondragon så dette som en trussel: "Hvis krigen mod narkotika var indledningen til en krig imod oprøret, (I Colombia, AD.) så er den væbnede konflikt i Colombia nu blevet indledning til et angreb på Venezuela og Chavez-regeringen.".3
Venezuela er hovedmålet for denne aggressive positionering i Latinamerika på grund af landets olieressourcer og dets eksperimenter med uafhængighed og demokrati. Disse eksperimenter har truet med at rive Venezuela bort fra netop den neoliberalistiske vej mod afhængighed, som landet befandt sig i før den "Bolivarianske bevægelse" bragte Hugo Chavez til magten i 1998.

Olie og neoliberalisme
Venezuelas olieindustri før 1998 er af olieeksperten Bernard Mommer blevet beskrevet som "på vej mod reprivatisering."4 Mommer mener, at både Chavez´s Bolivarianske bevægelse samt eliten i det statslige olieselskab PDVSA (Petroleros de Venezuela-Sociedad Autonoma) på dette tidspunkt arbejdede for at undergrave status quo.
"Både PDVSA-chefer og Chavez og hans tilhængere mente, at det bestående politiske regime var umuligt at ændre til det bedre Hæren (en vigtig støtte for den Bolivarianske bevægelse, AD.) drømte om at redde landet; PDVSA-cheferne drømte om at redde olieindustrien fra landet."
Chavez og hans tilhængere, uddannet på et akademi med en progressiv og national tradition, mente at det politiske system var sluttet sammen imod folket og grundlæggende korrupt. Cheferne i olieselskabet PDVSA så derimod sig selv som en del af en international elite. De var loyale mod deres klasse, og deres mulighed for forfremmelse og rigdom lå i alliancer med de multinationale firmaer, som de samarbejdede med i PDVSA. For dem var privatisering led i en naturlig udvikling, som ville give dem flere muligheder - og olieselskabets folkelige karakter var en forhindring, som skulle overvindes.
Efter Mommers mening kan konflikten mellem PDVSA-eliten og den Bolivarianske bevægelse opsummeres i dette spørgsmål:
"Er Venezuelas olie en af naturens gratis gaver til internationale udvindingsfirmaer og udenlandske forbrugere? I PDVSAs liberalistiske dagsorden besvares dette spørgsmål med et klart "Ja." Dette synspunkt står i modsætning til alt, som den venezuelanske olienationalisme nogen sinde har opnået det er udtryk for imperialisme i et af ordets allermest oprindelige betydninger: erobringen af fremmede lande og deres mineralressourcer. I februar 1998 var Venezuela meget tæt på at blive et latinamerikansk skoleeksempel på liberaliseringen af naturressourcer og globaliseringen Men så blev det hele ødelagt af, at Chavez´ dukkede op som en populær folkelig kandidat."5
På grund af sit fokus på denne udvikling har Chavez og den Bolivarianske bevægelse været udsat for uafbrudte angreb fra mange sider.

Kup og strejker
Det mest dramatiske forsøg på at afsætte Chavez-regeringen kom i form af et militærkup og et efterfølgende 24-timers diktatur den 11. april 2002.6 Den amerikanske regering støttede omgående kuppet. En stor del af de væbnede styrker forblev imidlertid loyale mod Chavez-regeringen, og forhindrede næste dag - sammen med en folkelig mobilisering af hundrede tusinder af mennesker - at kuppet blev succesfuldt. Efter dette trak USA sin støtte til kupmagerne tilbage.
Herefter, i december 2002, fandt en massiv strejke (eller rettere: en lockout) sted ledet af PDVSA. Udover olieindustrien påvirkede denne "strejke" mest af alt multinationale firmaers detailhandelssektorer (såsom McDonald´s og Burger King) samt øl- og cigaretindustrien. Menige arbejdere ønskede imidlertid at fortsætte arbejdet, og i visse tilfælde overtog de fabrikker og holdt disse kørende - i modsætning til ejernes ønsker. Denne "strejke" kostede Venezuela milliarder i tabte indtægter, og kombineret med en løbende kapitalflugt har det sendt landet ud i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Men "strejken" mislykkedes i forhold til dens primære mål - at vælte regeringen, som svarede igen ved at afskedige omkring 8500 PDVSA-ansatte, hovedsageligt chefer og mellemledere, som havde støttet lockouten.
Det sidste træk i den hjemlige del af konflikten er en afsættelsesafstemning. Oppositionen vil forsøge at anvende en bestemmelse i forfatningen, der tillader en afsættelse af valgte repræsentanter halvvejs i deres embedsperiode. Afsættelsesafstemningen kan finde sted i august, men for at afsættelsen skal lykkes, skal en flere vælgere end de, som oprindelig stemte på Chavez, stemme for hans afsættelse.7

Den beskidte krig
Samtidig fortsætter den beskidte krig med at destabilisere landet, og ikke kun gennem Colombias (sandsynligvis USA-sponsorerede) forsøg på at eksportere sin borgerkrig til Venezuela. Oppositionen har muligvis allerede adopteret visse af de fremgangsmåder, som kendes fra konflikten i Colombia. Talrige trusler og direkte drab på bondeledere har fundet sted i landområderne. Målene for drabene har været organisatorer, som har arbejdet for at implementere den lov om landreformer, som regeringen har vedtaget, mens drabsmændene har været tilknyttet magtfulde latifundistas, som modsætter sig loven.8
I en situation præget af total polarisering, hvor medierne er en central deltager i konflikten, og hvor forskellige dele af selve statsapparatet står splittet, er det særdeles svært objektivt at fastslå menneskerettighedernes vilkår.
Human Rights Watch rapporterer, at støtter af oppositionen - såvel som Chavez-tilhængere - er blevet dræbt under yderst mystiske omstændigheder, og har anmodet om grundige undersøgelser af mordene.9 Men som i tilfældene med mordene på Chavez´ tilhængere i april 2002 og siden, er upartiske undersøgelser umulige under de nuværende vilkår.
Det er værd at kigge nærmere på to af de mere usandsynlige fronter i den beskidte krig. Den første er fagforeningsbureaukratiet. Venezuelas LO (Confederation de Trabajadores Venezolanos eller CTV) støttede både kupforsøget og den senere "strejke". Dens formand i kupsituationen, Carlos Ortega, er nu flygtning i Costa Rica.
Bolivarianerne har svaret igen ved at organisere deres egen centrale faglige organisation (Union Nacional de Trabajadores eller UNT).10
Den anden og yderst vigtige front i den beskidte krig har været medierne, særligt TV-medierne. Et eksempel fremdraget af Naomi Klein viser hvor grove og nederdrægtige angrebene på Chavez egentligt er i mainstream-medierne:
"Stakkels Endy Chavez, outfielder for Navegantes del Magellanes, en af Venezuelas store baseball-hold. Hver gang han skal op for at slå, starter de lokale tv-kommentatorer med vittighederne. "Her kommer Chavez. Nej, ikke den pro-cubanske diktator Chavez, men den anden Chavez." Eller "Denne Chavez slår på baseballs, ikke det venezuelanske folk."11
De store TV-kanaler spillede en aktiv, organiserende rolle i forbindelse med kuppet i april 2002 og under "strejken" i december samme år. De fortsætter systematisk med at lave kampagner mod Chavez-regeringen. Regeringen slår igen gennem de statskontrollerede TV- og radiostationer, men der er muligvis vigtigere udviklingstegn på andre områder. Et har været åbningen af medier, kontrolleret af de mindre lokalsamfund. De fungerer stadig i en meget lille skala, men tilbyder borgerne en reel chance for at kommunikere uden om de kupforberedende TV-netværk og med en vis uafhængighed af staten. Et andet vigtigt udviklingstegn har været væksten i en folkelig oppositionel holdning imod mainstream-medierne. Under bevægelsen, der afværgede statskuppet, blev TV-stationerne mål for demonstrationer med hundrede tusinder af deltagere.
Mediernes position og den Bolivarianske bevægelses reaktioner har været et knusende slag imod forestillingen om en "fri presse", der er upartisk, neutral og har en distance til den politiske arena. Journalister uden Grænser har f.eks. beskrevet journalister som værende "fanget mellem en autoritær præsident og intolerante medier."12 Mens deres rapport kritiserer Venezuelas medier for "åbent at tage stilling imod regeringen," samt "overdrivelser", reserveres den hårdeste kritik til præsidenten: "Faktum er, at præsidenten agerer som en klanleder." Denne rapport og dens kritik underdriver mediernes rolle i forbindelse med kuppet i april 2002 samt deres kontinuerlige kampagne imod regeringen og de sociale bevægelser. Filmen "The Revolution Will Not Be Televised" viser netop hvor vigtige TV-stationerne var under kuppet og ved dets afværgelse.
Human Rights Watch har også appelleret til den venezuelanske regering om at tage flere forholdsregler i beskyttelsen af journalister.
Regeringen burde også presse sine tilhængere til at afholde sig fra voldelige gengældelser imod journalister eller oppositionens støtter.

Vinden fra neden
Venezuelas sociale bevægelse refererer til sig selv som "Bolivariansk" efter Simon Bolivar, "befrieren", som kæmpede mod den spanske kolonialisme. Bevægelsen - og Chavez-regeringen - påberåber sig Bolivar og hans samtidige som en bekræftelse af deres selvstændighed og latinamerikanske rødder. Et af hovedprincipperne bag den Bolivarianske bevægelse er et pan-latinamerikansk fokus, idet Bolivar mente, at kun et forenet Latinamerika ville kunne modstå imperialistisk udbytning.
Chavez egen politik har sit udgangspunkt i denne tradition. Den gruppe af militære officerer han stammer fra, blev uddannet i Venezuela (i modsætning til mange latinamerikanske officerer som har studeret på U.S. Army School of the Americas - i dag omdøbt til WHISC, men stadig et redskab til undertrykkelse) og støtter national uafhængighed. Disse officerer blev stemt for et oprør, efter de blev beordret til at undertrykke Caracas-optøjerne i 1989 og hermed dræbe hundreder, måske tusinder, af civile. (De anlåede tal varierer) Det første dramatiske forsøg på oprør kom i 1992, hvor Chavez forsøgte at gennemføre et militærkup, som slog fejl. Et andet kup blev forsøgt i 1994, mens Chavez sad i fængsel. Det var efter Chavez´ løsladelse, at Bolivarianerne forsøgte sig med valgdeltagelse - og fik succes.
Måske grundet hans militære baggrund og hans kupforsøg har hans regering været eksemplarisk udi demokratisk adfærd siden 1998 - en ny forfatning er blevet indført og godkendt ved folkeafstemning, og befolkningen er blevet opfordret til at studere og anvende den for at stille regeringen til ansvar.13
Venezuelas bevægelse har udvist en fantastisk styrke over for oppositionen. Udover forsøgene på at opbygge mere demokratiske medier og fagforeninger, så kom den Bolivarianske bevægelse til magten ved at besejre et to-parti-system, som ikke tilbød befolkningen nogen reelle valgmuligheder.
Chavez´ kandidatur ændrede det politiske landskab. Det nye parti, Chavez skabte, fik succes så hurtigt, at det overraskede selv dets egne medlemmer.14 Hvis dette kan lære nordamerikanske bevægelser noget, så er det, at et politisk parti med oprigtighed og en ægte progressiv platform kan få uventet succes, specielt i et system hvor store grupper af fattige afstår fra at stemme på et af to identiske partier. Ved at ændre forfatningen og ved at ratificere store ændringer gennem folkeafstemninger har Bolivarianerne styrket deres politiske position betydeligt.15
Spørgsmålet om, hvorvidt Chavez går efter at skabe en revolution eller blot lefler for masserne, er en falsk problemstilling. De landvindinger, som er opnået i Venezuela, er ikke givet som gaver af Chavez, men er skabt gennem folkelig mobilisering, og - i stigende grad - gennem uddannelse og organisering. Regeringsprogrammet forekommer at være meget følsomt over for den internationale situation (inklusiv magten og hensynsløsheden hos den USA-støttede opposition) I en sådan sammenhæng ville en oprørsk "revolution" sandsynligvis ende i intervention og katastrofe, så regeringen har i stedet satset på progressive reformer, konsolideret af en folkelig mobilisering som vil styrke dens tilhængere imod de uundgåelige tilbageslag og modangreb.
En af de centrale punkter i regeringsprogrammet er en ny fordeling af landbrugsjorden. Gregory Wilpert beskriver dette som "Bolivariansk privatisering":
"Paradoksalt nok, så er Chavez-regeringens jordreformer i by og på land reelt privatiseringsprogrammer, idet meget af den ejendom, som fordeles, er offentlig. Men selvfølgelig er dette en privatisering hvis sociale formål er det stik modsatte af Verdensbankens og IMFs neoliberale forskrifter, som fremmer eller pådutter salg af store statsejede ressourcer og foretagender - vand, telefoni, elektricitet, osv. - til multinationale virksomheder. Her er det de fattige, som får gavn af afviklingen af den ubrugte statsejendom - de, som rent faktisk lever eller arbejder på jorden."16
Efter Wilperts mening er "en succesfuld realisering af disse programmer i det lange løb den vigtigste resultat, som Chavez-regeringen kan efterlade sig, og i et kortere tidsperspektiv er det den sikreste måde, den kan konsolidere sin opbakning.17
Fordi bevægelsen og staten for tiden er på samme side, er det meget vanskeligt at vurdere bevægelsens egentlige uafhængighed af statsmagten. Det er også vanskeligt at konstatere, om folket kontrollerer regeringen eller omvendt, hvilket skaber vanskeligheder for bevægelser. Hvis regeringens politik ændrer retning, eller bliver mere korrupt, eller bliver bureaukratiseret, vil bevægelsen så have tilstrækkelig selvstændighed og politisk rum til at kritisere regeringen? Under indtryk af den voldelige karakter af angrebene fra den elitære opposition, vil bevægelsen pålægge sig selv tavshed for at sikre en forenet front? Dette er vigtige spørgsmål, der ikke findes klare svar på.
Forsøg på at opbygge internationale netværk og bevægelser i solidaritet med venezuelanere uafhængigt af staten kunne, i denne sammenhæng, være en god ting.
Selvom alliancen mellem stat og bevægelse giver Venezuela en unik karakter, giver landets bevægelse alligevel en lektie, som det kunne være værd at studere. Konfronteret med bureaukratiske partimaskiner forsøgte bevægelsen at skabe et uafhængigt parti. Konfronteret med et korrupt fagforeningsbureaukrati forsøgte bevægelsen at organisere en uafhængig fagbevægelse. Konfronteret med en ætsende fjendtlig medieverden, arbejdede bevægelsen på at svække tilliden til denne, mens man påbegyndte opbygningen af alternative medier, styret af lokalsamfundene. Den forsøger nu at bringe olievirksomheden tilbage under folkelig kontrol. Den har været stærk nok til at afvise et kup og stoppe en falsk "strejke", der skadede økonomien alvorligt.
Hvordan vil Bolivarianerne reagere på forlængelsen af den colombianske beskidte krig, som Washington sponsorerer? USA forsøgt "Chile-modellen" - et militærkup - og led nederlag. Det virker som om, at "Nicaragua-modellen" - destabilisering, sabotage og "contra"-krigsførelse - bliver det næste.

Artiklen er tidligere publiceret i New Politics nr. 35 og bruges her i forkortet udgave.

Oversat fra engelsk af Anders Dalsager

For nyheder og analyser af udviklingen i Venezuela, se: ZNet Venezuela Watch (www.zmag.otg/venezuelaøwatch.cfm)

Noter:
1. Se Podur, "What is the Colombian Army doing attacking Venezuela?" ZNet, 3. April 2003, www.zmag.org/content/showarticle.cfm?SectionID=45&ItemID=3389.
2. Paul D. Coverdell, "Starting With Colombia", Washington Post, 10. April 2000.
3. Se Mondragon, "What are these other "threats" to Colombia´s security", Znet 27. April 2002, www.zmag.org/content/Colombia/mondragon-col-ven.cfm.
4. Bernard Mommer, "Subversive Oil" kapitel 7 i Steve Ellner og Daniel Hellinger, (red.) "Venezuelan Politics in the Chavez Era: Polarization and Social Conflict" (Boulder: Lynne Rienner, 2002)
5. Mommer, "Subversive Oil".
6. Historien om kuppet er kompliceret og vigtig, men for omfattende at behandle her. Se ZNets Venezuela Watch - her findes mange gode ressourcer, specielt Gregory Wilperts reportager.
7. Se Gregory Wilpert, "Collision in Venezuela" i New Left Review nr. 21,maj-juni 2003. www.newleftreview.net/NLR25505.shtml.
8. Se Wilpert, "Collision in Venezuela".
9. Human Rights Watch, "Investigate Killings of Opposition Supporters in Venezuela", 19. Februar 2003. http://hrw.org/press/2003/02/venezuela021903.htm.
10. En note af Mike Lebowitz fra den 2. April 2003 diskuterer visse af udviklingstegnene i Venezuelas arbejderbevægelse i detaljer. www.zmag.org/content/showarticle.cfm?SectionID=45&ItemID=3347
11. Se Naomi Klein, "Venezuela´s Media Coup", The Nation, d. 13. Februar 2003. www.thenation.com/doc.mhtml?i=20030303&s=klein.
12. Reporters Without Borders, "Caught between an authoritarian præsident and an intolerant media", www.rsf.org/article.php3?idøarticle=6036.
13. En god kilde til viden om Venezuelas valgsystem og den Bolivarianske bevægelsessucces ved valgene er Richard Gott, In the Shadow of the Liberator (London: Verso, 2000)
14. Gott, In the Shadow of the Liberator.
15. Selve forfatningen kan læses på spansk på http://ftp01.mipunto.com/documentos/constitucion.pdf.
16. Wilpert: "Collision in Venezuela."
17. Ibid.