Kan arbejderklassen ændre verden?

Af Michael Yates

Marx mente at det nye samfund vil blive kendetegnet ved, at produktionsmidlerne er kontrolleret demokratisk og kollektivt, og hvor målet er skabelse af et samfund hvor arbejde er frivilligt og til alles bedste, og hvor tingene bliver fordelt stort set lige. Klassen der skulle ændre kapitalismen til dette nye samfund, ville være lønarbejderne som er skabt af kapitalismen selv.
Spørgsmålet der straks rejser sig er om arbejderklassen er i stand til at opfylde denne rolle. I dag er den generelle opfattelse blandt radikale, at det er den sandsynligvis ikke; den har haft mange muligheder uden at lykkedes. Heri er jeg uenig, og vil her forsøge at forklare hvorfor.
Først dog nogle indledende bemærkning der kan sætte det i den rette sammenhæng. For det første er kapitalismen, ligesom de foregående klassesamfund, baseret på udbytning. En klasse af ejendomsbesiddere, kapitalister, tiltager sig en merværdi fra den besiddelsesløse arbejderklasse.
For det andet. Arbejderklassen består idag næsten udelukkende af lønarbejdere, arbejdere som formelt er frie. Disse er, i modsætning til slavearbejdere, ikke udbyttet direkte, men bag det slør der hedder markedet. Lønarbejdere er ikke ejet af kapitalisterne, men bliver ikke desto mindre udbyttet, idet man som klasse er afhængig af at man bliver ansat. Kapitalismen bruger sin kontrol og ejerskab over produktionsmidlerne til at tvinge arbejderne til at arbejde længere end det er nødvendigt for deres egen eksistens.
For det tredje. Kapitalismen er et ekspansivt økonomisk system. Det ændrer lokale markeder til nationale, og disse til internationale markeder. Da profitten beror på arbejderklassen, får den stadige kapitalakkumulation og ønsket om maksimering af profit og vækst, denne klasse til at vokse. Og resulterer efterhånden i to hovedklasser: kapitalismen og lønarbejderne.
For det fjerde. Den kapitalistiske akkumulation har fra start af været beskyttet af staten, og dets apparat har hjulpet kapitalismen blandt andet ved at undertrykke kollektive aktioner fra arbejderklassen.
For det femte. Kapitalakkumulationen kræver en stadig revolutionering af teknologien, og altså udvikling af videnskab. Teknologisk udvikling er en nødvendig del af systemet.
For det sjette. Udviklingen af produktionsmidlerne, både de menneskelige og teknologiske, giver mulighed for en høj levestandard og reducering af det antal timer som hver person i virkeligheden behøver at arbejde. Det er altså muligt at gøre en ende på det nuværende klassesamfund og vende tilbage til det økonomisk integrerede samfund af jægere og samlere, men på et højere niveau bevidsthedsmæssigt og materielt.

Er det muligt for kapitalismen at udfylde de muligheder den selv skaber?
Svaret er nej. Fordi kapitalismen er et klassesystem, og pga. det indeholder den uoverstigelige barrierer; at kapitalakkumulation kræver udnyttelse af lønarbejdere. Og denne udbytning kræver forhold som er åbenlyse i modsætning til et godt liv, uanset hvordan det så defineres. Udbytning kræver en skarp adskillelse mellem åndelig og fysisk arbejde. Nogle få kan få lov at tænke og de mange må udføre arbejdet. Udbytning kræver en stadig mere generel arbejdsfordeling hvilket tvinger store dele af arbejderklassen til stadig mere monotont arbejde. Og udbytning kræver en arbejdskraftreserve. ILO (det internationale LO) anslår, at der er ca 160 mill. åbent arbejdsløse i verden og mellem 700 og 900 underbeskæftigede.
Kapitalisme skaber også hele tiden en ulige udvikling både indenfor og imellem staterne. Kort sagt: dem der har er dem der skal få. Den overflod der skabes koncentreres hos få nationer, og hos de få indenfor den enkelte nation. Kapitalismen skal derfor afskaffes og erstattes af en produktionsmåde hvor det overskud der skabes af arbejdet er kontrolleret af de arbejdende. Hvordan skal det ske?
Det er ikke sandsynligt, at kapitalismen bryder sammen af sig selv. En kraft (eller kræfter) er nødvendig for at kæmpe mod kapitalismen.
Hvilke kræfter eller klasser kan skabe forandringen?
I kapitalismen har vi klassen af selvstændige som hverken er kapitalister eller lønarbejdere. Historien fortæller os, at de fleste i familiefirmaerne og de liberale erhverv stræber efter selv at blive kapitalister, og at det er sjældent, at denne gruppe står i opposition til kapitalismen. Nogle gange allierer de sig med de progressive massebevægelser, men det er ikke sikkert. Systemet kan til syvende og sidst fungere uden dem.
Bønderne udgør n anden betydelig klasse i det kapitalistiske samfund. Bønderne er kapitalismens første ofre; hvor kapitalismen baner sig vej trues bønder af den vare-elskende kapital. Jorden skal ikke bruges til at producere de nødvendige fødevare. Landbruget skal omdannes til private selskaber for at producere profitgivende varer.
Halvdelen af jordens befolkning er stadig beskæftiget ved landbruget. Og vi bør ikke overse det radikale potentiale der er her. Men det er tvivlsomt om bønderne kan udgøre kraften til samfundets ændring. Bønderne er oftest isolerede og har næppe mulighed for internationalt at udfordre kapitalismen. De bliver i stigende grad landløse og udgør en stor del af arbejdskraftreserven i byerne. For det andet er bønderne i de rige lande en forsvindende minoritet og med tilsvarende ringe styrke. Og bønderne er ikke en nødvendig del af systemet - det kan overleve uden dem. Dermed ikke sagt at det er progressivt at hilse deres forsvinden velkommen. Vi bør gøre alt for at standse eller forhale denne proces. Samfundet konfronteres dagligt med de umenneskelige konsekvenser af fabrikslandbrug, som forurener miljøet og forgifter madvarerne. Der skal findes veje til at producere fødevarer på en anden måde, og bønderne er den vigtigste faktor heri.
Kun arbejderklassen har de vigtigste egenskaber der skal til for at vælte kapitalismen. For det første er det den dominerende klasse overalt, hvor kapitalismen bryder frem. Hvor andre klasser står overfor mulig udslettelse, udvides antallet af lønarbejdere - uanset hvor meget der tales om den jobløse fremtid. For det andet er arbejderne en absolut nødvendighed for kapitalismen, som skabere af den merværdi som føder kapitalismen. For det tredje er arbejderne i centrum af systemet. På arbejdspladsen hvor merværdien skabes og tages fra dem, er også der hvor der må tænkes over, hvordan systemet fungerer. Ikke dermed sagt at de fleste automatisk vil forstå det. Men nogle vil og kan, og vil fortælle det videre. For det fjerde vil lønarbejderne snarere se frem end tilbage. De er ejendomsløse, og har kun deres arbejdskraft at sælge. Faglærte arbejdere længes undertiden tilbage til den tid, hvor deres faglærte evner gav status og respekt. Men kapitalismen slås indædt mod de faglærte, og bidrager derfor til styrke den del af arbejderklassen, der kan se fremad.
Før jeg gennemgår resultater og fejlslag i arbejderklassens kamp, lige et par ord om Hardt og Negris meget omtalte bog: Imperiet. I denne bog taler de imod den kollektivt organiserede arbejderklasse (national og internationalt) som en kraft for revolutionære forandringer. De taler til fordel for at arbejdende folk træder udenfor systemet, for i stedet at satse på egenproduktion. Det er muligt for en gør-det-selv bevægelse at skabe produktion uafhængig af markedsmekanismen, men ideen som strategi er dømt til at mislykkes. Kapitalismen har skabt nogle store produktionsenheder, som vi ikke ønsker at forlade. Kan vi lave gør-det-selv på stålproduktion og energi? Dele af produktionen vil altid skulle koordineres over større områder. Hvordan skal dette gøres? Kan man virkelig forstille sig at millioner af arbejdere forlader arbejdspladserne for at gør-det-selv? Under hvilken form for kooordinering, og hvad er strategien overfor en stat som vil sætte alt ind overfor dem? Det er ikke så mærkeligt at Hardt og Negri mener, at staten er irrelevant.

Arbejderklassens nederlag
Det er nemt at blive mismodig, når man fokuserer på arbejderklassens nederlag. Klassens bevidsthed som klasse er ikke mere end 200 år gammel. Underlagt som den er arbejdsgivernes kontrol, bruger arbejderne modsigelserne i systemet og organiserer sig. Fx skaber arbejdsgiverne fabrikken for bl.a. at øge kontrollen, men det øger samtidig klassebevidstheden. Når kapitalisterne taler om frie arbejdskontrakter, taler arbejderne om forsamlingsfrihed.
Fagforeningerne bruges ikke kun som defensive instrumenter, men bruges også offensivt. Fra arbejdsgulvet spreder organiseringen sig til hele samfundet med skabelse af politiske partier mv. Alle dele af kapitalismen er blevet påvirket af arbejderklassen og dens allierede. Ikke kun ift. bedre løn- og arbejdsforhold. Men også med skabelsen af offentligt sundhedssystem, offentlige skoler, demokratiske rettigheder og til påvirkning af af dele af kunsten. Og ikke bare det; nogle gange har arbejderklassen styrtet kapitalismen og forsøgt skabelsen af et ikke-kapitalistisk samfund. Fx. Sovjet, Kina og Cuba.
Men på trods af de mange resultater har arbejderklassen ikke slået mange fliger af kapitalismens hegemoni. Arbejderklassens håb, Sovjet, som selv til sidst udgjorde en slags modvægt, blev for et årti siden revet i stykker, og siden da er flere republikker degraderet til 3.verdenslande. Kina bevæger sig i stor fart mod kapitalisme og oplever nu et verdenshistorisk stort tilbageslag med øget ulighed, en enorm arbejdskraftreserve og sultelønninger. Kun det lille Cuba fastholder en socialistisk vision, ufortalt den to-delte turistbaserede økonomi.
Siden 1970-erne har arbejderklassen i de rige lande oplevet et kraftigt angreb fra kapita-lis-men. Uden at reagere afgørende. Det er derfor ikke mær-keligt at mange mener at arbejderklassen hverken kan eller vil lede kampen for en bedre verden.
Hvad gik galt? Hvis vi ser på historien bredt kan vi se hvilken kræfter der er i spil og hvor de forkerte beslutninger er taget. Som Marx påpeger er det svært for arbejderne at forstå baggrunden for deres vilkår, at forstå at de skaber kapitalen snarere end det omvendte. Når arbejderklassen organiserer sig, kæmper de snarere for bedre løn- og arbejdsvilkår end at gøre op med selve lønarbejdet. Systemet synes for dem uundgåeligt og uforanderligt og derfor gælder om at få det bedste ud af det. Dette forstærkes selvfølgelig af den store propagandamaskine med medierne og uddannelsessystemet. For det andet skaber systemet i sig selv splittelse mellem arbejderne, og arbejdsgiverne er hurtige til at udnytte disse. Fx. splittelsen mellem ufaglærte og faglærte arbejdere og splittelserne ift. køn, etnicitet og religion.
Kapitalismen skaber også en reservearme af arbejdere, og denne er en trussel mod dem der er i arbejde. De arbejdsløse har svært ved at organisere sig, og når de gør det, har de svært ved at få støtte fra de ansatte og deres fagforeninger. Fx var Argentinas fagforeninger ikke i front med støtte til de arbejdsløses bevægelse.
Når arbejdere lykkes med at vinde fordele udvikler der sig hurtigt en tilstand i kampen. Det gælder både ift. arbejdsgiverne og staten. Succesfulde aftaler fører ofte til, at arbejderne identificerer sig mere med deres arbejdsgiver end med arbejderne på andre arbejdspladser, selv når disse er i samme fagforening.
I Europa gav fagforeningernes styrke sammen med truslen fra Sovjet et øget samarbejde mellem arbejdsgivere, arbejdere og stat. Og førte til dannelse af velfærdsstaten. I den nuværende situation hvor arbejdsgiverne har forladt denne model, har fagforeningerne ikke noget alternativ eller modsvar. Det kan være en nyttig taktik for arbejderne at søge samarbejde med statsmagten og endog arbejdsgiverne, men det kan aldrig være en holdbar strategi.
Mens nogle arbejdergrupper fik gode lønnninger mv., får arbejdsgiverne samtidig ret til uindskrænket magt i arbejdsprocessen. En stadig brug af arbejdsdeling, mekanisering og forskellige incitamentmetoder har ikke kun givet arbejdsgiverne mulighed for at reducere fagforeningernes rolle, men endog til skabelsen af det som Ben Hamper i bogen Rivethead kalder en moderne Gulag. Når fagforeningerne har opgivet at udfordre selve grundlaget for arbejdet, er det ikke mærkeligt at så mange arbejdere køber og deltager i forskellige udviklingskurser, der kan styrke dem personligt.
For det tredje mener jeg, at foreningen af nationalisme og imperialisme har udhulet arbejderbevægelsen i de rige lande. Den grove udbytning af arbejdere og bønder i Afrika, Asien og Latinamerika har gået hånd i hånd med at fremme en racistisk opfattelse af, at folkene i disse lande enten fortjente det de fik eller var heldige med overhoved at blive knyttet til de rige nationer. Derudover kunne den merværdi, som udbytningen herfra gav, bruges af de multinationale, når de blev presset af fagbevægelsen, til at give efter for lønkrav. Dette sammen med klassesamarbejdet, deltagelse i regeringsudvalg mv., overbeviste arbejdere og deres ledere om at imperialismen var godt for dem. Alle disse faktorer taget i betragtning er det forbavsende så store resultater arbejderne har opnået.
Trods den defensive situation arbejderklassen befinder sig i, er der mange opmuntrende tegn som fx. anti-globaliseringsbevægelsen og anti-krigsbevægelsen.
Men uanset hvorledes vi ser på dette, viser kapitalismen ingen tegn på sammenbrud, selv ikke i sin grovere neoliberale udgave. Så hvad skal der til for at forny arbejderbevægelsen, således den i det mindste er klar til at lede et nyt oprør. Det vigtigste er at opbygge venstrefløjen i alt det vi gør. I fagforeningerne skal kapitalismens natur fremhæves. I miljøarbejdet må vi påpege, at kapitalisme er den vigtigste årsag til vor fremmedgørelse ift. naturen. Vi skal gøre alt det vi kan for at ændre antiglobaliseringsbevægelsen til en egentlig antikapitalistisk bevægelse. Vi skal påpege forbindelsen mellem kapitalisme og kvindeundertrykkelse og racisme. Og alle former for undertrykkelse.
Lad mig slutte med at konkludere, at det ikke er tiden til at afskrive arbejderklassen. Kapitalismen erobrer verden og er i færd med at omdanne hele kloden til et objekt for udbytning. Hvad mere er, at det sker nogenlunde som Marx forudsagde. Hans forudsigelser er lige så relevante idag som de var førhen. Og hans påpgening af, at arbejderklassen er dens hovedmodstander er lige så korrekt idag som da han skrev Kapitalen. Arbejderne er en nødvendig del af systemet, og den eneste kraft der kan kaste kapitalismen på historiens mødding. De kræfter som afskriver arbejderklassen som værende reaktionær eller for nationalistisk,for racistisk, for sexistisk eller for lidt interesseret i miljøet, kan ikke opvise en anden kraft, der kan erstatte den. Hvis vi ser på historien er det rigtigt, at arbejderklassen har indeholdt alle disse ting som bremser dens revolutionære potentiale. Men vi ser også, at arbejderne har opnået store resultater, og vist verden hvad kollektiv solidaritet, og den kamp der opstår heraf, kan gøre. Vi må huske, at klassekampen er en lang og svær vej. Men det er en vej, der er værd at gå, og den eneste der kan gås, hvis vi vil et samfund der kan realisere den radikale drøm: Enhver yder efter evne, enhver får efter behov.

Michael Yates er medredaktør på Monthly Review. /konomiprofessor ved Pittsburgh Universitet. Har skrevet Longer Hours, Fewer Jobs: Employment and Unemployment in USA (1994), Why Unions Matter (1998), og Naming the System: Inequality and Work in the Global System (2004) alle udkommet på Monthly Review Press.

Oversat og forkortet af Michael Schølardt
fra Monthly Review
(Commentary online, marts 2004)
www.monthlyreview.org/0304yates.htm