Leder:Krigsgalskab

Michael Schølardt/Solidaritet

Det er slået fast med adskillige pakker syvtommersøm, at den danske regerings krigsdeltagelse mod Irak er foregået på et forfalsket grundlag. Krigsmodstandere har påpeget, at i og med der ikke er fundet masseødelæggelsesvåben eller forbindelse til terrornetværk er enhver form for legitimitet for krigsdeltagelsen væk. Det er kun delvis rigtigt. Fokuseringen på (de manglende) masseødelæggelsesvåben er samtidig at bortlede opmærksomheden på det grundlæggende, at selv hvis der blev fundet masseødelæggelsesvåben er krigen ikke retfærdiggjort. Ganske enkelt fordi krigen er i strid med folkeretten.
Alle krigsførende lande har altid hævdet deres kriges retfærdighed. Og derfor fik vi en folkeret som ganske enkelt siger, at ingen krige kan retfærdiggøres, undtagen i ganske særlige tilfælde og dette kan kun afgøres af FN. Så enkelt er det. Og derfor er den irakiske modstand mod bl.a. den danske besættelsesmagt folkeretligt helt retfærdig.
Det store kor af eksperter i Danmark, USA mfl. forklarer at , "vores" højere idealer og den komplicerede internationale situation gør krigen nødvendig. Her fastholde vi enkelheden; uanset Saddams styre og uanset mængden af våben i landet er krigen mod Irak i strid med FN-pagten.
Det komplicerede starter et helt andet sted. Vi har set mange konflikter som, modsat denne krig, hvor det ikke har været så enkelt. Da Vietnam fx.overskred Kampucheas grænser var det uklart hvor omfattende krænkelserne på Vietnams grænser, og som udløste invasionen, var. Og om Vietnam derfor var på sikker folkeretsligt grundlag. For de borgerlige i Danmark, USA og dets allierede var der aldrig tvivl. Invasionen og den efterfølgende omstyrtelse af moderne tids mest morderiske regime, Pol Pots, var folkeretsstridigt; Vietnam blev isoleret og USA og venner fastholdt Pol Pot-regeringen som Kampucheas retsmæssige regering. Også efter Vietnam trak sine tropper ud. For os andre bestod det komplicerede i afvejningen af de to faktorer (Pol-Pot regimets forbrydelser og dets grænsekrænkelser). Og om vi ikke vurderede, at når Pol Pot nu var beskyttet af Kina og USA, og FN derfor hverken kunne eller ville tage stilling til Vietnams klager, så var det helt iorden at Vietnam selv reagerede.

Danmark har ved sin krigsdeltagelse underminereret Folkeretten og FN
Det virker ynkeligt når Fogh-regeringen nu forsøger at læne sig op ad FN som hovedbegrundelsen for krigen. Irak ville ikke efterleve FN-Resolution 1441, som taler om alvorlige konsekvenser hvis ikke våbeninspektørerne kunne arbejde, derfor var et angreb nødvendigt, siger Fogh-regeringen. Men som Hans Blix og andre har beskrevet og dokumenteret, så var våbeninspektørerne i fuld sving da USA med alle midler forsøgte at få Sikkerhedsrådet til at sanktionere en krig. En krig som har en klar og helt anden dagsorden, som mange artikler her i bladet har beskrevet. De fleste af klodens nationer, inklusiv flertallet af dem dem der stemte for 1441, ville ikke krigen. Sikkerhedsrådets store flertal sagde nej. Og hvem andre end Sikkerhedsrådet kan og skal fortolke Sikkerhedsrådets resolutioner? Så er vi tilbage til det enkle. At Fogh-regeringen mener at kunne gå i krig på det grundlag er ikke kun udtryk for stor ubetænksomhed, blot stor følgagtighed overfor USA. For ikke blot sagde FN nej. Også EU og NATO sagde nej. Ubetænksomheden deler Fogh med resten af OverDanmark, og består i at forkaste en international retsorden, som Danmark har forfulgt i århundreder, fordi det er et afgørende værn mod vilkårlig magtanvendelse.

Regeringens humanistiske argument
Saddam var en massemorder og fortjente at blive fjernet. 1980-81 var en særlig mørk periode i kurdisk historie, i løbet af disse år blev irakiske kurdere slået ihjel, tortureret og udsat for massearrestationer og tvangsforflytning af ca. 1 mill. kurdere. Et høfligt menneske vil nok spørge regeringspartierne hvorfor de ikke dengang deltog i vore protester. Et mere nøgternt menneske ville nok påpege, at det var dengang Rumsfeld mødtes med Saddam som USAs ven og allierede i kampen mod styret i Iran. Og han iøvrigt havde vist rette sindelag ved først og fremmest at eliminere fagforeninger og venstrefløj. Læg hertil det senere giftgasangreb på Halabja i 1988 med tusinder af dræbte kurdere, som udenrigsminister Møller bruger som argument for krig. Og bemærk at Danmark forud, uden problemer, kunne eksportere parathion, malation, demetoat og etion, sprøjtemidler som er hovedelementer i giftgasproduktion. Dansk industri og myndighederne vidste at giftgasfabrikken var der, og at den producerede 60 tons giftgas om måneden. Fabrikken var nemlig bygget af Tyskland for Vestens ven i Bagdhad. Et så massivt hykleri og kynisk opfattelse af menneskeliv kan næppe rummes indenfor det høflige og nøgterne.

I Afghanistan er alt "normalt"
Afghanistan kan med en vis optik siges at være normal; dvs. intet fungerer rigtigt. USA sidder i de større byer og gør sig gode venner med de forskellige feudalherrer, som så kan regere som de vil. Og danske (sammen med amerikanske forstås) fly bomber regelmæssigt over hele landet. Vor danske forsvarskommando meddeler at det er lykkedes at dræbe ca. 1000 terrorister på den måde. Fra 3 kilometers højde er det lykkedes vort flyvevåben at identificere terrorister! Gad vide om de tror at afghanerne er kloge nok til at forstå at invasionen, vores tilstedeværelse og bomberne er udtryk for en civilisatorisk indsats. Eller er afghanerne ligeså tungnemme som irakerne, og fatter derfor ikke at det er for deres egen skyld. Men også her kommer vi alligevel ind i det komplicerede. Tilstedeværelse af fremmede styrker er ikke kun af det onde. Uden den internationale FN-styrke i Kabul, ISAF, vil den sidste rest af retssamfund falde sammen og blive erstattet af den form for feudalisme der hersker i resten af landet. Kriminelle feudalherrer under USA's beskyttelse og overfor dem guerillastyrker fra Taliban. Ringere udsigter fås vel næppe. Det komplicerede og pragmatiske svar her er, at FN må fastholde sin styrke i Kabul og gerne forsøge at presse feudalherrer, USA og Taliban. Det enkle er, at skal FN lykkes med at agere troværdighed må de lande der deltog i invasionen af landet trække deres tropper og alt andet personel ud. Som i Irak er det slet ikke troværdigt at Danmark m.fl. på den ene side deltager i en invasion, og bagefter når det hele er lagt i grus regner med at kunne operere i fred med militært og civilt peronale. Danskere arbejder, ligesom amerikanere, helt givet med nogle fornuftige opgaver i Afghanistan og Irak. Altså i hovedsagen genopbygning af det der er ødelagt. Men naturligvis har den enkelte iraker svært ved at skelne det ene fra det andet, først ødelæggelsen derefter genopbygningen, og sammen med den udplyndringen af landets store naturresourcer. At lade FN overtage USA's beskidte arbejde må afvises. Udplyndringen, privatisering kaldes det også, af Iraks samfund må standses. Og det må være helt op til Irak selv at bestemme hvilken form for hjælp man ønsker og fra hvem. For hovedparten af vort politiske system, de intellektuelle og mediefolk er det utænkeligt at se Danmark som en slyngelstat og et villigt redskab for USA imperialismen. Derfor ser vi også de mange øvelser i sløring. Lige fra at det drejer sig om kamp mod terror, at "vi" er narret til at gå i krig på falsk grundlag, og til det pæne Danmark, som mener at vi nu skal afhjælpe dette kaos med eksperter og bistandsarbejdere. Danmark bør som agressor retfærdigvis betale krigsskadeerstatning, og dette kunne passende ske via FN. Nu og i tiden fremover venter der en kompliceret diskussion blandt hjælpeorganisationer fra krigsførende lande, hvorledes de stiller sig med nødhjælpsarbejde i lande besatte af deres egen regering. Mange af de opgaver som nødhjælpsorganisationerne forsøger at løse hører iht. Geneve-konventionen til hos besættelsesmagten. Det kan derfor ikke undre, at nødhjælpsorganisationer for mange i det besatte land, ses som en del af besættelsesmagten.
fors. s. 4
USA imperialismen udstrakt til det yderste
Den amerikanske hær har strakt sine resourcer til det yderste med sin udstrakte militære tilstedeværelse overalt på kloden. Det er derfor en kendsgerning, at den nuværende modstand i Irak er godt nyt for andre lande og folk der ellers ville stå i fare for at blive udsat for de civilisatoriske tiltag som Serbien, Afghanistan og Irak har været udsat for. Iran står på listen, men er p.t. en for stor mundfuld, selv det svage Syrien, som også står på listen, er p.t. i sikkerhed. Irak sønderrives dag for dag, men modstanden betyder også, at fremtiden i Irak har større chance for at blive formet af irakiske hænder, og en større del af olieindtægterne tilfalder Irak.
Modstanden mod besættelsestropperne kommer fra kræfter som vi ikke sympatiserer med. Det bør dog ikke give forvirring på venstrefløjen eller blandt krigsmodstandere. Men det er ikke ensbetydende med, at vi allierer os med fundementalisterne, men at vi også der allierer og støtter socialistiske, demokratiske og sekulære kræfter.Vi må sige at, irakere har ret til modstand. Og vi hilser modstanden velkommen. Som man kunne læse i Solidaritet for et år siden (da krigen blev afklæret overstået) så ville den egentlige kamp starte nu, og kampen ville måske vare 5 eller 10 år - kun er det givet at USA - og Danmark, vil lide nederlag.
Den danske krigspropaganda har kørt nogenlunde på linjen: irakerne er glade for invasionen og besættelsen. Livet er blevet meget bedre, TV kan vise bl.a. at salget af luksusbiler går strygende. Men det bliver sværere og sværere at kunne holde billedet. Det er derfor nok gavnligt lige at spole tiden tilbage til lige før invasionen; her var billedet entydigt: invasionsstyrkerne ville blive modtaget med åbne arme. Men jubelscenerne udeblev, omend det lykkedes ind i mellem at skrabe lidt folk sammen der kunne juble lidt. Men det har længe ikke kunne skjules at det store flertal i Irak afskyr besættelsesmagten. Som det er set før, fx i Algier- og Vietnamkrigene, kan der gå rigtigt mange år hvor bortforklaringerne, og forsikringer om at det vi ser er modstandens sidste krampetrækninger, kan holde kendsgerningerne nede. Således også i Irak hvor den islamiske fundementalisme forklares som en årsag, til at det ikke lige går så godt nu. Det nuværende oprør vil blive inddæmmet. Og så vil der kommer andre oprør. Og der vil komme andre forklaringer, og andre syndebukke. USA og venner vil fortælle, at nu må andre tage et medansvar og være med til at betale. Og vi vil få præsenteret mange irakere der fortæller hvor godt det hele er. Alle købt og betalt i dollars.
Det danske borgerskabs ønske om krigsdeltagelsen kunne tolkes som, at vi her i landet har et særligt agressivt og kortsynet borgerskab. Det er desværre ikke den fulde forklaring. Det forholder sig nemlig således, at når oppositionen er svag, så folder borgerskabets indre dyder sig ud i fuld flor. Og grunden til oppositionens svaghed ift. krig, fred, international ret, solidaritet og folkelig forståelse skyldes, ganske enkelt, at hoveddelen af oppositionen selv har banet vejen for krigersk vilkårlighed under USAs førerskab. Og det skete i tilsvarende situation under SR-regeringen, hvor denne imod FN og Folkeretten gik i krig med Serbien. Det forklarer den begrænsede kritik som Helveg-Petersen nu fremfører. Fogh har nemlig heri fuldstændig ret når han påpeger, at S og R ikke er anderledes. Oplagt sager for Krigsforbryderdomstolen.

SF og Enhedslisten
SF og Enhedslisten kunne her have haft kronede dage. Men heller ikke herfra var tydeligheden imponerende. Enhedslisten imponerede mest ved at dele af Folketingsgruppen og partiets ledelse ønskede at ekskludere Pernille Rosenkranz-Theil for at have sat en malingaktion mod Fogh i en rimeligt forhold til bomberegnen over Irak. Det ville fx istedet have klædt SF og Enhedslisten fra Folketingets talerstol, at opfordre de danske soldater til at desertere, en opfordring der måtte føre til rigsretssag og dermed en hurtig afsløring af det folkretsstridige grundlag. En opfordring som ville kræve mod for venstrefløjens parlamentarikere at følge, men også ville kræve ekstraordinært mod for soldaterne at følge, men som dog praktiseres af mange israelske soldater og officerer i det besatte Palæstina. Og det ville klæde de to partierne, at fortælle, at tilbagetrækning af danske besættelsestropper er et ultimativt krav for at støtte en evt. SR-regering.
Snart vil de første danskere vender hjem i ligpose, eller traumatiserede fordi de som besættelsessoldater ikke har været velkomne. Krigsmodstand redder danske og irakiske liv. Og kan på længere sigt betyde et opgør med Danmark som besættelsesmagt. Danmark ud af Irak, Afghanistan og Serbien.