Hans karriere som spidspolitiker for Venstre fik en brat afslutning. Allerede på et tidspunkt hvor kreativ bogføring ikke var tradition blandt venstreministre, gjorde Ove Guldberg sig bemærket som en slags foregangsmand på dette område, der har vist sig som Venstres varemærke. Hovedet på sømmet slog han med frikortsagen, hvor personlig griskhed satte en stopper for en lovende (?) politiker
Hans politiske karriere startede hos de konservative hvor han var blandt Christmas Møllers fans og opstillet i Ribe i 1947 - en sikker Venstre kreds, der ved det valg undtagelsesvis tilfaldt en socialdemokratisk murermester fra Vamdrup. Ellers gjorde Guldberg karriere som ingeniør og kom ind i politik igen i kraft af sin post som direktør for Foreningens af rådgivende ingeniører 1957-68, opstillet for Venstre i Odsherred fra 1963. Hans optræden som flommeeuropæer1 tiltalte venstremanden Axel Kristensen2 der førte ham ind i partiet. Jeg skrev den første danske redegørelse om Romtraktaten i 1957 og brugte den uden rettelser som indledning til Venstres pjece om EF i 1972, sagde Guldberg senere uden påfaldende beskedenhed3. Og det var den gamle partiformand Erik Eriksen der lagde pres på Guldberg for at få ham til at opstille for Venstre4, hvor han blev valgt til folketinget i perioden 1964-77.
Minister for broer
Han blev minister allerede før sin 50-års fødselsdag, nemlig
i Baunsgaard regeringen fra 1968-71, minister for offentlige arbejder.
I 1969 fremlagde han en plan for massive infrastruktur-investeringer. 16 forskellige
motorvejsstrækninger til en samlet værdi af godt 3 mia. 1969-kr.
Hertil kom en lang række planlagte investeringer i enkelte projekter:
Storebæltsbro5, Østersøbro, Øresundsbro, Øresundstunnel
og Storstrømsbro. Oven på skulle der lægges en mulig fast
forbindelse mellem Sjælland og Jylland via Samsø samt en udbygning
af S-banenettet og Københavns lufthavn6. Det var jo en del.
I forbindelse med indvielsen af den nye Lillebæltsbro forkyndte Guldberg
i juli 1970 at kongen ikke skulle klippe snoren over - onde tunger siger selvfølgelig
at det var fordi han selv ville. Men sluttelig blev det nu en af kong Frederiks
sidste handlinger!
Det uregerlige Danmark
Det var også under Guldbergs første ministertid at offentligt ansatte
begyndte at røre på sig. Det var bestemt usædvanligt at postarbejderne
strejkede i november 19707, men det var først omkring hans 2. periode
det tog fart. Disse forhold og også socialdemokraternes udspil til en
fondskapitalisme, ØD, satte for alvor Guldberg op. Hans store fremmanede
fjendebillede blev socialdemokratiet og fagbevægelsen - for alvor sat
på papiret i hans bog Det uregerlige Danmark. Hans forenklede historiesyn
er som følger:
Arbejderbevægelsen og dermed Socialdemokratiet må forstå at
deres ungdom og opvækst er forbi. De er ikke længere de svage og
fortrykte, de er selv blevet de mægtige. Det der var de svages nødværge
er blevet den stærkes tyranni8. Den lirum larum har jo i mange år
været de borgerliges mantra. Men han går en tak videre. Selv om
jeg ikke mener at placeringen af lønmodtagernes penge i fonde (Lønmodtagernes
Dyrtidsfond eller Økonomisk Demokrati) bringer os nærmere socialismen
eller magten, er der dog et par skridt til at betegne det som fascisme - bl.a.
visse politiske implikationer. Men ikke for Guldberg:
Da fascismen også var socialistisk, var det naturligt for den at statens
direkte eller indirekte kom til at overtage ejendomsretten til en betydelig
del af den italienske industri. Parallellen til ØD med en central fond
er indlysende. Når dertil lægges at organisationerne udpeger medarbejdere
til firmaets ledelse, mangler der ikke meget i parallellen.
DER ER EN FORKLARING PÅ ALT? Hans arrogance er en hemmelighed hos en mand der mistede sin mor som ganske lille, og som ved sin fars død nogle år senere var gammel nok til at vide at han havde taget sit eget liv. Som 13-årige var han familiens mandlige overhoved for en stedmor og 5 søstre. [Malin Lindgren: Jeg er en fremmed fugl, i: Berlingske Tidende 17.10.1976]
De mange ord
Noget andet karakteristisk i denne venstre-retorik er de mange ord, der er såpas
upræcise at man ikke kan indvende så meget, men på den anden
side heller ikke bliver så meget klogere. Mange mener at sådan er
politikere, men for Venstre er det nu særligt karakteristisk. Den nuværende
statsminister er et lysende eksempel - herom senere. Men for Guldberg er det
karakteristisk at der er mange ord om ingenting. En lidt ondsindet historie
var det da BT en gang omskrev én af hans taler og kogte de 1550 enheder
ned til 120 - under overskriften Det ligner en Ebbe-Rode-parodi på en
politikertale9. Da han stod for fald skrev en avis: Det forlyder at et flertal
i Venstre folketingsgruppe offentligt vil slagte Guldberg hvis han ikke selv
trækker sig og et daværende medlem af Venstres folketingsgruppe
blev citeret således: Når Guldberg så - som det oftere sker
- taler, så er det fuldstændigt uforståeligt for almindelige
mennesker. Så tænker man 'Manden er jo genial, så det må
være mig der ikke kan følge med'. 10
Udenrigsministerposten - storhed og fald
Poul Hartling11, der havde været udenrigsminister i Baunsgaard-regeringen,
ledede den smalle venstreregering fra december 1973 til februar 1975. Og her
blev Ove Guldberg nr. 2, nemlig som udenrigsminister.
Guldberg var medlem af Europaparlamentet i 3 år i 1970erne12 - det var
her der var tilbud om gratis flyrejser. Da han var udenrigsminister fik forelskelse
i EF ham til nemt at se hen over den officielle danske politik, der jo blev
fastsat i markedsudvalget. Dem lagde han sig ud med i spørgsmålet
om EF-kommissionens observatørstatus i FN13, spørgsmålet
blev jo med rette opfattet som et skridt på vejen til en overnational
stat. Blandt de områder hvor han med ringe held prøvede at føre
sin egen udenrigspolitik, nævner den daværende SF folketingsmand,
Jens Maigård, at han prøvede at hindre bevillingen til den sydafrikanske
frihedsbevægelse ANC (apartheidbevillingen), ligesom han ikke ville kontrollere
om danske firmaer overholdt de FN-vedtagne sanktionsbestemmelser mod Sydafrika14.
Israel
Det var under Guldberg, at chefen for FN-missionen, ambassadør Hans Tabor
blev fjernet fordi han havde givet udtryk for at Danmark burde stemme for PLOs
taleret i FN. Og samtidig, i november '73, manede Guldberg på et EF-ministermøde
til at EF gjorde front mod tendenser til at bruge FN til ensidige politiske
formål, bl.a. forsøgene på at udelukke Sydafrika og Israel15.
Udlandet kalder
Men udenrigsministertiden var kort - og 10 år efter kom frikortsagen og
Guldbergs exit fra den danske politiske scene. Om det nu var bitterhed over
frikortsagen, længsel mod sydlige himmelstrøg - eller bare skattetænkning,
fortæller historien ikke noget om. Troligt er det imidlertid at vor Guldberg
flyttede til Spanien. Men tro ikke at han glemte sit fædreland, ej heller
at det havde forsynet ham med en grad i jura16. I de senere år har der
udfoldet sig en del retssager på højeste niveau mellem Guldberg
og hans gamle (uregerlige?) stat:
I 1997 afviste Østre Landsret alle hans krav mod den danske regering.
Ove Guldberg havde indstævnet staten, fordi han ikke måtte stemme
ved danske valg når han boede i Spanien. Retten sagde at kun danske borgere,
der er udstationeret "i statens tjeneste", for en dansk hjælpeorganisation
eller opholder sig i udlandet for at tage en uddannelse eller af helbredsgrunde,
kunne stemme. Landsretten henholdte sig til, at der i valgloven står,
at man kun er stemmeberettiget når man har fast bopæl her i landet.
Næste år, 1998, var en skattesag for samme ret, nemlig om han skulle
betale dansk skat af sin danske folkepension for perioden 17. april 1993 til
29. november 1993. På det tidspunkt boede han og hans kone i England.
Hvordan det gik med den sag, der sikkert har været af store økonomisk
rækkevidde for vor ven, får stå hen. Senere tabte han en sag
om beskatningen af sin tjenestemandspension fordi der er en generel bestemmelse
om, at tjenestemandspensioner beskattes i kildelandet - det vil sige det land,
hvorfra de udbetales. Og altså ikke i hans foretrukne domicil, Marbella17.
Et andet spørgsmål der voldte problemer var beskatningen af Ove
Guldbergs folketingspension. Men det spørgsmål indgik de to parter
forlig om. Årligt løb Ove Guldbergs minister-, folketings- og folkepension
op i ca. 220.000 kr. i 199818. Som med sagen om Guldbergs frikort er der diskretion
om beløbets størrelse - vi er vel pæne mennesker.
I år 2000 tog han sagen op med de danskere med almindelige pensionsindtægter
der var afskåret fra at tage ophold i Portugal, fordi Danmark i 1994 opsagde
dobbeltbeskatningsaftalen med Portugal. Herefter tilbageholdt den danske stat
skatten af udlandspensionisternes pensioner. Nogle pensionister blev ruineret
og måtte rejse hjem til Danmark og melde sig på socialkontoret,
andre valgte at flytte til Frankrig som Guldberg skrev i sin klage til David
O'Sullivan, generalsekretær for EU-Kommissionen19. Siden blev der vist
lavet en ny aftale med Portugal.
At Ove Guldberg således i sit 85. år ikke opgiver sine gamle ideer
i forhold til EU's velsignelser og friheden til at pæne mennesker ikke
skal betale skat, kan man jo undres over, eller forarges, eller finde naturligt.
Det er jo nok det sidste.
Den sociale pensionsfond
Der er dog pensionsforhold som er undgået Guldbergs ellers så retfærdighedssøgende
blik, nemlig sagen om den sociale pensionsfond. Fonden blev oprettet i 1970
som en skat til udbetaling som tillægspension seks år senere. Det
skete ikke og i 1982 standsedes indbetalingerne og fondens formål blev
ændret, og via realrenteafgiften blev der flyttet 42 mia over i statskassen
fra fonden. Det er en sag som specielt Leif Larsen20 har gjort meget for at
bringe for dagens lys. Som han siger: Havde Folketinget holdt ord, ville der
i dag være en tillægspension på omkring 10.000 kr. pr. år
til hver eneste af den million mennesker, der er henholdsvis folkepensionister
og førtidspensionister. Samtidig ville formuen på over 150 milliarder
kr. i værdipapirer være urørt til kommende generationers
tillægspension. Det er jo en uretfærdighed mod pensionister som
de fleste synes er til at tage og føle på. Når Guldbergs
refærdighedssans ikke er blevet vækket, kunne man jo fristes til
at lægge skylden på den kendsgerning at han var minister i den regering
der lavede lovenÉ
Frikortsagen
Men til frikortsagen der standsede Guldbergs politiske karriere. Den gik i sin
korthed ud på at manden havde frirejse hos SAS fordi han var bestyrelsesmedlem.
Samtidig fik han sine rejser betalt i EU. Sagen startede den 6. september 1976
hvor aviserne meddelte at han ville betale 80.000 kr. tilbage. Selv sagde han
at han har fulgt reglerne og ifølge Politiken insisterer han på
at tilbagebetale et eller andet beløb21. Herefter fremførte han
meget, hvor det korte og lange er at de penge han får fra EU skulle bruges
til politisk arbejde, at han bare har gjort som de andre. Sin egen politisk
etik fremstår klart i et interview - han kunne ellers være ret tilbageholdende
med det når det passede sig - hvor han sagde:
Nogen bruger megen tid på at spare penge, andre bruger mange penge på
at spare tid. Det er i orden at have et vist overskud for det har alle de andre22.
Det stemmer ganske godt overens med at han pointerer at han har fulgt ikke alene
reglerne, men også praksis. Vi andre forstår: Når andre politikere
rager til sig, hvorfor skulle Guldberg så ikke også? At der faktisk
er mange der ser på det på den måde, fremgår af den
mildhed hvormed sagen behandles. Både i SAS og i regeringen.
Hans fremfærd i sagen er en studie i kunsten at omgås løgnen
på en ret udsøgt måde. Da han var til møde i den gode
sjællandske stad Fuglebjerg sagde han at han havde anmodet en højt
kvalificeret jurist om at foretage en bedømmelse af sagen. Den bedømmelse
foreligger nu. Den går ud på at jeg har opført mig korrekt
og den er afleveret til SAS23. Vi fik ikke at vide hvem juristen var, om han
måske var lønnet af Guldberg?
Klassekampen er forældet og uforenelig med det moderne samfund, hvor alting
hænger så meget sammen og hvor mængden af de goder, der skal
fordeles, kun afhænger af om vi bærer os fornuftigt ad. Ove Guldberg:
Det uregerlige Danmark. side 149
Sagen vendte ret hurtigt da der var gået en måned, hvor det ikke
kom til at handle om hvorvidt han uberettiget havde hævet penge hos EU,
men om at hans frikort i henhold til SAS-bestyrelsen og de udleverede papirer
kun måtte bruges til private rejser. Og det var en rejse til EU-parlamentet
vel ikke? Hertil kommer at der så var nogen der begyndte at tale om at
rejse mellem hjem og arbejdsplads også er noget skattefar kunne finde
på at kigge på.
Den opmærksomme avislæser måtte her i starten af oktober '76
tænke over hvorfor sagen kom frem? Det fremgår at de ti medlemmer
af SAS' bestyrelse der er repræsentanter for DDL (et slags holdingselskab)
ved udleveringen af det blå kort havde fået en seddel hvor det var
præciseret, at det var til brug for private rejser. Nu kunne man jo tilgive
at en travl tidl. udenrigsminister at han ikke beskæftigede sig med den
slags petitesser. Men det viste sig nu24 at Guldberg også havde brugt
sit frikort til at rejse med det belgiske SABENA, der havde accepteret det i
første omgang. Da kortet imidlertid ikke gjaldt, søgte den fattige
tidl. udenrigsminister om at få det opklassificeret. Det havde SAS afvist
(den type kort gjaldt kun for ganske få administrative personer) og havde
allerede den 4.juni fået pointeret/gentaget at hans frikort udelukkende
var til private rejser - ordet privat var understreget. Var der nogen i SAS
der fandt venstremanden lidt for krathåndet og havde lækket sagen?
I hvert fald var det klart at Guldberg havde været fuldt vidende om det
lille ord privat.
Lagde løkken om egen hals
Forinden begik Guldberg en afgørende dumhed. Selvom han havde været
hos trafikministeren og drøftet sagen og ministeren tøvede med
at gøre noget, gik han med brask og bram ud i pressen og krævede
en voldgift med SAS om sagen - og hans sagfører, Hrs. Bent Nebelong (den
højt kvalificerede jurist?) sagde at sagen evt. ville gå rettens
vej. Og det skulle være en lukket voldgift - offentligheden skulle jo
nødigt komme til at vide for meget! Det blev for meget for den ellers
sagtmodige socialdemokratiske minister, Niels Matthiasen: Trafikministeren slog
straks til og 'fritog' ham med øjeblikkelig virkning hvervet som medlem
af DDL, som Politiken skrev under den sigende overskrift: Guldberg lagde løkken
om sin egen hals.
Opbakning i Venstre
Sagen var naturligvis ikke til udelt glæde i Venstre og Guldberg var flere
gange i samtale i folketingsgruppen. Her sagde formanden, at det var en sag
mellem frikortmanden og hans valgkreds. Og gårdejer Asger H. Larsen, der
var formand for Venstrekredsen i Nykøbing S., sagde at så længe
Hartling ikke foretog sig noget, ville de heller ikke gøre det på
grundlag af nogle avisartikler Guldberg kan sikkert vinde en sag mod SAS25 Det
blev samtidigt offentliggjort at formanden og bonden fra Hørve havde
et landbrug med svin, 50 tdr. land og en mand med fremragende organisationstalent.
Og det tror man jo gerne.
På Bornholm er folk meget imponeret over Ove Guldbergs effektivitet i
anvendelsen af de serviceydelser der stiles til rådighed: Dagbladet Bornholmeren
beskrev for nylig hvordan han gratis og som eneste får vasket og poleret
sin Alfa Romeo coupé når han på vej fra sommerhuset på
Dueodde til EF-møder parkerer vognen i et garageanlæg på
Rønne lufthavns pigtrådsspærrede område26.
Med fløjlshandsker
Det med voldgift hoppede SAS ikke på. Og Guldberg meddelte han har opgivet
en renselse - mærk det katolske udtryk - gennem en retssag. Kort forinden
havde han angrebet SAS for at trække sagen i langdrag27 - uden at han
fortæller hvor længe sagen/misbruget faktisk havde kørt.
Var det siden sagen kom frem i pressen, eller siden han fik frikort? Og samtidig
havde han igen gennem sin juridiske ekspert truet med at indklage sagen for
domstolene. Og den 16. oktober anmodede hans sagfører SAS om en fortegnelse
over Guldbergs rejser til Bruxelles og Stassbourg - og der er på intet
tidspunkt tale om en sammenligning med det Guldberg havde fået refunderet
fra EU. De rejser blev i aviserne på dette tidspunkt løseligt anslået
til 40 rejser eller 104.000 skattefri kroner. Samtidig kan man forstå
at sagføreren havde været i forbindelse med SAS, han sagde: Jeg
har fået tilsagn om at man vil tage de store sko på, alt skal jo
have en rimelig slutning. [!]
Rimelighed er jo en god ting. Navnlig når man hedder Guldberg ikke skal
betale så meget. Men det kom frem at SAS havde betragtet en tredjedel
af rejserne som private, så Guldberg kom ned på at skulle tilbagebetale
120.000 kroner. Det samlede beløb har så været 180.000 kr.
At det var flinke mennesker i SAS kan man forstå af at direktøren28
på et andet tidspunkt sagde at disse private frirejser næsten ikke
blev brugt, fordi de pågældende rejste så meget i forbindelse
med deres arbejde, at de ikke havde lyst til at flyve når de havde fri.
Men denne filosofi galt altså ikke Guldberg.
En lille ekstra krølle på mandens foretagsomhed når det galt
at pleje egne pekuniære interesser, var at det til sidst kom frem, at
hvor man hidtil havde talt om en periode siden juni 1975 endte det med hele
perioden i EF-parlamentet, fra januar 73 var omfattet, altså i 3 år29.
Om der også var foregået noget i perioden som udenrigsminister (fra
december 1973 til februar 1975) er der vist ingen der har interesseret sig for.
Alting skal jo have en rimelig afslutning, som hans sagfører sagde. Og
det var det i hvert fald den 29.11.76 hvor statsadvokaten meddelte, at der ikke
der var sket noget ulovligt - i oktober var Guldberg blevet anmeldt til bedrageriafdelingen
i forbindelse med frikortssagen.
Altså intet strafbart, manden betalte tilbage. Så er den pot jo
ude. Men sagen er den som Aktuelt skrev at havde han ikke valgt den udvej ville
en skattesag uomgængeligt have afbrudt hans politiske karriere30.
Plattedamerne
Hvor stor fordel Guldberg har haft er aldrig blevet kendt. Men altså et
sted mellem 120.000 og 180.000 som et minimum. Hvor meget er det så i
dag? En sammenligning kan man få ved at se på den faglige konflikt
der kørte samtidig. Mens Guldberg søgte en højere retfærdighed,
lavede vi andre solidaritetsarbejde for Plattedamerne på Den kongelige
Porcelænsfabrik. De afsluttede en succesfuld kamp efter 12 uger den 16.
september 1976, hvor de fik hævet mindstelønnen til 30.50 kr..
Det gav en ugeløn på mindste trin på 1.220 kr. En plattedame
skulle altså arbejde 98 uger - over 2 år - for at tjene det, Guldberg
måtte betalte tilbage.
Noter