Irak:

Saddams arbejdslove lever i bedste velgående

Af David Bacon

De fleste irakiske arbejdere håbede på at Saddams fald ville medføre en ny frihed der kunne sikre dem generobringen af tabte rettigheder. Blandt de vigtigste retten til uafhængige fagforeninger

Saddam Husseins styre havde omklassificeret de fleste irakiske arbejdere i 1987: De der arbejdede i de kæmpestore statslige selskaber - kernen i landets økonomi - blev nu statslige tjenestemænd, og følgelig afskåret fra at lave fagforeninger og forhandle.
Dette dekret blev imidlertid ikke afskaffet med besættelsen. Det gælder stadig mens privatiseringen hænger som et damokles sværd over arbejderne og de virksomheder der skal skaffer dem deres udkomme. Mens forbudet mod fagforeninger stadig er gældende har besættelsesmagten bibeholdt de lave lønninger og den høje arbejdsløshed.

For de irakiske arbejder kunne signalet ikke være tydeligere: Saddam Husseins fald bragte ingen frihed.

I Irak er der en lang tradition for faglige og politiske kampe der har sin oprindelse i kampen mod den engelske besættelse, der varede i 6 år efter afslutningen af 1. Verdenskrig i 1918. Fagforeningerne organiserede strejker, med start i olieindustrien, senere på jernbaner og i havne. Englænderne modsatte sig med militærmagt og mange arbejdere blev slået ihjel. Det af englænderne indsatte kongedømme holdt sig til 1958 og faglig organisering var stadig forbudt. Efter revolutionen i 1958 kom både fagforeninger og radikale partier op til jordoverfladen for første gang. Men i 1963 støttede CIA et kup mod Kassem-regeringen og Baath-partiet overtog magten. I 1977 udrensede Saddam Hussein fagforeningerne og forbød atter venstreorienterede partier. Mange fagforeningsaktivister blev henrettet og andre flygtede og drog i eksil.

Uafhængige fagforeninger dukker op
Efter Saddam-regimets fald i april dukkede aktivister og uafhængige fagforeninger frem. I Basra organiserede de en 2-dages strejke efter at de engelske troppers ankomst. De krævede retten til at organisere sig og protesterede mod ansættelsen af et Baathmedlem som ny borgmester. I juni samledes 400 fagforenings aktivister i Bagdad og stiftede de Arbejdernes Demokratiske LO1. Gruppen fremlagde en plan til reorganisering af fagforeningerne i de 12 vigtigste industriområder.
Efter mødet mødte aktivister op på arbejdspladser, herunder på olieraffinaderiet Al Daura der ligger lige udenfor Bagdad. Der opfordrede de til dannelse af faglige komiteer på hver af de ni afdelinger og til valg af ledere for hele området. Mens virksomhedens direktør tilsyneladende var indstillet på en dialog med fagforeningen var han ikke stand til at underskrive nogen overenskomst. Raffinaderiet er - som alle statslige foretagender - stadig underlagt den lov der blev udsted af Saddam i 1987.
Siden militæret kom i april har fagforeninger og arbejdere krævet at besættelsesmagten skulle ophæve den lov, således som det er sket med mange andre der stammede fra Saddams regime. Men i denne sag har besættelsesmagten været stum. I stedet for et dekret om ophævelse af den gamle lov, er den stadig gældende. Det er derfor stadig forbudt de fleste irakiske arbejdere at have kollektive overenskomster. Det rammer selvfølgelig særligt de arbejdere der er ansat i firmaer der skal privatiseres. Hvis disse arbejdere ikke har nogen legal fagforening, ingen forhandlingsret og ingen overenskomst vil det være ekstra svært at modsætte sig privatiseringen af et firma og de efterfølgende masseafskedigelser.

Markedskræfterne
Den nye irakiske stat er et mønstereksempel på de frie markedskræfters spil. Bush-administrationen har to scenarier for omdannelse af det irakiske erhvervsliv og tager sine forholdsregler for at sikre at arbejderne ikke stiller sig i vejen. For det første vil den privatisere de gamle statslige firmaer der havde flest ansatte. For det andet vil den skabe gunstige vilkår for den hær af (fortrinsvis amerikanske) firmaer der skal etablere sig og tage fortjenesten ud af landet.
Den 19. september offentliggjorde koalitionens provisoriske regering dekret nr. 39 hvorefter 100% udenlandsk ejerskab af firmaer er tilladt, undtaget herfra olieindustrien. Dekretet tillader også udførsel af fortjenesten. Dekret nr. 27 blev offentliggjort samme dag og det ophæver al indkomst- og ejendomsbeskatning i et år og sætter en grænse på 15% i forbindelse med kommende indkomst- og selskabsskatter..
På en telefonisk pressekonference den 8. oktober bekendtgjorde Thomas Foley, der er den provisoriske regerings leder af den private sektors udviklingsafdeling, at han snart ville overgive det irakiske regeringsråd en liste over de første statslige virksomheder der skulle sælges. Han udelukkede oliekilder og elektricitetsværker og (i hvert fald i første omgang) banker, men omtalte cement og fremstilling af kunstgødning, fosfat- og svovlminer, farmaceutiske fabrikker og landets luftfartsselskab. Omkring 128 af de 600 statslige firmaer er allerede sat til salg i henhold til nogle efterretninger.
Dathar al-Kashab, ingeniør siden 1966 og ansat for nogle måneder siden som administrator af al Daura raffinaderiet, forudset at privatiseringen vil have iøjnefaldende konsekvenser. En arbejder der starter her i dag havde under det gamle system et livslangt job. Ingen lov tillader mig at fyre ham. Men tager jeg privatiseringens kasket på, bør jeg fyre 1.500 [af raffinaderiets 3.000 arbejdere] siger han: Når et firma i Amerika fyrer folk er der arbejdsløshedsforsikring og de dør ikke af sult. Hvis jeg fyrer de ansatte nu, slår jeg dem og deres familier ihjel.
På den statsejede fabrik til fremstilling af vegetabilsk olie, Mamoun, er produktionen lav og mange af fabrikkens maskiner til sprøjtestøbning, der bruges til fremstilling af plastflasker, er ude af drift. I de tolv år hvor sanktionerne fungerede var det ikke muligt at få reservedele, og virksomheden fik besøg 20 gange som et muligt sted til fremstilling af kemiske våben. Fabrikkens 771 arbejdere frygter at den med sine omfattende aktiver bliver et primært købsemne for en privat ejer, trods de manglende reparationer.
Trods modstand fra koalitionens provisoriske myndigheder medførte Saddam-regimets fald en eksplosiv udvikling i organiseringen på arbejdspladserne. Én bevæggrund er de lave lønninger. Regeringen i Irak beskæftiger 70% af arbejdsstyrken. Myndighederne har fastsat en nød-lønskala. Selvom New York Times påstår at lønningerne er stigende, svarer det ikke til min erfaring. De fleste arbejdere får 60$ om måneden, en lille gruppe får 120$, og en forsvindende minoritet (fortrinsvis administratorer og direktører) får 180$2. Det er den samme lønskala som var gældende i de seneste år af Saddam Husseins regime.
På Mellemøstens største skofabrik, fortalte en arbejder hvordan hun forsørgede sin familie på seks med 120$ om måneden. Priserne på tøj og mad stiger hurtigt og lønnen er meget ringe. Vi må arbejde hårdt og jeg har været her i ti år. Jeg må have mere i løn, trygler hun. Den dag jeg besøgte fabrikken organiserede arbejderne en demonstration overfor arbejdsministeriet og beklagede sig over deres lønninger og deres direktør.
Men det er ikke den eneste demonstration, tilsvarende protester finder sted på arbejdspladser over hele landet.

Arbejdsløshed på 70%
De 87 mia $ som den amerikanske kongres netop har vedtaget går ikke til lønstigninger eller realisering af et stort beskæftigelsesprogram. Af arbejdsstyrken er omkring 70% - svarende til 7-8 millioner - arbejdsløse. Nuri Jafer der er ansat under den irakiske arbejdsminister, beskriver i glødende vendinger sine forestillinger om hvordan man kan lave et nyt projekt for arbejdsløshedsunderstøttelse. Han vil gerne udbetale en ydelse på overlevelsesniveau uden at fjerne motivationen til at man søger arbejde. Han synger den frie markedmands kendte sang om frygten for at fattigfolk skulle fortabe lysten til at arbejde, men desuden indeholder hans forklaring et andet stort problem: Uheldigvis, siger han har det stadig ikke været muligt at finde et land der vil finansiere ordningen.
Arbejdsvilkårene er usle og farlige. På raffinaderiet al Daura bemærkede formanden for den nye fagforening, Detrala Beshab, at til trods for at arbejdsdagen officielt er syv timer arbejder dagholdet i realiteten elleve timer og natholdet 13 timer. Da arbejderne er på månedsløn er der ikke overarbejdsbetaling. Da vi talte med direktøren sagde han at han skulle tale med olieministeriet, som skulle tale med finansministeriet, som skulle indhente tilladelse hos koalitionens militær. De kontrollerer finanserne - og vores lønninger.
Arbejdernes situation er så fortvivlet at firmaet giver dem motorolie for at kompensere for deres minimale løn. På landevejen ved fabrikken står så arbejdernes børn og sælger til de forbipasserende biler fra en lille bod.
I Saddams dage var der ikke nogen der havde råd til at holde op. Pensionen var så lille at den ikke kunne dække udgiften til taxa når man skulle hæve checken, fortæller Beshab med et grin. Men raffinaderiet og andre statsforetagener udbetalte også andre vigtige ydelser. Der var et system med bonus og udbyttedeling som tit betød lige så meget som selve lønnen, desuden var der også kosttilskud. Alle disse tilskud forsvandt da besættelsesstyrkerne tog over. Over en bred kam har arbejderne lidt et drastisk indkomsttab siden april som følge af de vedtagelser der er taget af koalitionens provisoriske myndigheder. Og et fald i valutaens kurs har medført stigninger på importerede varer - endnu et indgreb i reallønnen.
Både på skofabrikken og på de fabrikker der fremstiller vegetabilsk olie startede i sommers en anden ny arbejderorganisering, Arbejdernes LO og Råd4. På den baggrund stiftede skotøjsarbejderne en fagforening og krævede officiel anerkendelse. I lighed med raffinaderiarbejderne klagede de over lang arbejdstid uden overtidsbetaling, over manglende ferie, over at bortfald af tillæg da besættelsen startede.
Omkring 50 begav sig fra fabrikken til arbejdsministeriet den 11. oktober for at kræve anerkendelse i henhold til loven, mens andre blev tilbage på fabrikken for at præcisere deres krav. De udtalte sig åbenlyst, men frygtede ikke desto mindre at opgive navn da de frygtede repressalier. En leder erklærede at selvom han havde organiseret demonstrationen, havde ledelse forbudt ham at deltage.
Vi kræver retten til at lave fagforeninger forklarer han, der i alle henseender skal repræsentere arbejderne her på stedet. Arbejderne opfatter ikke virksomhedens ledelse som den virkelige. Ledelsen er bare repræsentanter for ministeriet siger han Vi må ændre den lov der siger at vi ikke har ret til at lave fagforeninger. Hvis loven ikke bliver lavet om, må vi selv gøre det, på den ene eller anden måde.
Virksomhedens ledelse bekræftede at den havde skrevet til Ministeriet for mineraler og ressourcer for at spørge om tilladelse til at forhandle med den nye fagforening. Svaret lød: Nej.
Selv uden legal status kan fagforeningerne imidlertid finde udvej til at fremsætte og få gennemført visse krav. På omtalte oliefabrik havde fagforeningen held med at tvinge ledelsen til at genansætte nogle arbejdere der var blevet fyret under Saddam for at være medlemmer af partiet al Daiwa. Et parti der var forbudt under Hussein er nu i Iraks regeringsråd.
Den nye fagforenings krav omfatter omklassificering af arbejdernes lønninger så de kan få lønforhøjelser, bortfald af straffesanktioner mod tidligere arbejdere og genindførelse af udbyttedeling. Fagforeningen håber at kunne hverve medlemmer i andre statsejede virksomheder. En afgørende begrundelse for vores eksistens er kampen for at få Baath-regimets love ophævet siger deres formand, Majeed Sahib Kareem.
Det irakiske LO ønsker at ophæve den struktur hvor fagforeninger er tilknyttet regeringen. Og de forlanger at arbejdsløshedsfondene og bygningerne skal overdrages arbejderne. Besættelsesmyndighederne har vendt det døve øre til disse ønsker.
En anden LO-leder, Muhsen Mull Ali, fik tildelt to lange fængselsdomme for at organisere fagforeninger i Basra. De vil påtvinge os kapitalisme så vi må gøre alt hvad vi kan for at bekæmpe privatiseringen og kæmpe for arbejdernes velfærd, siger han. Kampen er specielt vanskelig når der også bliver kæmpet mod besættelsen. Hvis den væbnede konflikt bliver skærpet vil det politiske frirum blive indsnævret.
Men det er ikke kun noget der berører irakerne, at der er plads til at fagforeningerne kan organisere og at arbejderne kan kontrollere de økonomiske betingelser der er bestemmende for deres livsvilkår. Fagforeningsledere fra England, Frankrig og ILO har besøgt Irak for støtte kampen for arbejdernes rettigheder.
De arabiske fagforeningsfolk holder bestemt på deres. Krig letter gennemførelsen af privatisering: Først bliver samfundet smadret, bagefter lader man koncernerne bygge det op, siger Hacene Djemam, der er formand for De arabiske fagforeningers internationale LO5.

Amerikansk fredsaktivister
I USA er fredsaktivister imidlertid startet med at hjælpe de nye irakiske fagforeninger.
U.S. Labor Against the War6 er en bevægelse som omfatter fagforeninger der i sin tid appellerede til modstand mod Bush's planer om intervention. De rører nu atter på sig og har bekendtgjort at de vil stå i spidsen for en landsdækkende kampagne7 mod privatiseringen, for ophævelse af Saddams 1987-lov og afsløre krænkelsen af arbejdernes rettigheder i Irak. Der bør være høringer i Kongressen om den fagforeningsskadelige virksomhed som de amerikanske styrker udøver i Irak, siger Clarence Thomas fra Havnearbejderens fagforening i San Francisco. Hvis fagforeningerne herovre vidste hvad der foregår i vores navn, ville de blive meget gale.

Tillæg
Planerne om privatisering er midlertidigt blevet sat i bero. Men den 27. februar kunne journalisten Lars Møller-Rasmussen afsløre en interessant detalje omkring privatiseringen af det irakiske luftfartsselskab, Iraqui Airlines. I en artikel i det amerikanske blad Iraq Revenue Watch Controlling Iraqs skies8 fremgik det at direktøren havde solgt firmaets aktiver som skulle indgå i et nyt selskab, Al Iraqiyya Air. Kontrollen med det nye selskab var tilfaldet en velhavende irakisk familie (Khawwam), nære venner af Saddam Hussein. Familien stod for oliesmuglinger ud af Irak under embargoen og fik et tankskib konfiskeret af amerikanerne. Mønstret for privatiseringen af Iraqui Airlines synes at være det samme som i Rusland i 1990erne, hvor store statslige selskaber blev solgt til små penge. Gedulgte privatiseringer, kalder Iraq Revenue Watch det. DR1 Markedspladsen. 27.2.2004. sh

Oversat og lettere forkortet af Stig Hegn efter
"Saddam's labour laws live on".
The Progressive (december 2003).
http://www.progressive.org/dec03/bac1203.html

David Bacon er fotograf og arbejdsmarkedsjournalist. Hans bog 'The children of NAFTA' der handler om frihandelens ødelæggende virkninger på grænselandet mellem USA og Mexico, er planlagt til udgivelse i 2004 og han arbejder en fotografisk dokumentation der hedder 'Transnational workingcCommunities'. Hjemmeside < dbacon.igc.org/>. Billeder > http://www.imagesagainstwar.com/index.php?display=495>

Noter:
1 Workers Democratic Trade Union Federation på engelsk
2 iflg. kurs februar 2004: 340, 675 og 1.000 kr.
3 General State Leather Industry Factory på engelsk
4 Workers' Unions and Councils. Senere har regeringen ved et dekret (nr. 16) af 28.1.04 sat en stopper for Saddams gule fagforeninger og anerkendt en anden organisering: the IFTU and its President, Mr Rasem Hussein Abdullah are "the legitimate and legal representatives of the labour movement in Iraq." se note 6.
5 International Confederation of Arab Trade Unions på engelsk
6 http://www.uslaboragainstwar.org/ - her kan man orientere sig om den faglige kamp i Irak. o.a.
7 En foredragstourne med Clarence Thomas and David Bacon som talere var planlagt til 28.1.-8.2.04. fortrinsvis på østkysten og i januar startede en brevkampagne med tre kongresmedlemmer. o.a.
8 http://www.iraqrevenuewatch.org/reports/020604.pdf