"Og så er der lige det med børn - hvordan ligger det med det"?

af Janne Gleerup

Overskriftens spørgsmål - som jo principielt set aldrig stilles i en jobsamtale - stilles imidlertid ofte til en bestemt gruppe af arbejdssøgende i Danmark. Det stilles til kvinder der befinder sig i den såkaldte fødedygtige alder. Vi ved det godt alle sammen - eller mindst halvdelen af os. Sådan er spillereglerne, hvis man er kvinde omkring de 30 og måske gerne vil binde an med et udfordrende job. Alene det at kvinder gang på gang må opfinde diplomatiske snakke-udenom-svar på dette spørgsmål, for overhovedet at komme i betragtning til en stilling, illustrerer det påtrængende behov for at etablere en form for økonomisk udligningsmekanisme for lønudgifter til barsel på arbejdsmarkedet.
Over halvdelen af den danske befolkning kan godt se det uhensigtsmæssige i, at dét at få børn skal udløse en systematisk diskrimination af kvinder. Derfor støtter de ideen om en central barselsfond. Og til trods for, at debatten først for alvor er begyndt at rulle indenfor de sidste 6 måneder, erklærer over 40 % sig villige til at undvære lønfremgang, hvis det måtte være prisen. Der er således allerede nu rimelig folkelig basis for etablering af en barselsfond - såfremt arbejdsmarkedets parter eller folketinget vil følge trop.
Med et minimum af opmærksomhed mod ligestillingsproblematikken, må det stå klart for enhver, at arbejdsmarkedet er et af de mere triste eksempler, som viser, at ligestilling mellem kønnene er et mål som ikke har vundet gennemslag i Danmark.
Vi er alle - mere eller mindre - bekendte med de nedslående fakta der blotlægger, at kvinder på arbejdsmarkedet i mange henseender er dårligere stillet end mænd:

· Uforklarlige årsager er den betegnelse som Socialforskningsinstituttet benytter til at beskrive en 15 % stor kønnet lønforskel som ikke mindskes i forbindelse med øget individualisering af løndannelsen. Herudover kommer også den negative betydning af det kønsopdelte arbejdsmarked.
· Arbejdsmiljøinstituttet peger på, at kvinder i større grad end mænd lider under dårligt psykisk arbejdsmiljø, udfører ensidigt gentaget arbejde, ligesom de anmelder og døjer med flere erhvervsrelaterede sygdomme end mænd.
· Arbejdsløsheden er størst blandt kvinder, og det er stadig kvinder, der står for den største andel af deltidsbeskæftigelse og det er stadig kvinderne der alt overvejende tager barselsorlov.
· Konsekvensen heraf udspiller sig også på den anden side af arbejdslivet hvor løn- og beskæftigelsesbetingede pensionsformer i stigende grad vinder indpas og hævner kvindernes prioritering af familiens behov.

Hertil kommer at den teknologiske udvikling endnu ikke har været i stand til at kønsneutralisere byrden at bære, føde og amme de unger, som er vores alle sammens fremtid. Hvad man imidlertid uden større vanskeligheder kan kønsneutralisere, er de økonomisk, praktiske implikationer heraf i relation til arbejdsmarkedets indretning. Fra venstrefløjens side må kravet om en central barselsfond på dagsordnen, hvorfor det er på høje tid, at vi begynder mere konkret at diskutere, hvilken model som løser problemet mest effektivt, mindst bureaukratisk og mest retfærdigt.

Overordnede spørgsmål
Nogle overordnede spørgsmål melder sig. Skal det være arbejdsmarkedets parter der aftaler en model eller skal forandringen komme fra politisk hold? Hvis arbejdsmarkedets parter ikke er villige til at etablere en overordnet udligningsmekanisme - hvilket den seneste overenskomst jo tyder på at man gerne vil undgå - må vi kæmpe for en lovfæstet model, som sikrer alle fuld løn under barsel, således at børnefamilierne reelt kan træffe frie valg om barsel, ligesom arbejdsgiverne hermed får en reel valgfrihed i forhold til at turde ansætte unge dygtige kvinder - selvom de er kvinder!
Formålet med en art central barselsfond er for det første at gøre mænd og kvinder til en lige attraktiv arbejdskraft. For det andet skal den sikre at arbejdsgivere, der betaler løn under barsel, holdes skadesløse. For det tredje skal løsningen gøre det attraktivt overhovedet at få børn, ligesom det for det fjerde må skal virke opfordrende til at fædrene tager orlov. Endelig for det femte, skal ordningen på lang sigt sikre en udjævning af uligelønnen og det kønsopdelte arbejdsmarked.

Barselsfonden skal være central - ikke brancheopdelt
Barselsfonden skal være central - ikke brancheopdelt - således at der udlignes mellem mandetunge og kvindetunge fag. Fonden skal der ud over dække alle omkostninger forbundet med barsel herunder fuld løn. Finansieringen skal bestå af en promille af lønsummen, dvs. arbejdsgiverfinansiering.
Strukturelle tiltag som en barselsfond kan ikke i sig selv opbryde den ældgamle patriarkalske arv i vores kapitalistiske samfundsindretning, men den kan bidrage til at skabe nogle forudsætninger for, at den nødvendige kulturkamp for kvinders frigørelse og ligestilling overhovedet kan bryde igennem. Det er her afgørende, at de grundvilkår, der fastholder kvinder i en underlegen position på arbejdsmarkedet udryddes, og dermed forsvinder som legitim præmis for en fortsat vedligeholdelse af ulighederne. Alle strukturelle rammer der producerer økonomiske argumenter for at kvinderne tager ansvaret for reproduktionen skal udryddes, så der dannes basis for, at børnefamilierne tør gøre sig erfaringer med såvel en anderledes fordeling af arbejdsbyrden i hjemmet, som mulighederne i arbejdslivet. Vi ved, at det snarere er praktiske erfaringer end flotte idealer som kan flytte og forandre synet på forholdet mellem kønnene. I lyset heraf kan arbejdet for en central barselsfond kun gå for langsomt. Det åbne men presserende spørgsmål angår hvordan og hvorfra tiltaget skal organiseres og forvaltes?