(tidligere artikler om kommunistisk samling er bragt i nr. 3, 2003)

KPiD og DKP m-l:
Ikke så enige endda

af Finn Sørensen

Indtil videre må man sige, at debatten om samlingen af kommunisterne, som den udspiller sig i Dagbladet Arbejderen, foregår på et yderst abstrakt plan. Vi præsenteres for grundige oplæg om, hvordan ledende repræsentanter i KPiD og DKP m-l ser på strategi og klasseanalyse, men direkte debat om disse spørgsmål lader vente på sig. Mest liv har der været over debatten om demokratisk centralisme. På det seneste har der dog udviklet sig en langt mere konkret debat om det parlamentariske spørgsmål og synet på Enhedslisten.

Kritik af DKP
Både DKP m-l og KPiD har haft travlt med at angribe DKP for ikke at praktisere den såkaldte "demokratiske centralisme", uden at det dog bliver særlig konkret, hvad kritikerne forstår ved det. Ikke desto mindre er det et af hovedargumenterne for, at DKP er blevet "sat uden for døren" i samlingsprocessen. Der harceleres især over, at DKP dyrker en "uenighedskultur", hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved ting, som "rigtige kommunister" ikke er i tvivl om. DKP m-l's formand Jørgen Petersen konkluderer simpelt hen at: - "Det vil ikke gavne samlingsprocessen, hvis vi så at sige starter en studiekreds for at afklare, om den leninistiske partiopfattelse er rigtig eller forkert" (Arb. 25.09.03).
En anden debatdeltager, Keld Stenum, gør opmærksom på, at DKP faktisk går ind for demokratisk centralisme, men at partiet mener, det er foreneligt med et kreativt og kritisk debatklima. Han spørger, om det måske er her uenigheden ligger - men har endnu ikke fået svar. Finn Herman fra DKP´s ledelse svarer noget mere kontant:
"Kære venner i KPiD og DKP m-l! Lad være med at tale ned til os. Måske skulle I i stedet ønske jer blot en lille flig af den selvrangsagelse vi andre gennemfører. Den uafklarethed, som vi har i DKP (blandt andet den forhåbentlig kortvarige usikkerhed om den demokratiske centralisme) kunne være et sundhedstegn!"(Arb. 15.10.03)

"Stor enighed mellem KPiD og DKP m-l"
Det er påfaldende, at de 2 partier, der har proklameret, at de er i gang med enhedsprocessen, omhyggeligt undgår at diskutere med hinanden i "Arbejderen". Det ville ellers være nærliggende, da i hvert fald DKP m-l har konstateret, at der er nogle "principielle uenigheder".
I stedet videregives det indtryk, at der ikke er nogen væsentlig uenighed. Efter det første fælles møde mellem de 2 partiers landsledelser (som blev afholdt i slutningen af november 2003) får vi at vide at KPiD og DKP m-l står "fælles forankret" i den dialektiske og historiske materialisme. I diskussionen af klasseanalysen er der "en grundlæggende enighed om en række helt centrale spørgsmål". Der er ganske vist nogle områder, hvor der "både er uafklarethed og uenighed" - læserne får bare ikke at vide, hvad de består i (Arb. 29.11.04).
Enigheden vokser tilsyneladende støt og roligt efter det 2. møde mellem landsledelserne i januar 2004, hvor DKP m-l‚s formand Jørgen Petersen udtrykker det således: - "Nu viser diskussioner mellem KPiD og DKP m-l, at enigheden om kommunisternes strategi er stor, i hvert fald de to partier imellem" ... der er grundlæggende enighed om strategien ... Der er ikke principielle uenigheder, selvom der er en masse, kommunisterne videre skal diskutere" (Arb. 27.01.04). Men heller ikke denne gang får vi at vide, hvad er for en masse der skal diskuteres.
Da de 2 partier ikke selv løfter sløret, har vi gjort os den ulejlighed at studere deres programmer, for at se, om der skulle være basis for den proklamerede enighed. Undersøgelsen viser, at det er der langt fra - hvis programmernes formuleringer stadig står til troende.

Synet på den kommunistiske bevægelses historie
På DKP m-l's 6. kongres i 1993 erkendte man, at det var en fejl at betegne de socialistiske lande som "kapitalistiske ind til marven" og "statsmonopolkapitalistiske af en særlig type". DKP m-l´s opfattelse er nu, at disse lande i virkeligheden havde udgjort en "særlig type overgangssamfund mellem socialisme og kapitalisme, dvs. samfund, som var kendetegnet ved en langvarig og modsætningsfyldt kontrarevolutionær proces under revisionistisk ledelse" (DKP m-l, "20 års kamp for socialismen", 1998 s. 54)
Med "revisionistiske ledelse" menes der "Krustjov og hans efterfølgere". Det vil sige, at skillelinjen mellem socialisme og "overgangssamfund i kontrarevolutionær proces" efter DKP m-l's opfattelse går ved Sovjetunionens Kommunistiske Partis kongres i 1956, hvor Hrustjov gør op med "personkulten" under Stalin. Men konklusionen må altså også være, at DKP m-l ikke betragter Sovjetunionen som et socialistisk land efter dette tidspunkt.
Det er vel bekendt, at denne opfattelse bestemt ikke deles af hverken KPiD eller DKP. Disse partier har gennem alle årene uden vaklen fastholdt, at Sovjetunionen, de østeuropæiske lande, Kina, Vietnam, Nordkorea og Cuba alle fejl og mangler til trods var at definere som socialistiske lande, som levende udtryk for den "virkeliggjorte socialisme".

"Kampen mod revisionismen var korrekt"
En lignende uenighed finder vi i synet på de kommunistiske partiers udvikling. Som beskrevet i den første artikel er DKP m-l et "barn" af splittelsen i den internationale kommunistiske bevægelse i midten af 60´erne. DKP m-l fulgte det kinesiske og det albanske parti i opgøret med den "sovjettiske revisionisme" - og de fulgte det op gennem en hidsig kamp imod denne revisionismes danske repræsentant DKP. Da splittelsen kom mellem det kinesiske og det albanske parti, fulgte DKP m-l det albanske parti, der fastholdt sin uforsonlige kritik af den sovjettiske revisionisme, og opfattelsen af Sovjet som et "socialimperialistisk" magt, hvor kapitalismen var blevet genrejst.
I "20 års kamp for socialismen" gennemgår DKP m-l sin egen og den kommunistiske bevægelses udvikling fra 1978 til 1998. Det er på mange måde en sober og selvkritisk redegørelse, der kan anbefales, hvis man vil forstå partiets udvikling. Den bruges også stadig som et autotoriseret partidokument, hvis konklusioner der os bekendt ikke er taget afstand fra senere.
Trods megen selvkritik for sekteriske udskejelser, ikke mindst i forholdet til DKP, siges det her at "Det er vigtigt at slå fast, at hovedindholdet i den fire årtier lange kamp mod revisionismen var korrekt" (20 års kamp s. 8), ligesom det slås fast at "Det var rigtigt at forsøge at afsløre Hrustjov og hans efterfølgere for deres opportunistiske forvanskninger af marxismen-leninismen".
DKP m-l har da heller aldrig gjort principielt op med deres støtte til Albaniens Arbejder Parti, og den marxistisk-leninistiske bevægelse, som udviklede sig omkring AAP: - "Erfaringerne herfra er i almindelighed positive", hedder det. ("20 års kamp" s. 10).

Antimonopolitisk demokrati
På DKP´s kongres i 1976 blev vedtaget et nyt partiprogram, der rummede en nyskabelse i strategisk forstand. Det "anti-monopolistiske demokrati" blev fremsat som et strategisk delmål på vejen mod socialismen.
Denne strategi blev udsat for en hård kritik fra resten af den revolutionære venstrefløj, der opfattede det som en ny udgave af den socialdemokratiske, reformistiske vej.
Efter kritikernes opfattelse byggede strategien på en grundlæggende accept af den borgerlige stat. De fremhævede det selvmodsigende i, at ville benytte staten - der af DKP selv blev beskrevet som et "redskab for monopolerne" - til at gennemføre "foranstaltninger der bryder storkapitalens magt".
Kritikerne erkendte, at monopolkapitalen har det afgørende ord over staten, men fremførte, at statens rolle til syvende og sidst er at forsvare hele borgerskabets interesser. Herudover mente kritikerne, at strategien bygger på nogle illusioner om Socialdemokratiet som en mulig allieret i kampen for at afskaffe kapitalismen, og at forsøg på at realisere denne strategi ville få samme negative konsekvenser som i de lande, hvor den var blevet forsøgt, som for eks. Chile.
Da DKP m-l blev dannet 2 år senere, deltog de i denne principielle kritik af DKP´s strategi. Som man kan se af uddragene fra DKP m-l´s programmer, må det stadig betragtes som DKP m-l‚s officielle standpunkt.
Ligeså klart er det, at KPiD holder fast i DKP´s program fra 1976, på dette som på andre punkter. De har oven i købet fremhævet det anti-monopolistiske demokrati som et af de "ufravigelige punkter" i en sammenslutning af partierne.

Opblødning på vej fra DKP m-l?
Spørgsmålet er så, om DKP m-l også på dette punkt vil opgive sin principielle kritik af den "sovjettiske revisionisme"?
Sven Tarp (der må betegnes som DKP m-l´s chefideolog), siger, at det er velkendt at DKP m-l "fra første færd var uhyre kritisk over for DKP´s program og anti-monopolistiske strategi". Men nu mener Sven Tarp, at DKP m-l har erkendt at "overgangen til socialismen ikke er et strategisk, men taktisk spørgsmål" . Sven Tarp mener derfor også at "en fase med en folkelig regering er for os alene en mulighed, som vi kalkulerer med" - underforstået: I modsætning til DKP (og KPiD!) der betragter det som en nødvendig fase, man skal igennem, for at kunne sætte socialismen på dagsordenen. (Arb. 02.12.03).
Sven Tarp fastholder da også, at vi må skelne mellem regeringsmagt og statsmagt: - "Selvom det lykkes de folkelige kræfter at tilkæmpe sig regeringsmagten, vil borgerskabet stadig kontrollere de centrale dele af statsmagten (især voldsapparatet), som det vil forsøge at bruge til at sabotere og omstyrte denne regering". - og det har jo netop hele vejen igennem været et af de centrale argumenter fra den revolutionære venstrefløjs side imod strategien om det anti-monopolitiske demokrati.
Det er også værd at bemærke, at Sven Tarp omhyggeligt undgår formuleringen "anti-monopolistisk demokrati", men blot taler om en "folkelig regering" - og det er ikke nødvendigvis det samme.
DKP m-l´s program fra år 2000 slår da også fast, at man ikke kan bruge det borgerlige statsapparat til at indføre socialismen med. Den revolutionære proces består netop i at "opløse" den borgerlige stats institutioner, der må opbygges "helt nye folkemagtsorganer" som grundlag for et nyt socialistisk demokrati - et perspektiv, der ikke findes i KPiD´s og DKP´s programmer.

Klasseanalysen
Også i spørgsmålet om klasseanalysen er der uforenelige opfattelser.
KPiD´s klasseanalyse er meget enkel. Alle der må sælge deres arbejdskraft for at kunne overleve, tilhører arbejderklassen. Det gælder også de lønmodtagergrupper hvis rolle er at forsvare den borgerlige samfundsorden, som akademikere, arbejdsledere, politibetjente, befalingsmænd i militæret osv. osv.
Som Lisbet Brabæk skriver i Arbejderen 28.01.04: "Selvom man udfører overordnede, ledende, kontrollerende eller organiserende funktioner for staten eller kapitalen, så er det ikke dét, der bestemmer éns objektive klassetilhørsforhold". (Lisbeth Brabæk, Dagbladet Arbejderen 28.01.04).
KPiD opererer dog med en lille "mellemgruppe" af "topledere" på 2 % , men deres klassetilhørsforhold bestemmes af om "kilden til deres indkomst er profit, eller om de lever af at sælge deres arbejdskraft".
Det synspunkt er DKP m-l ikke enig i. De tilslutter sig, at arbejderklassen udgør et stort flertal af befolkningen, og at store dele af de offentligt ansatte må betragtes som en del af arbejderklassen. Men herudover er der store "mellemlag", en broget skare af lønmodtagergrupper, hvoraf nogle ligger tæt på borgerskabet, og varetager helt nødvendige "ledelsesopgaver" for kapitalen, mens andre ligger tæt på arbejderklassen, hvad angår lønvilkår og levevis.

Synet på Enhedslisten
Der som sagt endnu ingen debat i Arbejderens spalter om disse åbenlyse forskelle mellem de 2 partier. Til gengæld udvikler der sig en livlig debat om det parlamentariske spørgsmål og synet på Enhedslisten. Det skyldes ikke mindst at DKP m-l og KPiD her får noget aktvit modspil fra ledende medlemmer af Enhedslisten, nemlig DKP´eren Finn Hermann og den tidligere VS´er Per Clausen.
Debatten drejer sig både om synet på Enhedslisten som sådan, og om hvordan vi bedst muligt samler kræfterne på venstrefløjen i forholdet til parlamentet.
Også her har DKP m-l og KPiD et forskelligt udgangspunkt. DKP m-l´s syn på Enhedslisten er langt mere nuanceret, og ved de sidste mange folketingsvalg, har DKP m-l åbent anbefalet at stemme på Enhedslisten.
Men det er tydeligt, at de 2 partier nærmer sig hinanden i dette spørgsmål. "Enhedslisten er for snæver" - skriver Sven Tarp fra DKP m-l. Han mener ikke, at Enhedslisten "i tilstrækkelig grad tager udgangspunkt i arbejderklassen og sociale spørgsmål, men i andre lag og såkaldte bløde sager som miljøet og så videre". (Arb. 29.01.04). Enhedslisten kritiseres også for at lægge alt for meget vægt på det parlamentariske i stedet for massebevægelsen. Alt det kan KPiD skrive under på.
Det vil sikkert også glæde KPiD´erne, at DKP m-l nærmer sig deres synspunkt med hensyn til at et nyt kommunistisk parti skal stille op til Folketinget. Sven Tarp skriver: - ... "beslutningen kan ikke udskydes i al evighed. Det er vigtigt, at kommunisterne så hurtigt som muligt får en langsigtet plan for det parlamentariske arbejde".(Arb. 29.01.04)
DKP m-l´s formand Jørgen Petersen tilslutter sig også KPiD´eren Chr. Toubros forslag om, at man allerede nu begynder at forberede en opstilling til folketinget ved at "kommunisterne" lokalt finder sammen om fælles "K-lister". Selvom han ikke udelukker muligheden af lokale valgalliancer med Enhedslisten, så er signalet ikke til at tage fejl af.
Både Per Clausen (Arbejderen 06.02.04 og 17.02.04) og Finn Hermann (24.01.04 og 18.02.04) giver svar på tiltale, og påpeger at KPiD og DKP m-l påtager sig et stort ansvar for at splitte venstrefløjens kræfter i de parlamentariske forsamlinger, ja måske ligefrem umuliggøre at venstrefløjen bliver repræsenteret.
I et svar til DKP m-l´s formand (Arb. 18.02.04) trækker Finn Hermann det skarpt op: - "Det kniber stadig for mig at fatte, at seriøse kommunister ... ikke ser nytten i et aktivt - OG kritisk samarbejde med en liste, som man alligevel er nødt til at anbefale. Og - nok så væsentligt - som man langt hen ad vejen er enig med". Finn Hermann påviser også, at en selvstændig kommunistisk opstilling vil stille de DKP m-l´er, der arbejder aktivt i Enhedslisten, i et svært valg: - "KPiD vil slå stærkt på, at medlemskab af Enhedslisten er udelukket i det fremtidige kommunistiske parti. Vil DKP og DKP m-l uden videre bøje sig for det?" - spørger han, og signalerer klart, at hvis det står til ham, vil DKP i hvert fald ikke, men måske snarere gøre samarbejdet med og støtten til Enhedslisten til et krav for en samling af kommunisterne.

Ikke småtingsafdelingen
Det bliver spændende at se, hvordan de 2 partier vil tackle de forskelle vi her har påvist. Det drejer sig jo bestemt ikke om småtingsafdelingen. Forskellene drejer sig om de mest vitale punkter i grundlaget for et revolutionært parti. Hvis man ikke har en fælles opfattelse af statens rolle eller af hvilke klasser og lag i samfundet man kan bygge på/må forvente modstand fra, vil man heller ikke være i stand til at udforme en fælles strategi.
En partidannelse, der skøjter hen over disse uenigheder eller pakker dem ind i uldne kompromisformuleringer, vil blot lægge grunden til nye interne kampe. Det vil heller ikke bidrage til den almindelige afklaring på venstrefløjen af mål og midler i kampen for socialismen.