Med interesse - og undren!

Solidaritet/Finn Sørensen

Det er med interesse og undren vi følger debatten i Dagbladet Arbejderen om "kommunistisk samling".
Interesse, fordi der er alt for lidt debat på venstrefløjen af principielle spørgsmål som klasseanalyse, strategi og principper for revolutionær organisering. Og det er jo netop disse spørgsmål, der berøres i debatten om samlingen af kommunisterne i ét parti.
Men det er også med stor undren. De sidste 20 års udvikling i - og afvikling af - den såkaldt "kommunistiske verdensbevægelse" er åbenbart gået sporløst hen over de tilbageværende repræsentanter for denne i DKP m-l og KPiD.

Intet steds i debatten stiller de sig selv det nærliggende spørgsmål: Hvordan kan det være, at den tidligere så magtfulde "socialistiske lejr" brød totalt sammen i løbet af ganske få år?

Hvordan kan det være, at de statsbærende partier i disse lande - der talte deres medlemmer i millioner - i løbet af ganske kort tid svandt ind til betydningsløse sekter, der kun har kunnet genvinde en vis styrke ved mere eller mindre helhjertet at afsværge deres tidligere ideologi, og klæde sig i mere socialdemokratiske gevandter?
Skulle det mon være, fordi der var et eller andet grundlæggende galt med systemet, med tankegangen, med politikken og metoderne hos disse partier?
Både KPiD og DKP m-l erkender, at der nok har været visse "bureaukratiske" træk, men så hører analysen også op.
Der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved, hvorfor det var nødvendigt for den højt besungne Stalin og hans trofaste støtter i det kommunistiske parti at gennemføre skueprocesser mod partikammerater, med dødsdom til følge - hvorfor det var nødvendigt at udvikle et frygtindgydende hemmeligt politi til overvågning af borgerne i almindelighed og partimedlemmerne i særdeleshed - eller hvorfor det var nødvendigt at deportere millioner af politisk eller nationalt "afvigende" sovjetborgere til arbejdslejre, hvor de døde af sult og overanstrengelse.
Op gennem 60´erne og 70´erne - den periode hvor Sovjetunionen efter DKP m-l´s opfattelse befandt sig i en "kontrarevolutionær proces" - var det ikke nødvendigt med hårdhændede metoder i samme målestok. Men partiledelsens kontrol med medlemmerne og borgerne blev der ikke slækket på - og heller ikke på Sovjetunionens kontrol med vasalstaterne i Østeuropa, eller forsøget på at få en række nationale befrielsesbevægelser til at indordne sig under Sovjetunionens storpolitiske - eller lad os bare sige det som det er - imperialistiske interesser.
Det helt naturlige spørgsmål på den baggrund bliver heller ikke stillet: Fortjener et sådant system, sådanne metoder, virkelig betegnelsen socialisme og kommunisme?

Enhedslistens "anti-kommunisme"
Men iflg. KPiD og DKP m-l's opfattelse er det i sig selv "anti-kommunisme" at stille den slags spørgsmål.
Det fremgår klart af ledende partimedlemmers indlæg i Dagbladet Arbejderen i diskussionen om Enhedslisten.
I Arbejderen d. 25.02.04 mener DKP m-l´s formand Jørgen Petersen for eksempel, at problemet netop er, at Enhedslistens anti-kommunisme viser sig i kritikken af "de kommunistiske partiers praksis". Jørgen Petersen mener at Enhedslistens holdning til de socialistiske lande og de kommunistiske partier hverken er "nuanceret eller solidarisk": - "Intet medlem af DKP m-l ville konkret kunne leve med i Enhedslistens navn at skulle kritisere manglen på demokrati og menneskerettigheder eller for den sags skyld kommunistpartiets ledende rolle i det cubanske samfund".
Det var jo til at leve med, hvis DKP m-l - og KPiD - selv fremførte denne kritik. Når de ikke gør det, er det ikke nødvendigvis fordi de synes alt er som det skal være i for eks. Cuba og Nordkorea. Men vi kan ikke udlægge tavsheden som andet end en grundlæggende accept af tingenes tilstand, og hermed har vi i hvert fald en helt afgørende skillelinje i forhold til den del af venstrefløjen, som Solidaritet tilhører. Det afgørende spørgsmål i forhold til de 2 lande, såvel som i forhold til den hedengange "socialistiske lejr" -er det arbejderklassen, der har magten?

Abstrakt skoleridt
Man kunne bære over med meget, hvis de havde nogle konkrete bud på de spørgsmål, som venstrefløjen søger efter svar på: Hvad skal vi egentlig forstå ved socialisme og kommunisme i dag? Hvordan vinder vi opbakning for en socialistisk politik, hvordan samler vi arbejderklassen og dens forbundsfæller til kamp mod den borgerlige, nyliberalistiske politik?
Ja, de behøvede såmænd ikke engang at have særligt konkrete svar, hvis deres indbyrdes debat var præget af en energisk bestræbelse på indbyrdes afklaring og konkret analyse af de konkrete forhold, som klassekampen udspiller sig under i dag.
Men man går forgæves efter den slags. Det er - med få positive undtagelser - det samme abstrakte skoleridt over "partiets ledende rolle", "demokratisk centralisme", "anti-monopolitisk kamp" og "anti-monopolitisk strategi" - som vi har hørt fra denne del af arbejderbevægelsen de sidste 30-40 år.

Hvilken eksistensberettigelse?
Men det værste er nok, at de 2 partier ikke er i stand til at begrunde nødvendigheden af at danne et nyt kommunistisk parti over for resten af venstrefløjen, og at de ikke engang prøver på det.
Hvis man vil danne - eller for den sags skyld opretholde - et selvstændig politisk organisering, så må man være i stand til meget konkret at begrunde sin eksistensberettigelse - det vil sige både principielt og praktisk politisk: Nøjagtigt på hvilke punkter adskiller man sig fra de andre politiske strømninger i arbejderbevægelsen, ikke mindst dem, som står én nærmest.
Her er det jo interessant - som også DKP´eren Finn Hermann påpeger - at når det kommer til den dagsaktuelle politiske kamp, ja såmænd også lidt mere vidtgående politiske opgaver, så er der ikke den store forskel imellem den politik, som "kommunisterne" står for, og den som Enhedslisten står for. Det være sig kampen imod den borgerlige regering, den faglige kamp, forholdet til EU, NATO, til den nyliberalistiske offensiv osv. osv. Forskellene er i hvert fald ikke af en art, så de i sig selv kan begrunde en selvstændig politisk organisering.
Så meget mere alvorlig er de stadigt tydeligere signaler om, at dannelsen af et nyt kommunistisk parti skal bruges til at udfordre Enhedslisten parlamentarisk. Man behøver ikke have matematisk studentereksamen for at regne ud, at det i forhold til Folketing og i mange kommuner kan medføre en splittelse af kræfterne, der nemt kan resultere i at venstrefløjen slet ikke bliver repræsenteret. Det er et tungt ansvar at påtage sig, når man gerne vil være de fremmeste med hensyn til aktionsenhed og samling af de socialistiske kræfter.
Ikke så enige endda
De 2 partiers holdning til Enhedslisten er så meget mere grotesk, når man ser på, at deres indbyrdes uenigheder er mindst lige så principielle, som deres kritikpunkter i forhold til dele af Enhedlistens politik.
Især er DKP m-l´s kritik af Enhedslisten bemærkelsesværdig, når man tager i betragtning, at der er større overensstemmelse mellem DKP m-l´s og Enhedslistens syn på klasserne i Danmark, på statens rolle og på socialismens opgaver, end der er mellem DKP m-l og KPiD.
Hvis DKP m-l's - i øvrigt sobre og grundige - gennemgang af sin egen historie ("20 års kamp for socialismen", 1998) stadig står til troende, så er de jo ikke engang enig med KPiD i det for kommunister så centrale spørgsmål om Sovjetunionens udvikling.
Det rejser nogle uundgåelige spørgsmål til KPiD:
- Hvad siger I til at slutte jer sammen med en organisation, der betragter Sovjetunionen efter Stalins død - ikke som et socialistisk samfund, men som et "overgangssamfund" der befandt sig i en "langvarig kontrarevolutionær proces".
- Hvordan kan I slutte jer sammen med nogen, som tager afstand fra et andet af jeres "ufravigelige punkter" - det "anti-monopolistiske demokrati"?

Det mindste man kan forlange
Det er nok for meget forlangt, at de 2 partier i den nuværende situation skal begynde at sætte spørgsmålstegn ved hele grundlaget for deres eksistens, nemlig tyrkertroen på den "virkeliggjorte socialisme" i Sovjetunionen m. fl. lande.
Det mindste man kan forlange er, at de lægger deres uenigheder åbent frem, og tager en kammeratlig debat i al offentlighed.
Men det er der ikke den store vilje til. Tværtimod undgår de 2 partiers ledelser omhyggeligt at diskutere med hinanden i Dagbladet Arbejderen. Ja, de påstår tilmed, at der ikke er nogen uenighed af betydning - på trods af DKP m-l´s erkendelse af at der er nogle "principielle uenigheder". Det er åbenbart mere bekvemt at bekæmpe de "ydre fjender" i DKP og Enhedslisten.
Vores opfordring skal være, at de viser modet til at tage denne indbyrdes debat af de forskelle, vi dokumenterer her i bladet, og af eventuelle andre meningsforskelle.
Hvis partiledelserne betragter denne opfordring som et plat forsøg på at sætte lus i skindpelsen, så tager de fejl. Det ville tværtimod være deres chance for at give projektet en positiv betydning for resten af venstrefløjen.
Det kunne gå hen og blive et eksempel til efterfølgelse, og forhåbentlig mobilisere nogle flere socialister til at engagere sig i diskussioner om mål og midler i kampen for socialismen, som vi har så hårdt brug for.
Skulle debatten munde ud i, at de blev enige om at danne et fælles parti, ville en sådan proces i det mindste have bidraget til at vi alle havde et langt klarere billede af, hvad der skiller og hvad der samler. Og det er som bekendt den første forudsætning for, at vi kan etablere den aktionsenhed imod kapitalen og dens regering, som vi alle ønsker at arbejde for, og som DKP m-l og KPiD er en naturlig del af.