af Gerd Callesen
En kildeudgivelse i fem omfangsrige bind giver nu muligheder for en grundigere vurdering af tysk efterkrigstid: hvordan var det med spørgsmålet om en sammenlægning med Socialdemokratiet? Var det tyske kommunistparti en dikkende lammehale til det sovjetiske? Havde de revolutionræe forestillinger eller var det fredelig sameksistent fra starten?
Værket indeholder den centrale overlevering af Tysklands Kommunistiske
Partis (KPD) dokumenter i tiden fra juli 1945 til april 1946. Det har også
et internationalt aspekt. Dels idet de reflekterer den internationale situation,
og dels som udtryk for udviklingen i den internationale kommunistiske bevægelse.
1945 og 1946 er tiden, hvor den kolde krig forberedes og blev udråbt med
Churchills jerntæppe-tale. Den tale var ikke en fordrukken mands udgydelser,
men et klart udspil om at bekæmpe kommunismen, nu hvor nazismen ikke havde
opfyldt den mission. Det her foreliggende materiale viser imidlertid overraskende
tydeligt, at den sovjetiske parti- og statsledelse ikke var interesseret i at
skærpe modsætningerne mellem de allierede magter, at den satsede
på fredelig koexistens, og for at opnå det var villig til at føre
en eftergivende politik. Det var naturligt nok, når man tager ødelæggelserne
i Sovjetunionen i betragtning og samtidig husker på at USA havde det atomare
monopol.
I Tyskland var følgen, at KPD satsede på at fuldføre den
borgerlig-demokratiske revolution, som var indledt i 1918. Det betød
et brud med KPDs hidtidige revolutionsopfattelse, men partiledelsen fik gennemtrumfet
denne nyvurdering trods modstand fra en væsentlig gruppe blandt medlemmerne.
Det fremgår klart af det samlede dokumentkorpus. Envidere fremgår
det, hvilke problemer optog KPDs ledelse i hverdagen, hvilke informationer den
havde til sin rådighed, hvordan ledelsen reagerede overfor socialdemokraterne,
hvorfor den fremmede og fremskyndede sammenslutningen med SPD i den sovjetiske
besættelseszone til SED, som fandt sted i april 1946.
Var det Stalins skyld?
Naturligvis er disse dokumenter alene ikke nok, men de bidrager væsentlig
til en forståelse af holdninger Sovjetunionen og den internationale kommunisme
indtog i disse år. Efter denne udgivelse kan udviklingen vurderes på
et meget mere sikkert grundlag, en seriøs diskussion af, hvorvidt KPD
førte en selvstændig politik i Tyskland, hvorvidt partiet var indbundet
i den almene kommunistiske politik, hvor meget partiet i givet fald påvirkede
de andre kommunistiske partiers holdning, eller hvorvidt denne var bestemt overvejende
eller udelukkende af Sovjets interesser. Der foreligger materiale, der afviser
de monokausale forklaringsmodeller, som har været dominerende, og som
oftest ender med at skyde "skylden" på Stalin og det system
, der udvikledes i hans periode i Sovjetunionen1. Så vidt det kan vurderes
nu, udviklede der sig nogle år efter verdenskrigen afslutning med den
kolde krigs udbrud en sekterisk og dogmatisk politik i Sovjetunionen, som slog
igennem internationalt i de kommunistiske partier (med undtagelse af Jugoslavien).
Denne politik kan forbindes med Stalin, men de her publicerede dokumenter sandsynliggør,
at de førende lag i SUKP i krigens slutfase og endnu i nogle år
efter satsede på en anden udvikling. I denne holdning blev de bakket op
af bl.a. KPDs ledelse; men også andre af de kommunistiske partier førte
en tilsvarende politik, som ganske vist ikke hjalp dem til de positioner i det
borgerlige samfund, som de anså for nødvendige for at gennemføre
en demokratisk udvikling på et parlamentarisk grundlag. Senest i 1948
havde de kommunistiske partier måttet forlade alle de koalitionsregeringer,
de havde deltaget i efter at have kompromitteret sig grundigt (f.eks. ved i
Frankrig at have modarbejdet omfattende strejker).
Udgivernes ganske indsigtsfulde indføring i værket som helhed problematiserer
ikke KPDs vurderinger af situationen umiddelbart efter krigen, som faktisk var
en højredrejning, der var velegnet til at skabe nye illusioner til afløsning
af de gamle - det er relevant i denne sammenhæng at læse de samtidige
kommentarer af den oppositionelle kommunist August Thalheimer, som blev udgivet
som støtte for en selvstændig kommunistisk politik fra exilet i
Kuba2.
Sammenslutning med SPD
Et andet centralt spørgsmål var forholdet til SPD. Også i
andre europæiske lande kom det i efterkrigstiden til enhedsforhandlinger
mellem de socialdemokratiske og kommunistiske partier; som regel endte de i
Vesteuropa med, at enheden ikke blev vedtaget til trods for et udbredt ønske
i arbejderbefolkningen. Det er altså et relevant spørgsmål,
som nu kan diskuteres på et bedre grundlag end før - i Tyskland
var det et meget hårdt diskuteret spørgsmål i 1996, 50-året
for sammenslutningen i østzonen. Det altoverskyggende politiske spørgsmål
på de forskellige konferencer i foråret 1946 var imidlertid forholdet
til socialdemokraterne. Først i 1996 publiceredes endelig også
en række socialdemokratiske dkumenter fra samtiden - dog langt fra i den
samme tætte overlevering som her hos KPDs centrale dokumenter. Desuden
er det udvalgte dokumenter, og det er vanskeligt at vurdere, hvorvidt de er
repræsentative for den faktiske udvikling.
Kilderne i det 3. bind viser bl.a. en betydelig bredde i opfattelsen af og vurderingerne
for det aktuelle arbejde. Vurderingerne var bl.a. afhængige af i hvilke
områder kommunisterne arbejdede. I den engelske og amerikanske zone hindrede
besættelsesmagterne opbygningen af et frit demokratisk partisystem, især
var de centrale politiske strukturer udsat for et modarbejde fra militæradministrationens
side; i den franske zone var det simpelthen forbudt at oprette politiske organisationer.
KPDs ledelse valgte at se bort fra disse forhold, men søgte at opbygge
partiet som et folkeparti, som det ellers først blev moderne i 1960erne.
I østzonen blev de to arbejderpartier som bekendt sammensluttet til SED,
i vestzonerne modsatte den socialdemokratiske ledelse sig sammenslutningen (da
KPD i 1948 ville ændre partiets navn til Sozialistische Volkspartei i
overensstemmelse med den antifascistisk-demokratiske grundholdning, blev det
forbudt af militæradministrationen).
Iflg. ledelsen skulle KPD blive det tyske folks masseparti og kunne optage folk
fra alle sociale lag. Der var dog undtagelser: nazister og tidligere ekskluderede
kommunister kunne ikke optages i partiet, som ikke mere skulle være et
arbejderparti. Det var ledelsens målsætning, repræsentanter
for partiet især fra de vestlige zoner gav udtryk for en mere traditionel
opfattelse af partiets opgaver, delvis udfra en ultravenstre holdning, f.eks.
i Hamborg.
Alt i alt må det fastslås, at denne omfattende og meget omhyggeligt
annoterede udgave [foruden personoplysninger ca. 7000 fodnoter] er et betydningsfuldt
fremskridt, fordi den gør hidtil ukendte, interne kilder tilgængelige
for forskningen.3 De fem kildebind giver et godt indblik i KPDs vurderinger
og overvejelser i tiden umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning, gengiver
partiets taktiske og strategiske forslag til en fællestysk udvikling,
som på dette tidspunkt var udgangspunkt for alle i det mindste overfor
offentligheden. Men dokumenterne giver også mulighed for at se udviklingen
af international kommunistisk politik anvendt på det konkrete tyske tilfælde.
De kommunistiske partier arbejdede for at videreføre krigstidens Anti-Hitler-koalition,
tilsyneladende uden at erkende, at krigen havde været en interessekonflikt
mellem to imperialistiske blokke, som Sovjetunionen med den såkaldte Hitler-Stalin-pagt
havde kunnet holde sig ude af i næsten to år. Partierne så
ikke, måske ville de ikke erkende det, at krigskoalitionen ville blive
afløst af de fornyede modsætninger mellem USA og dets allierede
på den ene side og Sovjetunionen med sine allierede på den anden
side. Om man vil føre det tilbage til, at Sovjetunionen repræsenterede
et socialistisk system og vestmagterne det kapitalistiske eller om begge magtblokke
var imperialistiske er for så vidt ligemeget, modsætningerne var
der. De nu publicerede kilder giver en ny mulighed for at undersøge forholdene.
Kilderne kan nok først forstås helt, når tilsvarende dokumenter
foreligger fra de andre tyske partier - kun for Socialdemokratiet (SPD) er der
gjort en begyndelse - og når besættelsesmagternes dokumenter publiceres;
her er der kun gjort en begyndelse for Sovjetunionens vedkommende. Det er et
mønster, som ikke kan overraske nogen, de borgerlige partiers og staters
arkiver er som regel lukkede meget længere end arbejderbevægelsens.
Sandsynligheden taler dog også for, at de tyske borgerlige partiers arkiver
fra perioden næppe er overleverede i en tilsvarende grad af fuldstændighed:
de borgerlige partier blev først nydannet langsomt. At de blev oprettet
langsomt - specielt i de tre vestlige besættelseszoner - skyldes besættelesmagternes
ønske om kontrol med udviklingen. I den sammenhæng var selvstændige
tyske partier en forstyrrende faktor, specielt da der i den tyske befolkning
var et udbredt ønske om at gøre op med fortiden og de økonomiske
strukturer, der havde ført til nazismen. Det var imidlertid ikke i de
vestlige magters interesse, de ønskede Tyskland genrejst på et
borgerligt-demokratisk grundlag.
Dokumente zur Geschichte der kommunistischen Bewegung in Deutschland.
Reihe 1945/1946, vol 1 - 6.
Edited by Günter Benser and Hans-Joachim Krusch, K.G. Saur Verlag, München
1993-1997, DM 1886.-
Noter:
1 Smlg. f.eks. Patrick Flaherty: Origins of the Cold War. New Evidence, i Monthly
Review, May 1996
2 Genudgivet i Westblock-Ostblock. Welt- und Deutschlandpolitik nach dem Zweiten Weltkrieg. Internationale monatliche Übersichten 1945-48, Bremen 1992
3 Udgiverne har afstået fra at kommentere kilderne i disse bind, men er begyndt at bearbejde materialet andre steder, f.eks. Günter Benser i tidsskriftet Beiträge zur Geschichte der Arbeiterbewegung 2/1997