AF MICHAEL SCHØLARDT

USAs globale dominans er tydelig, imperialismen ligeså. Selvfølgelig har de dominerende lande modstridende interesser, men ifølge økonomen Samir Amin er det dominerende træk først og fremmest, at kapitalen i Triaden (USA, Japan og EU) har fælles interesser. Vi har idag en kollektiv imperialisme, men hvor det er USA som sidder på den politiske og militære magt.

Men denne magt er ifølge Amin skrøbelig: "..den kollektive imperialisme må betale en høj pris for USAs interventioner. For det første må resten af Triaden acceptere USAs imperilistiske projekt. For det andet må de dække det amerikanske underskud. Men bortset fra at USA er svagt økonomisk, tror jeg også at USA er svagere militært end det umiddelbart ser ud til. De store sejre de senere år er ikke militære, men politiske. Det er hver gang lykkedes USA at isolere sine modstandere ved at skabe bred enighed om sine indgreb, til og med udenfor Triaden." 1
Ikke alle europæiske ledere er begejstret for USAs lederskab, men det er tvivlsomt om EU kan eller rettere vil svække den amerikanske hegemoni. At EU skulle blive den kommende verdensmagt tvivler Amin i hvert fald på: "De som mener at EU vil overtage efter USA glemmer at den europæiske og amerikanske kapital har fælles interesser. Det betyder ikke at alle konflikter har ophørt, der er stadig politiske modsætninger mellem USA og EU. Men disse konflikter spiller ingen større rolle, idet de som styrer i EU, hvadenten det er højre eller venstreregeringer, accepterer nyliberalismen og imperialismen. EU forbliver dermed den europæiske del af det amerikanske projekt. Derimod er der en konflikt mellem befolkningen i EU og Triadens imperialisme. På mig virker det som om at Europa her burde udgøre et svagt led i den globale imperialistiske kæde - traditionelt er der et potentiale for et virkeligt venstre. Men venstrefløjen i EU må først radikalisere sin kritik, både af nyliberalismen og imperialismen. Det er ikke kun den europæiske socialpolitik som er vigtig, men også udenrigspolitikken. En europæisk region ville kunne knytte bånd til Rusland, Kina, Indien, Syøstasien og Afrika, og dermed isolere den amerikanske iomperialisme.
Det betyder ikke at jeg accepterer ideen om, at de europæiske nationer er ved at forsvinde, at det vil være godt at konstruere en europæisk stat, lige så lidt som jeg accepterer snakken om at nationerne i periferien er unødvendige. Det er kun for den dominerende kapital, at det udelukkende er Europa som eksisterer. For de europæiske folk findes både nationerne og Europa. Derimold vil den lange overgang til verdenssocialismen til at være umulig i de europæiske lande, så længe den ikke bygger på en europæisk konstruktion son som også har socialismen som mål."

Usikker lederstilling
Sovjetunionens kollaps betød på den ene side, at USA stod tilbage som den absolut dominerende supermagt, men på den anden side betød den Kolde Krigs ophør samtidig, at USA langsomt mister sin hidtidige uantastede lederstilling i den kapitalistiske blok. Dette forhold har drevet meget af USAs udenrigspolitik det sidste 10-år, og her kan USA bruge sin militære overmagt til sine poltiske mål. Det var den første Bush's mål I 1990-92, siden Clintons klare politik og således også den nuværende Bush-administrations mål. Terrorangrebet den 11. September har blot betydet, at denne udvikling har kunne fremmes.
USA opskrift siden Golf-krigen i 1991 har været amerikansk overmagt over hele kloden. Peter Gowan2 henviser til den tyske reaktionære teoretiker Carl Smitts definition, at "overmagt har den der a) alene kan bestemme hvem der er fjende og ven b) alene kan erklære undtagelsestilstand c) alene kan ændre spillets regler, dvs. ændre lovene. Og det er netop hvad USA har foretaget sig siden 1991: USA har alene fortalt os hvem verdens fjender er - Saddam, Milosevic, Taliban, Iran osv., fortalt os hvilke problemer der kræver undtagelsestilstand/ forholdsregler og hvilke der ikke gør. Og hvis det ikke er nok, kan USA ændre reglerne som andre så må følge, men ikke USA selv."3
Men selvom USA ikke har nogen militære modstandere af betydning, står USA ikke desto mindre overfor alvorlige politiske udfordringer. Her er to store blokke, EU og Asien ved at etablere sig, og disse vil ikke på længere sigt acceptere USA's totale dominans. Begge blokkes økonomiske potentiale er større end USAs og i sidste ende også den militære. Det spil der udfoldes i øjeblikket omkring eventuel krig mod Iraq afspejler tydeligt disse gryende modsætninger., det ser tilsyneladende ud som om at USA har helt fod på EU, men det er næppe holdbart.
Omkring Iraq har Blair ikke den folkelige opbakning til krig, og Tysklands Schröder har, uanset det i første række er til indenrigspolitisk brug, ligeledes vendt sig imod USA's krigeriske linje. I Danmark er Socialdemokratiet og den borgerlige regering nogenlunde enige i, sammen med England, at være USAs lakajer i EU (tænk blot på Hans Hækkerups stolthed over opgivelsen af selvstændig udenrigspolitik til fordel for 100% USA loyalitet). Men dette forhold vil ændre sig efterhånden som stormagterne i EU finder sammen om en fælles linje, hvilket kan blive tvingende nødvendigt når det gælder forhold der er afgørende for EU's interesser. Som f.eks. at forsvare menneskerettigheder i det olierige Kaukasus.
EUs nuværende linje kan samles under begrebet "Det Internationale Samfund". Bag det smukke ord skjuler sig ifølge Peter Gowan den klare politik "at der bør være et fælles lederskab omkring G7 landene og bagved det OECD. Holdningen, som de selv opfatter som stående i modsætning til USAs 'unilateralisme', indebærer en underminering af nationernes suverænitet. Det indebærer G7-landenes ret til at intervenere hvis de ikke bryder sig om hvad en bestemt nation laver - som f.eks. Zimbabwe idag."3
Denne holdning prægede USA under Clintons periode. USA's klare magtpolitiske interesser f.eks. på Balkan blev krydret med globaliserings-ideologi og snak om menneskerettigheder og globalt civilt samfund. Men den går kun så langt at man har kontrol over disse fora. Idag under Bush frabeder USA sig at andre, deriblandt EU, laver regler som USA skal rette sig efter, uanset om det gælder krig, klimaaftaler eller krigsforbryderdomstole.
Den tredje linje er ifølge Gowan at det skal være FN og Sikkerhedsrådet som skal bestemme verdensordenen. Denne linje nyder især støtte fra de store 3. verdenslande som Kina og Indien, men får også nogen gange støtte af Rusland og Frankrig. "Opfattelsen skal tages alvorlig, fordi den ikke bare nyder opbakning fra stater, men den er også knyttet til milliarder af menneskers bevidsthed. Jeg vil til en vis grad sige at du kan se den magt der udgår fra denne opfattelse i den palæstinensiske Intifadas styrke."

Globaliserings spørgelse
Den store fortælling idag gælder 'globalisering'. Store dele af globaliseringens modstandere tager det negative af det ideologiske billede der serveres dagligt, og mener at vi står i en epoke hvor et mere eller mindre autonomt verdensmarked domineret af transnationale selskaber er dem der laver regler og udnytter verden. Og at staternes rolle tilsvarende er reduceret. Denne grundtanke har vi beskrevet i mange artikler i Solidaritet - og afvist den. De faktiske forhold viser, at kapitalismen fungerer og styres indenfor Triaden, 90% af produktion og investeringer foregår indenfor disse.
Men der er et gran af sandhed når det gælder forholdet mellem Nord og Syd, idet især USA og EU samarbejder med omkring at påtvinge en politik overfor Syden som kan sikre ekspansion og udnyttelse af disse lande. Men ellers stiller Gowan sig på samme linje som Amin og Petras i kritikken af denne opfattelse "graden af uafhængig markedsbaseret konkurrence er både begrænsede og skrøbelige. Selskaberne er langt mere afhængige af politiske kompromisser og politiske pres, end fortalere for ideen om 'økonomisk globalisering' tror. ..Det ser ud som om der er en transnational herskende klasse der blander sig i stort set hvad som helst. Men det er forkert: der er ganske enkelt tale om en fælles taktik, hvor hver enkelt nationale kapitalistklasse arbejder for at fjerne de sociale rettigheder, svække og øge udbytningen af arbejderklassen."
Her peger Gowan på at de nationale borgerskaber i EU har den nye mulighed at forene sig i Euro'en, som vil give dem mulighed for at opbygge et regionalt skjold som vil gøre dem i stand til senere at tage kampen op mod den amerikanske kapitalisme, og stå stærkere overfor fremtidige udfordringer fra dens egen europæiske arbejderklasse.

Krigen Iraq
"...Men det er nødvendigt at nævne, at Talebans form for Islam er mere reaktionær end den, de andre grupper står for. ...halvfascistisk gruppe i det afghanske kaos af borgerkrig og desintegration.."4
Det stod der i Solidaritet i 1996, dengang Taliban blev støttet af den vestlige verden med USA i spidsen. Dette citeres nu for at det følgende ikke skal misforstås: Langt inde på venstrefløjen har man forladt selve fundamentet for international opførelse, nemlig den nationale suverænitet. Vi så det i tilfældet med Afghanistan, og det gælder i tilfældet med Iraq idag - og Nordkorea, Yemen, Libyen m.fl. imorgen. Pudsigt nok - eller måske ikke - er det især den del af venstrefløjen som har haft allermest travlt med at forlade parolen om arbejderklassens internationale solidaritet, som nu begynder sig at påberåbe sig netop denne opafttelse. Med den lille ændring, at 'arbejderklasse' nu er udskiftet med stormagterne og de internationale institutioner de opererer igennem! At påstå eksistensen af et internationalt retssamfund idag er en farlig naivitet, der alt for nemt lader sig udnytte at forskellige magtpolitiske interesser. Menneskets historie er særdeles rigt på eksempler på undskyldninger for agression, der alle har det til fælles at de har syntes rimelige da de blev fremført, og absurde i eftertiden.
I den aktuelle debat om krig mod Iraq er hverken Frankrig eller Tyskland begejstret for ideen, hvilket har både indenrigs- og udenrigspolitiske årsager. I begge lande, men også i krigstilhængeren Blairs England, mangler den folkelige opbakning. Men selvom mange i Europa sætter spørgsmålstegn ved invasion af Iraq, sker det ikke udfra det betænkelige i at bryde et lands suverænitet, det mener man efterhånden at den vestlige verden - det man kalder verdenssamfundet - har ret til. Nej betænkelighederne skyldes kun at man betvivler selve klogskaben i et sådant træk. Og i EU's tilfælde derudover almindelig magtpolitik - her især ubehaget ved at USA kan kontrollere også Iraqs olie. EU vil trænge USA politisk i defensiven ved at pege på sin egen model for international lov og orden. Men som Gowan siger: "EU er et mindre onde end USA i deres fælles bestræbelser på at fastholde deres dominans hvor hovedparten af kolodens befolkning lever. Men EU er kun et mindre onde fordi det har mindre militær kapacitet og er mindre militaristisk (med undtagelse af England og Frankrig)".
FN idag har heller ikke den nødvendige autoritet til at hævde international lov, især fordi selve strukturen blot er en afspejling af stormagternes interesser.