Fagbevægelsens kamp imod regeringen:
Modstanden vokser, aktionsenheden styrkes

I sidste nr. af Solidaritet (1/2002 – udkom i februar måned) skrev Finn Sørensen: ”Det er en kendsgerning at regeringens første 100 dage rystede fagbevægelsen. Der er en reel mulighed for, at regeringens næste 100 dage kan ryste fagbevægelsen sammen!”. Selvom der er langt igen, førend hele den danske fagbevægelse er samlet om en offensiv modstand mod regeringen, så mener Finn Sørensen i dette nr., at udviklingen har bekræftet denne mulighed.

af Finn Sørensen

Fra den store faglige konference i Silkeborg 1. marts, over demonstrationen imod Finansloven d. 20. marts, til etableringen af forskellige netværk for arbejdspladserne går en rød tråd: Modstanden mod regeringens arbejderfjendske politik vokser, aktionsenheden mellem de forskellige politiske retninger i arbejderbevægelsen styrkes.

Konferencen i Silkeborg 1. marts
Den faglige konference i Silkeborg kan meget vel vise sig at være en af milepælene i den danske arbejderbevægelses historie. Store ord i april? Ja, men ord med dækning i konferencens forløb og beslutninger.
Alene antallet kom bag på arrangørerne (som var de ca. 70 fagforeninger under betegnelsen ”Fagligt Ansvar for en bedre fremtid”). Man måtte flytte til større lokaler: ca. 750 deltagere blev det til, med en klar overvægt af arbejdspladsrepræsentanter fra de 154 deltagende fagforeninger. Vi skal tilbage til 1970´erne for at finde så store tillidsmandsmøder, afholdt i ”fredstid”.
Det er ikke underligt at SiD, med sin lokale dækning og fagpolitiske holdninger fyldte meget på konferencen, over halvdelen af deltagerne. Nok så bemærkelsesværdig var deltagelsen fra mange offentligt ansatte fra BUPL, FOA og SL.
Det samme var LO´s opbakning til en konference arrangeret af venstrefløjen i fagbevægelsen. LO havde selv ønsket at overbringe konferencen en personlig hilsen, selvom der var hovedbestyrelsesmøde samme dag. Formanden kunne af samme grund ikke deltage, så det blev Harald Børsting, der kom med en analyse af situationen, som ikke mødte større indvendinger.
Også fra lokale LO-organisationer var der en – om ikke officiel, så dog reel – opbakning til konferencen, hvilket blandt andet udmøntede sig i oplægget fra formanden for LO-Århus Hans Halvorsen.
Det flotte fremmøde opmuntrede til beslutninger om at iværksætte konkrete mobiliserende aktiviteter: En stor faneborg på Christiandsborg i anledning af finansloven, og en kampagne for at få taget deltidsloven af bordet.

Det politiske alternativ
Det mest bemærkelsesværdige ved konferencen var dog tilgangen til det politiske spørgsmål. Tidligere faglige konferencer vedtog – som regel uden større debat – omfattende politiske og faglige krav. På konferencen i Silkeborg valgte man en helt anden arbejdsmetode.
Det blev vedtaget en omfattende og præcis kritik af den borgerlige regerings politik, herunder en klar afstandtagen fra privatisering og udlicitering af offentlige ydelser. Men i stedet for at formulere mere eller mindre konkrete modsvar på de enkelte punkter vedtog man følgende:
”Vi har et særligt ansvar for at stoppe denne udvikling. Enhedsfagbevægelsen har uanset meningsforskelle plads til alle, og vi må gå i offensiven for at forsvare den brede befolknings og ikke mindst de udsatte gruppers interesser. Det kræver at vi rejser diskussionen på arbejdspladser og i lokalområder: Hvad er det for et samfund vi vil have? Det kræver, at den samlede arbejderbevægelse udvikler en fælles politisk platform, der kan udgøre et troværdigt alternativ for flertallet af befolkningen. Manglen på dette alternativ var en af hovedårsagerne til valgnederlaget.”
Heri lå, at udviklingen af det politiske alternativ er en kollektiv proces. Det gøres ikke ved, at et par skrivebordsgeneraler skriver nogle politiske aktionsprogrammer, og får dem vedtaget på en konference. ”Græsrødderne” skal selv være med til at udforme politikken.
Konferencedeltagerne tog denne nye metode til sig. Der var mange tilmeldinger til de foreslåede temagrupper om uddannelse, arbejdsmarkedspolitik, arbejdsmiljø og den offentlige sektor. Disse temagrupper skal på kommende konferencer komme med ”input” til den fælles politik.
Konferencen besluttede også – uden mindste indvending – at invitere resten af fagbevægelsen til at være med i denne proces, og give dem indflydelse på organiseringen: ”Vi vil med LO- og FTF-organisationerne drøfte, hvordan vi i fællesskab kan styrke såvel det lokale arbejde, som den landsdækkende koordinering, herunder indkaldelsen af den næste landsdækkende konference”.
Udviklingen siden da, har bekræftet at konferencen tog nogle beslutninger, som har rod i virkeligheden.

Christiansborg 20. marts
Faneborgen på Christiansborg d. 20. marts overtraf igen arrangørernes forventninger. Mere end 500 lokale fagforeninger og klubber sendte fanen. I mange tilfælde var det de lokale LO´er der stod for organiseringen.
Selve demonstrationen på Christiansborg var en konkret udmøntning af konferencens målsætning om at alliere sig med andre befolkningsgrupper, der trues af regeringen: Elevorganisationer, miljøorganisationer, lejerbevægelsen, kunstere og kulturfolk, flygtninge- indvandrerorganisationer m.m. forenede kræfterne i en kritik af regeringens finanslov, bakket op af 20.000 – 25.000 deltagere – et samarbejde, der videreføres med henblik på fælles indsats i forhold til næste års finanslov.
På trods af at Silkeborg-konferencen udtrykkeligt besluttede sig for at fagbevægelsens bidrag ”kun” skulle være en faneborg, og at selv venstrefløjsfagforeninger anbefalede arbejdspladserne at ”spare på krudtet”, så nedlagde 28 arbejdspladser arbejdet – med Kastrup Lufthavn i spidsen – svarende til ca. 4000 lønmodtagere. Et klart udtryk for, at der var og er mere potentiale i bevægelsen.

Kampagnen mod deltidsloven
Kampagnen mod deltidsloven tog også et opsving efter beslutningen i Silkeborg. Kampagnen var i realiteten startet inden, nemlig i form af netværket for tillidsrepræsentanter i industrien. I løbet af marts og april er antallet af arbejdspladser tilsluttet denne kampagne næsten blevet fordoblet, til ca. 180 arbejdspladser.
Af forbund er det især SiD og Metal, der engagerer sig i kampen mod deltidsloven. Langt hovedparten af de mere end 50 deputationer, der er anmeldt arbejdsmarkedsudvalget kommer fra SiD. Det er en klar svaghed, at ikke flere forbund er aktive her.
Kampagnen kan foreløbig notere, at regeringen ikke har kunnet overholde sin plan om en hurtig vedtagelse af loven, og at Dansk Folkeparti er svinget fra et ”ja” til ”ved ikke”. Det har gjort indtryk at så mange arbejdspladser tager klar afstand fra forslaget, og at det i mange tilfælde er lykkedes at få arbejdsgiverne med i protesten.

Lokale TR-netværk
Der er også gang i konferencens forpligtigelse til at arbejde aktivt for at oprette tværfaglige netværk for tillidsrepræsentanter i lokalområderne.
Et eksempel på dette, er dannelsen af et tværfagligt netværk for hele det storkøbenhavnske område, hvilket fandt sted d. 10. paril.
Initiativet var taget af LO-Storkøbenhavn og ”Fagligt ansvar for en bedre fremtid”. Politisk placerede konferencen sig da også som en klar forlængelse af konferencen i Silkeborg.
Fremmødet – knap 200 tillidsrepræsentanter - viste, at der er lang vej igen, før man har dækning på alle større arbejdspladser i området – især kneb det med repræsentation fra de offentlige arbejdspladser og fra HK-området, på trods af HK´s formand John Dahl, og BUPL´s formand Bente Sorgenfrey var blandt oplægsholderne.
Også LO´s formand Hans Jensen var blandt oplægsholderne, og gav herved endnu engang samarbejdet mellem venstefløjen og socialdemokraterne i fagbevægelsen sit ”blå stempel”.
På den ”anden fløj” var der opbakning til netværket fra den i forvejen eksisterende ”Storkøbenhavnske tillidsmandsring”, der er en videreførsel af tidligere tillidsmandsringe, etableret af de mest militante dele af den københavnske fagbevægelse,.
Mødet d. 10. april viste stor vilje til konkret handling. Der blev nedsat et arbejdsudvalg på en halv snes repræsentanter fra nogle af områdets store arbejdspladser, privat og offentligt. Der var også mange tilmeldinger til de foreslåede temagrupper om de samme emner som blev vedtaget på Silkeborgkonferencen.
Det bemærkelsesværdige ved dette TR-møde var ikke så meget samarbejdet mellem venstrefløjen og socialdemokraterne i den københavnske fagbevægelse. Det har – med visse op- og nedture – fungeret rimeligt siden etableringen af den nye LO-struktur for 6 år siden.
Det bemærkelsesværdige var, at LO-Storkøbenhavn – og dermed det store flertal af områdets fagforeninger, der jo helt klart er socialdemokratisk domineret – sagde ja til etableringen af et helt igennem selvstyrende TR-netværk, hvis opgave er aktiv indsats imod konsekvenserne af den borgerlige politik, og udviklingen af et fælles politisk alternativ.

Samarbejde med de lokale LO´er
Samarbejdet mellem fagforeningerne i ”Fagligt Ansvar” og LO-Storbyerne på landsplan ser også ud til at udvikle sig som ønsket. Den 14. marts afholdt de 2 parter et meget positivt møde, hvor man blev enige om at anbefale afholdelse i fællesskab af en ny stor tillidsmandskonference i begyndelsen af september.
Repræsentanterne for LO-Storbyerne var også positive over for de temagrupper til politikudvikling, som blev vedtaget i Silkeborg, og for at drøfte oplæg herfra på konferencen i september. Der var enighed om at konferencen bør bruges til at sætte focus på regeringens finanslov for 2003, som må forventes at indeholde yderligere voldsomme stramninger.
Man må forvente, at parterne på deres næste møde i slutningen af april tager konkrete skridt til indkaldelsen af en sådan konference, med målsætningen ”Silkeborg dobbelt op”!

Skepsis på venstrefløjen
Alt tyder altså på, at der er voksende muligheder for at etablere en reel aktionsenhed i kampen mod regeringen, og for et konstruktivt samarbejde mellem de konkurrerende politiske retninger i arbejderbevægelsen om at udvikle et fælles politisk alternativ til den borgerlige politik.
At det er lettere sagt end gjort skal jeg vende tilbage til afslutningsvis. Men den første betingelse for at det lykkes, er jo at alle parter tror på, det kan lade sig gøre.
Her mærker man en vis skepsis hos venstrefløjen i og uden for fagbevægelsen. Nogen frygter, at socialdemokraterne i fagbevægelsen løber fra det hele og forsøger at bremse bevægelsen, så snart vi igen får en socialdemokratisk ledet regering, eller at LO´s ledelse falder for fristelsen til at indgå i større ”trepartsdrøftelser” og aftaler med den borgerlige regering.
Det er en yderst velbegrundet skepsis, når man ser på de sidste 10 års praksis fra fagbevægelsens side til den socialdemokratisk ledede regerings politik, og på erfaringerne fra fagbevægelsens samarbejde med Schlüter-regeringen. Vi må erkende, at der uundgåeligt kommer nogle andre diskussioner, i samme øjeblik der sker et regeringsskifte, eller den borgerlige regering må indse, at man ikke kan regere uden om fagbevægelsen.
Men det er jo netop et argument for at arbejde på højtryk for at udvikle de konkrete politiske svar på den borgerlige politik og rodfæste dem på arbejdspladserne og bredt blandt fagbevægelsens medlemmer.
Hvis det rent faktisk lykkes at mobilisere større dele af arbejderklassen om et reelt politisk alternativ til den borgerlige regering, og forståelsen af, at egne aktiviteter er forudsætningen for at opnå resultater, vil det være langt vanskeligere for fagbevægelsens top at falde tilbage til gamle uvaner.
Det er samtidig et argument for, at venstrefløjen sideløbende med udviklingen af aktionsenheden bruger kræfter på de grundigere analyser af samfundet, og på at få bredere diskussioner op at stå i den nye bevægelse, om et egentligt alternativ til den kapitalistiske samfundsorden.

Nye udfordringer
Men hvorfor er der netop nu muligheder for en reel aktionsenhed med den socialdemokratiske del af fagbevægelsen, heriblandt nogle af forbundsledelserne, ?
Det skyldes især 2 ting.
Den ene er, at den borgerlige regering har stillet de faglige ledere over for helt nye udfordringer. Som jeg påpegede i min artikel i sidste nr. af Solidaritet forsøger regeringen på utallige måder meget systematisk at undergrave selve fagbevægelsens fundament, og dermed de faglige leders egen position. Det gælder for eksempel dens angreb på overenskomstsystemet som sådan, og dens forsøg på at begrænse og helst fjerne fagbevægelsens kontrol med A-kasserne, men også hele det ideologiske felttog under ”frit-valg” banneret.
Den anden er, at Socialdemokratiet er ”groggy” oven på valget, og at der vil gå lang tid før partiet bliver i stand til at formulere en klar oppositionslinje – og at det i det hele taget vil være meget svært for Socialdemokratiet, da de jo ofte skal være i opposition til en politik, der på mange måder ligger i forlængelse af den, de selv førte i regering.
Det har fagbevægelsen – inklusive dens ledere –simpelt hen ikke råd og tid til at vente på, angrebene fra regeringen taget i betragtning.
Især disse forhold er grundlaget for den aktuelle alliance mellem venstrefløj og socialdemokrater i fagbevægelsen. Og det er heller ikke noget dårligt udgangspunkt for en reel aktionsenhed i den nuværende situation.
Samtidig skal man jo ikke underkende det faktum, at nogle af disse såkaldte ”toppampere” rent faktisk har de samme ønsker om at varetage medlemmernes interesser, som venstrefløjen – men blot nogle andre og snævert parlamentariske opfattelser af, hvordan disse interesser bedst fremmes!

Det tager det alvorligt!
Det er i hvert fald en kendsgerning, at stort set samtlige forbundsledelser tager truslen fra den borgerlige regering særdeles alvorligt, og at ikke uvæsentlige dele af dem rent faktisk engagerer sig i at få modstanden op at stå.
LO-ledelsens opbakning til aktionsenheden med venstrefløjen er et eksempel. LO´s klare kritik af regeringens politik – jf. for eksempel Hans Jensens tale på Christiansborg Slotsplads d. 20. marts – understøttes af et ærligt ønske om, at der også kommer noget ”krop” bag kritikken i form af aktiviteter på arbejdspladserne.
Af de store forbund har især SiD kastet sit magtfulde apparat ud i en energisk indsats, ikke bare imod deltidsloven, men i at give tillidsrepræsentanterne praktiske redskaber til at imødegå stort set alle sider af den borgerlige regeringspolitik.
Netværket af industri-tillidsrepræsentanter inspireres og støttes på mange måder af Metals og SiD´s ledelser i CO-Industri. At dette netværk ikke bare er til pynt, fremgår tydeligt af CO-Industris medlemsblad, og af Max Bæhrings trussel om ”retshåndhævende konflikt”, hvis ikke deltidsloven tages af bordet, ligesom han hele vejen igennem har været skarp og klar i sin kritik af regeringens politik over for arbejdsmarkedet.
Også blandt de offentlige forbund som BUPL, SL og LFS er der en voksende aktivitet.
De fleste andre forbund holder sig mest til de verbale udfald imod regeringen. Vi savner jo i høj grad at forbund som FOA, HK og KAD kommer på banen med konkrete aktiviteter.

”Rigtige socialdemokrater”
Det ændrer selvfølgelig ikke på, at de faglige topledere stadig er socialdemokrater, og anskuer kampen fra den synsvinkel.
Et eksempel er Max Bæhrings udtalelser på LO´s HB-møde den 1. marts, i anledning af LO-formandens opbakning til konferencen i Silkeborg samme dag: - ”Mødet i Silkeborg den 1. marts er det røde initiativ. Men der er også et socialdemokratisk” sagde Max Bæhring, idet han henviste til netværket for industriarbejdspladser!
Et andet eksempel er John Dahls oplæg på mødet for det Storkøbenhavnske TR-netværk d. 10. april. Også John Dahl mente det var meget vigtigt, at den politiske debat på arbejdspladserne blev genrejst, men han lagde ikke skjul på, at det først og fremmest drejede sig om at genrejse støtten til socialdemokratiet, og at løsningen bestod i at bakke op om dette parti.
Sådanne udtalelser viser, at ikke alle faglige ledere har tænkt over det afgørende politiske skift, som valget d. 20. november var udtryk for, eller over de radikalt ændrede styrkeforhold som dette valg medførte, ligesom de heller ikke har meget føling med, hvad der sker i deres egen basis. For jo længere ned man kommer i det faglige system, jo mindre dækning er der for den slags holdninger, jo mere åbenhed er der for at forsøge at udvikle noget nyt i fællesskab med andre fagligt aktive, uanset politisk udgangspunkt.

Nytænkning i Århus
Jeg har tidligere henvist til LO-Århus som et af de mest positive eksempler på denne nyorientering blandt nogle socialdemokrater i fagbevægelsen. I et oplæg fra januar 2002 hedder det blandt andet at ”Vi må erkende at dele af den politik, som vi – dvs. den socialdemokratisk ledede regering og fagbevægelsen - selv har gennemført og stået for de sidste ti år, har haft umiskendelige liberalistiske træk. Der er derfor behov for et nyt svar på spørgsmålet: hvad forstår vi i arbejderbevægelsen ved velfærd/velstand og ved velfærdsstat?”.
LO-Århus har også nogle klare bud på retningen: ”Selvfølgelig skal vi føre en konstruktiv oppositionspolitik, men det indebærer ikke, at Socialdemokratiet bør fungere som delvis parlamentarisk grundlag for en VK-regering eller indgå i nationale kompromiser om flygtningepolitikken eller udenrigspolitikken. Eller at fagbevægelsen bør indgå større trepartsforlig med det formål at stabilisere regeringens liv. En konstruktiv (dvs. opbyggelig) oppositionspolitik indebærer, at arbejderpartier og fagbevægelse nu sætter sig som deres første opgave at formulere et konkret og langsigtet alternativ til VK-regeringens liberalistiske politik. Et alternativ der må og skal diskuteres bredt, i fagforeninger og partiforeninger.”

Udviklingen af alternativet
Det er sådanne udmeldinger – der ikke kun begrænser sig til Århus – der giver håb om, at der kan komme en reel debat med mange socialdemokrater i fagbevægelsen om et fælles alternativ – vel vidende, at udmeldinger som Max Bæhrings og John Dahls siger noget om, hvor svært det kan blive, så snart vi bevæger os ud over helt konkrete opgaver som kampen mod deltidsloven, angrebet på A-kasserne, på erhvervsuddannelserne osv.
Vi må også have for øje, at opgaven bliver mere kompliceret, i takt med at Socialdemokratiet bliver i stand til at formulere politiske svar. Socialdemokraterne i fagbevægelsen føler sig nu engang mere forpligtede til at følge partilinjen, og holde debatten inden døre, end man gør på venstrefløjen.
Så meget vigtigere er det at holde fast i retningen: Det drejer sig om fælles kamp mod den borgerlige politik og fælles politikudvikling på tværs af de traditionelle skel i arbejderbevægelsen.
Sideløbende med det, er det vigtigt, at også SF og Enhedslisten giver deres bidrag. Det er en nødvendig forudsætning for at fremme den politiske afklaring i fagbevægelsen. Men ligesom Socialdemokratiet må de forholde sig til, at hvis en alternativ politisk platform skal kunne samle bredt i arbejderklassen, så skal den formuleres i og af de aktive dele af fagbevægelsen selv – naturligvis med inspiration fra alle de gode kræfter i arbejderbevægelsen, der ønsker at bidrage.