Makedonien og krigens psykologi

af Jan Øberg

Det er søndag og varmt. Hovedstaden Skopje er stille. De fleste sover, sidder i skyggen på balkoner eller hviler under et træ. Tiden og rummet og et forvirret ingenmandsland snakker, venter, fordriver tiden, og gør det man altid har gjort, holder fast ved det normale - vel vidende at det dag for dag bliver mere og mere unormalt.Uvisheden skaber en stille nærværende uro. Alt er blevet værre, men bliver der krig? Vil det blive det samme helvede som Bosnien? Hvor skal jeg gå hen? Bliver jeg indkaldt? Skal jeg sende børnene til Kosovo? Til Beograd, eller i det mindste bare sydpå? På krig kan man forberede sig eller ikke. Men man kan ikke forberede sig på det ubegribelige, absurde, det helt unormale. Man kan egentlig kun vente og håbe på det ikke bliver til noget.
Det er i skrivende stund fire en halv måned siden at volden brød ud i det nordlige Makedonien og kun tre dager efter at aftalen om våbenhvilen mellem den makedonske regering og den albanske nationale befrielseshær, NLA, med nære relationer til UCK, den Kosovo-albanske befrielseshær, som opererer oppe i bjergene og inde i Kosovo.
Jeg er her for at studere situationen via samtaler med politikere, ministere, repræsentanter for folkelige bevægelser, intellektuelle og journalister. Men også for at diskutere forskellige forslag som jeg tror ville kunne bremse den voksende kløft mellem makedonere og albanere, ja og landets vlakher, romer, serbere, minoriteten af albanske katolikker og minoriteten af muslimske makedoniere, som alle er tilsidesatte tilskuere til de to største befolkningsgruppers slagsmål og som sjældent nævnes i vore medier.
I de 10 år jeg har rejst i Makedomien er landet blevet kaldt „fredens oase“. Når jeg sidder på en af Skopjes utallige cafeer er det svært at tro at der udspiller sig alvorlige kamphandlinger blot 20 km. nordpå.

Fredens oase?
Makedonien og mirakler synes at høre sammen. At landet overhoved eksisterer synes at være et mirakel. Først medførte selvstændigheden en masse problemer med Grækenland på grund af flaget, dets navn og dets grundlov. Siden fulgte 10 års vestlige sanktioner mod landets største marked, Serbien, med hvad deraf fulgte af økonomiske tab og en blomstrende mafia. Derefter brugte NATO landet som base for en indsatsstyrke inden man bombede Jugoslavien, og endelig, under NATOs bombardementer, blev Makedonien brugt som base, opmarchområde og flygtningelejr for 100.000‘er af albanske flygtninge fra Kosovo. Makedonien overlevede trods alle odds såvel en flygtningestrøm der udgjorde 20% af dets befolkning (som svarer til 1 mill. flygtninge i Danmark) og forandringen i den ømtålelige etniske balance. Og siden fulgte regeringens mangel på handlingskraft på stadig flere uløste problemer.
Der er en lang tradition for at undgå vold i det her samfund, som i et vist omfang gør det til en undtagelse i det generelle billede af Balkan. I sammenligning med Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo-provinsen er der meget lidt had, meget få som man ikke mener man kan leve sammen med som naboer. Man kan ikke sige at almindelige makedonere og albanere elsker hinanden, at der ikke findes en vis adskillelse og at man vil blande sig med hinanden.
Men rundt omkring er der et lokalt samarbejde, man passer sit og gør ikke noget for direkte at skade „de andre“ i sin del af samfundet. Man sameksisterer, der har altid været en etnisk blandet regering, og utallige mængder af aviser, radio- og TV-stationer.

Løgnen om Vesten som det eneste alternativ til krig
Det er absolut ikke sandt at dette er et land hvor befolkningsgrupperne hader hinanden og ikke kan se muligheden for fredelig sameksistens. Jeg er overbevist om at 98% af befolkningen, almindelige mennesker, inden krigen brød ud, ikke ønskede en krig og ikke ville dele landet, men kun ville leve, arbejde og endelig se deres nye uafhængige Makedonien blomstre og få en bedre økonomi, bedre skoler og mulighed for et enkelt men godt liv.
Ja, den største løgn er den vi hører efter NATO’s ankomst: at alternativet til denne er krigen. Det er kun sandt for en frygtelig lille gruppe af ekstremistiske albanere og makedoniere - og for NATO’s, EU’s og USA’s ledere.
Det betyder ikke at alting er iorden i Makedonien. Og jeg kan levende forestille mig, at hvis jeg var albaner og boede der ville jeg absolut føle mig som 2. klasses medborger. De makedonske albanere er dårlig repræsenteret i statsadministrationen, hæren og politiet selvom de udgør 30-40% af befolkningen efter deres egen opfattelse og 20% efter den seneste folketælling, som de dog nægtede at deltage i.
Der er intet spor af albansk historie og kultur på pengesedler og frimærker, i Nationalmuseet eller i turistbrochurerne. Der er en omfattende usynliggørelse som er slem nok. Men en aktiv undertrykkelse med forfølgelser, trusler og tortur har der aldrig været tale om, eller noget lignende Kosovo under Milosevic.
Der var - og er - intet som kan retfærdiggøre at man bevæbnede sig, begyndte at slå ihjel, erobre byer, bombe og fordrive „de andre“ sådan som NLA/UCK ensidigt begyndte at gøre. Det ubegribelige er at Vesten støtter og belønner dette.
Man kan derfor med rette sige at mens der er en konflikt som den makedonske majoritet er skyld i, så er ekstremistiske albanere - og altså ikke almindelige civile albanere - skyldige i selve krigen og andre former for vold. Dette fritager ikke nydannede ekstremistiske makedonske paramilitære grupper fra ansvaret for at gøre det hele meget værre, nu med våben fra indenrigsministeriet.

Forfalskningen af virkeligheden kræver et mirakel nu
Den almindelige mediebevågenhed spreder nu tankeløst illusionen om det etniske hads Makedonien. Denne forfalskning tjener bevidst eller ubevidst illusionen om at USA’s, EU’s og NATO’s politik tjener det formål at redde Makedonien fra krigen. Og det er netop den type af bedrageri man har brug for i Vesten hvis håndtering af Balkans konflikter i 90‘erne er gået så galt og ikke har løst nogle problemer hverken for Kroatien, Bosnien eller Kosovo.
Hvis ikke befolkningsgrupperne hader hinanden i Makedonien, så må årsagerne til en kommende borgerkrig snarere forklares udfra de faktorer og aktører jeg nævnte ovenfor. Hvis der bliver krig i Makedonien bær de internationale aktører hovedansvaret.
Er miraklernes tid forbi? Må Gud forbyde at dette er tiden inden regnen falder, tiden før en ny krig på Balkan.

Som en snebold i helvedet
Den traditionelle fredelige grundholdning handler meget om en passiv, afventende politisk og social struktur og om politisk og økonomisk korrumperede ledere både på den makedonske og albanske side.
I Serbien og Kroatien havde dele af befolkningen en slags følelse af psykologisk kraft under Milosevic og Tudjman. I Makedonien kan jeg ikke huske at have stødt på nogen der tror på noget politisk, og slet ikke nogen der udtaler sig entusiastisk om en politiker på noget som helst niveau. Menneskers passivitet hænger sammen med følelsen af magtesløshed, med fraværet af ledere med karisma, en slags fatalisme, som kan have bidraget til at der ikke rigtigt er udbrudt borgerkrig endnu.
Opløb, som i Bitola i syd og nogle enkelte aftner i Skopje, synes for det meste at være enkeltstående episoder. Det civile samfund - hvad det så end betyder - er meget svagt. Der er mange folkelige bevægelser på papiret, men med få aktive.

Kollektive generaliseringer
Makedonerne tager det roligt, en kop kaffe til på cafeen - ja, det er vel bedre end krig? Vi gider ikke! Albanerne derimod gider faktisk godt, de viser en imponerende solidaritet med masser af gå-på-mod. De handler på kryds og tværs, udvandrer, betaler skat til deres politiske kamp og har et stærk familie- og klansammenhold. De bygger universiteter og betaler dem selv, de har langsigtede visioner og planer. Og de organiserer hære.
I de sidste 10 år har tusinder af albanere fra Kosovo og Albanien bosat sig i det nordlige og vestlige Makedonien, hvor der nu udkæmpes kampe. Siden marts måned har den albanske guerilla truet landets suverænitet ved at besætte 10-15% af territoriet. Da guerillaen har betydelig international politisk støtte, modtager militær støtte og opererer fra Kosovo med NATO’s og FN’s de facto accept kan man med en vis rimelighed tale om en international aggression mod Makedonien. Dette spil om et lands fremtid forekommer mig modbydeligt.
Jeg har talt om de forståelige årsager til albanernes utilfredshed. Makedonerne føler på deres side, at albanerne er politisk ekspansionistiske, og hvis man giver dem nogle forbedringer kommer de straks med nye krav. De er også nervøse for, at de snart bliver en minoritet i landet da albanerne føder flere børn end de gør. De mener desuden at albanerne har bedre vilkår i Makedonien end i Kosovo og Albanien og at livet er mindst lige så svært for fattige makedonere i feks. det øtlige Makedonien som for albanerne.
Lige siden albanske ekstremister startede krigen i nord, tror færrre og færre makedonere på albanernes loyalitet overfor staten, selvom om de, som de ser det, har alle rettigheder, også sådanne som de ikke bruger fordi de ikke i virkeligheden vil integreres i Makedonien. Jeg mener at disse synspunkter og følelser er lige så forståelige som albanernes.
Så langt de kollektive billeder som naturligvis er generaliseringer og stereotyper.

Det personlige plan er anerledes
Men der er også et personligt plan. En ung græsk-amerikansk akademiker og TFF „Fredsantenne“ Vasiliki Neofotistos fra Harvards Universitet har boet i landet i 18 måneder for at forstå hvordan Makedonien ser ud på mikro-niveau. Makedonien er en rig mosaik af folkeslag. der er også blandede ægteskaber, netværk og venskaber omkring fælles interesser.
Hvis et albansk og et makedonsk mafiamedlem har fælles forretningsinteresser betyder etniciteten ingenting. Ungdommen taler om de samme ting i deres subkulturer. Albanerne har den store fordel at de også taler makedonsk mens makedonerne sjældent lærer sig minoritetssproget.
Makedonerne ser en klar skillelinje mellem „albantsite“ som er de albanere som altid har levet i Makedonien og er „kultiverede“ og „shiptarite“ som lige er kommet fra Albanien eller Kosovo og som man ofte mener er en del af mafiaen. Med albantsiter er det nemt at blive venner med. En alban kan blive „en af vores“.
Omvendt kan en makedone blive inkluderet i en albansk kreds. Så siger man ikke at han eller hun er en af vore men „han er som en albaner“. Han eller hun er så besa - et hæderligt menneske, en man kan stole på. Hvis det er tilfældet betyder etniciteten ikke så meget.
Når sådanne relationer udvikles skelner man mellem sin individuelle ven og det kollektive, generaliserer „de andre“ som tilskrives negative egenskaber. Det er netop disse positive holdninger og relationer, inkluderende snarere end ekskluderende, som nedbrydes når krigens psykologi ruller derud som en snebold mod helvede.

Uden tillid bliver der vold - og volden formindsker tilliden
Makedonien er et typisk eksempel på at man udmærket kan tolerere hinanden mens man er i konflikt med hinanden, men det hele bliver meget sværere når volden kommmer ind.
Problemet beskrives fint i filmen „Når regnen falder“ som foregår netop i Makedonien.
Tillid er stikordet. I Sverige har jeg tillid til politiet. Hvis jeg som dansker standses ved hastighedskontrol ser jeg ikke det som en undertrykkelse af mig som en minoritet.
Hvis jeg har gode relationer med en „af de andre“ påvirkes dette selvfølgelig negativt hvis hans gruppe laver frygtelige ting mod min gruppe. Og omvendt: hvis min ven blandt „de andre“ pludselig svigter mig personligt så er jeg mere tilbøjelig til at se alle i hans gruppe som nogen der svigter.
Jeg taler om det med de andre i min gruppe og de får efterhånden den samme negative opfattelse af „dem“. Sådan skabes stereotyper - jeg har mødt en af dem, så jeg kender dem alle! De negative dele af billedet får frit løb, og bliver til dæmonisering.
Når vi ikke kan stole på andre vokser frygten. Og med frygten - snarere end med ondskaben - kommer volden. Og vold avler vold. Vold er en forbrydelse mod god opførelse, mod vedtagne normer, og ødelægger tilliden - som en konflikt ikke nødvendigvis gør.
Når det er kommet så langt behøver „vi“ ikke længere at være ansvarlige eller følge normer når vi selv handler, „de“ organiserer sig militært, se de slår vores ihjel, skal vi da bare se på? Nej, jeg vil ikke krigen, ingen på „vores“ side vil krigen, men når de „andre“..
Med krigshandlingerne begynder propagandaen og misinformationen. Rygterne spreder rædsel og vrede og mobiliserer folkepsykologien, forbereder mennesker på at være offer og blive ofret.

Giften spreder sig i samfundets krop
I tiden inden krigen handler det meget om rygter. Taxichaufføren fra lufthavnen er albaner og vil ikke gå i krig sammen med KLA/NLA, selvom de som han siger „egentlig kæmper for mig“.
- Krig er dumt, jeg vil ikke slås. Men jeg er godt tosset fordi det makedonske politi hele tiden er efter mig, det er længe siden jeg har været i lufthavnen fordi vejen derud er spækket med politi.
- De standser mig, kontrollerer alting, alle papirer, og spørger hvor jeg skal hen. Jeg har kollegaer som er blevet slået. Det er altid os albanere som det går ud over, de gør ingenting ved makedonerne. Hvordan man end vender og drejer det så er der gode og dårlige albanere og makedonere, og det der er sket på det sidste er kun godt for de dårlige på begge sider. Men makedonerne er nu ligesom Milosevic, det er frygteligt!
Han siger ikke noget om at den Albanske Befrielseshærs (NLA) aktiviteter også er en medvirkende årsag til at gøre den makedonske holdning mere stejl eller at det var NLA som ensidigt tog skridtet fra konflikt til vold. Jeg viser min interesse for Aracinovo og hans folks skæbne.
- Vil du køre derhen med mig? spørger han.
Forbavset svarer jeg at det kan han vel da hele området er spækket med makedonsk militær og politi som bare ville gå på ham.
- Hvis jeg kører derhen sammen med dig, rører de mig ikke.

Rare nationalister
På den ene side frygter han politiet på den anden side er jeg hans kunde. Men han er i hvert fald en rar fyr, og jeg hyrer ham nogle dage senere til et besøg i Tetovo/a hvor kampene foregår. Vi snakker i en time i bilen. Nu kommer nationalismen op til overfladen: han mener makedonerne egentlig ikke er et folk, men i virkeligheden blot bulgarer, og at albanerne burde have flere rettigheder end makedonerne fordi landet her er Illyrien og makedonerne blot nytilflyttere. Det er sådant man ikke hørte tidligere i dette land. Da vi siger farvel siger han:
- Hvis du vil kan jeg tage dig til UCK’s baser på den anden side af bjergene, det er ikke noget problem, jeg ved hvor de er, mange i min familie er med i UCK. Ring til mig hvis du er interesseret!
I nogle dage forsøger jeg via forskellige kontakter at komme i forbindelse med en UCK talsmanden, Ali Ahmeti. Men han reagerer aldrig. Bagefter forstår jeg at han dirigerede kampene og forhandlede med NATO’s udsendte Pieter Feith. Måske skulle jeg have taget chancen og have kørt i taxa over bjergene, til Kosovo, med ham?
Der gælder det samme på den makedonske side selvfølgelig. En rund og trivelig kroejer med sans for politik mener at vide at NLA betaler sine soldater for hvert angreb mod makedonske barakker og bygninger („måske 600 D-mark“) og at en NLA-soldat som slår en makedoner ihjel får 3.000 D-mark!

Had og gråd- er forsoning mulig nu?
En dag holder jeg en forelæsning om situationen som jeg ser den, og giver en række bud på skridt som burde tages for at forhindre krigen og genskabe tilliden i samfundet. Der er nogle hundrede kvinder, unge og folk fra fredsgrupper i Skopje som lytter. Selvom disse grupper typisk har kontakt med „de andre“ er der desværre kun få albanere tilstede. Under diskussionen rejser en kvinde i forsamlingen sig og fortæller at „terroristerne“ har ødelagt hendes hjem i Aracinovo; hun kan ikke vende tilbage men hun ved hvilke albanere som gjorde det. Det bliver en lang og følelsesladet snak - had og gråd i et.
Jeg forsøger at trøste hende og siger hun må prøve kun at rette vreden mod den eller de som gjorde det, og ikke mod alle albanere i landet. Tilgivelse og forsoning må igen vokse frem. Men hun vil ikke lytte men siger „Det er for sent“ eller „de er alle sådan og sådan“ eller „har du set nogen albanere protestere imod det som terroristerne gør i alle albaners navn?“
Man kan kalde det ulogisk eller irrationelt. Men jeg tror der er en logik i denne ulogik. Det er i de mekanismer som jeg har beskrevet at krigen forvandles fra noget utænkeligt og absurd til virkelighed og nødvendighed.
Polariseringen øges time for time: du kan slet ikke have forståelse for den anden sides meninger og krav. De er endog ikke værd vores respekt, de er lavere - ja, de findes måske slet ikke. Det bliver „vi“ eller „de“ - ikke „vi“ og „dem“.
Alle tolerante, moderate mennesker, alle som bare for et par måneder siden kunne se at „heller ikke vores side har ret i alt“ gribes efterhånden af dyb isolering og håbløshed. Den vigtigste opgave, at styrke det moderate flertal mod det intolerante mindretal, er der ingen der påtager sig, og mindst af alle af NATO og USA.

Giften spreder sig
Medierne derhjemme og i Makedonien følger bare efter. Alle taler om krigen. Voldens tilhængere og krigens arkitekter kommer i fokus. Måske bliver de høje af at forme historien: EU’s Javier Solana, NATO’s George Robertson, den Albanske Befrielseshærs Ali Ahmeti og hardliner-makedonere som statsminister Ljupco Giogevski og indenrigsministeren som uddeler våben i tusindvis til makedonske ekstremister..
Disse personer kører løbet sammen. De er godt nok fjender, men de har meget til fælles. Og prisen for deres fejlbeslutninger og deres intolerance betaler de ikke selv - det kommer 99% af Makedoniens indbyggere til at betale, både albanere og makedonere. Som altid i denne slags krige.
Men arbejder det internationale samfund alligevel ikke på at undgå krigen i Makedonien? Desværre ikke.
Selv ser jeg desværre et klart mønster i de 10 år, hvor Vesten har været inde og „skabt fred“ på Balkan:
- ingen af de oprindelige problemer er blevet løst
- der er etnisk renere områder nu end før krigen
- alle er blevet mere afhængige af Vesten
Det gælder Kroatien, Bosniens forskellige dele og Kosovo. Det mest multinationale samfund, Jugoslavien blev bombet. Makedonien er alt for multietnisk og fredeligt til at kune ligge uberørt af vestlige og nationalistiske interessers kamp om indflydelse.
Der er en „Præsident-plan“, der er en „Rammeaftale“ fra den 13.august og der er i øjeblikket en NATO-mission som skal samle sølle 3.300 våben ind af den albanske guerillas sikkert 10.000‘er af våben. Ingen af disse planer indeholder planer for skabelse af tillid, fredsundervisning, medier for fred og tolerance, sandheds- eller forsoningskommissioner, total afrustning, ny sikkerhedspolitik, fredszoner eller økonomiske incitamenter til skabelse af inter-etniske udviklingsprojekter.
Der er kun en måde at forholde sig til det internationale samfunds vilje til at hjælpe Balkan til fred: at tvivle på det.
Jeg er bange for at vi indenfor kort tid vil se en endnu større krig på Balkan, dene gang i et land hvor der ikke er problemer der ville kunne føre til krig, med undtagelse af netop det internationales samfunds „hjælp“.
Hvem skal tage vare på menneskerne under og efter at „regnen falder“? Og selv hvis krigen ikke kommer, hvordan i al verden skal tilliden genskabes og menneskerne forsones?

www:transnational.org