Bogomtale:
Kravallen i Göteborg

af Sune Hundebøll

EU-topmøde i Göteborg (juni 2001) var præget af gadekampe mellem demonstranter og politi. De store fredelige demonstrationer forsvandt blandt andre små notitser i medierne, og både mødets og protesternes reelle indhold kom aldrig frem. Men hvad skete der egentlig, og hvem var det, der demonstrerede mod EU-elitens lukkede møde.
Den svenske bog ”Göteborgskravallerne” forsøger at give et billede af begivenhederne, og de aktører der var på gaden. Bogen er sammensat og kommenteret af Erik Wijk, som skriver, at bogens forlæg er at samle en forsvarlig mængde information, så debatten om sommerens hændelser kan blive mere eftertænksom og saglig.

Bogen
Dokumentsamlingen starter med at kridte den juridiske bane op, med den svenske lovgivning om demonstrationsfrihed, politiets beføjelser og regler for brug af tjenestevåben. Herefter følger et afsnit hvor de forskellige organisationer, der arrangerede parallel- og modarrangementer, til topmødet præsenteres. Dokumenterne om de forskellige bevægelser og grupper er hentet på deres sites, flyveblade, pressemeddelelser og fra andre åbne kilder.
”Göteborgkravallerne” er vidnernes bog. Begivenhederne dokumenteres kronologisk, med en stor mængde vidneudsagn fra aktivister, forbipasserende politifolk og journalister. Bland vidneudsagnene er der bl.a. en del om politiprovokatører, unødige provokationer fra politiet, og det bliver tydeligt, at politiet bærer et stort ansvar for, at balladen i Göteborg udviklede sig, som de gjorde. Pensionisten og syndikalisten Gun Nordstrand udtrykker sig således: ”Eftersom jag har svaga ben höll jag mig intill husväggarna, men när de ridande poliserna drog förbi slog de mig i huvudet med en batong. Jag klarar mig, men poliserna är helt galna.”. Oplevelsen er fra nær Avenyn, hvor en af de større konfrontationer fandt sted. (Avenyn var et af de steder, hvor de største sammenstød fandt sted)
I det sidste og korte afsnit kommenterer redaktøren hændelseforløbet. Han er selv pacifist og modstander af vold. Han argumenterer for, at en af grundene til volden er frustration: over politiets fremfærd, det demokratiske underskud som mange oplever omkring EU og globaliseringen og over dårlige sociale vilkår. Han slutter af med at konstatere, at der ligger masser af muligheder i bevægelserne, og at det er problemet kerne - for magten vel og mærke.

Hvad så?
Bogen er, hvad den giver sig ud for; en dokumentsamling, som danner et mosaik af sommerens begivenheder. De mange sider med vidneudsagn og kapitlet om aktørerne skaber et godt grundlag for videre diskussion af Göteborg-kravallen og grundigere overvejelse om strategi op til EU-topmødet i København 2002.
De hjertensgode demonstrationsvagter, der forsøgte at forhandle med politiet, blev aldrig andet end nytteløse klovne, der følte sig vigtige ved at tale med politiledelsen. Men de havde ingen reel mulighed for at gøre hverken fra eller til. De blev en demokratisk fernis på myndighedernes overgreb og magtarrogance.
Gennem læsningen af bogen danner der sig et billede af et politi, der for alt i verden vil kriminalisere dele af anti-globaliseringsbevægelsen. Det er der flere grunde til. F.eks. er det lettere at håndtere et kriminelt problem end politiske alternativer. Ved en kriminalisering af en del af bevægelsen skærpes de eksisterende forskelle der er angående strategi og metode.
Lige meget hvor meget vi gør for at demonstrationerne fremover bliver fredelige, er det ingen garanti for at de rent faktiske også bliver det.
Dermed ikke sagt at vi skal give op, holde vores demonstrationer langt væk fra elitens møder – eller opgive idéen om et spraglet og mangfoldigt modarrangement.

Göteborgskravallerna : Vittnesmål – Dokument – Kommentar. Red. Erik Wijk. ISBN 91-89291-15-8. Manifest. Stockholm, 2001. [www.manifest.se]. (237 sider).