Krig ude og hjemme i USA:
Renovering af kolonialismen

USA’s angreb på Afghanistan betegner en ny udvikling af landets udenrigspolitik. Parolen kamp mod terrorismen skal refærdiggøre den stærke nations ret overfor den svage. Og globalisering er bare et fancy udtryk for imperialisme, som vi oplevede det i tiden omkring 1900. USA forsøger på at renovere den udlevede kapitalisme med henblik på det 21. århundrede. Men hermed graver landet samtidig sin egen grav, siger Ahmed Shakwi.

Af Ahmed Shawk

Krigen i Afghanistan har skabt en osende selvtilfredshed i de regerende cirkler i USA. Glem alt om de skønsmæssigt 4.000 civile ofre, om genkomsten af den brogede skare af slyngler, der i sin tid - da de var ved magten fra 1992-1996 - banede vejen for Taliban-regimet, om de millioner af flygtninge, der befinder sig på randen af hungerdøden. Det er åbenbart den ringe pris, man må betale for at demonstrere for hele verden, at USA sætter magt bag vilje.
De amerikanske strateger og deres følgesvende i pressen har allerede opridset de fremtidige mål. Som korsfareren for global retfærdighed, Walden Bello formulerer det:

Kosovo konflikten i 1999 var en prøve, der nu er blevet bekræftet i Afghanistan. Her blev det sidste søm slået i den kiste, der hedder Vietnam-Syndromet. Der er nu atter tillid til det, militærhistorikeren Russell Weigley kaldte The American Way of War - overlegen ildkraft, høj teknologi, total sejr. Det er derfor Washington i fuld alvor overvejer en lignede intervention i andre stater, som beskyldes for at hjælpe og huse terrorister, og her er Jemen, Sudan, Somalia og Irak oplagte kandidater.

Da det er USA, der afgør, hvor krigen mod terrorismen skal føres i fremtiden, er det vigtigt at orientere sig om verdenssituationen som den er lige nu. Det er en banalitet at snakke om, hvordan angrebene den 11. september har forandret alting i hele verden. Der er derimod afgørende elementer af sammenhæng og det modsatte i den udvikling, vi har set.

Den helt åbenlyse virkning har været styrkelsen af reaktionens kræfter i USA og internationalt. Den 10. september så situationen mildest sagt broget ud for Bush-administrationen. Bushs popularitetskurve raslede ned til omkring 50% i de fleste målinger. Hans hjemlige dagsorden synes at være udtømt. Ledende demokrater slog endog til lyd for at hive teltpælene op på cirkus MissilForsvar. Hans klakører kunne i det højeste svinge sig op til at prise hans afgørelse om forskning i humane stamceller som et skelsættende politisk initiativ.

Derimod syntes de venstreorienterede kræfter at gå frem på internationalt plan. Mere end 300.000 demonstrerede mod kapitalens globalisering i Genova i juli. Politiet i Washington forudså at 100.000 ville demonstrerede i slutningen af september mod IMF og Verdensbankens møde. Bush-administrationen vakte international furore, da de forlod den FN-støttede konference om racisme i Durban.

Den 11. september fejede al modstand til side, til fordel for et folkeligt fællesskab. Højrefløjen oplevede det som årtiers chance og rykkede skrupelløst frem med repression, militarisme, intolerance og racisme på dagsordenen. Savlende nationalisme og krav om gengældelse ledsagede Bushs opråb om USA’s ret til intervention overalt på kloden for at udkæmpe den nye war on terrorism.

En kapitalisme for det 21. århundrede
Der er bred opbakning bag Bush, Rumsfeld og konsorter når de én gang for alle vil begrave Vietnam-syndromet, altså amerikanernes uvilje mod at sætte landstridskræfter ind rundt omkring. Nu blev vietnam syndromet godt nok allerede begravet før Sovjetunionens undergang, nemlig da USA invaderede Grenada og Panama i '83 og '89. Og i 1990erne fik de amerikanske interventioner en ny formel, humanitær intervention. Men den nuværende krig mod terrorisme er et forsøg på mere grundlæggende at forme omverdenen. Den nye antiterror-koncept er USA‘s forsøg på at renovere den udlevede kapitalisme med henblik på det 21. århundrede.
Hvad USA ikke var i stand til at opnå med økonomisk pression skal nu realiseres med rå magt. Vi oplever nu en åbenlys overgang til den velkendte imperialistiske dominans, den utilslørede imperialisme, som det er år siden, vi har oplevet. De toneangivende aviser som Financial Times, Wall Street Journal og New York Times prøver ikke engang at dække over det. Det er et forsøg på en tilbagevenden til imperialismen, både ideologisk og i praksis. Oxford-professoren Niall Ferguson skrev den 31. oktober i den engelske avis Guardian:
Vi må forstå hvad alternativet til fiasko er. Vi må bruge det rigtige udtryk. Politisk globalisering et fancy ord for imperialisme, som påtvinger egne værdier og institutioner på andre. Lige meget hvilken fremtoning den har, eller hvordan man besmykker den retorisk - i praksis svarer det stort set til det, Storbritannien foretog sig i det 18. og 19. århundrede. Vi har allerede nu fortilfælde: den nye imperialisme udfolder sig allerede i Bosnien, Kosovo, Østtimor. Det svarer i bund og grund til imperialismen, som den udviklede sig i 1920erne, da Folkeforbundets mandatområder var et pænere ord for kolonierne efter fredstraktaten i Versailles…
Afghanistans fremtid vil forme sig som i de stater der for øjeblikket er underlagt kolonialt herredømme, hvis krigen ender med succes. Andre muligheder er der ikke. Modsat den udbredte opfattelse i 1980erne, er imperialismen præcis det, verdens rigeste økonomi har råd til.. Man kan ikke undskylde USA’s relative svaghed med at det er en kvasi imperialistisk magt. Overgangen fra informelt til formelt imperium er vil ikke koste meget. At det ikke ligger lige for at opføre sig som en selvbevidst imperialistisk magt, skyldes USA’s historie og Vietnam. USA har ressourcerne. Men har det også mod til at optræde som en global magt og gøre kloden mere stabil?

Tro det eller lad være, Fergusons råb efter imperialisme er faktisk fornuftigt - sammenlignet med det de andre varyler siger; Richard Lowry fra National Review efterlyste amerikansk overherredømme i Irak. Men alle disse skrig udtrykker bare forsøg på at retfærdiggøre de store nationers ret til at intervenere hos de svage.

Fortiden sætter sine spor
Men imperialismen handler ikke kun om en håndfuld imperiale magter der dominerer denne verden. Ved afslutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. havde imperialismen sin blomstringstid og dengang etablerede staterne i Europa og USA deres dominans over resten af verden. De stater der trods det var i stand til at hævde deres suverænitet gjorde det kun, fordi de var i stand til at krydse mellem erobrernes indbyrdes forskellige interesser. Det er også det kendetegn på imperialismens dynamik, vi oplever i vores dage - den vedvarende og dødsensfarlige kappestrid mellem de store magter, både på det økonomiske og militære plan.
Verden i dag afspejler en række centrale træk fra tidligere tider. Både verdensøkonomien og handelssystemet er i stigende grad underlagt den øgede globalisering. Men samtidig truer den bagved liggende økonomiske konkurrence med at udvikle sig til en militær konflikt. Med hensyn til Afghanistan er det allerede sket. Med angrebet på Afghanistan har Bush gjort sin terrorisme til casus belli (krigsårsag), men den afgørende sejr for USA vil vise sig at være at de har fået foden indenfor i Usbekistan, Kasakhstan og Turkmenistan med deres olie- og gaskilder. Efter at USA startede krigen er regionale magter som Indien og Pakistan også kommet med i spillet.
Man behøver ikke være enig med højrefløjen for at indse, at 1990erne blev det tiår, der i stigende grad satte USA i stand til at intervenere militært i andre lande. Efter at have slået Irak i 1991 og interveneret på Haiti og Balkan er det blevet daglig kost for USA at føre fjernkrig mod modstandere, der ikke har en chance. Det er ret sandsynligt at New Yorks brand- og politikorps mistede flere mand den 11. september, end der faldt i alle USA’s krige efter Berlin-murens fald. Pentagon råder over verdens største og teknologisk mest avancerede våbenarsenal, og nu går de efter mere råderum.
Men det er netop på grund af den overmåde højrøvethed at USA-imperialismen vil støde mod grænserne for sin magt. Forsøget på at spille militær supermagt vil uundgåeligt medføre at USA kommer til at spænde buen for højt. Selv Vietnam-krigen blev jo dybest set opfattet som en lynintervention som indgrebene i Iran i 1953, i Guatemala i 1954 eller i Libanon i 1958. Når Vietnam-krigen skabte Vietnamsyndromet, var det fordi den ikke blev afsluttet så hurtigt og heller ikke med samme resultat som de forudgående interventioner. Kendsgerningen var, at et ludfattigt land slog verdens førende supermagt.
Modstanden mod imperialismen forøges hver gang USA foretager en intervention. USA’s krig mod terror vækker afsky blandt milliarder af jordens indbyggere. Selv allierede fra England til Golfstaterne har markeret en modstand mod USA’s planer om at vælte Iraks regering. Denne opposition er måske ikke tilstrækkelig til at holde høgene i Pentagon tilbage, men hvis de indleder et angreb på Irak, bliver det i hvert fald en enegang.
Stormagternes dominans i den klassiske imperialismes tid blev ikke alene betalt af de udbyttede arbejdere og bønder i koloniområderne. Men arbejderne i de udviklede kapitalistiske lande betalte også. De fleste amerikanske arbejdere hutlede sig igennem, mens de amerikanske koncerner befæstede deres verdensmagt. Og hundredetusind arbejdere satte livet til i 1. og 2. Verdenskrig.

Øget modstand
Når verdensøkonomiens recession indtræder vil der komme endnu flere ofre. Argentina kunne ikke overholde sine betalinger, Enron - koncern nr. 7 i USA - kollapsede, og det er bare tegn på det, vi kan se frem til. Men samtidig vil kampen mod et uretfærdigt og barbarisk system blive fordoblet. Arbejderne i Argentina tvang to regeringer ud, regeringer der lydigt ville gennemføre Washingtons økonomiske imperialisme - disse arbejdere er i sandhed en inspiration for os alle.
Opbygningen af en opposition til den imperialistiske intervention er en afgørende betingelse for genrejsningen af den venstrefløj, der var på vej før den 11. september. Men det afgørende bidrag til kampen mod imperialismen vil være skabelsen af en arbejderbevægelse, der kan kværke udyret. International socialisme står på dagsordenen som aldrig før.

Oversat fra The rehabilitation of colonialism af Stig Hegn efter International Socialist Review (Chicago) nr. 21, January-February 2002.