Tid til forandring
– frihed og lighed i centrum

Af Per Clausen, medlem af Enhedslistens HB

Der er gjort mange forsøg på at forklare venstrefløjens og Socialdemokratiets katastrofale valgresultat i november måned. En række enkeltstående begivenheder og handlinger er blevet hevet frem. Mange af disse kan være rigtige som elementer i en forklaring af, hvorfor det gik så grusomt galt netop denne gang, men en analyse af valgresultatet kan ikke nøjes med at inddrage aktuelle begivenheder. Det er også nødvendigt at inddrage en række grundlæggende strukturelle forandringer, som er sket i Danmark i løbet af de sidste 20-30 år. Her findes en væsentlig del af forklaringen på venstrefløjens svage valgresultat og aktuelle vanskeligheder.

Strukturel svækkelse af fagbevægelsen og venstrefløjen
Indenfor den danske erhvervsstruktur skete der store forandringer i løbet af 80erne og 90erne. En række store industrier har tabt sin betydning både i forhold til beskæftigelsen, værditilvæksten og eksporten. For eksempel er værftsindustrien stort set forsvundet og en række andre store virksomheder er lukket, flyttet eller har fået produktionen radikalt omlagt. Industriarbejderklassens omfang er relativt set reduceret - drastisk i sidste havdel af 70erne og første halvdel af 80erne (fra over 30 pct. til ca. 20 pct.), men udviklingen er fortsat op igennem 90erne og der er helt klart en tendens til, at den arbejdskraftsintensive produktion flyttes væk fra Vesteuropa og til Østeuropa og eller Asien.
Hertil kommer, at industrien er flyttet mod vest. Der er sket en voldsom vækst i industrien i Vest- og Midtjylland. Det vil sige, at de store gamle industribyer med deres tradition for klasseholdning, har forandret sig drastisk. Aalborg et godt eksempel. Her var for 20 år siden en række store arbejdspladser med værftet i spidsen, som var toneangivende i fagbevægelsen og havde stor indflydelse i byen som helhed. De fleste af disse arbejdspladser er i dag væk – og Aalborg orienterer sig i dag i retning af universitetet og de arbejdspladser, der er vokset frem i tilknytning til dette.
Det betyder, at store dele af industriarbejderklassen i dag er uden faglige, politiske endsige kamptraditioner – og at de arbejdspladser, som f.eks. ved storstrejkerne i 1985 gik i spidsen ikke længere findes – eller har tabt betydning både samfundsmæssigt og i forhold til mulighederne for at skabe mobilisering i arbejderklassen.
Vidensbaseret produktion spiller en større og større rolle i industrien og arbejdet organiseres af samme grund på en anden måde. Individualisering af arbejdsprocesserne er en af konsekvenserne – andre steder ser man stigende anvendelse af selvstyrende grupper. Uddannelsesniveauet er radikalt forandret. Traditionelt ufaglært arbejde findes praktisk taget ikke mere. En eller anden form for uddannelse er en betingelse for at kunne få arbejde.
De områder inden for den private sektor, der kan udvise vækst i beskæftigelsen, er stort alle sammen karakteriseret ved, at venstrefløjen og fagbevægelsen står svagt. Der er derfor ingen tvivl om, at den strukturelle udvikling på det private arbejdsmarked har svækket venstrefløjen og fagbevægelsen og stiler os overfor en række nye udfordringer.

Individualisering
Set i sammenhæng med en række subjektive forhold bliver effekterne endnu større. Uddannelsespolitikken har stort set siden afslutningen af 60erne fokuseret på den enkeltes mulighed for udfoldelse. Tidligere tiders opdragelse til at gøre, som der blev sagt og rette ind i forhold til kollektivet interesser. En række af ungdomsoprørets pædagogiske principper har medvirket til dette. Schlúters borgerlige offensiv i 80erne byggede videre på denne individualisering og gjorde op med de kollektive principper, der også havde eksisteret i 70ernes pædagogik.
Selvbekræftelse, krav om personlig indflydelse på ens arbejde og på arbejdspladsen, et udfordrende arbejde m.v. spiller en vigtig rolle for unge i dag. I et vist omfang har erhvervslivet været i stand til at opfylde disse ønsker for en del ansatte.

Opgør med systemtænkning
Derfor står fagforeningerne og venstrefløjen overfor en stor opgave, hvis vi skal erobre teten i forhold til disse spørgsmål igen. Umuligt er det imidlertid ikke. I virkelighedens verden kan ønsket om et spændende, udviklende arbejde med rimelig trygheds nemlig ikke opfyldes for det store flertal af lønarbejderne under kapitalismen.
Dette forudsætter et opgør med den række af systemer, der regulerer forholdene på arbejdspladserne og i samfundet. Formålet med den kollektive organisering er jo netop at sikre den enkelte bedre mulighed for at udfolde sig frit i samspil med andre og naturen – ikke at gøre os alle ens. Derfor må lovgivning, overenskomster, regler og traditioner vurderes udfra, om de tjener dette formål.
Venstrefløjen og fagbevægelsen slipper ofte uendeligt dårligt fra diskussionerne om forholdet mellem frihed og kollektivitet. Nå vi f.eks. inden for nogle overenskomstområder ønsker, at der gennem aftaler skal kunne ske en regulering af mængden af deltidsarbejde, så er det jo (forhåbentlig) for at forhindre, at folk tvinges til at arbejde på deltid – ikke for at forhindre folk, der ønsker det i at arbejde på deltid. Derfor burde vores reaktion på et krav om at afskaffe forbud mod deltidsarbejde i overenskomsterne være, at vi krævede: Ret til både deltidsarbejde og fuldtidsarbejde. Ret til at nægte overarbejde o.s.v.

Den offentlige sektor – hierarki og markedsgørelse
Den offentlige sektor er (i lighed med den private servicesektor) vokset kraftigt løbet af de sidste 20 år. Også her er der sket radikale forandringer. Store dele af den offentlige sektor er i stigende omfang overgået til markedsstyring. År efter år har Lykketoft insisteret på brutale produktivitetsforbedringer uden smålig skelen til, om de ansatte har måttet levere ydelser, der fordrer omsorg og intenst nærvær. Hæmningsløs udlicitering har gjort ondt værre.
Sundhedsarbejdere, socialarbejdere, rengøringsassistenter og chauffører har oplevet et hidtil uhørt arbejdstempo. Den offentlige sektor, der oprindelig skulle udgøre en forskel i forhold til markedet, er selv blevet gennemsyret af nyliberalismens styringsredskaber. Managementteorier er skyllet ind over den offentlige sektor – uden at det har reduceret hierarkiet eller skabt mere indflydelse til de menige medarbejdere – snarere tværtimod.
Store grupper af offentligt ansatte har formodentligt også stemt borgerligt denne gang, fordi de opfatter SR-regeringen og venstrefløjen, som ansvarlige for det nuværende system, som hverken giver kvalitet i arbejdslivet eller kvalitet i produkterne.

Frihed og medbestemmelse
Det understreger behovet for, at vi for alvor sætter fokus på nedbrydning af hierarkier, medarbejderkontrol over organiseringen af arbejdet og mere indflydelse til de direkte brugere af de offentlige ydelser. Her findes et enormt potentiale for fornyelse af den offentlige sektor.
I det hele taget findes svarene på vores problemer ikke i en tilbagevenden til fortidens solidaritetsbegreb baseret på virkeligheden i den industrielle masseproduktion, men i at komme med konkrete bud på, hvordan det enkelte menneske (alle mennesker) reelt kan få større frihed på en måde, som også sikrer fremtidige generationer den samme frihed (hensynet til miljøet).
Konsekvente bud på dette vil bringe os i konflikt med kapitalismen, de borgerlige og SD, men til gengæld i overensstemmelse med store lønmodtagergruppers både objektive og subjektive interesser – og hvad kan vi ønske os mere.

Selektive angreb på velfærdsstaten
På det ideologiske plan har regeringen indledt en offensiv omkring hele forståelse af velfærdsstaten. Indsatsen skal koncentreres omkring de syge, de gamle og de svageste grupper. Andre grupper skal i større omfang klare sig selv – og det forebyggende arbejde, som kan forhindre mennesker i at blive svage, nedprioriteres.
Hele målsætningen om, at der stilles en række ydelser gratis til rådighed for alle borgere er under angreb. I stedet fokuseres der på, at den enkelte skal have offentligt tilskud til selv at vælge mellem forskellige udbydere. Formålet er at sikre, at private virksomheder får en langt mere central placering i produktionen af velfærd, end vi har set hidtil.
Denne ideologiske offensiv følges dog ikke op på et frontalangreb på de dele af velfærdsstaten, som store grupper af borgerne benytter sig af. Angrebene er selektive, så de i første omgang kun rammer forholdsvis små grupper eller ”systemet”, men er på den anden side udformet, så de langsigtede konsekvenser kan blive omfattende.
Forslaget om at udvide ”ungeindsatsen” så halve dagpenge også bliver ydelsen for de mellem 25 og 30 årige vil øge a-kassernes vanskeligheder med at rekruttere unge dramatisk og kan på den måde påvirke organisationsprocenten i fagforeningerne negativt. Men der er også en anden væsentlig konsekvens. Dagpengene har hidtil lagt en bund, hvor det var vanskeligt at presse lønningerne ned under. Kortere dagpengeperioder, strammere rådighedsregler og lavere dagpenge til en stadigt stigende gruppe på arbejdsmarkedet truer med at fjerne denne effekt. Forringelserne i muligheden for at få kontanthjælp for flygtninge og indvandrere skal ses som et led i den samme strategi. Hele tanken om, at der findes en mindsteløn, er kommet under angreb.
Forslaget om at give beboere, der har lyst til det, mulighed for at købe deres bolig i det almennyttige boligbyggeri, vil føre til flere ejerboliger og til at attraktive boliger i den almennyttige sektor vil forsvinde. Den almennyttige sektor vil i endnu større omfang end i dag kun blive brugt af de fattigste grupper i den danske befolkning, som så vil blive isoleret i disse boligområder.
Afskaffelse af overflødige nævn og råd lyder som sund fornuft, men handler i praksis om at fjerne en række råd og nævn, som gennem forskning og konkrete forslag vil være et stadigt irritiationselement for regeringen, når regeringen vil gennemføre forslag om højere hastighed på vejene, afskaffelse af modersmålundervisningen, lempe arbejdsmiljølovgivningen med videre. Den administrative slankning på Miljøministeriets område suppleres med oprettelsen af et institut, der skal sørge for, at vi får så meget miljø for pengene, som muligt. Tilsyneladende et smukt og fornuftigt tiltag, men i virkeligheden handler det om, at underordne miljøinteressen under de økonomiske interesser, hvilket understreges af, at miljøet derudover stort set har været fraværende i Statsministerens taler.
Terrortruslen bruges til at legitimere begrænsning af en række demokratiske rettigheder og øget dansk deltagelse i krig, mens ulandshjælpen skæres ned.

Modstanden må være konkret
Frihed er det banner, som regeringen fører sin offensiv under. Netop derfor må modstanden ikke føres som et forsvar for organisationer, institutioner eller systemer. Modstanden må baseres på politikkens konkrete konsekvenser for de mennesker, der rammes og for miljøet. Det er endnu for tidligt at sige om en sådan modstand kan bygges op med udgangspunkt i fagforeninger, miljøorganisationer, ulandsorganisationer og menneskeretsorganisationer. Men det bliver afgørende vigtigt for Enhedslisten – også i sit folketingsarbejde – at deltage aktivt i udviklingen af denne modstand.
Regeringens finanslovforslag dannede det første konkrete udgangspunkt for opbygningen af denne modstand. De uddannelsessøgende var de første, der markant gik til modstand. Omfattende demonstrationer mod regeringens nedskæringer viste, at der her findes et potentiale i den videre kamp.
Forslaget indeholdt også et frontalangreb på miljøbureuakratiet. Det vil sige, at den strategi, som har været helt dominerende inden for miljøbevægelsen under SR-regeringen, med en tæt alliance med Miljøministeriet, er gået i opløsning. Det samme er i stor udstrækning sket for en række ulandsorganisationer, indvandrerorganisationer o.lign.
Disse organisationer må forsøges fastholdt på, at det er sagen – ikke bureaukratiet – det handler om. Hvis det lykkes, kan vi måske se en styrkelse af statsuafhængige oppositionelle bevægelser på disse områder. Men organisationerne kan også risikere at bryde sammen i takt med, at de dominerende kræfter finder andre veje at sikre deres karriere igennem.
I modsætning til disse bevægelser, hvis statsliggørelse er af nyere dato, har fagbevægelsen haft 50-100 år til at udvikle sig til en del af statsapparatet. Der er ingen grund til at tro, at toppen i fagbevægelsen har nogen som helst intentioner om at bryde med denne situation. Her må opbygningsarbejdet tage sit udgangspunkt i de oppositionelle grupperinger, der findes i dag.
Arbejdsmarkedspolitikken er eet udgangspunkt for dette, hvor de forbedrede relationer mellem dele af fagbevægelsen og LO indeholder nogle muligheder. Et andet afsæt kan være de offentlige overenskomster og de omfattende fyringer indenfor statens område. Den generelle utilfredshed blandt de offentligt ansatte har sammen med en voksende utilfredshed med de nye lønsystemer gjort en konflikt på det offentlige område til en realistisk mulighed.
Kravet om global retfærdighed som alternativ til EU og WTO kan bringes i fokus i forbindelse med finanslovsforslagets nedsættelse af ulandshjælpen og DKs formandskab i EU.
Frihed og lighed er begreber, som skal generobres. Vi skal derfor fokusere på, hvordan den borgerlige politik skaber øget ulighed – og dermed mindre frihed for store grupper af befolkningen. Foreløbig er det blevet til gaver til erhvervslivet på 3 mia. kroner og skattelettelser til de borgere, som ejer de dyreste ejerboliger. Men vi skal også fokusere på vores alternativ – både når det handler om øget velfærd og om hvem som skal betale.