af Finn Sørensen

I Solidaritet nr. 3/2001 efterlyste Per Clausen en ”ny revolutionær bevægelse”. Albert Jensen ville have ”Samling mod borgerskabet”. De er ude i samme ærinde – kampen for socialismen – men de går noget ensidigt til værks, om end fra hver sin side!

Artiklerne er skrevet før folketingsvalget d. 20. november, men de er ikke blevet mindre aktuelle, tværtimod. Begge artikler forudser faktisk resultatet, og er dermed gode indlæg i den nødvendige debat om årsager, mål og midler. Med udgangspunkt i de 2 artikler, vil jeg diskutere det, som jeg mener er det grundlæggende problem for venstrefløjen i dag: Den manglende sammenhæng mellem kampen for ”dagsaktuelle” reformkrav og kampen for socialismen. I mine øjne repræsenterer de 2 artikler hver på deres måde en ensidig tilgang til den problemstilling.

Fælles kamp, på trods af politiske uenigheder
Alberts budskab er i korthed: Vi må forholde os til den kendsgerning, at arbejderklassen politisk er splittet. Vi kan naturligvis ikke sidde og vente på, at denne splittelse forsvinder. Vi må ”tage arbejderklassen som den er”, og finde veje til at samle den til en fælles kamp for dens umiddelbare interesser. Det er her begreberne om ”aktionsenhed” og ”enhedsfront” kommer ind i billedet, for det er netop metoden til at gøre det.

”Ikke skille vandene”
Albert skal derfor have al mulig ros for at grave nogle vigtige historiske erfaringer op, som kan bruges i dette arbejde. Men det bliver for meget af det gode, når han skriver: ”Nej, udfordringen består i disse år ikke i yderligere at splitte arbejderklassen. Vi står ikke i nogen umiddelbart revolutionær situation, hvor det er nødvendigt klart at skille vandene mellem revolutionære og ikke-revolutionære. Udfordringen består i at samle klassen mod borgerskabets fortsatte angreb” (3/2001 s. 12). Når man samtidig ser, at Albert ingen steder i sin artikel kommer ind på nødvendigheden af ideologisk og politisk kamp imod reformismen – heller ikke i dens socialdemokratiske udgave – så efterlader den det indtryk, at aktionsenheden og enhedsfrontens metode er det eneste middel til at samle arbejderklassen.

To linjer
Der er ingen historiske erfaringer, der tyder på, at det skulle være en farbar vej.
Vi befinder os ganske rigtigt ikke i nogen revolutionær situation. Men der forhindrer jo ikke, at modsætningen mellem de ”to linjer” i arbejderbevægelsen slår igennem i form af forskellige – og tit uforenelige – opfattelser af, hvordan man bedst tjener arbejdernes interesser.
Forskellen viser sig ikke kun i de ”store” spørgsmål om vejen til socialismen og holdningen til den socialistiske teori osv. Den viser sig også i den ”dagsaktuelle” kamp om, hvordan samfundet skal administreres, hvor Socialdemokratiets strategi jo ikke går ud over, hvad der kan rummes inden for den borgerlige stats rammer – med det resultat, at partiet er parat til at skære ned, privatisere, udlicitere, lave indgreb i overenskomsterne og indgå allehånde andre kompromisser med borgerskabet, herunder afvikling af demokratiet i form af EU-integration.
Forskellen viser sig også i spørgsmålet om reformkampen. Det er jo ikke en uenighed om der skal kæmpes for reformkrav, men hvilke krav der skal kæmpes for, hvordan kampen skal føres, og hvori reformkampens begrænsninger består. (Derfor er Alberts modstilling af ”de revolutionære” og ”de reformorienterede” misvisende. Med de styrkeforhold der findes i dag, må også de revolutionære være ”reformorienterede”).
Det afgørende spørgsmål er – nu som før – dette: Kan arbejderklassens grundlæggende behov for velfærd til alle, reel indflydelse på samfundets udvikling og fred i verden indfries på grundlag af markedsøkonomien og inden for den borgerlige stats rammer - eller kræver det en afskaffelse af de kapitalistiske produktionsforhold (også kaldet en socialistisk revolution, hvis indhold jo er at ”nedbryde” den borgerlige stat og erstatte den med en socialistisk stat - en stat, som vel at mærke kendetegnes af, at den fra første dag arbejder på at overflødiggøre sig selv, med henblik på overlade samfundets forvaltning til folket selv).
Forskellen viser sig sidst, men ikke mindst, i holdningen til arbejderklassens egne aktiviteter, hvor den reformistiske fløj hilser aktivitet fra arbejderklassen velkommen, men kun så længe den ikke truer med at umuliggøre klassesamarbejdet. Et nogenlunde frisk, og meget konkret eksempel, er overenskomstkonflikten i 1998, hvor en socialdemokratisk regering greb ind – med passiv accept fra LO-ledelsen - inden det for alvor begynder at gøre ondt på arbejdsgiverne - og resultatet blev derefter.

Det er nødvendigt at ”skille vandene”
Derfor er det nødvendigt også i dag at ”skille vandene” mellem de forskellige strømninger i arbejderbevægelsen. Der er ingen, der bliver klogere af, at vi i aktionsenhedens hellige navn slår en streg over de politiske og principielle forskelle. Tværtimod. Hvis vi vil bidrage til at udvikle en politisk bevidsthed i arbejderklassen, så skal vi sørge for at få disse modsætninger frem i lyset, analysere dem, diskutere dem. Men det må naturligvis ikke ske på bekostning af aktionsenheden imod kapitalen og den borgerlige politik. Kunsten består netop i at finde måder at organisere diskussionen mellem de to liner (og alle deres varianter), samtidig med at vi kæmper i fællesskab på alle de punkter, hvor der kan opnås enighed.

Grav lidt dybere, Albert!
Derfor burde Albert grave lidt dybere i sine historiske eksempler på enhedsfront- og folkefrontpolitik, som for eksempel sammenbruddet for den franske folkefront og den spanske borgerkrig. Man kunne også tage mere nutidige eksempler som Folkefronten i Chile i begyndelsen af 70´erne. Her ligger nemlig masser af stof til at belyse reformismens begrænsninger, og nødvendigheden af, at enhedspolitikken må gå hånd i hånd med ”ideologisk kamp”, og at der må opretholdes en organisatorisk adskillelse mellem den reformistiske og den revolutionære linje i arbejderbevægelsen.
Albert burde også kigge lidt på Gerd Callesens artikel i samme nr. af Solidaritet. Gerd har jo fat i det vigtige forhold, at Socialdemokratiet efterhånden har afskåret sig fysisk fra store dele af den arbejderklasse, der burde være dets vigtigste basis. Og det siger jo noget om vanskelighederne ved at få etableret den nødvendige ”enhedsfront”.
Man må også beskæftige sig med de materielle årsager til den politiske splittelse i arbejderklassen. Ellers kan man nemt få det indtryk, at det er en ren viljesakt fra venstrefløjens side, at ”slå bro over splittelsen” mellem de reformistiske og de revolutionære strømninger. Reformismen er borgerlig tænkning i arbejderklassen, og den har en materiel årsag, nemlig selve lønarbejdet (Se for eks. min artikel i Solidaritet 3/1996). Det er heller ingen tilfældighed, at der er forskellige arbejderpartier og andre politiske grupperinger inden for arbejderbevægelsen. Der er væsentlige forskelle i politik og med hensyn til hvor i befolkningen, de har deres basis.

Rigtig kritik af Socialdemokratiet, men…
Per Clausen lægger vægten et helt andet sted end Albert. Hans artikel rummer mange rigtige analyser af socialdemokratiets politik og strategi, der nok ikke ligger så langt fra det jeg har givet udtryk for her.
Jeg kan også kun erklære mig enig i Pers afsluttende pointe, at en af forudsætningerne for en ”ny revolutionær bevægelse” er at udvikle det teoretiske og programmatiske arbejde i Enhedslisten. Per understreger selv, at det skal ske på grundlag af konkrete analyser og konkret praksis. Men det bør tilføjes, at vi ikke flytter ret meget, hvis vi begrænser denne diskussion til Enhedslisten og omegn. Vi må vove os ud i ”åbent landskab” og rejse diskussionen om vejen til socialismen over for alle de andre retninger i arbejderbevægelsen, ikke mindst over for ”reformisterne”.
Men det største problem ved Pers artikel er, han ikke kommer ind på, hvad det så er for en konkret praksis vi skal have. Bortset fra en noget uklar melding om, at de ”traditionelle arbejdergrupper” har ”mistet strategisk(?) betydning” beskæftiger han sig ikke med spørgsmålet om, hvilke klasser og lag, der skal kæmpe disse krav igennem, endsige det svære spørgsmål om, hvordan vi så får etableret en sådan kamp.

”Os og dem”
Her kunne Per så lære noget af Albert (det omvendte er også tilfældet!). Men spørgsmålet er, om Per har nogle blokeringer her. Han mener, at det var vigtigt, at venstrefløjen frigjorde sig fra enhver mistanke om at være støtteparti for den foregående regering, og at vi ikke blev syltet ind i en ”os-mod-dem” ideologi (Regeringen og venstrefløjen imod de borgerlige). Det mener han sikkert stadigvæk, og det er jo også et rigtigt udgangspunkt, jf. egne kommentarer til Alberts artikel.
Men vi må se nogle besværlige kendsgerninger i øjnene. Enhedslisten var jo rent faktisk støtteparti for Nyrup-regeringen. Ikke på den måde, at man begyndte at sluge forringelser for at holde regeringen ved magten. Men ved at stemme for de ”gode ting”, og acceptere, at regeringen gennemførte de ”onde” ting sammen med højrefløjen. Dermed holdt man jo i praksis liv i regeringen.
Og det var der ikke noget forkert i, al den stund, at alternativet jo hele tiden har været lige nøjagtig den regering vi netop har fået. Enhedslistens fejl var ikke at støtte Nyrup-regeringen. Fejlen var, at Enhedslisten ikke samtidig udviklede sit eget bud på et brugbart alternativ.
Det var jo også på mange politikområder et spørgsmål om ”os” over for ”dem”. Og det er det i endnu højere grad i dag, hvor en borgerlig regering har flertal for stort set alle tiltag der kan svække fagbevægelsen, og derved bane vejen for langt hårdere angreb på udsatte grupper, end nogen nok så ”ansvarlig” socialdemokratisk regering ville kunne holde til at gennemføre
Jeg trøster mig med, at Per - trods sin frygt for at blive fanget af ”os-mod-dem” ideologien - alligevel ikke har svært ved at svare på spørgsmålet om hvem der skal danne regering. VK-regeringens første 100 dage har jo bekræftet Pers udsagn om at ”både ideologisk og i forhold til de interesser, som partierne repræsenterer, er der klar forskel på Socialdemokratiet og Venstre” (3/2001 s. 4)

Gå på to ben
Vi trænger nok til en nærmere diskussion af, hvori disse forskelle helt konkret består. Men en linje, der på forhånd fravælger Socialdemokratiet som allieret i kampen mod den borgerlige regering (det er ikke Pers ærinde) – for slet ikke at tale om de socialdemokratiske dele af fagbevægelsen – har ingen muligheder for at give resultater i kampen mod den borgerlige politik. Omvendt svigter vi vores ansvar, og baner vejen for nye frustrationer og unødvendige nederlag, hvis vi – i aktionsenhedens navn – opgiver debatten med de reformistiske partier og deres medlemmer om de ting der skiller, på ”kort” såvelsom på ”langt” sigt.