Bogomtale:
Byguerilla

af Gerd Callesen

Inge Viett blev løsladt i januar 1997 efter for tredje gang at være blevet fængslet for byguerilla-virksomhed i 1970erne og 80erne. Under sin fængsling skrev hun en selvbiografi, som i 1997 udkom i andet oplag. Det er en bemærkelsesværdig bog, en meget saglig beskrivelse af hendes opvækst i en landsby ved Eckernförde , i den allerdybeste, halvnazistiske tyske provins. Hun beklager sig ikke, men nøjes med at give baggrunden for, hvorfor hun 1960erne igennem forgæves ledte efter en mening med sin eksistens (hun er født i 1944). Dette kapitel er generelt relevant for forståelsen af ungdomsoprøret - Inge Viett var, i modsætning til mange af de andre medlemmer af “2. junibevægelsen” ikke student, og det viste sig at være vigtigt i hendes senere “karriere” som guerillakæmper. Engang i 1960erne flyttede hun til Berlin og deltog der i det alternative miljø, som det især udviklede sig i bydelen Kreuzberg, som i disse år forandrede sig totalt fra at være et arbejderkvarter til at blive et multikulturelt område.
Viett blev ikke omgående inddraget i den politiske bevægelse, det skete først gradvist senere, til dels fremmet af en rejse til det nordlige Afrika, hvor hun første gang erfarede imperialismens konsekvens i de forarmede bykvarterer. I analysen - eller måske alligevel snarere beskrivelsen - af udviklingen i det alternative miljø mener hun at kunne konstatere en splittelse i den revolterende bevægelse efter mordforsøget på Rudi Dutschke i 1968: det akademiske flertal trak sig tilbage og forberedte sig på “den lange march gennem institutionerne”, som det hed i sin tid, dvs. en i sin konsekvens reformistisk praksis med tilpasning til de givne omstændigheder. Det militante mindretal samlede sig om to organisationer: Rote Armee Fraktion (RAF) og Bewegung 2. Juni, som begge var villige til med bevæbnede aktioner at intensivere modsætningernes radikalitet. En sådan anti-imperialistisk kamp i metropolerne, dvs. i de højtindustrialiserede lande i Vesteuropa, var ikke en isoleret tysk ‘opfindelse’. I Frankrig fandtes således Gauche Proletarienne, i Italien Brigate Rossi, som samarbejdede med PFLP og DFLP i Palæstina og kæmpende grupper i andre lande i Europa og Amerika. I Vesttyskland fandtes RAF udgået af studenterbevægelsen, mens 2. juni-bevægelsen eksisterede i det alternative miljø i Vestberlin.
I nogle år opererede begge grupper uafhængigt af hinanden, men samarbejdede i enkeltsager. Udgangspunktet var især for 2.juni-bevægelsen, at der fandtes et politisk miljø, som kunne arbejde legalt og bakke op om den illegale byguerilla. I det alternative miljø i Vestberlin fandtes tendentielt en massebevægelse, som byguerillaen kunne relatere til. RAFs udgangpunkt var anderledes: den lagde ikke vægt på en massebevægelse, men satsede udelukkende på aktioner. Viett beskriver i sine velskrevne erindringer flere af 2.juni-bevægelsens aktioner, som hovedsagelig bestod i befrielsesaktioner af fængslede guerillakæmpere. De lykkedes, og Viett kunne selv to gange flygte fra fængslet. Flere gange søgte hun på organisationens vegne at komme i kontakt med andre tilsvarende grupper for at intensivere samarbejdet. Det lykkedes kun begrænset i forhold til de palæstinensiske grupper, og hun og andre fra bevægelsen var i et par omgange i træningslejre i Sydyemen.
2.juni-bevægelsen konstaterede, at opbakningen bag gruppens målsætning svandt i stigende grad; senest fra 1975 var den bevæbnede kamp uden forbindelse til de venstreorienterede miljøer i Berlin. Viett og gruppen kunne fortsat finde folk, der ville hjælpe dem, men de var ikke mere del af en bevægelse. Den bevægelse, der endnu fandtes, udviklede andre kampformer, hvor den bevæbnede kamp ikke havde nogen funktion. Det betød ikke meget for RAF, som aldrig havde satset på at være en del af en massebevægelse, men kun på at være fortrop. For 2. juni-bevægelsen havde det derimod betydning, men alligevel fortsatte gruppen sine aktiviteter til sidst i 1970erne, indtil den med en erklæring afsluttede sit selvstændige arbejde og enkelte af de militante - herunder Viett - tilsluttede sig RAF.
Viett erkender det revolutionsromantiske islæt bevægelsen og især byguerillaen havde, hun beklager flere gange det manglende teoretiske arbejde, som medførte en stigende isolation. Pga. dette faldt også mange fra, efterhånden som futiliteten i den bevæbnede kamp blev tydelig. Adskillige havde heller aldrig været virkelige revolutionære i Vietts forståelse af ordet. Hun erkender desuden, i hvert fald implicit, at viljen til forandring, voluntarismen, ikke er en adækvat erstatning for materiel forandring.
Hun selv opgav den bevæbnede kamp omkring 1982 og fik ophold i DDR med sikkerhedspolitiets støtte. Noget af det mere interessante er hendes beskrivelse af forholdene i DDR - hun er grundlæggende positiv, men absolut ikke ukritisk overfor dette forsøg på at udvikle en socialistisk produktion og levemåde. Hun vurderer det som et kæmpefremskridt i forhold til den brutale udbytning i hverdagen under kapitalismen, men ser klart hvorfor opbakningen til systemet forsvandt: arbejderne i DDR kendte ikke af egen erfaring den kapitalistiske virkelighed.
Viett blev arresteret i DDR i juni 1990 og udleveret til forbundsrepublikken. I retssagen mod hende førte hun sit forsvar ud fra en politisk argumentation og bevarede dermed sin integritet i modsætning til andre, der arresteredes omtrent samtidig med hende i DDR. Hun idømtes13 års fængsel. Vietts selvbiografi er værd at læse, det er vigtige erfaringer, der bliver bearbejdet her. Den analytiske bearbejdning forekommer ganske vist utilstrækkelig, men beskrivelsen sker ud fra et kendskab til guerillakampen, som ikke mange overlevende har. På dansk findes der en del bøger om RAF, dens kamp, programmatiske udarbejdelser og aktioner, men så vidt vides ingen om 2. junibevægelsen. Viett har endvidere udgivet en samling breve fra fængslet, i hvilke hun kommenterer den politiske udvikling og præciserer sine vurderinger.

Inge Viett: Nie war ich furchtloser. Autobiographie, Edition Nautilus, Hamburg 1997, 318 s., ISBN3-89401-270-6
Inge Viett: Einsprüche! Briefe aus dem Gefängnis, Edition Nautilus, Hamburg 1997, 159 s., ISBN 3-89401-266-8