Bogomtale:
Heinrich Brandler
En kommunistisk biografi

af Gerd Callesen

Mureren Heinrich Brandler kom omkring 1900 til Tyskland, hvor han blev medlem af en fagforening og nogle år senere af Socialdemokratiet (SPD). I netop disse år udkæmpedes i Tyskland den såkaldte revisionismedebat, dvs. kampen mellem de to retninger indenfor arbejderbevægelsen; i Tyskland stod den revolutionære retning stærkt, dels pga. de historiske omstændigheder hvorunder bevægelsen havde vokset sig stor, dels fordi partiets højt ansete formand, August Bebel, og dets førende teoretiker, Karl Kautsky, stod sammen om at forsvare den ‚gode, gamle taktik‘, som havde ført bevægelsen ud af undertrykkelsen under socialistlovene (1878-1890) og gjort både partiet til et masseparti med ca. 34% af stemmerne (1912) og den socialistiske landsorganisation til langt den største faglige organisation med ca. 2.5 millioner medlemmer (1913). Men denne revolutionære retning stagnerede, fordi den holdt fast i en taktik, som var udarbejdet under andre forhold og ikke mere nødvendigvis var realistisk. På den revolutionære retnings venstrefløj, som efter 1906 begyndte at udvikle sig til en selvstændig retning, blev det erkendt, at der måtte udvikles en ny taktik, der på en anden måde kunne inddrage arbejderne i kampe om f.eks. valgretten eller i (masse)strejker. Venstrefløjen var også opmærksom på den nye internationale situation, efter at verden var blevet opdelt mellem stormagterne, og at denne situation måtte føre til nyfordelingskrige (som den russisk-japanske i 1905). Rosa Luxemburg fremlagde kort før første verdenskrig sin imperialismeteori, der netop forsøgte at løse problemet med verdensmarkedets opdeling.
I denne kamp kom Brandler hurtigt til at stå som eksponent for venstrefløjen, hvilket bl.a. førte til at han måtte flytte til Bremen, hvor der allerede havde udviklet sig en distinkt venstrefløj. I 1908 forlod Brandler Bremen og fik arbejde i Zürich, hvor han igen hurtigt kom til at spille en fremtrædende rolle i arbejderoplysningsarbejdet og som en aktivist på det socialdemokratiske partis venstrefløj.
Brandler flyttede i 1913 tilbage til Tyskland og blev i 1914 valgt til sekretær i bygningsarbejderforbundet i byen Chemnitz, hvor han sammen med den senere kendte kommunist Fritz Heckert ledede arbejdet med at opbygge en venstrefløj i byen, som var totalt domineret af den ekstreme højrefløj i SPD - Gustav Noske var således byens repræsentant i parlamentet. Det lykkedes dels ved en energisk indsats for bygningsarbejdernes faglige rettigheder, hvorved Brandler og Heckert skaffede sig en solid basis for det fortsatte arbejde, og dels pga. af verdenskrigens følger for civilbefolkningen. Brandler blev medlem af Spartakusforbundet, og i revolutionsperioden 1918-19 opbyggedes i byen et stort kommunistisk parti (KPD) med en selvstændig avis. Brandler blev på den baggrund også fremtrædende i det nyoprettede KPD og i en periode partiets talsmand for det faglige arbejde. I 1921 blev han partiets formand og fortsatte med afbrydelser i denne rolle frem til begyndelsen af 1924. I denne periode lykkedes det at samle størsteparten af de fagligt organiserede arbejdere bag KPD’s politik - det skete ved hjælp af enhedsfront-taktikken, som i disse år udvikledes af KPD i samarbejde med Komintern. Taktikken udvikledes med Lenins opbakning i et forsøg på at overvinde den herskende revolutionære afmatning. Denne i princippet realistiske politik var baseret på, at det var arbejderne selv, der skulle føre kampen, og at de også ville dette. Her kunne Brandler og hans tilhængere gå ud fra, at arbejderne, på baggrund af verdenskrigens erfaringer og med det revolutionære socialdemokratis politiske teori in mente, var klar over, at det var i arbejderklassens interesse at erobre først den politiske magt fra bourgeoisiet og sidenhen også den økonomiske. Bourgeoisiet var ganske vist svækket efter verdenskrigen, men blev bakket op af de ledende lag i SPD og Landsorganisationen, som anså det for farligt at gå længere end til de resultater, som de mente at have erobret i revolutionen 1918, dvs. især det parlamentariske demokrati. Flertallet af medlemmerne i de forskellige socialdemokratiske organisationer kunne måske vindes for umiddelbart relevante delmål. De ville så presse deres ledende lag til at føre en politik til opnåelse af disse delmål og kunne således forhindre ledelsen i at føre bourgeoisiets politik; hvis ikke, ville disse ledende lag blive isoleret.
I perioden op til oktober 1923 lykkedes det at samle større og større dele af arbejderklassen bag denne politik, i delstaterne Thüringen og Sachsen blev der dannet „arbejderregeringer“, og forberedelserne til en revolution gik i gang. Men det lykkedes rigsregeringen, der havde socialdemokratisk deltagelse, at tage modforholdsregler, inden arbejderne var blevet bevæbnet, og den opløste de to lokale „arbejderregeringer“ med militær magt. Dette nederlag førte til at Brandler afsattes som partiformand og erstattedes med en ultravenstregruppe under ledelse af Ruth Fischer og A. Maslow. Brandler og partiteoretikeren August Thalheimer måtte emigrere til Moskva, hvor de forblev isoleret fra det tyske partis udvikling. KPD blev i de følgende år, efter at Ernst Thälmann var blevet partiformand, i lighed med de andre kommunistiske partier, „bolsjeviseret“.
Brandler og Thalheimer fik først i slutningen af 1928 tilladelse til at vende tilbage til Tyskland. De genoptog omgående kampen for at ændre KPDs politik, i første omgang ved at udarbejde et aktionsprogram med konkrete forslag med henblik på at reducere splittelsen mellem de to retninger i arbejderbevægelsen. Partiledelsen havde imidlertid en anden vurdering af situationen og bakkedes op af Komintern. Det var „klasse mod klasse“-politikken, som blev det fremtrædende element, det taktiske middel skulle være „enhedsfronten fra neden“. Denne taktik havde som konsekvens, at KPD alene tog kontakt til grupper af socialdemokratisk arbejdere, fordi formålet var at få disse grupper til at bryde med Socialdemokratiet og ikke gøre forsøg på at presse ledelsen til selv at foretage sig noget for at imødekomme arbejdernes ønsker. Det medførte splittelse i en lang række af arbejderbevægelsens kultur- og fritidsorganisationer og af fagbevægelsen, idet der oprettedes „Revolutionære Fagorganisationer“ (RFO), som ikke fik mange medlemmer og navnlig ikke mange medlemmer, der havde arbejde. Under verdenskrisen med massearbejdsløshed var specielt RFO-politikken ikke vejen frem.
Brandler og hans tilhængere oprettede derfor - efter at de var blevet ekskluderet af KPD - KPD-Oppositionen, som organiseret kommunistisk retning. Det var ikke deres hensigt at oprette et konkurrerende kommunistisk parti, men at fortsætte kampen om den rette kommunistiske politik udenfor KPD, for at genoprette det interne demokrati i partiet. KPD-O hævdede kun at have mindre programmatiske modsætninger til Komintern, men nok taktiske og KPD-O ville derfor genoptages i partiet og Komintern. Flere andre grupper var blevet ekskluderet af de kommunistiske partier i f.eks. Elsass, Schweiz, Sverige, Tjekkoslovakiet og USA. Disse dannede en international sammenslutning, Internationale Vereinigung Kommunistischer Opposition (IVKO), men i løbet af få år havde de fleste af disse forladt IVKO for at gå over til socialdemokratiske holdninger.
Brandler måtte i 1933 flygte fra Tyskland og boede indtil 1940 i Paris, hvorfra han ledede KPD-O’s illegale arbejde. Han brød først med Komintern efter at folkefrontspolitikken var blevet accepteret på den 7. verdenskongres 1935. Den anden skueproces i Moskva mod Bucharin m.fl. skulle blive det sidste strå. Herefter mente han ikke mere, at Komintern kunne reformeres og forsøgte at finde nye forbundsfæller for en konsekvent revolutionær politik. Det lykkedes ham ikke, før han i 1940 måtte flygte videre og endte i Cuba. Der var han meget isoleret, fordi de tyske emigrantgrupper i Cuba blev domineret af hans politiske modstandere. Kun få af de tidligere KPD-O emigranter kunne opretholde et vist sammenhold i de forskellige lande, de var emigreret til, og egentlige små grupper eksisterede kun i England og Sverige.
Først i 1947 kunne han forlade Cuba og komme til England, hvor han igen måtte vente i to år, inden han fik tilladelse til at vende tilbage til Tyskland. Besættelsesmagterne var ikke interesseret i at gamle revolutionære vendte tilbage og skabte uro. Han havde imidlertid allerede knyttet forbindelser til gamle venner og i samarbejde med dem udarbejdet politisk materiale, som blev spredt i de vestlige zoner. Fra 1948 udgav denne gruppe et illegalt månedsblad „Arbeiterpolitik“, da organisationen ikke ønskede at udgive tidsskriftet under besættelsesmagterne censur - først i 1950 blev bladet legaliseret. I denne organisation søgte Brandler at samle de få overlevende kadre fra den tidligere kommunistiske bevægelse. Det var hans vurdering, at kadrespørgsmålet var det centrale i den daværende situation efter arbejderklassens nederlag gennem de sidste 15 år. Dermed mente han, at hvis det kunne lykkes at samle nogle klart tænkende og vidende arbejdere omkring tidsskriftet, ville det også være muligt under meget dårlige ydre forhold at opretholde en revolutionær politik. I 1956 måtte han erkende at dette forsøg var mislykket, og han afbrød forbindelsen med redaktionen, som tre år senere nedlagde tidsskriftet og gik ind i SPD. Brandler genoptog samarbejdet med de tre-fire tilbageværende lokale grupper, som igen udgav tidsskriftet „Arbeiterpolitik“. Periodevis kunne denne organisation under heldige omstændigheder opnå lokal indflydelse, men kadrespørgsmålet stod fortsat hen som uløst.
Udviklingen af enhedsfrontpolitikken i 1921-23 og vurderingen af kadrespørgsmålet, Brandlers to vigtigste forslag til kommunistisk arbejde, viser at han kunne reagere på meget forskellige historiske omstændigheder. Brandler døde i 1967 efter 70 års aktiv og ihærdig indsats i arbejderbevægelsen.
Beckers indsats beror på omfattende studier i de siden 1990 åbnede arkiver i Berlin og Moskva, der har givet mulighed for at nyvurdere Brandlers udvikling og indsats. Især for årene 1900-1914 har Becker uddybet vores kendskab til Brandler i betydeligt omfang. Hans kendskab til den efterhånden ret omfattende litteratur på området har i sammenhæng med arkivstudierne ført til et mere differentieret syn på Brandler. Becker forholder sig kritisk til sin “helt”, og det gør biografien brugbar.

Jens Becker: Heinrich Brandler. Eine politische Biographie, VSA
Verlag, Hamburg 2001,DM 58.-,
ISBN 3-87975-767-4