100 DAGE DER RYSTEDE FAGBEVÆGELSE

I sine første 100 dage har regeringen omhyggeligt undgået at angribe det store flertal af lønmodtagere. Under feltråbet ”Frihedspakken for arbejdsmarkedet” har den til gengæld angrebet selve fagbevægelsens grundpiller: Aftalesystemet og A-kasserne, vel at mærke på punkter, hvor fagbevægelsen ikke har mulighed for at mobilisere i stor målestok. Efter at den første lammelse har fortaget sig, ser det nu ud til at voksende dele af fagbevægelsen er ved at finde sine ben, i en klar afvisning af regeringens strategi.

af Finn Sørensen

Indtil videre er der kun tale om ét egentligt indgreb i aftalesystemet, nemlig lovforslaget om deltidsarbejde. Forslaget går ud på, at der ikke må være nogen hindringer – hverken direkte eller indirekte – for indførelse af deltidsarbejde på arbejdspladsen.
Det er et indgreb i gældende overenskomster, hvor deltidsarbejde ikke er muligt, eller hvor der er visse begrænsninger for at det kan indføres.
Der er ingen saglige begrundelser for indgrebet. Befolkningens interesse for deltidsarbejde kan ligge på et meget lille sted, og der er ingen sager om lønmodtagere, der er blevet forhindret i at tage deltidsarbejde af de ”onde organisationer”.
Lovforslaget betyder en drastisk forringelse af de ansattes retsstilling, idet en afvisning af at gå på deltid kan medføre retmæssig afskedigelse, hvis det kan begrundes i ”virksomhedens forhold”.
Det er samtidig en alvorlig styrkelse af tendensen til individualisering af aftaleforholdene, idet det bygger på, at aftaler om deltid indgås mellem arbejdsgiveren og den enkelte ansatte, uden om fagforeninger og tillidsrepræsentanter.
For nugældende overenskomster træder ændringen først i kraft ved overenskomstens udløb. Arbejdsgiverne får dermed et stærkt våben ved de kommende overenskomstforhandlinger, såvelsom ved kommende lokale forhandlinger. Et våben, der kan bruges som brækstang i forhold til yderligere fleksibilitet i arbejdstiden og lønnedgang.

Væk med eksklusivbestemmelser
Overenskomsternes eksklusivbestemmelser er et andet vigtigt angrebsmål – igen et punkt, som ikke har praktisk betydning for det store flertal, idet ”kun” ca. 200.000 skønnes at arbejde under sådanne overenskomster.
Her spiller regeringen mere forsigtigt ud. Den vil nedsætte et udvalg, der skal komme med forslag til at sikre, at ”krav om medlemskab af bestemte foreninger ikke forhindrer nogen i at udøve deres erhverv – hverken lønmodtagere eller virksomheder”.
Arbejdsmarkedets parter vil sikkert blive inviteret til at deltage i udvalgsarbejdet. Men også her kommer fagbevægelsen til at forhandle under truslen om et lovindgreb, som der – med Dansk Folkepartis og Kr. Folkepartis stemmer - på forhånd er flertal for, for så vidt som det drejer sig om fagbevægelsens eksklusivaftaler.
Det samme flertal vil sikkert være i stand til at udforme loven på en sådan måde, at den ikke generer de eksklusivbestemmelser, der findes inden for mange såkaldt ”liberale” erhverv. En egentlig lovgivning vil uundgåeligt blive et indgreb i gældende overenskomster.
Regeringen håber, at diskussionen i sig selv vil få flere til at melde sig ud af fagforeningerne, idet der sættes mere focus på, at det er lovligt at være uorganiseret.

Diverse trusler om indgreb
Herudover bebuder regeringsgrundlaget indgreb over for gældende aftaler på en lang række områder.
På sundhedsområdet skal et hurtigt arbejdende udvalg fremsætte forslag til ændringer af strukturer, overenskomster, m.m. Afkortning af ventelisterne bruges som brækstang for opgør med blandt andet arbejdstidsbestemmelser.
Der skal fjernes ”barrierer” som ”forhindrer indvandrer og udlændinge i at deltage på det danske arbejdsmarkedet”. Ønsket om integration af udlændinge bruges som brækstang for opgør med mindstelønnen og andre ”ufleksible” overenskomstbestemmelser.
Der skal indføres ”resultatløn” hos sagsbehandlingerne på Arbejdsformidling og i Kommuner.
”Den enkelte” skal have større frihed til at placere og forvalte pensionsopsparingen – hvad der vil berøre de overenskomstaftalte arbejdsmarkedspensioner.

Indirekte pres på aftalesystemet
Herudover forsøger regeringen på mange andre måder at svække arbejdernes vilkår og fagbevægelsens forhandlingsmuligheder.
Der er allerede vedtaget en række forringelser på arbejdsmiljøområdet: Fjernelse af pligten til at vælge sikkerhedsrepræsentanter på virksomheder med mere end 5 ansatte, hvor grænsen hæves til 10 ansatte. Væk med kravet om skriftligt arbejdspladsvurdering. BST-ordningen bliver alligevel ikke udbygget. Arbejdstilsynet svækkes gennem massefyringer af personalet, og ved at ophæve deres ret til at idømme administrative bøder til virksomhederne.
Forringelserne af de sociale ydelser til flygtninge og indvandrere, og den bebudede halvering af dagpengene for de 25-29 årige er led i regeringens generelle målsætning om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. De lavere satser lægger pres på lønningerne i nedadgående retning.
Regeringen forsøger også at svække det kollektive element i løndannelsen. Den vil ”stimulere til nye former for aflønning af medarbejderne” ved at øge fordelene ved medarbejderaktier m. m.
Som ”baggrundsmusik” for de kollektive forhandlinger på centralt og lokalt plan bliver der sat endnu større fart på øget privatisering og udlicitering af den offentlige sektor – i første omgang energiforsyning, jernbanedrift, postvæsen, hjemmehjælp og ældrepleje. Al erfaring viser, at privatisering og udlicitering først og fremmest er et redskab til at forringe arbejdsvilkårene.

Tværfaglige A-kasser, statslig A-kasse
På længere sigt kan det meget vel vise sig, at regeringens planer for ændringer på A-kasseområdet er langt farligere for fagbevægelsen, end de nævnte angreb på aftalesystemet.
En statslig A-kasse skal være murbrækker i regeringens forsøg på at bryde fagbevægelsen kontrol med A-kasserne. Det bliver en ”skrabet” A-kasse, der ikke skal yde den udstrakte medlemsservice som de fleste af de faglige A-kasser yder i dag. Derfor bliver det også en billig A-kasse, hvor man kan være medlem for ca. det halve af hvad for eks. SiD´s A-kasse opkræver i dag.
Regeringen håber selvfølgelig, at det vil føre til medlemsflugt fra de faglige kasser, og at det også vil trække udmeldelser af fagforeningerne med sig. En statslig A-kasse vil fremstå som et mere legalt alternativ, end Kristelig A-kasse. Og samtidig bliver der sat focus på det forhold, at man – ifølge landets lovgivning – godt kan være medlem af en A-kasse uden at være medlem af den fagforening, som forvalter A-kassen.
Regeringen vil samtidig ophæve forbudet mod tværfaglige A-kasser, naturligvis i håbet om, at det vil medføre en øget kamp i fagbevægelsen om medlemmerne.
Rådighedsvurderingen af de ledige medlemmer bliver fjernet fra A-kasserne og placeret i en offentlig institution – Arbejdsformidlingen eller kommunerne. Hermed håber regeringen at have fjernet det sidste argument for at være medlem af de faglige A-kasser.
Samtidig realiseres og intensiveres den foregående regerings planer om øget privat foretagsomhed med hensyn til jobformidling.
Alle disse tiltag er blot første skridt i en gammel målsætning fra de borgerlige partier, nemlig helt at fjerne A-kasserne fra Fagforeningerne. Desværre har den tidligere regering gjort en del af det grove arbejde ved at oprette et apparat, der kan overtage opgaven, nemlig sagsbehandlings- og formidlingssystemet i kommunal regi for de mange ledige kontanthjælpsmodtagere.

Hvad ligger der bag?
Hvorfor er dette projekt så vigtigt for de borgerlige partier?
Der er naturligvis den langsigtede målsætning om at svække fagbevægelsen som sådan. Kontrollen med A-kasserne giver fagforeningerne en styrkeposition i forhandlingerne med arbejdsgiverne om prisen på arbejdskraft - næsten alle fagforeninger fungerer jo i praksis som arbejdsformidling.

Men der er også andre årsager
Fagforeningerne sikrer langt hen ad vejen at medlemmerne får en retfærdig behandling i junglen af A-kasseregler. Og her har regeringen en helt anden dagsorden, nemlig at ledige i endnu højere grad end i dag skal være ”jaget vildt”.
Der lægges op til store ændringer i arbejdsmarkedspolitikken til efteråret. Regeringen har allerede allerede inviteret arbejdsmarkedets parter til et udvalgsarbejde, der skal finde sted sommeren over, med henblik på en større ”beskæftigelsesreform”.
Beskæftigelsesministeren har bebudet at ”intet er helligt” når det drejer sig om at ”øge arbejdsudbuddet”, og sikre at det ”kan betale sig at arbejde”. Man må forvente, at dagpengenes størrelse - ikke kun for indvandrere, flygtninge og unge – , efterlønsordningen, dagpengeregler i det hele taget kommer under nyt pres.
Men her står fagbevægelsen i vejen. Kontrollen med A-kasserne gør den til en alt for stærk magtfaktor i sådanne forhandlinger.

Fagbevægelsens reaktioner
Regeringen forestiller sig naturligvis ikke, at den kan sætte fagbevægelsen ud af spillet sådan lige med det samme. Den skal først svækkes medlemsmæssigt. Omvendt har regeringen jo – fagbevægelsens styrke i dag taget i betragtning - brug for fagbevægelsen til at sikre løntilbageholdenhed og ”ro på bagsmækken”.
Derfor har regeringens taktik været at true LO til at indgå et samarbejde om den ”nødvendige politik” – hvilket samtidig ville kunne sikre regeringens eksistens lang tid fremover. Beskæftigelsesministeren har da også udtrykkeligt henvist til ”fælleserklæringen” fra 1987 mellem den borgerlige Schlüter-regering og arbejdsmarkedets parter – et vigtigt grundlag for at Schlüter kunne holde sig ved magten i 6 år derefter!
LO´s første reaktioner viste, at regeringen måske kunne gøre sig nogle forhåbninger i den retning. I stedet for en klar kritik af regeringens strategi – som jo fremgik tydeligt nok af regeringsgrundlaget – kom der til at begynde med gentagne løfter om at ville samarbejde, være ”konstruktiv kritisk”, og hvad man nu ellers siger, når man gerne vil ind i varmen.
De første uger var SiD det eneste forbund, der tog kritikken op af regeringsgrundlaget. Og vel også det eneste forbund, der gjorde et forsøg på at mobilisere medlemmerne. De 300 afdelingsformænd i SiD blev indkaldt til repræsentantskabsmøde allerede d. 20. december, hvor man vedtog en gennemgribende kritik af regeringsgrundlaget.
Men også Metal´s Max Bæhring meldte sig på banen med skarp kritik, især indgreb i aftalesystemet og forringelser af uddannelsesystemet. Max Bæhring kunne i slutningen af januar notere sig den første sejr, idet han fik Dansk Industris Hans Skov Christensen med på et åbent brev til regeringen om, at holde fingrene fra overenskomsterne.
Også LO-ledelsen har efterhånden fundet sine ben. Det er gået op for dem, at regeringen faktisk går helt systematisk efter at svække fagbevægelsen. Fra begyndelsen af januar har LO formuleret klar kritik af regeringens angreb på aftalefriheden, arbejdsmiljøet, uddannelsesområdet osv., og ideologisk kritik af regeringens ”frit-valg”-tankegang.
Men en nærlæsning af LO´s udtalelser viser, at regeringen måske ikke helt skal opgive forhåbningerne om at få inddraget LO i et tættere samarbejde.
Efter mødet med beskæftigelsesministeren d. 11. januar udsendte en LO en pressemeddelelse med en gennemhegling af regeringens politik for arbejdsmarkedet. Men der var også tvetydige meldinger, om at ”Venstre bevægede sig ind mod midten i valgkampen, og der vil vi forsøge at trække dem hen igen”, og at LO gerne ville i dialog med regeringen og Dansk Arbejdsgiverforening om udviklingen af arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet ”de næste 10 år”! – Klare signaler om, at man er klar til at gentage ”successen” fra 1987.

Borgfred i LO
Hvis noget kan presse fagbevægelsen ind i et tættere samarbejde med den borgerlige regering, så er det da også ændringerne på A-kasseområdet. Som Harald Børsting definerer den umulige opgave: ”Vi må konkurrere på pris med den statslige A-kasse, og give en service der er bedre end den”.
I første omgang har LO´s hovedbestyrelsesmøde vedtaget et års ”borgfred”, som indebærer at ingen af LO-forbundenes A-kasser opererer tværfagligt. Der er også nedsat et udvalg, der skal undersøge samarbejdsmuligheder A-kasserne imellem. (læs: rationaliseringer, sammenlægninger og andre besparelser)
Spørgsmålet er om en sådan borgfredsaftale vil holde i det lange løb, hvis det ikke lykkes at få en lignende aftale med FTF og Akademikernes Centralorganisation.
Den sandsynlige resultat inden for LO er, at der vil komme øget fart på forbunds- og dermed også A-kassesammenlægninger, samt forskellige former for samarbejde på A-kasseområdet – måske især på EDB-området – som kan sikre billigere drift.

Store udfordringer
Det er relevante problemstillinger. Men hvis fagbevægelsen indskrænker sig til denne strukturmæssige dagsorden, så er slaget tabt på forhånd. Fagbevægelsen står over for en langt større udfordring, der til syvende og sidst drejer sig om den manglende troværdighed i medlemmernes øjne.
Hvis denne troværdighed var til stede, ville regeringens angreb på aftalesystemet og A-kasserne ikke udgøre nogen trussel. Men specielt under Nyrup-regeringens 9-årige regime er denne troværdighed blevet tyndslidt af alt for mange undskyldninger og bortforklaringer af fejl og mangler i SR-regeringens politik, alt for meget skamros af en ”aktive arbejdsmarkedspolitik” som ethvert barn kunne se byggede på stadigt flere stramninger over for de svageste medlemmer af fagbevægelsen – nemlig de unge og de langtidsledige, og alt for få forsøg på selvstændig politisk tænkning, der kunne forstyrre Socialdemokratiets ”samarbejde hen over midten”.
Hertil kommer, at det er gået hen over hovedet på alt for mange faglige ledere, at der er kommet en helt ny generation på arbejdsmarkedet. En generation, der opdraget til at stille spørgsmål, og som ikke er medlem af fagforeningen, bare fordi ”far siger det”.

Hellige køer
Der kan sagtens gøres noget ved dette problem. Men det kræver der bliver slagtet nogle hellige køer:

• Slut med ”vi alene vide holdningen”. Fagbevægelsen skal være medlemmernes redskab, ikke ledernes. Lederne skal aktivt opsøge medlemmernes behov og ønsker. Det skal gøres gennemskueligt for medlemmerne, hvad der sker med deres krav op gennem organisationen og i det fagretlige system – hvad enten det er behandlingen af enkelte faglige sager, eller kravene til overenskomstforhandlingerne.

• Der skal vendes op og ned på dagligdagen i de faglige organisationer. Der skal være fuld åbenhed om de fagligt valgtes ordninger. Der skal blandt andet gøres op med de groteske lønforskelle der har udviklet sig i mange forbund mellem lederne og de lavestlønnede medlemmer.

• Forbundene må aktivt forsøge at inddrage medlemmerne i en debat om fagbevægelsens struktur. Det er utrolig svært. Men netop nu er det utrolig vigtigt, at der kommer klare signaler om, at vi ikke slås om medlemmerne, men for dem. Og ethvert forbund skal kunne begrunde sin egen eksistensberettigelse i forhold til beslægtede forbund!

• Fagbevægelsen skal være de udsatte og udstødte gruppers mest konsekvente talerør og beskytter. Sådan opleves det ikke i dag. Regeringen og Dansk Folkeparti har jo i høj grad hentet deres flertal blandt de mange tusinder udstødte, der fik lov at betale prisen for Nyrup-tidens ”opsving”.

• Sidst men ikke mindst skal der gøres op med de ensidige bindinger til Socialdemokratiet. Det handler ikke kun om at åbne op i forhold til partierne til venstre, men at fagbevægelsen i det hele taget forholder sig selvstændigt tænkende til de politiske partier, offensivt formulerer krav til regering og folketing, uden hensyn til, hvad det nu er belejligt for vores venner på Christiansborg at blive præsenteret for.

Fagbevægelsens politiske ansvar
Oven i disse udfordringer – der er store nok i sig selv – har valgresultatet sat focus på endnu en opgave, der burde have været løftet for længst, men som det nu er en livsbetingelse for hele arbejderbevægelsen, at tage fat på.
Det drejer sig om at udvikle en sammenhængende politisk platform, der kan udgøre et overbevisende alternativ for flertallet af befolkningen til den borgerlige politik – intet mindre.
Udgangspunktet skal naturligvis være forsvaret for velfærd og demokrati. Der skal være klare svar på de spørgsmål, som arbejderbevægelsen tabte valget på: De uløste problemer omkring sundhedssektoren, ældrepleje, hjemmehjælp, integration af flygtninge og indvandrere, svigtet i forhold til de udstødte grupper, og hele spørgsmålet om finansieringen af velfærdsgoderne.
Som Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er stillet i dag, er de ikke i stand til – hverken hver for sig eller samlet – at tage initaitiv til noget sådant, selv om de selvfølgelig skal inddrages mest muligt i processen, og også hver især vil kunne bidrage med elementer til det politiske indhold.
Det er selvfølgelig heller ikke nogen let opgave for fagbevægelsen, der jo i endnu højere grad end partierne afspejler de mange forskellige politiske holdninger der trives i arbejderklassen.
Men det er i øjeblikket det eneste sted initiativet kan komme fra, fordi man i fagbevægelsen i langt højere grad er tvunget til at stå sammen imod regeringens ødelæggende strategi.

Begyndende mobilisering
Her kort tid efter regeringens dannelse, er der da også allerede initiativer på vej, som arbejder i den skitserede retning.
Umiddelbart efter valget gik ”OK-2000-intiativet” og ”Arbejdsmarkedspolitisk Netværk” sammen om at indkalde til en bredt anlagt faglig konference. I slutningen af januar, kunne man konstatere, at ca. 70 fagforeninger ville stå som indkaldere af en fagforenings- og tillidsmandskonference d. 1. marts. Det lover i sig selv godt for fremmødet.
Disse fagforeninger er enige om, at man ikke kan indskrænke sig til at kritisere den borgerlige regering på delspørgsmål. Der må en langt dybere og bredere diskussion op at stå, om årsagerne til valgnederlaget og alternativet til den borgerlige politik.
De pågældende fagforeninger tilhører det man plejer at kalde ”fagbevægelsens venstrefløj”. Men de er enige om, at de opgaver der skal løses, kræver en fælles kamp på tværs af de forskellige politiske retninger i arbejderbevægelsen.
Meget tyder på, at konferencen kan blive starten på noget sådant. SiD´s næstformand Steen Andersen har sagt ja til at være en af oplægsholderne. Andre forbundsledelser har på de ”indre linjer” nikket til, at deres lokalafdelinger bør deltage i konferencen.
De lokale LO-organisationer i de fleste storbyer er også positivt indstillet, og vil gerne involveres i fremtidige aktiviteter. Blandt disse er LO-Århus, der allerede er nået meget langt med et selvkritisk og omfattende oplæg, der klart peger på nødvendigheden af, at arbejderbevægelsen samles om et nyt, solidarisk projekt.
Det er en kendsgerning, at regeringens første 100 dage rystede fagbevægelsen. Der er en reel mulighed for at regeringens næste 100 dage kan ryste fagbevægelsen sammen!