Venstresocialisterne udtaler fra sit årlige landsmøde:

Fortsat støtte til
Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP

Den israelske besættelsesmagt har forstærket sin brutale fremfærd overfor palæstinenserne. Alene indenfor det sidste år har det betydet drab på 700 palæstinensere, 15.000 sårede foruden omfattende ødelæggelser af såvel palæstinensisk ejendom som offentlige institutioner. De palæstiensiske selvstyreområder er blevet til rene bantustans, opsplittet og kontrolleret af israelsk militær. Udviklingen viser, at Oslo-aftalen er lige så lidt værd som vestmagternes garanti for den. Aftalens sparsomme indrømmelser har Israel brudt efter forgodtbefindende. Spørgsmålet omkring de 3 mill. fordrevne palæstinensere, Jeruslames status og bosættelserne i de besatte områder er fortsat uløste. Oslo-aftalen er død, og dens politiske garanter USA, USAs eftersnakkere i Europa, og Arafat har spillet fallit.
PFLP påpeger i denne situation, at en fornyet aftale nødvendigvis må involvere FN som garanten for en aftales gennemførelse.
Venstresocialisterne har i 25 år støttet PFLP. Hverken drabet på en israelsk minister eller en evt. illegalisering af en sådan støtte ændrer denne holdning.
Den israelske besættelesmagt har i et udvalg bestående bl.a. af den dræbte minister planlagt og ladet udføre likvideringen af 80 palæstinensiske ledere, deriblandt lederen for PFLP. At PFLP må reagere med et attentat på en minister beklager vi, men finder det indlysende at dette ikke gør PFLP til en terrororganisation. At en dansk regering på basis af en liste fra USA definerer terrororganisationer finder vi nærmest pinligt, ugennemtænkt og uselvstændigt. I resolution 42/159 om terrorisme fra FN’s Generalforsamling slåes det netop fast, at organisationer som PFLP der kæmper for frigørelse fra udenlandsk besættelse ikke er at opfatte som terrororganisationer. Denne resolution blev enstemmigt vedtaget i FN i 1987 - bortset fra USA og Israel der stemte imod.
Venstresocialisterne støtter PFLP, fordi denne organisation med sit socialistiske og ikke-religiøse grundlag for os er det egentlige alternativ: et samlet ikke-religiøst Palæstina med lige ret for jøder og palæstiensere.
Skulle vor grundlovssikrede ret til politisk og økonomisk støtte til PFLP blive krænket af en fremtidig statslig dansk terrorlov, vil en illegalisering indebære, at VS vil gå til Højesteret og der forsøge at få loven omstødt.