HVORDAN KOMMER VI VIDERE

Resultatet af valgene d. 20. november må give anledning til alvorlig selvransagelse i den samlede arbejderbevægelse. Det er ikke kun et problem for Socialdemokratiet, selvom de fik den største tilbagegang. Samlet set har arbejderbevægelsen ikke stået så svagt siden midten af 20´erne. Der er tale om et dybtliggende højreskred i arbejderklassen. Hvorfor gik det sådan? Hvordan kommer vi videre? Her er nogle svar, som bidrag til den debat, der allerede er i gang, men som må organiseres i stor målestok, hvis arbejderbevægelsen vil blive i stand til at vende udviklingen.

af Finn Sørensen

Resultatet er almindelig kendt, men skulle nødig fortrænges, så her er de barske tal endnu engang: Socialdemokratiet gik tilbage fra 36 % af stemmerne til 29 %, mistede 11 mandater og fik hele 220.000 færre stemmer end ved valget i 1998. SF gik 1,1 %-point tilbage – fra 7,5 % til 6,4 % - et minus på ca. 37.500 stemmer og 1 mandat. Enhedslisten mistede ca. 9.400 stemmer, en tilbagegang fra 2,7 % til 2,4 %, og minus 1 mandat.
Sammenlagt er de partier, der bekender sig til arbejderbevægelsen, altså nu nede på knap 38 % af stemmerne – vel at mærke i en situation, hvor partiernes potentielle vælgere – arbejderklassen i den ”brede” definition, nemlig det store flertal af lønmodtagerne - aldrig har udgjort en større andel af befolkningen end den gør nu! Partierne til venstre for Socialdemokratiet fik det dårligste valg siden 1964.
Som et ekstra dryp malurt i bægeret, skal arbejderpartiernes tilbagegang skal ses på baggrund af en stor valgdeltagelse. Den steg fra 85,95 % i 1998 til 87,15 %. I nøgne tal steg antallet af afgivne stemmer med ca. 44.000 stemmer – fra 3.405.997 til 3.449.668.
Over for dette står en jordskredssejr til de partier, der mest energisk bekender sig til den borgerlige samfundsordning. Partiet Venstre er nu Danmarks største parti med 31 % af stemmerne. Alt tyder på, at de også er det største arbejderparti. Det åbenlyse fremmedhads parti – Dansk Folkeparti – blev landets 3. største, med 12 % af stemmerne. Der var også en beskeden fremgang til De Konservative, der nu mønstrer 9 % af stemmerne. Tilsammen 52 % og et komfortabelt flertal i folketinget.

Markant højredrejning
Valgforskerne er – forhåbentlig da – i fuld gang med at kortlægge vælgernes vandringer mellem partierne, og årsagerne til disse. Det vil være nyttigt materiale til en mere præcis analyse af, hvorfor det gik som det gik.
Men vi behøver ikke de store analyser for at slå fast, at valgresultatet er yderst alvorligt for alle som ønsker en demokratisk og socialistisk udvikling. En ting er de ændrede styrkeforhold i folketinget og kommuner (hvor billedet dog er langt mere nuanceret, selvom den generelle tendens er den samme). Langt mere alvorligt er de politiske strømninger, som ligger bag, hvor følgende må betragtes som de vigtigste:
• Store dele af arbejderklassen har opgivet troen på velfærdssamfundet i den gammelkendte kollektive og – nogenlunde – solidariske udgave. De satser nu på ”forsikrings-Danmark”, hvor stadigt mere barberede offentlige ydelser og indsats i det hele taget suppleres med private forsikringer og privat ”initiativ”.
• Udbredt solidaritet med udsatte grupper som indvandrere og flygtninge er afløst af en fremmedfrygt – ikke mindst en frygt for, at selve disse gruppers tilstedeværelse er en trussel mod basale velfærdsgoder.
• Dansk Folkepartis fremgang er et signal om, at der i voksende dele af befolkningen er tale om ikke blot frygt, men direkte had over for ”de fremmede”. Nærmere valganalyser vil sikkert bekræfte, at det især gør sig gældende blandt etniske danskere, som er mindst lige så udsatte, som de fleste indvandrere og flygtninge.
• Men det var jo også et ”lov og orden” valg. Fremgangen for Venstre og Dansk Folkeparti er udtryk for at voksende dele af befolkningen hælder til strengere straffe som middel imod en - i øvrigt faldende! – voldskriminalitet.

Årsager
Terroraktionen i USA d. 11. september har uden tvivl haft stor betydning for valgresultatet. I et borgerligt samfund, hvor de herskende tanker er de herskendes tanker, giver sådan en hændelse uundgåeligt vind i sejlene til de kræfter, der tror på stramninger, mere lov og orden og krig som vigtige midler til at løse samfundets og verdens problemer.
Det er også en kendsgerning, at stort set samtlige medier – inklusive de statsejede – direkte og indirekte understøttede Venstres slogan om ”tid til forandring”. Enhver kritisk sans over for dette partis forvandling til velfærdssamfundets forsvarer nr. 1 blev lagt på hylden, mens den mindste fodfejl fra Socialdemokratiets side blev trukket frem i lyset.
Man må også lade både Venstre og Dansk Folkeparti, at de førte en effektiv målrettet kampagne mod deres potentielle vælgere, hvor der især blev spillet dygtigt på frygten for ”de fremmede”.
Men hvis man vil forklare arbejderpartiernes tilbagegang med disse faktorer, går man alvorligt galt i byen. Så ser man bort fra arbejderpartiernes – og først og fremmest Socialdemokratiets – eget politiske ansvar for højredrejningen.

Socialdemokratiet: For meget borgerlig politik, for mange løftebrud
Der er ikke noget der tyder på, at Socialdemokratiets ledelse har tænkt sig at vedkende sig det ansvar. Ikke det mindste forsøg på at inddrage vælgerne – endsige partiets eget bagland, de tusinder af tillidsfolk i fag- og lejerbevægelse - i en åben snak om, hvad der gik galt.
Resten af arbejderbevægelsen må jo så forsøge at forklare Socialdemokratiet, at de ligger som de har redet.
En del af forklaringen er selvfølgelig en utrolig dårligt forberedt og kluntet valgkamp. Forsøget på at satse på ”statsmandseffekten” viste i sig selv, at partiledelsen helt havde mistet forbindelsen med store dele af vælgerne. Da man endelig begyndte at diskutere politik, blev det afsløret at partiet er dybt splittet i valgets hovedspørgsmål, udlændingepolitikken. Den afsluttende kampagne imod Venstre var et stort selvmål, hvor man bidrog til at bekræfte billedet af at Venstre havde forvandlet sig til et socialt ansvarligt parti.

Systematisk fravalg af kernevælgere
Hvis partiledelsen kastede et blik på indholdet i den politik den har ført som regering gennem de sidste 9 år, burde nederlaget ikke komme bag på dem. Den har nemlig bestået i et systematisk fravalg af kernevælgere.
Det er sket gennem utallige asociale nedskæringer på social- og sunhedsområdet, ældrepleje, og over for ledige og bistandsklienter. Med mantraet om den ”nødvendige politik” har man skridt for skridt forringet levevilkår og offentlig service over for store grupper på overførselsindkomster.
Attentatet på efterlønsordningen var hovedet på sømmet for de ufaglærte arbejdere, som ordningen i sin tid blev skabt for. Samtidig var det et løftebrud af dimensioner over for samtlige vælgere, fordi netop den såkaldte ”efterlønsgaranti” var en vigtig årsag til at regeringen med nød og næppe klarede skærene ved valget i 1998.
Også løftet om at respektere det danske nej til Euro´en blev brudt. Igen et eksempel på fravalg af tidligere kernevælgere. Det er en kendsgerning, at modviljen mod Unions-udviklingen er særlig stærk blandt socialt dårligt stillede og blandt ufaglærte arbejdere.
Med regeringsindgrebet i overenskomsterne 1998 fravalgte Socialdemokratiet mange unge arbejdere. De var med i en stor overenskomstkonflikt for første gang i deres liv, og fik en positiv oplevelse af sammenhold og aktivitet. Men der blev dikteret et indgreb, som lå milevidt fra medlemmernes forventninger, og som i øvrigt gav en masse bøvl på de enkelte arbejdspladser bagefter.

Afmontering af velfærdsstaten
Socialdemokratiets principper – eller rettere mangel på samme – for forvaltning af velfærdsstaten – er et grundlæggende tema i sig selv. Skridt for skridt har man bøjet sig for arbejdsgivernes og borgerlige partiers krav om nedbrydning af de kollektive ordninger: Forringelser af det offentliges serviceydelser på en lang række områder, og strukturelle udsalg af velfærdsstaten i form af udliciteringer og privatiseringer.
I sin iver efter at tækkes ”midtervælgerne” har Socialdemokratiets strategi været, at forsøge at komme de borgerlige partier i forkøbet. Resultatet har været, at denne gradvise afmontering af velfærdstaten i et og alt har fremstået som Socialdemokratiets egen politik – hvad det efterhånden også blev.
Sidst men ikke mindst, har Socialdemokratiet selv bidraget til at skabe det problem, der fældede dem til sidst. Danskerne er som udgangspunkt hverken mere racistiske eller fremmedfjendtlige end de fleste andre folk i Europa –måske snarere tværtimod. Men hvis man ikke er i stand til at løse de problemer der uundgåeligt opstår ved al indvandring i større målestok, og man samtidig forringer vilkårene for store dele af landets ”egne” indbyggere, så overlader man banen til partier, der vil splitte arbejderklassen ved hjælp af fremmedfrygt og racisme. Når man så samtidig – midt i en valgkamp – giver sig til at lefle for disse strømninger, oven i købet uden at have nogen konkret politik, så skal det selvfølgelig gå galt.

Hvorfor ikke styrkelse af venstrefløjen?
Men hvorfor er resultatet så ikke blevet en styrkelse af venstrefløjspartierne SF og Enhedslisten? Hvis bistandsklienter, pensionister, ufaglærte arbejdere, udliciterede offentligt ansatte og mange andre er vrede over regeringens politik, hvorfor stemmer de så ikke i højere grad på de partier, der jo til enhver tid forsvarer disse grupper? Hvor går disse partier ligefrem tilbage?
En nærliggende forklaring er at de har været en del af regeringens parlamentariske grundlag, og i et vist omfang bliver straffet for det, selvom de ingen andel har i de nedskæringer som Socialdemokratiet har gennemført – for det er jo i alle tilfælde sket i samarbejde med de borgerlige partier, der netop har vundet valget!
Hvis denne forklaring er rigtig, så bør den give anledning til lige så grundig selvransagelse i SF og Enhedslisten. For så har de ganske enkelt ikke været gode nok til at ”gå på to ben” – det vil sige, på den ene side samarbejde med regeringen om at gennemføre de ”gode ting”, samtidig med at fastholde deres egen profil og kritik af Socialdemokratiets overordnede strategi.
Dette forhold har været tydeligt i valgkampen, hvor både SF og Enhedslistens kandidater har været meget tilbageholdende med tydeligt at trække forskellene op til regeringens politik.
For SF´s vedkommende har denne tilbageholdenhed været dikteret af et – i øvrigt erklæret – ønske om deltagelse i en Radikal-Socialdemokratisk regering.
For Enhedslistens vedkommende har det snarere været dikteret af et ønske om ikke at blive gjort ansvarlig for et nederlag til ”regeringsblokken”. Derfor forsøgte man under parolen ”Alternativ til venstre” på mere indirekte vis at demonstrere forskellen til Socialdemokratiet, ved selv at være den fremmeste kritiker af Partiet Venstre og af storkapitalens skattefiduser. Det er ikke nogen dårlig strategi, men den må helt tydeligt udvides med en stille og rolig påpegning af de politiske forskelle mellem arbejderpartierne.
Men SF og Enhedslisten lider også af en fælles mangel på konkrete svar på valgets absolutte hovedspørgsmål: Udlændingespørgsmålet. Kampen mod fremmedfrygt og racisme vindes ikke ved moralske pegefingre, men ved konkrete forslag til løsninger på de mange konkrete problemer og udfordringer, der nu engang er ved indvandring i større omfang: Tendenser til ghettodannelser, indvandrernes udstødning af arbejdsmarkedet, vanskelighederne med at få visse indvandrergrupper til at engagere sig i det danske samfund, kultursammenstød i forhold til kvindernes stilling osv. osv.
Men selvom SF og Enhedslisten havde undgået de nævnte fejl og mangler, ville de alligevel have haft svært ved at klare sig i en valgkamp, der mere og mere lignede et amerikansk præsidentvalg. Hvis man oven i købet ikke har ret meget ”krop” – forstået som stærke lokale partiorganisationer, og solid repræsentation i store masseorganisationer som fag- og lejerbevægelse - skal man ikke gøre sig håb om at trænge igennem til vælgerne, uanset hvor fornuftige synspunkterne er.

Snu regering
Den nye regerings grundlag g første handlinger tyder på, at vi har med en yderst kvalificeret modstander at gøre.
Dens vigtigste dagsorden er at svække fagbevægelsen, for på den måde at bane vejen for langt større spillerum for kapitalen. Der er heller ingen tvivl om, at den vil fortsætte den afmontering af velfærdsstaten, som Socialdemokratiet har påbegyndt.
Men regeringen er klog nok til ikke at angribe frontalt på nogle af punkterne. I første omgang vil den bestræbe sig på ikke at blive afsløret med hensyn til det reelle indhold i valgløfterne. Samtidig angriber den Socialdemokratiet og ikke mindst fagbevægelsen på punkter, hvor de i forvejen har sænket paraderne, som for eksempel arbejdsmarkedspolikken, eksklusivbestemmelser og lovgivning om deltidsarbejde. Men heller ikke her er der tale om et frontalt angreb, der lægges op til forhandlinger med henblik på at presse især fagbevægelsen ind i et samarbejde.
Det sker ud fra en erkendelse af, at der ikke kan regeres uden om fagbevægelsen, førend den er blevet svækket væsentligt. Men også det har regeringen en plan for, nemlig indførelsen af en statslig A-kasse og fjernelse af rådighedsvurderingerne af de ledige fra de faglige a-kasser. Gennem denne manøvre – der må forventes søsat meget snart – håber man gradvist at underminere fagbevægelsen medlemsmæssigt.
Regeringen har her ladet sig inspirere af Poul Schlüter, der kun kunne sidde i 10 år fordi han opnåede passiv accept fra LO og de store forbund. Meget tyder på, at Anders Fogh Rasmussen har reel mulighed for at nå sit mål. LO-ledelsen og de fleste store forbund har signaleret samarbejdsvilje og ”konstruktiv kritik”. Bortset fra SiD har ingen af dem forsøgt at komme med en gennemgribende og konkret kritik af regeringens grundlag og virkelige hensigter.
Regeringen skal heller ikke forvente nogen offensiv modstand fra Socialdemokratiet. Partiet er nærmest ”groggy”. Der vil gå en rum tid, førend de kan give regeringen et kvalificeret modspil. Rent bortset fra det, vil Socialdemokratiet være ude af stand til at føre en konsekvent opposition imod den borgerlige regering. Dertil er de alt for enige med regeringen om afgørende spørgsmål som den generelle økonomiske politik, arbejdsmarkedspolitikken, EU og udenrigspolitikken i almindelighed.

Venstrefløjens opgaver
Der ligger derfor et stort ansvar på venstrefløjen i fagbevægelsen – der helt klart omfatter mange aktive og kritiske socialdemokrater - og på SF og Enhedslisten, med hensyn til at vende udviklingen. I det følgende skal antydes nogle hovedtemaer, som forhåbentlig kan konkretiseres gennem den videre debat.

Aktionsenhed
Det er en selvfølge, at vi skal bidrage til konkret afsløring af regeringens virkelige dagsorden. Der mangler noget simpel ”folkeoplysning” til de aktive dele af fagbevægelse, lejerbevægelse og andre masseorganisationer om, hvad indholdet egentlig er i regeringens program, og hvordan den har tænkt sig at gennemføre det. Det er vigtigt at udrydde enhver illusion om, at regeringen ”falder af sig selv” og at dens vælgere blot skal have ”syn for sagn”. Så let går det ikke. Vi må gribe fat i hver eneste konkrete udslag af dens politik, som rammer større eller mindre befolkningsgrupper, og samle dem til aktiv modstand.
Det er heldigvis en udbredt erfaring på venstrefløjen, at vi ikke kommer nogen vegne i denne forsvarskamp, hvis vi ikke forsøger at inddrage socialdemokrater og – i videst muligt omfang – også deres organisationer – i denne kamp. Partiet er i dyb krise, men det er ikke i opløsning. Hovedparten af aktive tillidsfolk i fag- og lejerbevægelse er stadig socialdemokrater, og det bliver de ved med at være, indtil SF og/eller Enhedslisten fremstår som mere troværdige alternativer. Der bliver ingen effektiv modstand mod regeringen uden dem.
Aktionsenheden skal især bruges i fagbevægelsen til at presse på for, at de store forbund melder klart ud i forhold regeringen, og bruger ”apparatet” til at oplyse medlemmerne om dens virkelige hensigter.
Når Socialdemokratiet har sundet sig, vil der uundgåeligt opstå konkrete punkter, hvor de 3 arbejderpartier både kan og skal optræde samlet i Folketinget imod den borgerlige politik. SF og Enhedslisten må fremskynde denne situation mest muligt, ved også på folketingsplan at komme med konkrete forslag om samarbejde imod den borgerlige regering. Det vil i sig selv bidrage til at få aktionsenheden op at stå i ”basis”.

Debat om årsager og midler
Som et vigtigt led i at genrejse den politiske diskussion i arbejderklassen, må vi tage initiativ til en bred diskussion om, hvorfor det gik som det gik, og hvad vi gør for at vende udviklingen. Den kan føres i mange fora og under mange forskellige former. Der er allerede initiativer i gang for at få denne diskussion op at stå i fagbevægelsen. Men der er ingen grund til at begrænse sig til det. Partiafdelingerne kan arrangere lokale, offentlige debatmøder. Det samme kan gøres i boligforeninger, i beboerhuse og forsamlingshuse, og - efterhånden som ideen breder sig - for den sags skyld også stort anlagte møder, for eks. i landstingssalen på Christiansborg! Socialdemokratiet har sikkert ikke særlig lyst til at deltage i denne debat lige i øjeblikket, men de skal have tilbuddet, både centralt og lokalt! Her gør venstrefløjen klogt i at have det – faktuelle - udgangspunkt, at man ikke selv har patentløsningerne, og at valgnederlaget i det hele taget er et fælles problem.

Ny politisk platform for arbejderbevægelsen
Ud af denne debat skal der udvikle sig en bredere fælles forståelse for hvordan vi bekæmper den borgerlige politik, og for, at arbejderbevægelsen er nødt til at samle sig om en ny politisk platform, et fælles alternativ til den borgerlige politik. Der er mange forhindringer for at udvikle en sådan – man behøver blot kigge på de politiske forskelle der er i dag. Men der må tages fat på opgaven, hvis vi skal give arbejdervælgerne blot en lille forhåbning om, at tingene kan være anderledes. Der må nødvendigvis blive tale om et reformprogram – krav til en anden politik i Folketinget. I første omgang gælder det temaer som social velfærd, konkrete løsninger med hensyn til integration af indvandrere, flygtningepolitik, bud på en effektiv omfordeling af skattebyrden, en alternativ arbejdsmarkedspolitik m.m. Også i denne diskussion er arbejdet i fagbevægelsen og lejerbevægelsen omdrejningspunktet. Uden opbakning fra disse masseorganisationer, vil det ikke være muligt at lægge noget pres på Socialdemkratiet, for at tage hensyn til sådanne krav.

Styrkelse af det revolutionære alternativ
Målet for ovennævnte aktiviteter er selvfølgelig at opbygge en politisk bevidsthed, og en massebevægelse som kan fjerne den borgerlige regering og bane vejen for en mere social og progressiv regering. Men hvis det skal lykkes, er venstrefløjen nødt til at have andet og mere at byde på end aktionsenhed i forsvarskampen og et alternativt reformprogram. Selv ikke det bedste reformprogram kan løse kapitalismens grundlæggende modsætninger, eller fjerne grundlaget for fattigdom, racisme og militarisme. Det vil heller ikke ændre på Socialdemokratiets - og for den sags skyld SF´s - natur som reformistiske partier, der enten bremser hårdt op, eller viger tilbage, når vi nærmer os grænserne for, hvad der kan gennemføres inden for det borgerlige samfund. Og disse grænser vil en bred reformkamp støde imod før eller senere. I en international økonomisk recession, som den, vi bevæger os ind i nu, skal der ikke meget til, førend tilsyneladende uskyldige reformkrav går hen og bliver ”grænseoverskridende”, og møder på rasende modstand fra kapitalen. Derfor må venstrefløjen samles om en revolutionær analyse af og svar på samfundets grundlæggende modsætninger. Det vil sige, blive i stand til at sætte socialismen på dagsordenen, som et konkret og vedkommende spørgsmål for større dele af arbejderklassen.

Styrk Enhedslisten
Alle disse tråde skal samles et sted, hvis de skal have maksimal styrke. Som venstrefløjen ser ud i dag, er der kun et sted at samle dem, nemlig i Enhedslisten.
Enhedslisten er ganske vist ikke - og giver sig heller ikke ud for at være – et klart revolutionært alternativ til de andre arbejderpartier. En del af Enhedslistens medlemmer mener måske heller ikke det er så vigtigt. Men der er kræfter i Enhedslisten, som gerne vil den vej.
Bortset fra det, er det i sig selv en opgave at sikre Enhedslisten i Folketinget, som talerør for den konsekvente modstand mod borgerlige krisepolitik, imod EU og militarisme. Og det bliver ikke så nemt. Enhedslisten vil få uvant konkurrence fra Socialdemokratiet og SF, når det drejer sig om at profilere sig på sociale spørgsmål.
Alle gode kræfter på venstrefløjen – herunder Enhedslisten selv! - må kort sagt koncentrere sig om hurtigst muligt at give Enhedslisten noget mere ”krop”. Ikke kun i form af flere og bedre fungerende lokalafdelinger, men også i form af et langt bedre organiseret samarbejde med Enhedslisten – i virkeligheden ret mange - repræsentanter og støtter i de folkelige organisationer – hvoraf fagbevægelsen stadig er den vigtigste.