Transfer
– et nationalistisk krav

Det er en misforståelse at gøre den netop dræbte israelske minister Rehavam Ze’evi til ophavsmanden for begrebet ”transfer”. Transfer, der oversat til dansk betyder noget i retning af ”overflytning” eller ”forflytning”, har lige siden den politiske zionismes fødsel i slutningen af 1800-tallet været en integreret del af zionismen.

Af Christian Ulstrup

Det er ganske vist ikke underligt at lige netop den israelske højreekstremist Rahavam Ze’evi i dag kædes sammen med begrebet og i visse sammenhænge ligefrem gøres synonym med tanken om etnisk udrensning. Som fremtrædende medlem af det israelske parlament, Knesset, har han i årtier advokeret åbenlyst for deportationen af palæstinensere. Transfer var en af Ze’evis absolutte mærkesager. Han er i og uden for Israel berygtet - i visse kredse berømt - for hadske og åbenlyst racistiske ytringer som ’vi må fjerne palæstinenserne på samme måde som man fjerner lus’ og ’Vi bliver nødt til at stoppe denne cancer [palæstinenserne] i at sprede sig.’
Ser man imidlertid bort fra Ze’evis provokerende og primitive facon og kigger nærmere på hans vision, er der derimod intet ekstremt eller yderligtgående ved Ze’evi eller for den sags skyld ved den ultranationalistiske lejr i Israel. Ønsket om et Palæstina uden arabere har været tilstede lige siden den zionistiske bevægelse valgte at placere en jødisk stat i området.
De zionistiske pionere var tidligt klar over, at der til etableringen af en jødisk stat knyttede sig et demografisk problem: Hvordan skulle man oprette en etnisk homogen jødisk nationalstat i et område der i forvejen var beboet. Svaret var enkelt. Som det står skrevet i Nahman Syrkins pjece fra 1898 ’Die jüdische Frage und der sozialistische Juden Staat’ måtte landet ganske enkelt ’ryddes’ for arabere. Eller som den pro-zionistisk britiske forfatter Israel Zangwill så poetisk formulerede det i 1920, araberne ’må pakke deres telte sammen og liste stille bort.’
At den indfødte befolkning i Palæstina kunne blive - og rent faktisk også blev - fortrængt til fordel for europæisk kolonisering, blev i begyndelsen af 1900-tallet ikke opfattet som et decideret problem. Datidens civilisationsforståelse gjorde ikke bare kolonisering legitim, men ligefrem til en etisk forpligtelse. Kolonialismen var, som Kipling skrev i 1898: ’Den hvide mands byrde’. Zionismen blev, som al anden kolonisering, betragtet som en progressiv faktor, der bragte kultur og udvikling til det mørke Mellemøsten. Det var således helt i tråd med tidsånden, da Theodor Herzl i sin bog "Der Judenstaat" fra 1896 kaldte zionismen for ’kulturens forpost mod barbariet.’

Transfer anno 2001
Transfer hører imidlertid ikke blot til i en fjern fortid eller for den sags skyld er et projekt der udelukkende optager sindene på den yderste israelske højrefløj. I december 2000 blev der i Israel afholdt en ’national’ sikkerhedskonference, hvis mål var at lokalisere trusler mod den jødiske stat og udarbejde forslag til hvordan disse bedst afværges. Konferencen - der var organiseret af fremtrædende personer indenfor det akademiske, militære og politiske establishment - resulterede bl.a. i udarbejdelsen af dokumentet ”Politiske anvisninger” - forfattet af Benjamin Netanyahus tidligere politiske rådgiver, Dr. Uzi Arad. Ud fra dokumentet at dømme var konferencens gennemgående tema spørgsmålet om den demografiske balance mellem jøder og ikke-jøder i Israel. Spørgsmålet om ’national sikkerhed’ handlede således ikke så meget om Israels relationer til de omkringliggende arabiske stater - således som man umiddelbart kunne foranlediges til at tro - men handlede mere om forholdet mellem de forskellige etniske og religiøse segmenter i den israelske befolkning.

Arabisk møllesten
Ifølge dokumentet er et af de grundlæggende problemer, at den muslimske befolkningsgruppe i Israel er voksende: muslimske kvinder føder gennemsnitligt 4,6 børn og jødiske 2,6. Det betyder at forholdet mellem jøder og muslimer i løbet af 20 år vil ændres fra 1:5 til omkring 1:3. Den høje fødselsrate blandt muslimer sætter derfor, som der står i dokumentet, ”spørgsmålstegn ved Israels fremtid som en jødisk stat”. Et andet problem ved den ”voksende arabiske sektor” er de dertil knyttede ”socioøkonomiske aspekter, der vil ende med at blive en møllesten om Israels hals.” For at undgå den skitserede udvikling anbefaler dokumentet en national sikkerhedspolitik i form af en række forslag. Disse forslag spænder lige fra ”bløde” socialpolitiske tiltag til mere ”hårde”, som f.eks. at de arabisk tætbefolkede områder langs grænsen til Vestbredden udveksles med bosættelsesblokke i de besatte områder. Desuden foreslås det, at alle israelske arabere får tilbudt palæstinensisk statsborgerskab og at israelske statsborgere, der lever i udlandet, fremover kan deltage i israelske valg uden selv at opholde sig i landet. I forsøget på at undgå det, der i dokumentet er beskrevet som en ”områder med arabisk flertal vil geografisk adskille landet", skal jøder opmuntres til at bosætte sig i ”demografisk problematiske områder”, som Galilæa, Jezreel Valley og i Negev.
Dokumentet nøjes ikke med at forholde sig til de israelske arabere, men taler også om, at det ”blive nødvendigt at finde plads til bosættelser udenfor staten Israel (måske øst for Jordan-floden) hvis ikke den palæstinensisske befolkning standser sin tilvækst". Man ønsker desuden, at det internationale samfund - i forbindelse med dets støtte til Det palæstinensiske Selvstyre – stiller betingelser om palæstinensisk ”fødselskontrol”.

Officiel politik
Dokumentet blev i midten af marts offentliggjort og blev samtidigt, under en national ceremoni, overrakt til landets præsident, Moshe Katzav. Det israelske liberale dagblad Ha’aretz finder dokumentet stærkt kontroversielt og er forbløffet over, at landets politiske og militære establishment i den grad officielt bekender sig til en politik, der på mange punkter korresponderer med det yderste højre. Til spørgsmålet om hvorvidt den israelske stat med udarbejdelsen af dokumentet har tilsluttet sig Rehavam Ze’evis transfer politik svarer dokumentets forfatter, Uzi Arad:
”Ordet "transfer" har en agressiv tone. Palæstinenserne har besluttet at de ønsker den højeste fødselsrate i verden, men de har ikke midlerne til at støtte denne udvikling. De er sammenklemt i små områder. Så hvad skal de gøre, som virkelig er interesseret i deres velfærd? At overlade dem Gaza-striben betyder at overlade dem til et liv i elendighed. Hvis du går imod at flytte dem andre steder hen fordi det ligner transfer dømmer du dem objektivt set til et liv i en koncentrationslejr. Skal man sige nej til en humanistisk løsning kun pga. hvad det ser ud til at være for nogle mennesker?" (Arad i Ha’aretz 23. marts 2001).

Det arabiske spørgsmål
Der er som tidligere nævnt intet epokegørende ved konferencen. Siden den politiske zionismes grundlæggelse i 1897 har der været afholdt adskillige ligne konferencer og udarbejdet snesevis af planer for hvorledes man bedst muligt kan fjerne den indfødte palæstina-arabiske befolkning. Disse planer har på sin vis vist sig at være fuldstændige værdiløse for så vidt, at palæstinenserne aldrig har ladet sig købe, lokke eller på anden vis overtale til frivilligt at forlade landet. Der skulle som bekendt en krig til før det lykkedes at reducere antallet af ikke-jøder i Palæstina. Under krigen i 1948 flygtede 750.000 palæstina-arabere fra det område, der senere blev til staten Israel og krigen førte således ifølge Israels tidligere præsident Chaim Weizmann til en ”mirakuløs forenkling af problemet”.
At de-arabiseringen af Palæstina stod højt på zionisternes ønskeliste er ganske vist en underbelyst kendsgerning i den zionistiske litteratur. Men det kan der imidlertid rådes bod på. Den israelsk-arabiske historiker Nur Masalha giver i sine to bøger ’Expulsion of the Palestinians’ og ’A land without a People’, der udkom henholdsvis i 1992 og 1997, et glimrende indblik i de zionistiske overvejelser om en ’transfer’ og de dertil knyttede planer. Ved hjælp af dagbøger, dokumenter og mødeprotokoller dokumenterer Masalha, hvorledes det ’arabiske spørgsmål’ - som det almindeligvis kaldes i den zionistiske terminologi - siden slutningen af 1800-tallet har været et gennemgående tema i den zionistiske debat.

Den militære løsning
Blandt ledende zionister herskede der i begyndelsen af 1900-tallet bred enighed om, at den eneste løsning på det ’arabiske spørgsmål’ var en genbosættelse af palæstina-araberne i andre arabiske lande. Diskussionen drejede sig ikke om det moralsk forsvarlige ved en ’transfer’, men handlede udelukkende om, hvilke metoder og midler man ville tage i anvendelse for at nå sit mål. På den ene fløj stod de såkaldte arbejderzionister anført af David Ben-Gurion og Chaim Weizmann, der indtil midten af 1930’erne var fortalere for en politisk løsning. Ifølge denne fløj skulle en ’transfer’ realiseres gennem en politisk-økonomisk aftale med en eller flere af de arabiske stater. Den anden fløj formede sig omkring de såkaldte revisionister, der i 1925 på foranledning af Zeev Jabotinsky samledes som politisk gruppering. De lagde mere vægt på aktivt og med magt at gennemtrumfe det zionistiske projekt, end at søge politiske og diplomatiske løsninger. Jabotinsky skrev i 1923 artiklen ’On the Iron Wall’, hvor han bl.a. konkluderede, at en ’frivillig aftale mellem os og palæstina-araberne er uopnåelig nu og inden for en overskuelig fremtid.’ (Shlaim 2000:13,19). Han mente derfor, at kun væbnet magt kunne sikre oprettelsen af en jødisk stat.
Under det arabiske oprør i 1936-39 nåede Ben-Gurion imidlertid frem til samme erkendelse som Jabotinsky og de højre-nationale revisionister. Den israelske historikere Avi Shlaim skriver i sin seneste bog,’ The Iron Wall – Israel and the Arab World’, at oprøret var ’et vendepunkt i udviklingen af Ben-Gurion’s holdning til det arabiske problem. For første gang anerkendte han åbent den arabiske oppositions karakter som national og i modsætning til zionismen. Der er en stor konflikt, sagde han til Jewish Agency Executive den 19 maj 1936. ’Vi og de ønsker det samme. Vi ønsker Palæstina. Og det er en grundlæggende konflikt’ … [Det arabiske oprørs grundlæggende karakter får ham ikke til at søge forhandling og kompromis. Tværtimod fik det ham til at konkludere at kun krig, ikke diplomati, kunne løse konflikten’ (Shlaim 2000:18).

Barak og transfer
Umiddelbart efter konstitueringen af den nye israelske regering, foråret 2001 forsvarede den dengang nyudnævnte turistminister Rechavam Ze’evi sig mod anklager fra bl.a. den tidligere premierminister Ehud Barak. Barak nægtede under henvisning til Ze’evis deportationspolitik at indtræde i den ny Sharon-ledet regering. Ze’evi sagde efterfølgende i et interview med den israelske hærs radio, at hvis Barak følte sig utilpas med begrebet ’transfer’ måtte han kappe sit ideologiske bånd til landets første premierminister David Ben-Gurion og Arbejderpartiets tidligere chefideolog Berl Katznelson. Ze’evi mindede lytterne om, at arbejderzionisterne i 1948 ikke alene diskuterede en transfer, men rent faktisk også iværksatte den. Ze’evi, der selv deltog i krigen i 1948 sagde: ”De beordrede det og opmuntrede andre til at gøre det samme.”

Nationalisme
Det zionistiske ønske om et Palæstina uden arabere må ses i sammenhæng med zionismens nationale karakter. Adskillelse er, som i alle andre former for nationalisme, også i zionismen et afgørende og værdsat princip. Idéer om en binational eller multikultural model er derfor altid blevet afvist. De toneangivende zionister har aldrig anset sameksistens som en reel mulighed, fordi noget sådant er i strid med den nationale ideologi, som zionismen bygger på og rent historisk er et barn af. Målet har hele tiden været dannelsen af en etnisk homogen jødisk nationalstat. Og som i alle andre tilfælde kræver en sådan, at der bliver trukket grænser. Ikke bare rent geografisk skal der trækkes grænser, men også sprogligt, kulturelt, religiøst, etnisk, økonomisk o.s.v. En af zionismens foregangsmænd, Max Nordau, sagde herom: ”Det ene punkt som umuliggør, sandsynligvis for altid, en forståelse mellem zionistiske og ikke-zionistiske jøder er spørgsmålet om jødisk nationalitet. Den som hævder og tror, at jøderne ikke er en nation kan så sandelig ikke være zionist … Den som derimod er overbevist om, at jøderne er et folk må nødvendigvis blive zionist … Vi er et folk for os selv og ønsker at tilvejebringe fuldstændig adskillelse mellem os og de andre nationer.” (Kyhn & Höök 1978:20).

Antisemitisme
Troen på adskillelsens nødvendigehed er også forklaringen på den mærkværdige overensstemmelse der hersker mellem zionisme og antisemitisme i synet på jøder som etnisk og national anomali i de europæiske nationer. Antisemitismen gav i 1800-tallets nationale kontekst ikke anledning til moralsk og politisk fordømmelse. Antisemitismen blev snarere opfattet som et naturligt fænomen, som en sund organismes ’naturlige’ reaktion mod et indtrængende ’fremmedlegeme’, hvilket også var baggrunden for, at Herzl i sin bog, "Der Judenstaat", ’uden had og frygt’ betragtede antisemitismen som et ’nødværge’ (Herzl 1955:20). Kulturel og national mangfoldighed blev i et nationalistisk perspektiv dengang ligesom i dag mere set som en del af problemet end som en del af løsningen. Set i dette lys er det ikke så underligt, at den såkaldte kulturzionisme, som bl.a. blev repræsenteret af Ahad Ha’am, Martin Bubber og Judah Magnes, der var fortalere for fredelig sameksistens, aldrig kom til at spille den store rolle i udviklingen.

Arabere – et fremmedlegme
På den førnævnte israelske ”sikkerhedskonference” blev de israelske arabere også fremstillet som et uønsket ’fremmedlegme’, der så vidt muligt skulle isoleres, reduceres eller ligefrem deporteres. Et ønske som i dag desværre vinder øget tilslutning blandt de israelske jøder under henvisning til den ’truede’ jødiske stat. Flere iagttagere bl.a. Uri Avneri og tidsskriftet Middle East International har på det seneste gjort opmærksom på det højreskred eller radikalisering, der har fundet sted i den israelske befolkning siden udbruddet af den såkaldte al-Aqsa intifada. Stadig flere synes således at tilslutte sig Jabotinskys gamle tese, der som nævnt finder det formålsløst at forhandle med palæstinenserne.

Oslo
Også Oslo-processen var baseret på illusionen om, at Palæstinakonflikten kun løses gennem separation. Dens fortalere både i den israelske og palæstinensiske lejr ignorerer, at lige netop den ’nationale’ adskillelse rent historisk har været en væsentlig konfliktskabende faktor i det indbyrdes forhold mellem jøder og ikke-jøder. Oprettelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza kan givetvis være et skridt i den rigtige retning, men vil næppe løse konfliktens centrale spørgsmål, som flygtninge, bosættelser og Jerusalem. En palæstinensisk stat vil ligefrem kunne tænkes at vanskeliggøre livet for Israels ca. én million arabiske indbyggere. Med en palæstinensisk stat som nabo vil de israelske arabere antageligt blive udsat for et ekstraordinært pres. Som det også fremgår af dokumentet fra den ’nationale sikkerhedskonference’ tilrådes det, at alle israelske arabere i forbindelse med oprettelsen af en palæstinensisk stat ’tilbydes’ palæstinensisk statsborgerskab. Hvad der helt præcist ligger i ordet ’tilbydes’ er uklart. Derimod kan der ikke herske tvivl om intentionen: Israel ønsker ’araberne’ ud af landet spørgsmålet er som altid blot hvordan.

Litteraturliste:
Herzl, Theodor: Den jødiske stat - Hertz Forlag 1955.

Ha’aretz den 23. marts 2001 (af Yair Sheleg)

The Herzliya Conference on the Balance of National strength and Security in Israel – (JPS nr. 1, 2001).

Kyhn, Carsten og Steffen Höök: En undertrykt sandhed - Forlaget Demos 1978.

Masalha, Nur: Expulsion of the Palestinians - Institute for Palestine Studies, Washington D.C. 1992.

: A land without a people – Faber and Faber, London 1997.

Shlaim, Avi, The Iron Wall – Israel and the Arab World – Penguin Books, London 2000

Ulstrup, Christian, ”Transfer – en integreret del af den zionistiske idé”, Palæstina Orientering nr. 4, 1997