En ny regering?

Rasmussen troede han udskrev valg i en gunstig situation.
Vælgernes svar på det var en entydig forkastelse af de mange år med Nyrup Rasmussen som statsminister. Et svar med et Folketing, hvor de radikale for første gang ikke kunne placere sig i centrum - og hvor et andet centrumsparti, CD, røg ud. Et Folketing, hvor VK-regeringens dannelse baserede sig på Dansk Folkeparti. I sandhed også en ny situation i Danmark. Hvad kan vi vente os af en borgerlig regering, hvilke erfaringer har vi haft med borgerlige regeringer - og hvad er forskellen fra de socialdemokratiske? Disse spørgsmål er aktuelle for enhver politisk interesseret.

af Stig Hegn

Allerede inden valgkampen brød ud, var der vedtaget en VK-fælleserklæring om regeringsgrundlag: Den første 100 dage ville VK gennemføre en række markante initiativer. De skulle falde indenfor følgende områder: afvikle ventelister til sygehusene, forbedre omsorgen for de ældre, give børnefamilierne større frihed, forstærke kampen mod vold og voldtægt, stramme udlændingepolitikken, lette virksomhedernes administrative byrder samt stoppe den stadige stigning i skatter og afgifter. Det var jo ikke så revolutionerende - det er jo nærmest hvad vi har set de sidste mange år. Men det blev valgets hovedtemaer - uanset hvad Nyrup og venner diskede op med. Hvor meget der så vil være effektueret inden 100 dage, får vi så se, men flere ministre har fået en arbejdsplan frem til 1. marts. Og inden da skal vi også have vedtaget finansloven.

De enkelte punkter
Fælleserklæringen svarer nøje til det regeringsgrundlag, der blev vedtaget, og som Anders Fog Rasmussen forelagde ved sin åbningstale i Folketinget den 4. december 2001. Fælleserklæringen siger bl.a.: Vedrørende sygehusene handler det om, at nedbringe ventelisterne, behandlingsgaranti for alle sygdomme, frit valg til (privat)sygehuse. Ældreforsorgen skal forbedres, så der bliver frit valg af (privat) hjemmehjælp. Barselsorlov organiseres så forældrene kan dele den mellem sig. Dansk, matematik, historie og fremmedsprog skal styrkes i folkeskolen. Arbejdsløshedskasserne skal suppleres med tværfaglige-, så enhver lønmodtager kan forsikre sig uanset fagligt tilhørsforhold. Strafferammerne for vold, voldtægt, uagtsomt manddrab og menneskesmugling skal skærpes. Udlændingeloven skal strammes, så familiesammenføringer finder sted, hvor den samlede tilknytning er størst - altså næppe i Danmark og permanent opholdstilladelse skal først gives efter 7 år mod nu 3 år, i lighed med folkepensionen indføres for kontanthjælp et optjeningsprincip for alle og hurtigere asylsagsbehandling og omgående udsendelse efter afslag, endvidere skærpelse af kursen mod kriminelle. Der fremsættes en række forslag, som bl.a. sigter på at lette virksomhedernes administrative byrder samt at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne og der afsættes 0,5 mia. kr. det første år til forbedring af virksomhedernes konkurrenceevne.

Hovedpunkterne
Går vi ned i de konkrete forslag, er det åbenlyst, at det er meget detaljeret på udlændingeområdet, mens de andre krav til ældre- og sygehusområdet er mindre omfattende og har en åbning mod det private marked som hovedsigte. Det er også karakteristisk, at de er enige om nødvendigheden i en skærpelse af strafferammerne for vold og den slags. Mere end påfaldende er, at der ikke er antydning af, hvordan man skal finansiere alle de gode forslag. De taler godt nok om det høje skattetryk, der svækker virkelysten, men har ikke forslag til nedskæringer eller omfordeling af skatten. Venstre har jo gjort meget ud af, at skatterne skal holdes i ro, og de Konservative vil have dem ned. Og selv SD følte sig foranlediget til i valgkampen at snakke om skattenedsættelse.
Valgprogrammet talte om, at der afsættes 0,5 mia. kr. det første år til forbedring af virksomhedernes konkurrenceevne, og det kunne jo være afskrivningsregler, men det skal man gætte sig til. Nu er det jo for så vidt ikke ualmindeligt, at man før et valg er tilbageholdende med udtalelser om, hvordan skatterne skal være. Også selvom de Konservative foreslog skattelettelser under finanslovdrøftelserne i efteråret 2001.
Samlet synes jeg, man kan sige, at der ikke er den store detaljerigdom omkring, hvad VK vil gennemføre, men at de har grebet fat i aktuelle temaer som flygtninge og vold. Hvor meget de vil gøre ved flygtningespørgsmålet er en åben sag. De vil nok betænke sig på, at gå på den anden side af de traktatmæssige forpligtelser, Danmark har. Industriens arbejdsgivere har allerede været ude med advarsler om, hvordan en skærpet politik vil kunne skade Danmarks eksport, fordi forbrugerne i andre lande ikke vil købe, når vores ry er for blakket. Gad vide om ikke Socialdemokraternes (og Karen Jespersens) forsøg på at overtrumfe de borgerlige i det spørgsmål har kostet dem stemmer? Artiklen Hvordan kommer vi videre ser mere detaljeret på, hvorfor det gik galt for dem.

Den ny regering
Hvilken politik vil den nye regering så føre? Det grundlag, som V og K har skitserede afslører en bred enighed - der er ikke noget, der entydigt bærer det ene partis stempel. Går man ned i de to partiers holdninger, er der nok ikke den store forskel. Men en ny regering må jo være bredere end de to partier på parlamentarisk plan. På den måde kan man forvente, at de vil videreføre den parlamentariske tradition, der har været gældende i Danmark, nemlig en mindretalsregering, der må samarbejde for at skaffe sig flertal. Derfor sagde de også : Venstre og Det konservative Folkeparti lægger op til et bredt samarbejde i Folketinget. De to partier er af den opfattelse, at de nødvendige reformer bliver mest holdbare, hvis der står brede politiske flertal bagved.
Dansk Folkeparti vil som den egentlige sejrdame i valget være en del af regeringens parlamentariske grundlag. Men da deres rabiate fremmedpolitik kan skræmme nogle borgerlige vælgere, tog Venstre afstand fra deres påstand om identitet mellem islam og terror.
Når finanslovsforhandlingerne er afsluttet, vil billedet tegne sig klarere. Det ville være mærkeligt, hvis finansloven ikke kommer til at foregå på nogenlunde samme politik som vanligt: at den får tilslutning fra næsten alle partier. Socialdemokraterne vil nok indgår i forhandlingerne for at få indflydelse - og Dansk folkeparti vil selvfølgelig også gerne være med. Men hvad regeringen vil give dem, er svært at gætte på: bedre vilkår for de ældre er jo en dyr sag.

Statsministeren
Et problem for regeringen burde statsministeren være. Om Anders Fog Rasmussen kan formidle et bredest samarbejde får vi jo se. Der vil uden tvivl være mange borgerlige, der finder ham for ilter og utroværdig, også selvom han har modereret sine synspunkter på velfærdsstaten fra dengang med bogen om Minimalstaten. De Konservative elsker jo hans udtalelse om, at Schlüter tog hensyn til det mindre regeringsparti, der var Venstre dengang. Men set i forspejlet ligner han nu ikke én, der kan løfte den borgerlige arv for samarbejde og midtpunktsøgning, som Schlüter efterlod. Det var jo den regering, hvor FogR. var medlem og snød på vægten med skatten.

Kommer ulven?
De to partier gik til valg på at fremtidssikre velfærdssamfundet. Altså ingen spørgsmålstegn ved den danske velfærdsmodel. Nu er den imidlertid skrammet noget gennem årene - og det med fremtidssikring er der jo en del, der ikke tror så meget på. Der vil uden tvivl komme en skærpelse af udlændingepolitikken, sikkert også på kanten af de konventioner, vi har underskrevet. Retspolitikken vil også blive strammet. Vi har allerede set kravene om mere politi, registreringer og efterretningsvæsenernes adgang til e-mail. Det meste kan der nemt skaffes bredt flertal for.
Men en stor bølge af privatiseringer, skal man nok ikke vente - de er blevet mere tilbageholdende, end sidst de var i regering, måske i sammenhæng med de mange venstrepolitikere ude i kommunerne, der er gået med store listesko omkring det emne, måske de ved, at det ikke bliver billigere af den grund. Men så med sygehus- og ældresektoren: det er jo en stor skude at vende på, hvis man vil - og det kommer til at koste mange penge efter alle de nedskæringer, der har været i de senere år. Nedskæringer som de borgerlige har stor lod og del i, både i Folketinget og i amter og kommuner. De foreslog oprindeligt en hurtigt arbejdende kommission, og det vil der jo ikke ske noget ved.
De har jo lovet at skatterne ikke vil stige, og samtidig lovet forbedringer på sygehus- og ældreområdet. Det plejer at betyde nedskæringer på andre områder, men det bliver også gætteri, hvor det kan blive: ulandsbistand, folkepension? I hvert fald kommer en afskaffelse af ventelister til at koste dyrt.
Men et område, hvor man måske kan forvente store ændringer er det udenrigspolitiske. Med henblik på EU kan man nok forvente, at en ny regering vil være mere tilbageholdende med henblik på optagelse af de østeuropæiske lande, navnlig Polen (hvor der jo er ved at være mange betænkelige mennesker), ligesom der vil være større vilje til at engagere sig forsvarspolitisk. Men forestillingerne om det progressive og civiliserede Danmark i forhold til big brother EU har jo i mange år stået for fald: det er jo langt fra, at al EU-lovgivning kan leveres bedre her i det dannebrogshærgede land. En ny regering vil nok også vise sig mere velvillig i forhold til NATO og støtten til USA’s fortsatte krig mod civilbefolkninger i de såkaldte slyngel- eller terrorstater. Men på den udenrigspolitiske område er det jo mange år siden, der har været uenighed blandt de statsbærende partier.

25 års erfaringer
Truslen om en borgerlig regering har ofte ført til socialdemokratiske råb om, at nu må vi stå sammen for at beskytte velfærdssamfundet, nu kommer der ulvetider o.s.v. Men ser vi tilbage på de socialdemokratiske regeringer vi har haft, er det svært at opfatte dem som garant for ret meget andet end indgreb og opretholdelsen af det borgerlige samfund.
Efter Venstreregeringen under Hartling 1973-75, dannede Anker Jørgensen en regering, der sad i 3 år. Under Hartling-regeringens krise- og indkomstpolitik havde der været en kraftig protestaktivitet, kendtest er majstrejkerne i 1974, og denne aktivitet fortsatte til dels under Anker Jørgensen. Han fortsatte forsøgene på kriseindgreb - kaldet indkomstpolitik - sammen med Venstre og indførte blokadecirkulæret, der kriminaliserede fysiske blokader mod arbejdspladser, og der blev mange gange sat politi ind i arbejdskampe. Hans første større politiske bedrift var indgreb i overenskomsterne i marts ’75, der forlængede 1973-overenskomsterne.
Efter endnu et kriseindgreb med støtte fra de borgerlige partier, gik Socialdemokratiet i 1978 i regering med Venstre - i og for sig en logisk konsekvens af den første politik. Men det mødte modstand fra LOs side, som ved de mange indgreb efterhånden fremstod som en overflødig organisation. Regeringsindgrebet i overenskomsterne i foråret ’79 affandt de sig dog med. Senere på året kom der dog valg - efter at LOs formand Thomas Nielsen havde betegnet Anker Jørgensen som en lille lort. Efter et kort intermezzo med en socialdemokratisk mindretalsregering kom så den tiårige periode med Schlüter-regeringer.

Fundamentet for de borgerlige?
Men Socialdemokratiets indsats i den sidste halvdel af 70erne havde på afgørende vis skabt grundlaget for at Schlüter kunne sidde så længe. Socialdemokratiet accepterede at imødegå krisen både med en indkomstpolitik, der dybets set gjorde fagbevægelsen overflødig (jvf. Anker Jørgensens regeringsindgreb i overenskomsterne i 1975, 1977, og 1979), og ved også at kriminalisere faglige kampe. Arbejdspladsernes selvstændige kampe - på tværs af fagbevægelsen - som VS og den øvrige revolutionære venstrefløj havde støttet, ebbede ud.

11 år med Schlüter
Ved en vurdering af en ny borgerlig ledet regering kan det være godt at se tilbage på erfaringerne fra 80erne. Det var en periode hvor arbejdsløsheden bed sig fast, en periode, hvor understøttelsen og de sociale ydelser blev udhulet. Men den bølge af privatiseringer, der var annonceret - navnlig af Venstre - blev ikke gennemført, og en demontering af velfærdsstaten fandt heller ikke sted. I bakspejlet var Schlüters regeringspolitik meget snu og midtsøgende - og havde det ikke været for skandalen med rigsretssag og tamilaffære, kunne han nok være blevet den danske regeringsleder, der havde siddet længst.
Eneste væsentlige undtagelse fra denne tendens var Påskestrejkerne i 1985, der blev udløst efter at regeringen havde grebet ind i en storkonflikt på arbejdsmarkedet. Op mod 1 million mennesker demonstrerede i flere dage mod regeringen med krav om dens afgang, men den holdt stand og strejkebevægelsen løb ud i sandet - som der står i „Solidaritet - leksikon for det 21. århundrede“. Påskestrejkerne var jo både en lønkamp og en kamp for 35-timers arbejdsuge - på baggrund af regeringsindgreb i overenskomstforhandlingerne, men den udviklede sig til at sætte kravet om regeringens afgang på dagsordenen. Kendt var den spektakulære blokade af Christiansborg, hvor broerne til Slotsholmen blev blokeret bl.a. af ølbiler.
Forud for Påskestrejkerne var gået den ti uger lange havnearbejderkonflikt i 1983, der i sit udgangspunkt var en kamp mod forringelse af dagpengereglerne, men endte nok med at blive den sidste store styrkeprøve med regeringen. Når den blev tabt, var det ikke bare fordi skruebrækkere arbejdede under politibeskyttelse, men også på grund af manglende solidaritet fra andre faggrupper og fordi socialdemokrater på Christiansborg og i fagbevægelse ikke skulle have noget i klemme. I forlængelse af Påskestrejkerne kom Bryggeriarbejderstrejken, der dybest set var en kamp mod rationaliseringer, men også den blev tabt stort set af samme grund som havnearbejderkonflikten.
Resten af Schlüters regeringstid er mere fredelig - og det samme var regeringens politik. Dette være ikke sagt, fordi jeg tror, historien gentager sig, men for at fremdrage nogle mekanismer, der kan fungere i dansk politik. Vedr. Socialdemokratiet og den megen snak om borgerliggørelse og højredrejning vil jeg sige, at sådan har det altid været: I min politiske barndom ved SF’s stiftelse talte Aksel Larsen om at SF skulle være katalysator for virkeliggørelse af SDs partiprogram, og i mange år derefter talte DKP om at SDs spids var vokset væk fra partiets grundlag. Min fars generation oplevede, at Socialdemokratiet de facto var garanten for tyskernes tilstedeværelse i Danmark under 2. Verdenskrig. Rosa Luxemburgs politiske mordere var de tyske socialdemokrater - så de er ikke gået til højre, de har altid været der.

Enhedslisten
Fremtiden for Enhedslisten tegner ikke lys - men det har den jo aldrig gjort. Tidligere erfaringer siger, at partier til venstre for Socialdemokratiet (og SF), går trange tider i møde under en borgerlig regering. Når de nævnte partier lægger roret lidt til venstre vil mange være tilfredse med det. Valget gjorde EL et mandat mindre - måske fortjent, når man så valgudsendelsen med Frank Aaen, hvor han forklarede sin tilstedeværelse som KommSer i et fængsel i Kabul i gode, gamle dage med, at han var ovre at fortælle russerne, at de skulle ud af Afghanistan. Stemmetallet blev 82.200, og det er 9.700 mindre end sidst, fra 2.7 til 2.4%. Men sikkert er det, at der kan nok blive brug for en markant røst i spørgsmålet om flygtninge og asylfolk, hvor dødsstraffen bør diskuteres. Vi skal nok også opleve indskrænkninger under dække af terroristbekæmpelse, også her må EL markere sig. Modstand mod Danmarks inddragelse i USA’s ekspansion og terrorbombninger m.m. Kamp mod fundamentalister i Dansk Folkeparti og blandt islams tilhængere - som Preben Wilhjelm med rette har efterlyst (Information 22.11.01). En diskussion af relevante faglige krav rejser Finn Sørensen i artiklen Hvordan kommer vi videre i dette nummer.

Finansloven
Der har jo været brugt megen tid på finanslovsforhandlingerne, hvor ELs kendteste sag har været at grænsen for børnebilletter til kollektiv trafik er blevet sat op fra 12 til 16 år (1997). Samme år sikrede EL at Center for Børnebogslitteratur og Børnerådet fik 5 mio. tilsammen, plus at tilskuddet til at flytte folk fra puljejob til fast arbejde blev øget, men det er vist ikke en ordning, der har haft nogen effekt. I ’99 var EL med til at sikre penge til pesticidhandlingsplanen, plus nogle andre økologiske foranstaltninger (og et geotermisk varmeanlæg i København, hvor staten gav 20 mio.). Men begge årene har det jo ikke været de store summer, der er blevet jongleret med, højst en 50-100 mio. Den der pesticidhandlingsplan eller noget der ligner, vil regeringen sikkert gerne skrotte, og så kan EL jo stemme imod finansloven som en slags markering - det skal der nok være nogen, der lægger mærke til. Men den manglende bevægelse i klassekampen sætter jo snævre grænser for for aktive skridt. Men den skal nok komme!