Magtens stemmme har talt

Ved hjælp af manipulation, trusler og bestikkelse lykkedes det EU at få tæsket udviklingslandene på plads ved WTO i Qatar. En ny runde med omfattende liberalisering af handel med landbrug, industrivarer og tjenesteydelser er sat igang. Det frie marked vandt igen over de demokratiske muligheder, og de multinationale koncerner får det endnu lettere.

af Michael Voss

I første omgang var Qatars hovedstad Doha ved den Persiske Gulf det ideelle sted for et nyt WTO-topmøde. Den lille oliestat tilbød sig kort efter, at det foregående ministermøde i Verdenshandelsorganisationen var brudt sammen – bl.a. under pres fra omfattende demonstrationer og ikke-voldelige fysiske blokader i Seattles gader i 1999.
Tilbudet blev i hvert fald modtaget med kyshånd. I Qatar skulle geografien, de begrænsede overnatningsmuligheder og de ikke særlige demokratiske love nok sikre mod store demonstrationer. I det lys var WTO’s sekretariat og de toneangivende lande mere end villige til at acceptere, at de også selv måtte indskrænke deres delegationer.
Men efter den 11. september og ikke mindst efter at USA og Den Uhellige Anti-Terror Alliance iværksatte krigen i Afghanistan fik mange kolde fødder: Var det sikkert at rejse til et muslimsk land så forholdsvis tæt på krigszonen?
Bag kulisserne gik allehånde sonderinger og forhandlinger i gang. Balloner blev opsendt og skudt ned igen. Og pludselig handlede det ikke kun om frygten for terrorhandlinger. Kampen om topmødets placering blev til en kamp om topmødets dagsorden og forløb. Det blev en kamp mellem rige og fattige lande.

To modsatrettede dagsordener
Når WTO afholder topmøde hvert andet år, står hovedkonfrontationen mellem de rige lande, dvs. EU, USA, Canada og Japan, på den ene side (ofte betegnet som QUAD-landene) og på den anden side landene i Den Tredje Verden. Nøjagtigt som i Seattle havde disse to blokke vidt forskellige dagsordener.
QUAD-landene – med EU som de mest aggressive – ønskede at sætte en omfattende ny forhandlingsrunde i gang. Sådan en runde skulle i endnu højere grad fjerne medlemsstaternes muligheder for at begrænse eller stille krav til handlen på tværs af landegrænser med varer og tjenesteydelser. Den skulle udvide WTO’s arbejdsfelt til emner, der ikke direkte har noget med verdenshandel og gøre. Og den skulle i det hele taget øge organisationens magt.
Alt sammen for at sikre de multinationale selskaber mere frit spil – ikke mindst over for fattige lande, som kan have behov for at beskytte deres egen fødevareproduktion, fremme opbygningen af en selvstændig produktion og servicesektor og i det hele taget skabe en økonomisk udvikling på egne præmisserr.
Af samme grund ville regeringerne i Den Tredje Verden stort set det modsatte af QUAD-landene i Qatar, selv om der heller ikke her var tale om en fuldstændig enig blok. Mest kritiske var gruppen af Mindst Udviklede Lande, den afrikanske gruppe, den caribiske gruppe og markante asiatiske lande som Indien, Thailand og Malaysia.
I bund og grund føler disse lande sig snydt af Marakesh-aftalerne fra 1994, som grundlagde WTO. Liberaliseringen af verdenshandlen har kostet dem dyrt, og de har ikke kapaciteten til at forsvare deres interesser i de ressourcekrævende daglige forhandlinger i WTO. Derfor ønskede de ingen udvidelser eller nye aftaler, før der var gennemført en status over, hvordan de oprindelige aftaler havde fungeret – og en revidering af dem, så de i højere grad kom udviklingslandene til gode. Sådan en status over implementeringen af aftalerne var de blevet lovet i Marakesh, men EU og de øvrige QUAD-lande var i mellemtiden løbet fra løftet. Nu kunne Den Tredje Verden kun få sin status, hvis de samtidig gik med i forhandlinger om nye traktater.
Det var denne modsætning, der var hovedårsagen til, at topmødet i Seattle brød sammen, og en måned før regeringsdelegationerne skulle mødes i Qatar, tydede intet på, at man var tættere på en løsning.
I den situation kunne den mindste detalje ændre udfaldet, bl.a. hvem der blev mødeleder. I Seattle var den arrogante amerikanske handelsminister Charlene Barshefskys brovtende opførsel dråben, der fik bægeret til at flyde over, så regeringerne fra Den Tredje Verden nægtede at skrive under på en aftale.
Da terrorfrygten skabte tvivl om Qatar som mødested, så EU og USA pludselig en mulighed for at få sig en mere liberaliseringsvenlig mødeleder. Selv om Sheiken af Qatar, der skulle være mødeleder, ikke er speciel progressiv, risikerede man, at han var for imødekommende over for Den Tredje Verdens synspunkter.
Så få uger før topmødet tilbød Singapore sig som sidste-øjebliks reserve-værtsnation, ”hvis sikkerhedsproblemerne gjorde det nødvendigt.” Samtidig blev der lagt stærkt pres på Qatar for selv at trække sig som værtsland.
Men regeringerne i Den Tredje Verden så risikoen ved at overlade mødeledelsen til ultraliberalisterne fra Singapore og opfordrede Qatar til at stå fast. I sidste ende turde USA og EU ikke fornærme de arabiske lande i krigsalliancen ved at gennemtvinge en flytning – og mødet blev afholdt som planlagt.

Magt og manipulation
Hvorfor gøre så meget ud af en lille anekdote, som oven i købet ikke ændrede noget? Fordi det er et eksempel på, hvordan rå magt, pression, bestikkelse og manipulation styrer WTO. I den officielle retorik er WTO en regelbaseret organisation styret af konsensusprincippet. I virkelighedens verden er WTO en magtbaseret organisation, hvor nedfældede regler til hver en tid kan omgås, når de stærke økonomiske magter kræver det.
Derfor kunne EU og USA gennemtvinge et forhandlingsresultat, der opfyldte de fleste af deres oprindelig krav, mens Den Tredje Verdens regeringer måtte lade sig nøjes med pæne ord og hensigtserklæringer – og en afvisning af deres vigtigste krav til topmødet.
Et andet eksempel på magtens styring af forhandlingerne i WTO, er Sekretariatets og Generaldirektøren, Mike Moores rolle. Officielt skal Sekretariatet værre helt neutralt. Det er et redskab for regeringerne og skal kun udføre vedtagne beslutninger.
Ikke desto mindre har Mike Moore fra det øjeblik, han kom hjem fra Seattle, åbenlyst arbejdet for at sikre, at Qatar-topmødet kunne sætte en ny omfattende forhandlingsrunde i gang. Ingen har besluttet, at han skulle det, og medlemslandene var stærkt uenige.
Ikke alene turnerede han verden rundt for at opnå dette mål. I ugerne op til Qatar manipulerede han og formanden for WTO’s Generalråd (øverste organ mellem ministermøderne), Stuart Harbinson, med forhandlingerne. De udarbejdede udkast til udtalelser, som opsummerede de rige landes forhandlingspositioner og ignorerede protester fra Den Tredje Verdens regeringer.
To forberedende forhandlingsmøder blev arrangeret kort før topmødet i henholdsvis Mexico og Singapore med særligt udvalgte lande til stede. Men ingen vidste, hvem der havde inviteret og udvalgt deltagerne. WTO-sekretariatet henviste til værtslandene, og værtslandene henviste til Sekretariatet, når der blev spurgt til en forklaring.
Da delegationerne mødtes til det første plenum i Qatar, meddelte mødelederen, at otte navngivne personer ville lede forhandlingerne i emnebaserede undergrupper. De var alle fra lande, der støttede en ny stor forhandlingsrunde, og protester fra salen blev afvist.
Ud over de officielle forhandlinger blev der afholdt halv-officielle ”korridormøder”, hvor repræsentanter fra ikke-inviterede lande, blev nægtet adgang. Endnu mere effektivt var det, at mødelederne forbød ministrene at tage en embedsmand med til forhandlingerne. Uden embedsmændenes ekspertise havde ministre fra små lande i Afrika, Asien eller Latinamerika svært ved at gennemskue, hvad de blev bedt om at skrive under på.

Del og hersk
Alle disse manøvrer fandt også sted i Seattle, men dér formåede en stor gruppe udviklingslande at holde sammen i en afvisningsfront. Og siden har de åbenlyst haft en større politisk selvtillid og i langt højere grad stået fast på egne interesser.
Alligevel lykkedes det at banke dem på plads i Qatar.
Det skyldes, at EU og USA anvendte en hårdhændet og taktisk dygtigt udført del- og hersk-taktik med lige dele trusler og bestikkelse.
Allerede en måned inden topmødet lykkedes det USA at splitte Pakistan væk fra afvisningsfronten. Som belønning for deltagelsen i krigsalliancen fik Pakistan særlig begunstigelser for sin tekstileksport til USA. Kort efter udtrykte Pakistans regering opbakning til forslaget om en ny WTO-forhandlingsrunde.
På første mødedag lovede den nuværende amerikanske handelsminister, Robert Zoellick, de afrikanske lande en stor økonomisk hjælpepakke –underforstået, hvis resultatet af topmødet var tilfredsstillende.
Væsentligst for udfaldet var aftalen om medicinpatenter. Her var EU/USA og WTO-aftalen om patenter, TRIPS, også under det størst mulige pres. I foråret tvang mobiliseringer og offentlig omtale de multinationale medicinalfirmaer til at opgive en retssag mod Sydafrikas regering for at bryde patentrettighederne i TRIPS-aftalen. Sydafrikas parlament havde vedtaget en lov, som gjorde det mulig at producere og skaffe billig AIDS-medicin uden om de oprindelige dyre USA- og europæisk baserede producenter.
Umiddelbart efter opgav USA’s regering en WTO-sag mod Brasilien på samme grundlag.
Op til topmødet havde Den Tredje Verdens regeringer krævet, at TRIPS-aftalen blev ændret eller i det mindste fortolket sådan, at de havde mulighed for at producere og købe billig kopimedicin, hvis det var nødvendigt for at bekæmpe sygdomme og for at sikre befolkningens sundhedstilstand.
Resultatet blev en erklæring, som vil gøre det muligt for u-lande at iværksætte produktion af kopimedicin, hvis de multinationale ikke vil sælge produkterne billigt nok. Det kaldes tvangslicens. Med erklæringen vil det blive sværere for regeringerne i medicinalfirmaernes hjemlande at indklage sådan en produktion for en WTO-domstol (de såkaldte paneler).
Begrænsningen i den nye aftale er, at den ikke tillader lande, der mangler kapacitet til selv at producere kopimedicin, at købe billig kopimedicin i andre lande.
Det vil sige, at aftalen kan hjælpe lande som Sydafrika, Indien og Brasilien, men ikke Malawi, Ghana eller Nicaragua.
Da først aftalen var på plads, var budskabet fra EU og USA klart: Den bortfalder, hvis ikke topmødet sætter en tilfredsstillende ny forhandlingsrunde i gang.
Dermed fik man om ikke endegyldigt splittet de tre lande ud af afvisningsfronten, så i hvert fald sat dem under stærkt pres.
Tilbage stod de Mindst Udviklede Lande, som også var de mest ihærdige modstandere af en ny forhandlingsrunde. Ikke bare på grund af konsekvenserne af nye aftaler, men også fordi de ikke har ressourcerne til at indgå i så omfattende forhandlinger.
I forvejen afholdes der hver uge snesevis af møder i WTO-hovedkvarteret i Geneve, hvor de ikke kan deltage. Mens USA og EU har store faste WTO-delegationer, har mange u-lande ingen eller kun en enkelt repræsentant ved WTO. Og det giver problemer, når konsensus-princippet officielt udlægges således: De, der ikke er tilstede og protesterer, regnes for enige.
Men også de Mindste Udviklede Landes modstand mod en endelige aftale om en ny stor forhandlingsrunde blev nedbrudt.
En stor del af dem er tidligere kolonier af nuværende EU-lande, især Frankrig. Disse lande – ACP-landene - har indgået den såkaldte Cotonou-aftale med EU, som giver dem fortrinsret for dele af deres eksport. Det strider mod WTO’s grundlæggende principper om ikke-diskrimination, men ACP-landene har en dispensation, som snart skulle udløbe. Da de i Qatar opnåede en forlængelse af dispensationen flere år frem i tiden, smuldrede deres modstand mod det samlede forhandlingsresultat.
For EU og USA var det et billigt stik, fordi aftalen især går ud over andre udviklingslande.
I allersidste fase fremstod kun Indien som modstander af det sidste udkast til aftale om en ny forhandlingsrunde. Men Indiens handelsminister blev kaldt til orden af sin regeringschef. Hvorfor vides endnu ikke.
Men det tilsvarende forløb, da den stiftende WTO-aftale blev indgået i 1994, kan måske antyde en forklaring.
Også her strittede Indien imod til sidste øjeblik. Men samtidig havde landet en låneanmodning til behandling i Verdensbanken, hvor man stemmer efter økonomisk indskud. Indien fik derfor en rimelig klar besked om, at hvis ikke de underskrev Marakesh-aftalen, ville låneanmodningen blive afvist.

EU tog stikkene
Efter at topmødet var blevet forlænget et døgns tid, skrev også Indien under. WTO’s fremtid var sikret, og EU og USA havde fået det resultat de ønskede.
Hvad var det så EU-kommissæren for Handel, Pascal Lamy, kunne vende hjem med?
Det var først og fremmest et omfattende forhandlings-program for nye som gamle emner i WTO-regi. I de kommende to til fire år kan Lamy sende sine embedsmænd i felten for at forhandle nye omfattende liberaliseringer på plads, men regeringerne i de fattige lande må halse efter i forgæves forsøg på at følge med i, hvad der foregår – for til sidst at blive stillet over for kravet: Ja til det hele – eller ingenting.
Toldsatser og andre handelshindringer på industrivarer skal yderligere begrænses, selv om det er her, WTO allerede er kommet længst. For mange u-lande er det et stort problem, at de ikke kan forsvare deres egen produktion mod konkurrencen fra kapitalstærke, højteknologiske og højeffektive producenter i Nordamerika og Europa.
Også liberaliseringer af handelen med tjenesteydelser skal indgå i den nye forhandlingsrunde. Hidtil har GATS-aftalen haft sit eget forhandlingsforløb uafhængigt af ministertopmødet. Det gjorde det lidt lettere for kritikerne at følge forhandlingerne og opdage kommende studehandler. F.eks. har den internationale fagforeningssammenslutning for offentligt ansatte (PSI) – sammen med græsrodsorganisationer fra hele verden - gjort meget ud af at advare mod mulige privatiseringskonsekvenser af GATS. Nu, hvor GATS indgår i den store forhandlingsrunde, vil de nye liberaliseringer på området risikere at komme i stand på sene nattemøder under et topmøde som resultat af tuskhandel, hvor nogle lande accepterer mere liberalisering her, mod at de får noget hjem på andre områder.
Den største sejr for Pascal Lamy og EU var, at WTO skal forhandle investeringer, konkurrenceregler og regler for det offentliges indkøbspolitik. Før Qatar afviste Den Tredje Verdens regeringer og internationale NGO’er at inddrage disse spørgsmål i WTO.
Grundlæggende er EU’s projekt med disse nye WTO-aftaler at sikre, at europæiske koncerner kan investere i andre lande uden risiko for begrænsninger eller ekspropriering, og at datterselskaberne i andre lande har frit spil på et åbent marked. Aftalerne skal indskrænke mulighederne for at træffe politiske beslutninger, der hæmmer de multinationales virksomhed af hensyn til sundhed, miljø, økonomisk udvikling eller andre samfundsmæssige målsætninger.
Med inddragelsen af disse emner går WTO for alvor ud over sit oprindelige og officielle arbejdsfelt – verdenshandlen. Hensigten med disse aftaler er, at WTO direkte skal sætte betingelser for handel og investeringer inden for et lands grænser.
Helt frem til næstsidste fase lykkedes det Indien og andre Tredje Verdens lande at fastholde en formulering om, at man de næste to år skulle diskutere mulighederne for aftaler på disse områder, og at man på næste topmøde afgør, om der skulle forhandles den slags aftaler. Men EU satte tommelskruerne på og fik ændret formuleringen til, at de næste to år skal gå med at diskutere muligheder og betingelser for investerings- og konkurrenceaftaler, og at forhandlingerne skal iværksættes på næste topmøde.
Landbrugsområdet er særlig kompliceret, fordi modsætningerne ikke blot står mellem Nord og Syd, men også mellem USA og Europa. USA presser sammen med en række andre landbrugseksporterende lande på for, at EU nedtrapper sin landbrugsstøtte – mens USA selv opretholder sine egne former for støtte. Det krav kan USA ofte få støtte til fra Den Tredje Verden, der ikke har en chance for at konkurrere med det EU-støttede landbrug på det europæiske marked og ofte også bliver underbudt på deres eget hjemmemarked af europæiske og amerikanske fødevarer.
Den Tredje Verden fik pæne hensigtserklæringer, både om at eksportstøtte til landbrugsvarer på lang sigt skal afskaffes, og om at de kommende forhandlinger skal tage hensyn til udviklingslandenes behov for fødevaresikkerhed. Det sidste kan de bruge til at forsvare kvoteordninger og anden regulering, som kan beskytte fattigbønderne mod dumpingpriser fra Europa og Nordamerika. Men også for landbruget er hovedoverskriften for forhandlingerne yderligere liberalisering.

Miljøkrav og arbejdstagerrettigheder
Medierne, Kommissionen og ikke mindst danske politikere har gjort meget ud af, at EU kæmper for at indføre arbejdstagerrettigheder og miljøkrav i WTO-aftalerne.
Arbejdstagerrettigheder har indtil nu været den internationale fagbevægelses mærkesag i WTO-sammenhæng, men EU har aldrig for alvor arbejdet for det, så nederlaget i Qatar, hvor det ikke blev sat på dagsordenen, er til at overse.
Den Tredje Verdens regeringer er stærke modstandere af arbejdstagerrettigheder i WTO – af både gode og dårlige grunde. Disse regeringer er som regel tæt integreret med arbejdsgiverne i en herskende klasse, og de forsvarer gerne arbejdsgivernes muligheder for at undgå fagforeninger og fortsætte børnearbejde.
Men også progressive NGO’er og venstrefløjspartier er modstandere af at blande WTO ind i den faglige kamp. Både fordi de ikke har tiltro til, at frihandels-organisationen i praksis vil tage mere hensyn til arbejdernes rettigheder end til virksomhedernes frihed, og fordi de er modstandere af at anvende handelssanktioner som redskab i den faglige kamp.
Til gengæld kan der være mange gode grunde til at indføje paragraffer i WTO-aftalerne om miljøhensyn. Gang på gang er det miljøet, der betaler prisen for liberaliseringerne af verdenshandlen. Og WTO’s nuværende aftaler sætter snævre grænser for, hvad landene må afvise ved grænsen for at beskytte miljø og sundhed.
Presset af miljøbevægelserne har EU rejst kravet om miljøhensyn i WTO-aftalerne. USA er stærk modstander, fordi det bl.a. truer de amerikanske eksportører af genmodificerede fødevarer. U-landene stritter også imod, fordi de ikke mener, de har råd til at overholde strenge miljøkrav. Miljøkravene vil fungere som grøn protektionisme, frygter de.
Medierne og EU-politikerne selv har tegnet et billede af EU-Kommissionen som den store miljøforkæmper i Qatar, men når man ser samme Kommissions begejstring over de tynde resultater, tyder meget på, at interessen har været halvhjertet, og at det mest har været for at tilfredsstille den hjemlige opinion.
De to mest konkrete resultater i miljøafsnittet er der i hvert fald ingen grund til at begejstres over. For det første skal det undersøges, hvordan man løser konflikter mellem internationale miljøaftaler, der giver landene ret til at begrænse importen, og WTO-reglerne, der forbyder hindringer for handlen på tværs af landegrænser.
Men på forhånd har man slået fast, at WTO-reglerne skal veje tungest i konflikter, hvor det ene land ikke har skrevet under på miljøaftalerne. Det vil f.eks. sige, at den meget roste Biosikkerhedsprotokol, som giver landene lov til at forbyde import af genmodificerede produkter, intet er værd, hvis eksportøren kommer fra USA, som ikke har skrevet under på aftalen. USA vil altid kunne klage over et forbud til WTO, og WTO tillader ikke den slags.
For det andet satte Qatar liberalisering af handlen med ”miljøprodukter og –tjenesteydelser” på dagsordenen – som et miljøhensyn. I praksis kan det bl.a. betyder privatisering af drikkevandsforsyningen.

Uforpligtende undersøgelser
Så meget for EU’s ønsker til Qatar. Men hvad med udviklingslandenes? Ud over medicinaftalen fik de deres største succes på lige netop det område, hvor progressive og socialister ikke kan gøre fælles sag med dem, nemlig miljøet.
Deres egentlige hovedkrav var en status over gennemførelsen af de indgåede aftaler, og her fik de en række løfter og hensigtserklæringer, men om de munder ud i konkrete resultater vil være afhængigt af, om udviklingslandene føjer de rige lande på andre spørgsmål i den store forhandlingsrunde.
Derudover ønskede de Mindst Udviklede Lande tre emner på dagsordenen: 1) særlig hensyn til små økonomier (små lande); handelsregler, som gør det lettere for forgældede udviklingslande at slippe ud af gældsfælden; og regler, der fremmer overførslen af ny teknologi fra den rige verden til den fattige.
Disse emner fik da også hver deres afsnit, men det er i detaljen, man finder essensen: Mens EU’s ønske-emner skal ”forhandles”, skal udviklingslandenes emner ”undersøges”. I WTO er der en verden til forskel på de to ord. Emner, der skal forhandles, vil næsten pr. automatik føre til en eller anden form for resultat. Emner, der skal undersøges, er solidt placeret i en syltekrukke.

Budskabet fra Qatar
I denne artikel har jeg malet et meget negativt billede af Qatar-aftalen, set fra et progressivt og socialistisk synspunkt, dvs. set ud fra den platform, som den internationale WTO-kritiske bevægelse står på.
Jeg kunne have valgt den modsatte vinkel: at fokusere på de indrømmelser, som udviklingslandene fik i medicinaftalen og i formuleringer om særlige hensyn. Man kan sagtens finde eksempler på, at de internationale græsrodsbevægelser i en usikker alliance med udviklingslandene har sat en smule præg på resultatet og i det hele taget har fået sat en bremse på den hæmningsløst grasserende liberalisering og afdemokratisering af den internationale økonomi.
Når jeg har valgt den pessimistiske vinkel, er det først og fremmest for at danne et modbillede til den lallende jubel-begejstring, som ikke mindst danske medier har lagt for dagen, når de beskrev Qatar-aftalen som afbalanceret og hensynsfuld over udviklingslandene, miljøet og alle gode sager i denne verden.
Og fordi indrømmelserne trods alt var begrænsede. Når det gælder proportionsforholdet i en reel status, er jeg helt enig med den indiske journalist C. Rammanohar Reddy, som i avisen ”The Hindu” skrev:
”Til sidst smuldrede udviklingslandenes enhed i Doha. Men TRIPS erklæringen viste, at små fremkridt er mulige.
Brasilien medbragte ved forhandlingsbordet et socialt argument med sit vellykkede HIV/AIDS-program. Indien medbragte et økonomisk argument med landets egen lavomkostnings- medicinalindustri, og Afrika medbragte det moralske argument med millioner af HIV/AIDS-patienter, der har behov for billig behandling. De blev bakket op af globale NGO’er, som havde påvirket opinionen med deres kampagner om sammenhængen mellem patenter og høje medicinpriser.
Dette var den første bredt baserede alliance af sin slags ved WTO, og den var succesrig. Dér ligger måske budskabet til de, der vil reformere WTO. Men det er også foruroligende, at en koalition af Nord-Syd interesser med alle de politiske, økonomiske, sociale og moralske argumenter på sin side til sidst kun kunne fravriste verdens rigeste lande en begrænset opblødning af TRIPS-aftalen.
Det er måske det virkelige budskab fra Doha.”

*Michael Voss er journalist, ansat i Enhedslistens folketingsgruppe. Han har skrevet bogen ”WTO - Frihandel eller Fribytteri”, der udkom på Fremad september 2001, 190 sider, 188 kr.