Kulbrintens storpolitik

USA hævder at dets militære angreb i Afghanistan er inspireret af de ædleste motiver. Men et fodfæste i Afghanistan vil også hjælpe USA til at opnår det langsigtede økonomiske mål, at sikre sig adgang til olie- og gasområderne i Centralasien

af Bill Hayton, journalist ved BBC

At vende trusler til muligheder lyder som en managementkonsulents mantra, men medens den almindelige amerikaner føler sig truet som aldrig før, fornemmer deres ledere nye muligheder: nye mål at sætte sig, problemer der skal jævnes ud, og nye horisonter der skal udforskes. De Forenede Stater led forfærdeligt den 11. september og efter international lov har de ret til af forhindre yderligere angreb - men dog ikke ret til gengældelse. Alligevel er tilfredsstillelsen af det folkelige krav om hævn mod de formodede planlæggere af angrebene på New York og Washington åbenlyst en hovedårsag til operationen i Afghanistan.
Martha Honey fra den progressive Washington tænketank „Institute for Policy Studies“ (IPS) tror, at der er et alternativ, „Bombning vil ikke fjerne Bin Laden, så regeringen vil prøve at hindre hans råderum ved at slippe af med Taliban. Jeg er bekymret for, at det vil føre til destabilisering af hele regionen, og at USA bagefter bare tager af sted“. I stedet beder IPS om et juridisk, frem for et militært svar, og arbejder med en model, hvor FN skal stille gerningsmændene for retten.
Havde Bush-administrationen overvejet disse muligheder? Nej ifølge Ivo Daalder, fra Brookings Instituttet, „ er der ikke nogen uenighed om strategien. Der var en tidlig debat om, hvor langt de første operationer skulle målsættes, men der var absolut ikke nogen uenighed om aktionen“. Men bag kravene om hævn og forebyggende aktioner mod al-Qa’ida organisationen, dukker der en række andre begrundelser for de aktuelle aktioner frem. Det er sandsynligt, at de kommer til at forme både hvordan USA griber sin „krig mod terrorisme“ an, og hvordan deres mulighed er for succes. Bag alt dette er det et spørgsmål om olie. I 1980, efter den iranske revolution, forkyndte USAs præsident Jimmy Carter en ny doktrin: beskyttelse af oljestrømmen fra den persiske Golf vil derefter blive regnet for afgørende vigtig for USAs nationale sikkerhed. Han skabte „Den hurtige udrykningsstyrke“ (Rapid Deployment Force) med permanente baser i Bahrain og Oman. Og som Michael Klare, professor i studier i verdens-sikkerheden ved Hampshire College, Massachussets og forfatter til „Ressource Wars“(Resursekrige, o.a.) forklare at „i den sidste ende førte det til Golfkrigen, som førte til den permanente udstationering af amerikanske tropper i Saudi Arabien. Og Bin Laden var modstander af USA både på grund af, at de er på saudisk jord, og for dets beskyttelse af det saudiske regime.“
De olie og gas områder, der er i fokus lige nu, ligger i Centralasien. USA’s energiministerium skønner, at gasreserverne i Turkmenistan er de femte største i verden, og Kasakhstan forventes snart at blive en af verdens største olieproducenter. Den større region omkring det Kaspiske hav, indeholder mere olie end både USA og Nordsøen.
Men på trods af disse potentielle rigdomme, forbliver de centralasiatiske republikker holdt fast i en økonomisk og infrastrukturel afhængighed af Rusland: arven efter 70 års sovjetstyre. Moskvas forsøg på at fastholde den afhængighed, republikkernes anstrengelser for at undslippe den, og Washingtons iver for at bistå dem, har skabt et tiår med „Nye store slag“ i Centralasien.
Afghanistans betydning for dette nye store slag er åbenlys, når man ser på et regionalt kort. Centralasien ligger langt fra energimarkederne i Europa, Amerika og, som det i stigende grad vil blive tilfældet Indien og Kina. De rørledninger, der knytter producenter og forbrugere sammen, vil bringe rigdom og indflydelse til dem, der bor langs ruterne. Rusland ønsker, at ledningerne skal går nord og vest på gennem sit territorium, Iran ønsker, at de går sydvest på til deres olieterminaler ved den Persiske golf, og USA foretrækker „diversitet i forsyninger“. De har lagt stor diplomatisk pres bag en vestgående linjeføring gennem Azerbaidjan og Tyrkiet. Men de har også støttet en anden mulighed, sydøst på fra gasfelterne i Turkmenistan til den pakistanske kyst ved havnen i Gwadar. Det er en oplagt linjeføring med den oplagte vanskelighed, at på over hundrede af miles løber den tværs igennem Afghanistan, der har været i krig de sidste 22 år.
Ikke desto mindre var det den linjeføring, der blev valgt af et konsortium ledet af Union Oil of California (Unocal) og Saudi Arabiens Delta Oil i midt-1990‘erne. Ledningen var forholdsvis kort, men vigtigere for Washington var det, at den gik udenom både modstanderen Iran og den strategiske rival Rusland. For at udgrænse en rivaliserende argentinsk kontrahent, gjorde konsortiet sine planer afhængig af at Talibanerne tog kontrol med Afghanistan. Noget der lang fra var sikkert i oktober 1995, da Unocal og Delta underskrev deres kontrakter med Turkmenistan.
Den støtte, som Talibanerne modtog fra Pakistan, USA og Saudi Arabien gennem de følgende år, frem til de erobrede Kabul i september 1996, er blevet dokumenteret blandt andre af Michael Griffin og Ahmed Rashid. Da Talibanerne erobrede Kabul, hilste Unocal det velkommen som „en positiv udvikling“ og USA’s udenrigsministerium opfordrede Taliban til at genoprette orden og sagde, at de ville etablere en diplomatisk tilstedeværelse i hovedstaden efter et slip på syv år. På omtrent samme tid fortalte en FN-hjælpearbejder fra Kabul mig, at amerikanske embedsmænd var blevet set tilbyde økonomisk hjælp til organisationer, der arbejdede med flygtninge i Pakistan, så de kunne etablere sig inde i Afghanistan. Men amerikanerne var overoptimistiske, krigen sluttede ikke, og 18 måneder senere var rørledningsprojekt i vanskeligheder. I marts 1998 annoncerede Unocal en udsættelse.
Den næste måned afsendte Washington sin højs rangerende udsending i årtier til Afghanistan, deres daværende FN-repræsentant Bill Richardson. Hans tidligere embede havde været i USA’s energiministerium, men selv ikke hans tætte kendskab til kulbrintens storpolitik var nok til at overtale Taliban og Den Nordlige Alliance til at slutte fred.
Den 7. august 1998 blev de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es Salaam sprængt i luften og alt ændrede sig. Efter at præsident Clinton beordrede cruise-misilangrebene på Afghanistan og Sudan to uger senere, forsvandt appetitten på at investere i Unocals rørledning, og i december proklamerede de, at de trak sig ud af projektet. I en erklæring sagde de, „Unocal vil kun deltage i konstruktionen af den forslåede Centralasiatiske gasrørledning, når og hvis Afghanistan opnår den fred og stabilitet, der er nødvendig for at kunne skaffe finansiering til dette projekt fra internationale låneudbydere, og at der er etableret en regering, som er anerkendt af de Forenede Nationer og De Forenede Stater.“
Tingene kan være i færd med at ændre sig på den front, men selvom resten af Cent Gas konsortiet kan være parat til at genoverveje projektet, hævder Unocal, at de har fået nok. Dets talskvinde siger at selskabet „ikke længere er fokuseret på Centralasien“.
Mens firmaerne har duelleret om adgangen til regionen i adskillige år, har militæret også gjort sig parat til at intervenere. Siden 1996 har USA formet og trænet enheder fra Kasakhstan, Kirgisistan og Usbekistan. I 1997 fløj i en højprofileret demonstration af amerikanske strategisk styrke, dele af den 82. luftbårne division 8.000 miles nonstop fra deres base i South Carolina til faldskærmsnedkastning direkte inde i Kasakhstan. Efter at have iagttaget troppernes landing fortalte Viceforsvarsministeren Kathrine Kelleher dem: „De Forenede Staters interesser i Centralasien har meget at gøre med de vidtstrakte olie og naturgasområde, som i 2010 vil gøre regionen til verdens tredje største producent af olieprodukter“.
Under lignende øvelser det følgende år blev tropper fra US 10.Mountain Division placeret i nabolandet Kirgisistan. De opnåede værdifulde erfaringer: Den første offentligt annoncerede amerikanske afdeling, der ankom til regionen under den seneste krise, var soldater fra den samme enhed. Indtil dette efterår havde Ruslande nedlagt veto mod enhver langtidstilstedeværelse af amerikanske tropper i det område, de stadig opfattede som deres egen baggård. Denne krise har vendt op og ned på alt. Ifølge professor Klare, er det nu Washingtons hensigt at knytte stærkere forbindelser til regeringerne i regionen, „ så de lettere kan gribe ind der i fremtiden“ - en strategisk sejr, som ville have været umulig før 11. september.
Men hvis olie og gasinteresser og adgang til strategiske militære faciliteter er drivkraften for dele af den amerikanske administration, er der andre, der er interesseret i Afghanistans rolle som verdens største leverandør af en anden yderst værdifuld eksportartikel: heroin. Enhver fremtidig regering i Afghanistan vil være tvunget til, i det mindste offentligt, at forpligtige sig på kontrol med dyrkelsen af opiumsvalmuer og ødelæggelse af en industri, der sidste år vurderes til at være omkring $37 milliarder værd. Denne den nye krig mod terrorisme, og den forrige krig, den mod narkotika, synes at have det samme mål.
Men, som USA’s Narkotika-kontrolprogram bekræfter, er Den Nordlige Alliances styrker, som USA har arbejdet sammen med mod Taliban, mindst lige så afhængige af indtægterne fra narkotikahandel som deres modstandere. Desuden ville et øjeblikkelig sammenbrud i dyrkningen af opiumsvalmuer skabe svære vanskeligheder for titusinder af bønder og deres familier, og alvorligt svække støtten til en hvilken somhelst ny regering fra landdistrikterne. I valget mellem en levedygtig stat og en narkotikafri stat, må antinarkotika-bestræbelserne træde i baggrunden.
Og USA er åbenlyst ikke det eneste land med interesser i Afghanistan. De må afstemme sine krav med medlemmerne af den akavede anti-terrorisme alliance, de brugte en måned på at opbygge. For ni år siden erkendte de Forenede Nationer, at den eneste måde, man kunne bringe fred til landet på, var at prøve at løse de konkurrerende interesser hos Afghanistans naboer, og hos USA og Rusland, i det såkaldte „seks plus to“ forum. Det mislykkedes.
Det mislykkedes fordi nogen af dem, der var indblandet foretrak, at Afghanistan forblev opsplittet, hellere det, end at se det forenet under en andens kontrol. Andre foretrak bare at se det forblive opsplittet. Både Turkmenistan og Pakistan står til at opnå store gevinster, hvis de kan dele udbyttet fra gas- og olierørledningerne. På samme måde står Iran og Rusland til at tabe stort, hvis deres egne rørlednings-planer ikke bliver til noget.
Alle Afghanistans naboer har brugt de etniske og religiøse bånd, de har til det kludetæppe af forskellige samfund, der er inde i landet til at fremme deres egne interesser. Hvis disse interesser bliver marginaliseret, kunne båndene blive brugt til at deligitimere den nye regering. Saudi-Arabien er ikke nabo til Afghanistan, men de tætte forbindelser de har udviklet til Mujahidinbevægelsen, siden 1979, giver dem mindst lige så stor styrke til at forstyre livet i det nye Afghanistan, som dem der geografisk er tættere på.
Og det er en forbindelse, der går begge veje. Begivenheder et sted vil give genlyd et andet. Pakistan er usædvanlig, ved at man frygter for at dets etniske fætre, pastunerne (der udgør en markant del af Afghanistans befolkning) vil komme til at dominere en ny regering i Kabul, hvis de ikke er under dens indflydelse. Islamabad er skræmt ved tanken om, at de finder sammen med pastunerne i Pakistan. Det kunne genåbne spørgsmålet om grænsen mellem de to lande, og destabilisere hele grænseregionen - en uro som Indien kunne forsøge at udnytte så længe Pakistan støtter de militante i Kashmir.
Efterhånden som Bush- administrationen bliver dybere indblandet i denne krise, bliver spørgsmål som, hvorvidt de kashmiriske oprører skal klassificeres som terrorister mere påtrængende. Michael Klare tror at deres hensigter er uklare. „En del af deres mål er at gøre Mellemøsten sikker for amerikansk dominans, men det er der ikke noget nyt i. Der er bare den forskel, at tidligere var fjenderne stater: USSR, Iran og Irak. Nu da staterne i store træk er under kontrol, kommer truslen fra ikke statslige kilder“. Det virker ikke sandsynligt, at USA vil invadere Sri Lanka for at gøre op med de Tamilske Tigre. Men spørgsmålene om hvor langt de vil drive krigen i Mellemøsten dukker snart op til overfladen.
Ifølge Ivo Daalder, „tror det meste af resten af verden, at det kun handler om Afghanistan. Men efter denne første fase, vil der komme pres på Iran, Syrien og Irak om at fjerne deres støtte til grupper som Hezbollah og Hamas, som påstås at have „global rækkevidde“. Man må i princippet være forberedt på at gå hele vejen. Jeg tror ikke, der er nogen uenighed om det indenfor regeringen“.
Det at vinde en militær sejr over Taliban vil kun være begyndelsen på krigen mod terrorisme. Men jo længere tid, den fortsætter, og jo videre dens mål bliver, jo mindre støtte vil den kunne tiltrække. I den yderste konsekvens kunne USA og sandsynligvis Storbritannien finde sig overladt til sig selv, lige som de er i luften over Irak. Og jo mere man ser dem angribe grupper, der har legitime anklager, som de libanesere og palæstinensere, der modsætter sig Israels forskellige besættelser, jo mere vil de hvirvle op af den vrede, der affødte det oprindelige angreb den 11. september. Og hvis det sker, står Washington og London virkelig i fare for at fremprovokere et sammenstød mellem civilisationer.

Artiklen er oversat af
Martin Mørch
fra Red Pepper, nr. 89, nov. 2001
www.redpepper.org.uk

Ahmed Rashid, Taliban: Islam, Oil and the New Great Game in Central Asia, IB Taurus, £12.95

Michael Griffin, Reaping the whirlwind: the Taliban movement in Afghanistan, Pluto Press, £19.99

Michael Klare, Resource Wars: The New Landscape of Global Conflict, Metropolitan Books, £17.62