Ikke megen forbindelse mellem Socialdemokratiet og arbejderklassen

af Gerd Callesen

I artiklen “Samling mod borgerskabet” i Solidaritet nr. 3/01 s. 6-12 er det gjort et relevant forsøg på at udvikle en forståelse for, hvilke opgaver der stiller sig i den nuværende situation. For at komme ud over det nuværende dødvande, for ikke at gentage de samme fejl, som har præget tidligere årtiers svingende politik, går Albert Jensen tilbage i historien for at undersøge, hvilke metoder der tidligere er blevet anvendt for at skabe en form for enhed i arbejderklassen. Det gøres kompetent omend lidt kort, enkelte nuancer, som måske bør diskuteres senere, er forsvundet. Artiklen er imidlertid et godt udgangspunkt for en vigtig diskussion om socialisters kommende arbejde.
Og udgangspunktet er rigtigt: der har altid været to hovedtendenser i arbejderklassen, den reformorienterede og den revolutionære. Men for tiden er denne i og for sig rigtige skelnen ikke tilstrækkelig for de danske forhold - og sandsynligvis gælder det også for de øvrige industrialiserede lande.
Socialdemokratiet er blevet erklæret dødt mange gange, det har været hævdet med jævne mellemrum, at nu var der ikke noget tilbage af det gamle parti. Som regel er vurderingen kommet udefra, men det er vel Socialdemokratiets medlemmer, der skal bestemme, hvordan partiet skal se ud, hvilke formål det skal opfylde. Det der bør diskuteres i Solidaritet er, hvilken betydning Socialdemokratiet har for socialisterne i kortlægningen af de nødvendige opgaver. Det lægger “Samling mod borgerskabet” op til, det er artiklens styrke. Spørgsmålet er, om de historiske eksempler kan overføres til dagens forhold.
Det, der adskiller Socialdemokratiet i dag fra de tidligere år er, at der i dag ikke er megen forbindelse mellem Socialdemokratiet og arbejderklassen eller - om man hellere vil - ‘befolkningen’. Mange af de organisationer, hvori socialdemokrater kunne organisere sig, eksisterer ikke mere eller også kun som tomme skaller uden et socialdemokratisk indhold: man kunne nævne Arte eller AOF og dets kurser m.fl. Det er ikke en entydig udvikling, der kan findes eksempler på organisationer, der fortsat er klart identificerbare som socialdemokratiske - hovedtendensen er dog opløsningen af de socialdemokratiske kulturelle organisationer, en udvikling, der for alvor satte ind i slutningen af 1950erne. Partiet selv er blevet uafhængigt af medlemmerne pga. statstilskud, har ikke brug for dem til udformningen af politikken og fjerner sig også på den måde i stigende grad fra [arbejderne og] en demokratisk kontrol. Mulighederne for en korrektur af kursen mellem valgene er indsnævret betydeligt. Forbindelsesleddene til arbejderklassen kappes efterhånden. Overskæringen af de formelle bånd til LO og fagbevægelsen i 1995/96, som efterhånden er ved at få praktiske konsekvenser, medfører en yderligere isolering af partiet og især dets ledende grupper (- for socialisterne er det nok mere alvorligt, at opløsningen af de formelle bånd også medfører en afpolitisering af fagbevægelsen). Selv om denne linje har medført valgnederlag i 1994, 1998 og i 2001, og man derfor kunne forvente sig en besindelse på de egentlige socialdemokratiske værdier i en tidssvarende form, vil det blive meget svært at reorganisere partiet som et reformistisk arbejderparti, hvis det er det, kræfter i partiet ønsker. Substansen i bevægelsen er væk. Den gamle reformorienterede del af arbejderklassen, som traditionelt organiserede sig i Socialdemokratiet og her i landet (men også i udlandet) fik et opsving i 1970erne, hvor partiet placerede sig “til venstre for midten”, tabte kampen i partiet og i LO-forbundene i første halvdel af 1990erne. Problemet var, at denne retning var traditionsbevarende og ikke udviklede en ny politik, hvorved den overlod feltet til “modernisterne”.
Samtidig hermed forsvandt medlemmerne i endnu højere grad ud af partiet, en stor del døde af alderdom, en anden ikke ubetydelig del valgte at gå af forskellige grunde, f.eks. EU og indvandrerpolitikken - navne som Mogens Camre og Ole Hyldtoft kan stå for den retning - og nogle resignerede. Amtsorganisationerne Fyn og Nordjylland, som repræsenterede den traditionelle socialdemokratiske arbejderpolitik, blev isoleret og mistede indflydelse. Medlemstallet er faldet til ca. 52.000, hvoraf en meget stor del er pensionister, af den lidt mere aktive del er måske ca. 7-8000 på arbejdspladserne (det var i det mindste antallet af kontaktpersoner for det nu nedlagte Faglige, politiske sekretariat), af de nye medlemmer har mange ikke et traditionelt arbejderbevægelses- standpunkt eller tilknytning til bevægelsens målsætning - og i moderniseringens tidsalder får de den ikke formidlet. Alt i alt er resultatet, at Socialdemokratiet i år 2001 er et andet parti, end det der i 1970erne placerede sig til venstre for midten. Ligheden med det hovedsageligt reformistiske parti fra mellemkrigstiden er endnu mindre. Socialdemokratiet ønsker naturligvis også reformer, men det drejer sig om reformer indenfor det nuværende samfundssystem, en gennemgribende reform af samfundet anses ikke for realistisk. Socialdemokratiet har draget bestemte konsekvenser af de samfundsmæssige forhold og af den internationale politisk-økonomiske udvikling. Konsekvensen kan meget kort beskrives som tilpasning til de givne forhold og total accept af USA’ s lederskab.
Med andre ord: Socialdemokratiet kan kun i meget begrænset omfang bruges til en “samling mod borgerskabet”. Det er næppe det partiledelsen vil, og i bedste fald er det kun et mindretal af medlemmerne, der ønsker det - der er selvfølgelig fortsat en forskel mellem Socialdemokratiet og VK, men den væsentlige årsag hertil er, at VK støtter sig til Dansk Folkeparti, mens Socialdemokratiet henter sine alliancepartnere i Folketinget på den venstre siden af salen.
Selv om de samfundsmæssige forandringer i disse årtier er meget store - omstruktureringerne i arbejderklassen, dens sammensætning, de forskellige gruppers arbejdsretlige forhold er alle i forandring - så er de grundlæggende modsætninger i hovedsagen de samme som for 150 år siden. Derfor kunne man tro, at med de kommunistiske partiers opløsning (der eksisterer fortsat kommunistiske organisationer, der forsøger at videreføre den gamle politik, og det er muligt, at der ud af dem udvikler sig en ny relevant politisk retning), ville den revolutionære fløj have fundet nye udtryksformer, måske i form af udviklingen af en (stærk) reformistisk fløj i Socialdemokratiet og/eller i fagbevægelsen. Det er ikke tilfældet i Danmark, og det ses heller ikke i nabolandene. Ejheller har de tidligere socialistiske eller reformkommunistiske partier, som f.eks. SF eller PDS i Tyskland, udviklet sig til stærke partier med en klar reformistisk målsætning - det må indskydes her, at den traditionelle reformisme ønskede at nå frem til en form for socialisme via reformer, der på et eller andet tidspunkt ville slå om til en ny kvalitet, nemlig socialismen - naturligvis kan man med en vis rimelighed regne dem som reformistiske, men f.eks. SF er et parti, der alene koncentrerer sig om valgene uden en stærk medlemsorganisation ( partiet har vel en 6000 medlemmer) og uden en stærk position i fagbevægelsen, hverken den traditionelle eller den for de nye arbejdergrupper udenfor industriarbejdernes rækker, hvor partiet henter sin stærkeste opbakning blandt vælgerne. SF har i de senere år ikke udviklet sig meget politisk-teoretisk, men har taget nogle væsentlige skridt hen mod midterpositioner på det praktisk-politiske område.
De gamle former og udgangspunkter for at udvikle en enhedsfront af arbejderorganisationerne ved at opstille præcise delkrav med en målsætning om at nå frem til socialismen, er der egentlig ikke basis for i organisationerne og kun i mindre grad i arbejderklassen i dag, med andre ord forudsætningerne for en sådan politik mangler. Den revolutionære organisation, der kunne opfange kravene i arbejderklassen og formulere dem i sammenhængende politik, findes ikke og den reformistiske strømning i arbejderklassen findes kun i mindre grad - reformistiske organisationer findes slet ikke.
Nogle af de problemer, Albert Jensen nævner til sidst, har i den ene eller anden form eksisteret nærmest siden arbejderbevægelsen opstod; en homogen arbejderklasse har kun eksisteret i nogle historiske øjeblikke, hvor det så var muligt at opnå et gennembrud for væsentlige ændringer. De fleste af disse modsætninger har kunnet reduceres til ikke-antagonistiske modsætninger i et forholdvist homogent samfund som Danmark. Men som de gamle socialdemokrater omkring 1900 vidste, så er det danske samfund ikke en fjern ø, Danmark var en del af den europæiske udvikling. Dette problem er i dag blevet uendelig meget mere omfattende, fordi så mange flere lande er inddraget i verdensmarkedet. Internationalismen har en helt afgørende betydning, som må inddrages i diskussionen, fordi modsætningerne mellem de forskellige landes arbejderklasser pga. forskellige erfaringer og forskellige økonomiske udviklingstrin er meget store. Det er således af betydning at erfaringerne fra f.eks. Sydamerika inddrages, også når forudsætningerne er afgørende anderledes.