Et kig ned i afgrunden
- er krigstilhængere blevet gale?

Den 11. september var den dag USA globale imperium blev konfronteret med det uhyre som amerikansk politik i høj grad skabte. Den 7. oktober blev begyndelsen for imperiets gengældelse. Efter to ugers bombninger, var det umiddelbare spørgsmål ikke om, men hvornår en USA-ledet invasion af Afghanistan ville begynde.

af David Finkel

Nu rejser der sig en masse nye problemer: Hvad vil de militære og politiske mål være (ikke nødvendigvis de som bliver fremført) for USAs krig? Hvor langt og bredt vil konflikten spredes sig til? Hvordan forholder krigen sig til frygten for en stærk global økonomisk recession?
Problemerne er rigelige store til at true strukturen i USA’s globale økonomiske og poltiske kontrol, kort sagt USA-imperialismen. De er også afgørende for fremtiden for alle nuværende og kommende generationer, men først og fremmest for befolkningen i Mellemøsten.
Der er mindst tre hovedspørgsmål som analytisk bør holdes adskilt. Der kan opstå megen forvirring og skade, især på venstrefløjen, hvis de tre spørgsmål bliver blandet sammen.1 Hvad er motivationen og målet for USA’s krig? Hvad er indholdet og målet i de kræfter som stod bag terrorhandlingen den 11. september? 3) Hvad skyldes vreden og forhåbningerne i de befolkninger som er utilfredse med USA’s politik i den arabiske og muslimske verden?
Jeg vil hævde at angrebet den 11.spemtember blev udført af totalitære og gennemført reaktionære kræfter, jeg vil endda sige i visse aspekter nazilignende, ikke bare i sine metoder men i selve sine mål.
Men dette skal ikke forveksles med en accept af USA’s påstand om at man kæmper en defensiv, antiterroris- krig, ligeledes kan heller ikke den forståelige vrede hos de mange millioner arabere imod drabene af palæstinensere og udsultningen af Iraq forveksles med Osama Bin Ladens "fatwas".

En udvidet eller snævrere krig
Krigens karakter er uundgåelig først og fremmest formet af den stærkeste part. Det betyder at vi må begynde med dem hvis sejr er næsten sikret; USA med deres enorme teknologiske våbenarsenal, og deres britiske juniorpartner og koalitionens mere løse allierede. Hvad er udgangspunktet for imperialismen og krigens mål?
Spørgsmålet kan ikke besvares enkelt fordi målet stadig er under debat. I sit udgangspunkt havde man tilsyneladende det korte perspektiv at ødelægge Bin Ladens apparat i Afghanistan og styrte Taliban-regimet der.
Dette oprindelige mål kan sikkert sagtens nås, omend måske ikke så nemt. Men det er tvivlsomt om krigen kun vil forholde sig til Afghanistan. Der er i hvert fald stærke tegn på utilfredshed fra USA’s side over det saudiske kongehus’ opførsel, og en manglende tillid til at monarkiet beskytter „vores“ oliereserver.
Lige siden krisens start virkede det ikke sandsynligt at Taliban-regimet og dets tidligere støtte, Pakistan, kunne samarbejde efter at Pakistan overrakte Washingtons „udlever Osama ellers..- ultimatum“.
Washington må have forsikret Musharraf-regimet om at man ville slå hårdt nok til at det ville overbevise den pakistanske hær og efterretningstjeneste (og såvel Tajikistan og Uzbekistan) at alle der kunne finde på at støtte Taliban ville befinde sig på taberens side.
Lederen af en lille afghansk venstrefløjsorganisation beskriver situationen således i et et interview med Farooq Tariq fra Pakistan Labour Party:
"Vi er helt imod den amerikanske militære intervention. Men vi er for en øjeblikkelig afslutning på Taliban-regimet. Situationen er således at USA har sluppet en gal hund løs.. Taliban blev direkte og inddirekte støttet af USA og Pakistan i håbet om at det kunne stabilisere Afghanistan, men situationen kom ude af kontrol".
Den same kilde angiver at Taliban har 20.000 soldater og under 25.000 frivillige med Osama bin Laden. I den forstand vil Afghanistan mindre være et fjendeland end et besat land. Det indlysende problem er at den militære nedkæmpning af Taliban er den nemmeste del, og fra et imperialistisk management synspunkt kun begyndelsen.
Hvorledes vil det være muligt at kontrollere befolkningens vrede over de civile der er blevet dræbt i Afghanistan, og det langt større antal der sulter ihjel? Hvorledes er det muligt sammensætte „en omhyggelig balanceret politisk ramme“ (Musharraf’s ord) for Afghanistan der tilfredsstiller konkurrerende stamme- og etniske krigsherrer, og de forskellige interesser som Rusland, Iran og Pakistan har?
De amerikanske beslutningstagere var i midten af 90‘erne ganske tilfredse med at Pakistans militære efterretningstjeneste støttede Talibans magtovertagelse, idet de ikke efter Sovjets sammenbrud anså Afghanistan som værd at kontrollere direkte - en mulighed der ikke foreligger nu.
Endvidere er der det ubesvarede spørgsmål om hvorvidt Georg W. Bush’s korstog vil blive udvidet, som det er krævet af typer som William Safire og Laurie Milroi som i årevis har krævet et øget USA engagement mod Iraq.
Hvis denne udvidelse af krigen vinder gehør vil USA denne gang blive tvunget til en endelig konfrontation med det iraqiske regime, og dermed åbne op for en uforudsigelig magtanvendelse, en mulig opløsning af landet og oprør i de omkringliggende lande. Som den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld siger: „Hvis du ikke kan løse problemet, så gør det større.“ 2
I sin dobbelrolle som Ariel Sharons journalistiske talerør, har Safir udtrykt sin irritation over de begrænsede restriktioner som USA har pålagt den israelske stats brutale angreb på den palæstinensiske befolkning. (Disse restriktioner siger det er iorden at dræbe dusinvis af palæstinensere hver uge, men at slå hundreder eller tusinder ihjel, eller myrde Arafat, er ikke iorden, i det mindste ikke endnu).
De mest skræmmende forestillinger svarer ikke kun til den dagsorden som nogle amerikanske lederlag og intellektuelle kalder krig mellem civilisationer, men også til Osama Bin Ladens og Ariel Sharons dagsorden. Men det er kun supermagtens styrke som kan viderudvikle denne ideologiske feberdrøm, en krig mellem Vesten og den muslimske verden, til at være en mareridtsagtig realitet.

CIA uhyret
Mens de langsigtede mål stadig er under debat, er det øjeblikkelige mål selvfølgelig al-Qaeda netværket. Og her er der to centrale punkter.
For det første er dette terroristmonster, som jeg vil betegne som totalitær-religiøs fanatisme3, virkelig, ja langt mere virkelig end mange af den kolde krigs myter nogensinde var. Og for det andet, og det kan ikke gentages ofte nok, havde det amerikanske CIA en hovedandel i skabelsen af dette monster. Ingen har fortalt historien bedre end den pakistanske journalist Ahmed Rashid:
„I 1986 optrappede CIA-chefen Willliam Casey krigen mod Sovjetunionen med tre vigtige, men dengang hemmelige, beslutninger. Han overtalte den amerikanske kongres til at forsyne Mujahedin-krigerne (de antisovjettiske krigere i Afghanistan) med Stinger, amerikanske anti-luftskytsmissiler, så de kunne skyde sovjettiske fly ned, samt at de fik amerikanske militærrådgivere
For det andet enedes CIA, det britiske MI6 og det pakistanske ISI om, at der blev fortaget guerillaangreb ind i de sovjettiske republikker Tajikistan og Uzbekistan, Sovjets bløde muslimske underliv hvorfra forsyningerne til de sovjettiske tropper i Afghanistan kom fra.
For det tredje sørgede Casey for at CIA støttede ISI’s gamle initiativ med at rekruttere radikale muslimer fra hele verden til at slås sammen med de afghanske muslimer. ISI havde arbejdet for dette siden 1982, men nu støttede andre parter, USA, Pakistan og Saudi Arabien, med hver deres grund ideen.
Ingen af disse deltagere regnede med at de frivillige havde deres egen dagsorden, som henad vejen ville vende hadet til Sovjet til deres hjemmelige regimer og amerikanerne.“
Det var også i dette årti hvor USA opmuntrede Saddam Hussein til krig mod Iran for at inddæmme islamisk fundementalisme. Disse spillertræk antoges for at være kloge og smarte statsmandskneb, der fritog den amerikanske befolkning fra tab af menneskeliv. Der blev en bitter pille at sluge efter et årtis økonomisk fremgang og absolut USA-herredømme.

Hvad vil fanatikerne?
I kølvandet på forbrydelsen den 11.september blev spørgsmålet rejst i medierne: Hvorfor hader "de", terroristerne, "os"? Det selvglade svar der umiddelbart gives er at USA, indbegrebet af velstand, personlig frihed, videnskabelig oplysning, religiøs tolerance og kvinderettigheder, selvfølgelig hades af mørke og intolerante kræfter.
Det er overflødig at sige at spørgsmålet kan besvares mere intelligent, men hvad der er mere vigtigt er, at det ikke er det vigtigste spørgsmål. Det er utvivlsomt at planlæggerne af angrebet den 11. spetember hader USA, men det forklarer ikke angrebet.
Vi må være mere stringente på hvad det er som denne fanatiske autoritære-religiøse bevægelse i praksis søger: Først og fremmest er deres umiddelbare mål at kontrollere deres egne befolkninger, at udvide deres hjemmelige magtbase.
Da Jerry Falwell og Pat Robertson hævdede at Gud havde frataget USA sin beskyttelse på grund af aborttilhængere, bøsser, lesbiske, de ikke-religiøse og borgerrettighedsforkæmperne, forsøgte de ikke dermed på kort sigt i det mindste, at starte en verdenskrig mod Islam. De forsøgte tværtimod at vinde magt i USA.
På nøjagtig samme måde forsøger de totalitære-religiøse fanatikere i den muslimske verden at kontrollere disse lande. Deres mål med massakren den 11. september var at skabe kaos og massiv vold mod muslimer og landene i Mellemøsten, og mod det arabiske samfund i USA, lige nøjagtig fordi deres magt og indflydelse ville stige i denne proces.
Takket været stormagternes kyniske magtpolitik, især USA’s i den kolde krigs æra, er deres magt ikke lille.
De blev støttet og opmuntret i erobringen af det ødelagte Afghanistan, et land hvor religiøs fanatisme ikke er en del af befolkningens tradition. I Kashmir har de idag organiseret bander som kaster syre i hovedet på utilslørede kvinder.
De har magtbaser i Pakistan og Ægypten, og dele af Centralasien, kampgrupper indenfor den nationale modstandsbevægelse i Tjetjenien, og katastrofalt nok, sympatisører i den palæstinensiske befolkning. De repræsenterer en alvorlig trussel i Saudi-Arabien, hvor et vaklende kongedømme betaler dem millioner af dollars som beskytttelsespenge.
Kort sagt er disse styrker et virkeligt onde for enhver, men især kvinderne, arbejderklassen og de ikke-religiøse, i de lande hvor de opererer. Derfor må vi omformulerer „hade“ spørgsmålet så det bliver mere relevant:
Hvorfor er der så stor utilfredshed med USA, at det overskygger de modbydelige kræfter der stod bag forbrydelsen den 11. september?

Årsager til hadet
Der er adskillige svar, nogle mere indlysende end andre. Man kan selvfølgelig begynde med USA’s utilslørede støtte til Israels brutale besættelsespolitik hvilket skaber retfærdig harme over hele den arabiske og muslimske verden - men desværre ikke nok andre steder.
Så er der den endnu større forbrydelse mod menneskeheden som USA står for med sine sanktioner mod Iraq. Der er her i virkeligheden tale om folkedrab i slowmotion, som er mere frygtelig fordi den fortsætter hver dag i det stille, uden billeder af dødslejre, massehenrettelser eller tæppebombninger til at skabe opmærksomhed i den vestlige verden. Men det er en kendsgerning som er velkendt i Mellemøsten.
Og hvis man graver lidt dybere kan man uden besvær se hvorledes hundrede af millioner af mennesker er faktiske ofre for „globaliseringen“. Her kan man tage et udsagn af Farooq Tari fra Pakistan Labour Party, som fortæller om et besøg et besøg i sin hjemby, Toba Tek Singh, i den centrale Punjab-provins en tidligere højborg for en kommunistisk bondebevægelse:
Da jeg efter seks timers kørsel fra Lahore kom for at besøge min aldrende far blev jeg bombarderede med spørgsmål. Han havde været handelsmand hele sit liv, men kæmpede nu med at tilbagebetale de banklån han havde taget i håbet om en bedre indtjening for landbruget, men han var hele tiden blevet skuffet...
Han mente at talibanerne ville give amerikanerne en lektie, og at Pakistans militær-regime tid var kort da det dansede efter USA's pibe. Han sagde han var glad for det der skete i USA. IMF og Verdensbanken havde ødelagt hans liv som nu lå i bankernes hænder. Hanhavde ikke råd til at betale sprøjtemidlerne da statsstøtten er faldet væk, og hans appelsinplantage var ødelagt som følge deraf. Han sagde at hele landsbyen var glade for begivenheden.
En landarbejder sagde til mig, at omsider havde nogen givet verdens mægtigste nation en lektie. Jeg spurgte ham om hvorledes dette kunne ske. Han svarede at det var Guds vilje, og ingen kunne forhindre det. Hvergang jeg rejste spørgsmålet om tabet af uskyldige amerikanske liv, var den almindelige reaktion, at ja vi er kede af det, men hvad med de millioner af palæstinensere, sudanesere, vietnamesere og andre der har mistet livet for deres hånd?
Den store elendighed som ikke er forbedret snarere forværret som følge af kapitalismens globalisering er ikke et mysterium for dette blads læsere eller for aktivister i bevægelsen for global retfærdighed, som netop har rejst disse sprøgsmål. Men selvfølgelig er forbryderne bag den 11.september ikke en fremskudt del af bevægelsen for global retfærdighed - det har aldrig været deres intention - ej heller kamp for de udbyttede.
Men på en perverterede måde, ligesom den klassiske fascistbevægelse nærede sig ved desperationen ved de ødelagte håb og livsvilkår, nærer de totalitære-religiøse fanatikere sig ved følelserne hos ofrene for den globale kapitalisme

Den permanente kontrarevolution
Der er endnu et område hvor imperialismen har hjulpet til at gøde grunden for denne ondskab. Det er hvad jeg vil kalde årtiers „permanente kontrarevolution“ i Mellemøsten, hvor en række af tragiske nederlag for arbejderklassen, venstrefløjen, progressive og ikke religiøse bevægelser - de sektorer som med nutiden slappe ordvalg er sammenfattet som civilsamfundet.
Men for koldkrigs strateger og olieselskaberne udgør disse kræfter „en trussel mod demokratiet“. De betragtes som farlige for tingenes naturlige orden, nemlig den rige vestlige verdens kontrol over verdens naturrigdomme og arbejdskraft, og endnu værre som naturlige allierede, Gud forbyde det, for kommunismen.
Hvad sker der når sociale og politiske organisationer og institutioner bliver smadret og forhindret i at komme sig igen over en lang periode? I denne sammenhæng giver Mellemøstens historie en lang række eksempler, som kort skal opridses her:
- I 1953 blev en demokratisk national regering i Iran væltet ved et CIA-støttet kup som bragte den iranske shah til magten. De efterfølgende 25 år kunne man se hvorledes et brutalt undertrykkende halvtotalitært diktatur blev hilst velkomment internationalt som en succes for „modernisering“, for ikke at nævne som en trofast allieret for vesten mod den arabiske nationalisme.
Resultatet? Det iranske samfund rejste sig i 1977-78 og væltede shahen i storslået demokratisk revolution, men fraværet af stærke venstrefløjsorganisationer og fagforeninger, og endog borgerlige demokratiske partier, gjorde det muligt for en velorganiseret religiøs højrefløj at vinde magtkampen.
I Algier måtte en række af postrevolutionære FNL-regeringer overgive sig mere og mere til økonomiske diktater fra vesten, for på den måde at inddæmme den folkelige modstand mod et-partistyret og dets politik.
Resultatet blev, efter regimet annullerede et valg der ville have givet det islamiske parti, FIS, magten, en borgerkrig uden ende og med civile drab der skal regnes i 100.000‘er. Den væbnede islamiske gruppe, GIA, som er ansvarlige for uhyrlige forbrydelser (omend nogle af dem sikkert er udført under dække af regeringsstyrker) har sandsynligvis forbindelser til bin Laden.
Ikke-religiøs arabisk nationalisme fra Nasserisme til Baatthisme, arabisk socialisme, endte i en blindgyde af forskellige årsager; katastrofale militære konfrontationer med Israel, intern undertrykkelse af venstrefløj og fagforeninger, voldelige interne magtkampe, og resulterede i regimer som blev fremmedgjorte for deres egen befolkning (Sadat i Ægypten) eller baserede sin magt på en snæver del af befolkningen (Assad og Saddam Hussein i Syrien og Iraq).
Generelt var det de mindst demokratiske regimer, som blev mest foragtet af deres egne befolkninger og som derfor var mest afhængige af støtte udefra, som blev mest underlagt imperialismen, med Anwar Sadat i slutningen af 70‘erne som det bedste eksempel.
Sadat så hovedfaren komme fra venstrefløjsstudenter og den gryende radikale arbejderbevægelse, og opmuntrede derfor den islamiske bevægelse til at neutralisere dem, hvilket endte fatalt for ham selv.
På samme tid trak Saddam Husseins regime, det degenerede slutprodukt af en mislykket Baath-ideologi, Iraq ud i den første Gulf-krig (1981-88) mod Iran, godt opmuntret af Vesten. Begge lande blev nærmest smadret, mens Reagan-administrationen knap kunne skjule deres fryd.
Ingen steder er resultatet af ødelæggelsen af venstrefløj, fagforeninger, og ikke-religiøse kræfter set tydeligere og stærkere end i Palæstina og Libanon. Libanons Nationale Bevægelses næsten sikre sejr blev forhindret ved Syriens militære intervention i 1976. I dette forløb allierede den syriske hær sig midlertidigt med de højreorienterede libanesiske falangister, hvilket gjorde falangisterne i stand til at massakrere adskillige hundrede palæstinensiske flygtninge i Tel Zataar lejren.
Dette blev forløberen for den endnu større massakre i september 1982 i Sabra og Shatila, hvor Ariel Sharon førte falangisterne til lejrenes indgang og sørgede for at belyse mordpladsen.
Resultatet? Syrien er stadig tilstede i Libanon, mens Israel omsider blev drevet ud af det sydlige Libanon af den radikale islamiske Hezbollah-bevægelse (Guds Parti), den eneste kraft der var istand til at rejse en effektiv guerillakamp mod det israelske militær.

Den palæstinensiske tragedie
Den første Intifada (1987-91) blev på tragisk vis tabt ved en kombination af den ekstreme brutalitet som den israelske regering udøvede under ledelse af Nobel fredsprisvinder Yitzhak Rabin, det eksilerede palæstinensiske lederskabs manglende evne til at mobilisere støtte til oprøret, og den anden golfkrigs katastrofale følger.
Følgen af sammenbruddet for den USA-ledede fredsproces førte uundgåelig til den nuværende anden Intifada.
Men hvor den første Intifada var et oprør af vrede og håb, og som er grunden til at det første oprør næsten ikke så noget til angreb på civile indenfor Israels egne grænser (og kun enkelte angreb på de mest provokerende bosættelser i det besatte Palæstina), er den anden Intifada et oprør af raseri og håbløshed.
Denne tendens kan aflæses af palæstinensiske meningsmålinger. Ved begyndelsen viste disse et klart flertal imod terrorbomber mod civile indenfor Israel, hvor flertallet idag klart er for.
Det er naturligvis et svar på den kendsgerning at flertallet af de israelske jøder nu støtter deres regerings mord på palæstinensiske ledere, for ikke at tale om den rutinemæssige brug af kanonbevæbnede helikoptere og F-16 fly mod palæstinensiske byer og lejre.
Jeg tror ikke at palæstinenserne virkelig forventer at selvmordsbomber mod pizza restauranter og diskoteker vil give dem deres frihed. Tværtimod lever de under sådanne forhold hvor muligheden for bare en smule hævn synes at være den eneste måde hvorpå bare en smule af deres selvrespekt kan bevares. Og derfor så man også et mindre antal palæstinensere fejre World Trade Centers kollaps.

Det eneste alternativ
Kun hvis man forstår dybden af denne lange „permanente kontrarevolution“ mener jeg man kan forstå, hvorfor angrebet den 11. september har en vis folkelig opbakning i Mellemøsten og den muslimske verden. Og kun ved at forstå hvad USA’s (og Sovjets) eventyrpolitik har ødelagt i Afghanistan kan man forstå hvordan magten kunne ende hos Taliban.4
Venstrefløjen og bevægelsen for global retfærdig og imod krig står overfor en stor krise, og det er nødvendigt at svare på to spørgsmål, ikke kun hvorledes vi kan modsætte os imperialismens militære operationer, men også besvare spørgsmålet der stilles overalt „hvordan bekæmper vi terrorismen“?
Det sidste spørgsmål skal stilles, ikke kun fordi det er i almindelige folks bevidsthed, og de jo helt skal vindes for et antikrigsperspektiv, men også fordi det er et reelt spørgsmål!
Det svar vi må give er, at terrornetværket, som ikke er mytisk men virkeligt (omend dets faktiske størrelse ikke er kendt), kan isoleres og knuses ikke via imperialistiske interventioner men kun i sammenhæng med kampen mod imperialisme og global kapitalistisk dominans.
Hvis denne analyse af årsagerne til den religiøse-tatalitære fanatismes magtbase er korrekt, så kan den kun bekæmpes på selve stedet, i de selvsamme samfund som er dens egentlige mål og hvor den volder mest fortræd - og kun bekæmpes ved en genoplivning af de sociale bevægelser og arbejderklassens magt, de selvsamme kræfter som er blevet kvalt af diktatur og neoliberal kapitalisme.
Kampen i de rige lande mod krig, racisme og den globale kapitalismes institutioner er ikke kun en pæn politisk korrektion. Den er en nødvendighed for vor egen overlevelse.
Vi skal ikke nære nogen illusion om at kampen for social retfærdighed her, endikke opkomsten af en virkelig fred mellem palæstinensere og israelere, vil omvende Osama bin Laden og lignende typer til en slags Gandhi, Mandela eller Martin Luther King. Tværtom: disse morderes filosofiske parrallel er nazismen, og ikke nogen slags frihedskæmpere.
Vi kan ikke give en hurtig løsning på krisen. Men det kan Bush på den anden side heller ikke med hans løfter om en lang kamp med ofre og usikkerhed.
Det er iorden kan vi svare. Spørgsmålet er hvilken slags ofre, og hvem skal betale; hvilken slags antiterror-koalition; hvordan skal verden se ud som resultat af denne?
Imod opofrelse af liv og borgerrettigheder (og social sikkerhed, offentlig sundhed og arbejderrettigheder), må vi kræve opofrelse af 3.verdens gæld og de multinationales gigantiske profitter, og støtten til grupper af fanatiske eller kriminelle gangsteres som ender med at gøre tingene værre.
Vores pointe er at vores kamp åbner for et rum for virkelig frihedskamp overalt på jorden, og det er det modsatte af Washingtons militære kampagner som blot lukker dette rum yderligere.
Kampen mod den totalitære-religiøse fanatisme og imperialismens højteknologiske-smarte bomber-markedsliberalisme, er i den virkelige verden den akkurat samme kamp.

Noter:
1 Der forekommer her to fejltagelser. Den ene, som den bl.a. fremføres af Hitchen, forstår fuldstændig karakteren af bin Laden/al-Qaeda-netværket, men åbenbart ikke formålet med USA’s krig. Den anden fejltagelse kommer fra det yderste venstre som opfatter angrebet den 11.september som en forvrænget eller strategisk fejlagtig „anti-imperialisme“.

2 Indtil videre har denne „gå hele vejen“-linje opbakning i Forsvarsministeriet og hos Safire fra New York Times som udnævner Baghdad til „terrorismens hovedstad“. Vi skal her huske på, at uanset om det er rigtigt eller ikke, er det ligegyldigt. Hvis USA ønsker krigen mod Iraq vil den også producere beviser for at Iraq støtter terrorisme, også hvis det ikke er sandt. Hvis USA ikke ønsker krigen vil man undertrykke beviser for at Iraq støtter terrorisme, også selvom de eksisterer.

3 Jeg bruger ordet „totalitær-religiøs fanatisme“ selvom jeg er klar over det er kontroversielt af flere grunde. For det første skal man ikke ignorere kultens religiøse dimension, heller ikke selvom det ikke har noget til fælles med hovedparten af de troende som den hævder at repræsentere. For det andet mener jeg, at det er en bedre beskrivelse end det meningsløse altomfattende ord “fundamentalisme“. Såkaldte fundementalister behøver blot at være strikt konservative oppositionelle, uden at de af den grund hævder retten til at styre samfundet på Guds vegne. Eller de kan være, som bin Laden, fanatikere med en religiøs ideologi som passer til et program for et præstestyre.

5 Jeg vil foreslå en anden sammenligning. Uden at gå i dybden, så minder Talibans oprindelse udfra nogle få hundrede seminarieelever, mig om to andre bevægelser som blev til store bevægelser med programmer for ødelæggelse af bysamfundene, forkastelsen af moderniteten, den fysiske udrydelse af de intellektuelle og alle bevægelser der ikke var under deres fuldstændige kontrol. Jeg tænker her på Khmer Rouge (Kampuchea) og Sendero Luminoso/Den Lysende Sti (Peru). Disse sekter kaldte sig „kommunistiske“, men lå i virkeligheden langt uden for selv ortodokse og stalinistiske normer - som trods alt søger at kontrollere bybefolkningerne og gennemføre en modernisering, og ikke at ødelægge det. Taliban forekommer mig at være ligeså islamiske som disse bevægelser er kommunistiske, og er kun istand til at opnå magt i samfund hvor „immumsystemet“ er ødelagt.

oversat af Michael Schølardt fra Against the Current,
nr. 95, nov.-dec. 2001.
www.igc.org/solidarity/atc

David Finkel er redaktør på
Against the Current