af Ulf V. Olsen

Netop som vi skulle til at sætte os ind i taxien opdagede min daværende kæreste, at hun havde glemt nogle postkort inde på det pensionat, vi ellers lige havde forladt. Medens vi ventede – taxien, chaufføren og jeg – kom en højtråbende gruppe af strejkende bygningsarbejdere forbi. I et ikke særligt velorganiseret optog marcherede de op og ned af Samora Machel Avenue, hovedgaden i Zimbabwes hovedstad Harare, opkaldt efter Mocambiques revolutionshelt og første præsident. En lastbil fuld af bevæbnede soldater fulgte demonstrationen tæt. Formodentligt for at sikre, at den ikke udviklede sig til yderligheder herude i den velbjærgede, overvejende hvide og østlige del af Harare, hvor vi (selvfølgelig) befandt os.
I mine unge dage arbejdede jeg selv i bygge- anlægssektoren i Danmark. Jeg følte derfor spontant et fællesskab med de demonstrerende. Jeg havde jo også færdedes i det samme element. Rejst stilladser, slæbt sten, med hele kroppen indhyllet i (lugten af) cementstøv osv. Jeg havde tilmed – fandt jeg ud af senere, da jeg blev ældre og klogere – været ualmindeligt dårligt aflønnet. Målt med danske alen altså! Men jeg undertrykte en impuls til at hæve min knyttede næve i solidaritet. Chancen for at en sådan tilkendegivelse ville blive modtaget i samme ånd som den var afsendt, var mindre end minimal.
Da de passerede forbi, råbte flere af de strejkende til mig: ”Give us some money”. Tonen tilkendegav, at der på ingen måde var tale om en anmodning om et solidaritetsbidrag fra en dansk kammerat. Derimod om et politisk krav rettet til og mod klassefjenden, det rige (og hvide) svin, som stod der med sin taxi og sin chauffør og betragtede optrinnet. Havde jeg forsøgt at give udtryk for solidaritet, ville de uden tvivl have opfattet det som om jeg tog pis på dem. Og soldater eller ej – kunne det nemt have resulteret i mit livs dragt prygl. Jeg spurgte min chauffør, hvad det hele drejede sig om. Jeg husker ikke, hvad han konkret svarede – men jeg husker hans vantro blik, da jeg erklærede ham min sympati med de strejkende.
Han skulle i øvrigt køre os til lufthavnen den dag. Vores chauffør altså. Efter – for mit vedkommende – tre måneders ophold i det sydlige Afrika – vendte vi næsen hjem mod Danmark igen. Hjem er det rette ord for jeg led – for første gang i mit liv – af hjemve. Lene kunne have ledt efter sine postkort så længe hun ville. Vi kørte mod lufthavnen timer før check-in. Jeg kunne simpelthen ikke vente længere. Jeg glædede mig usigeligt til at komme hjem. Oplevelsen med de demonstrerende bygningsarbejdere på denne dag, hvor jeg tog afsked med Afrika, satte blot prikken over I´et.
Marx har nemlig ret. Der er en sammenhæng mellem den samfundsmæssige væren og den bevidsthedsmæssige væren. Eller rettere: Hvis de to ting står og skriger til hinanden fra hvert sit diagonalt modsatrettede hjørne er det alt andet end sundt for sjælefreden. Jeg glædede mig – hvor paradoksalt det end må lyde – til at komme til Danmark og blive en fattigrøv igen. Og det var jeg jo – efter dansk målestok. Min månedlige nettoindkomst (forudsat man kan kalde studielån indkomst) beløb sig dengang til knap 5000 kr. Kun bistandsklienter der nægter at lade sig aktivere, hjemløse og studerende uden studielån eller SU var – i Danmark – fattigere end jeg.
Knap 5000kr. svarede dengang til ca. 8000 zim-dollars. En landarbejder i Zimbabwe havde på daværende tidspunkt en månedsløn på ca. 300 zim-dollars. Andre – mere priviligerede arbejdergrupper – fx minearbejderne – skulle, (hvis jeg altså ikke husker helt forkert), tjene helt op til 800 zimdollars om måneden. Men uanset sammenligningsgrundlag: Et halvt døgns flyvetur havde totalt vendt op og ned på min placering i det sociale hierarki. Den danske fattigrøv var i Zimbabwe 25 gange så rig som de fattigste lønmodtagere og 10 gange så rig som de mere velstillede. Og det var altså dengang. Havde det været i dag, hvor jeg som provinssekretær i Enhedslisten modtager en løn som en gennemsnitlig (og dermed typisk mandlig) københavnsk metalarbejder ville tallene have været (ca.) hhv. 75 og 30 gange så meget.
Andre europæiske turister – også folk jeg vil vurdere til politisk at være placeret et pænt stykke til venstre for midten – lod til at leve udmærket med deres nye sociale placering. De glædede sig over varmen, oplevelserne, turistattraktionerne og de billige priser. For mig var det derimod uhensigtsmæssigt at være socialist i Zimbabwe. Dagligt måtte jeg overvinde en impuls til at indkassere, hvad indkasseres kunne på mit visa-kort og dele det ud til tiggerne i det sydlige Afrikas gader. At det lykkedes mig at overvinde denne impuls oplevede jeg selv som et udtryk for, at jeg allerede var godt i gang med at korrumpere…
Det var dybt frustrerende kun at kunne have almindelige mellemmenneskelige samtaler med mennesker fra overklassen – altså samtaler hvor man gensidigt udtrykker reel interesse i hinandens personer. Fx husker jeg en gemytlig diskussion ved en fernisering med en fyr, der overvejede med sig selv, hvorvidt han skulle fordoble de 5 millioner, han allerede havde tjent, eller påbegynde sit otium – læne sig tilbage og nyde livet. Sådan kunne vi rige hygge os med hinanden over et glas champagne. Underklassen, bygningsarbejdere, rengøringsfolk, studerende og den slags – sådan nogle som mig (altså i Danmark) – var det ikke muligt at kommunikere normalt med. Al interesse for ens person var ren høflighed og letgennemskuelig camouflage. Den reelle interesse gjaldt selvfølgelig tegnebogen. Klasseskellene var ganske enkelt så dybe, at det var umuligt for os at tale sammen som mennesker! Interessen for vi vestlige turisters tegnebøger, gjorde også, at vi – som den lokale overklasse - sørgede for at barrikadere os bag alarmer og pigtråd før mørkets frembrud. Det er ikke rart at blive overfaldet og det er heller ikke rart at leve i den permanente angst for at blive overfaldet. Særligt ubehageligt er det imidlertid, når man forstår og ligefrem sympatiserer med sine egne potentielle overfaldsmænd. Jeg mener: Hvis det nu havde været mig, der havde været sulten og der var kommet sådan en omvandrende dollarseddel forbi, hvis hudfarve i øvrigt i sig selv symboliserer mere end hundrede års fornedrelse; ville jeg så have holdt mig tilbage? – måske. Hvis min datter lå sulten derhjemme? Jeg ville ikke tøve et sekund!
Det er selvsagt ikke langtidsholdbart, at have en bevidsthed, der fortæller én, at det er ok, at man bliver slået ned på gaden og frarøvet sine penge. Det ville det heller ikke have været i for mig. Modsætningen mellem den samfundsmæssige væren og den bevidsthedsmæssige væren ville nødvendigvis skulle overvindes. Skulle jeg være blevet længere tid i Zimbabwe – med min bankkonto intakt – ville det næppe have varet længe før min bevidsthed ville være begyndt at opsamle de sædvanlige rigmands-apologier, såsom det Abraham Lincoln-citat, der meget var populært både blandt ”rhodier” og nyrige, Mugabe-tro sorte: ”Du gør ikke de fattige rige ved at gøre de rige fattige”.
Det nåede aldrig at gå så galt. Jeg fløj til Danmark. Det ændrede selvfølgelig ikke min status som en del af den globale overklasse en tøddel. Det gjorde den blot mindre nærværende…

Teori
Du, kære læser, vil sikkert spørge hvad ovenstående lille historie har med marxistisk klasseanalyse og – teori at gøre. Og svaret er: Intet. Absolut intet!
Marx originalitet som økonomisk tænker har altid været kraftigt overdrevet på venstrefløjen. Det skyldes formodentligt, at den i vid udstrækning har forsømt at læse hans forgængere: de borgerlig økonomer Adam Smith og David Ricardo. Noget man absolut ikke kan beskylde Marx selv for. Marx var om nogen discipel af disse to herrer og arvede stort set hele sit økonomiske begrebsapparat, arbejdsværdilæren, forstillingen om hvordan arbejdskraftens værdi determineres, brugs- og bytteværdi etc. etc. herfra. Det imponerende ved Marx som økonomisk tænker var hans evne til at tænke stringent. Hvilket gjorde, at han fik rettet de inkonsistenser, der optrådte i Smiths og Ricardos teorier, ud. F.eks. brugte d´herrer begrebet ”arbejdets værdi” i to forskellige betydninger, det samme gjorde de med begreber som ”fast” og ”flydende kapital”. Disse dobbelttydigheder gjorde Marx så kål på, ved at opfinde begreber som ”konstant” og ”variabel kapital” til at dække den ene af betydningerne af ”fast/flydende” medens han fastholdt begreberne fast og flydende til at dække den anden betydning. Begrebet ”arbejdets værdi” afskaffede han. Til at dække den ene af de oprindelig betydninger som dette begreb dækkede, hævdede han eksistensen af ”abstrakt gennemsnitligt samfundsmæssigt nødvendigt menneskeligt arbejde” som den værdiskabende kraft, der imidlertid ikke selv havde nogen værdi. Til at dække den anden betydning opfandt han begrebet ”arbejdskraftens værdi”. Denne manøvre skaffede ham samtidig det begreb, som siden har stået centralt i hans økonomiske teori: merværdien. Men det er værd at bemærke: Merværdien havde hele tiden været immanent i Smiths og Ricardos teorier. Den lå allerede i kortene. Alt hvad Marx havde at gøre var at vende dem!
Eftersom Marx´ forståelse af det kapitalistiske samfunds økonomi netop i så vid udstrækning var arvegods fra Smith og Ricardo, er det også nærliggende at mene, at han arvede sin grundliggende forståelse af det kapitalistiske samfunds klassestruktur fra disse to borgerlige økonomer. Hos Smith og Ricardo eksisterer der tre klasser: Adelen, borgerskabet og arbejderklassen. Sidstnævnte havde dog mest af alt rollen som statist (og kanonføde) i klassekampen på daværende tidspunkt, som netop udfoldede sig mellem de to førstnævnte, i øvrigt med Smith (og Malthus) på adelens side og Ricardo på borgerskabets. Hos Smith og Ricardo afgøres klassetilhørsforholdet af hvilken placering man har i forhold til produktionen og dermed hvilken type indkomst, man modtager. Adelsmanden - jordejeren – modtog således indkomsten jordrente, borgerskabet indkomsten profit, og arbejderen indkomsten løn. Som det måtte være bekendt anså Marx blot jordrente og profit for at være to (blandt flere) af merværdiens udkrystalliseringer, hvilket førte til, at han grundlæggende inddelte det kapitalistiske samfund i to hovedklasser – borgerskabet (modtagere af merværdi) og arbejderklassen (afgivere af merværdi). Som det imidlertid bør kunne ses: Grundstrukturen er den samme. Det er menneskers placering i forhold til produktionen, og den deraf følgende indkomsttype, der afgør deres klassetilhørsforhold.
Derfor er spørgsmål om indkomsters størrelse, indkomstforskelle – og heraf afledte forestillinger om ”over”- og ”underklasse”, der totalt satte sig på såvel min- som det omgivende samfunds hjerner og adfærd i Zimbabwe, aldeles irrelevante, når man skal lave en genuin marxistisk klasseanalyse. Den slags hører derimod hjemme hos ”borgerlige” stratifikationsteoretikere såsom svenskeren Svalastoga og deres lagkage-agtige socialgruppeinddelinger.
Ondsindede typer ville selvfølgelig her kunne indvende, at Marx´ inspiratorer – de på Kim Behnke-niveau ultraliberalistiske Smith og Ricardo, næppe kan siges at have været mindre borgerlige end Svalastoga og co. Og i forlængelse heraf gøre gældende at Smiths, Ricardos og Marx´ tilgang til klasseanalysen på ingen måde kan siges at være mere socialistisk eller venstreorienteret end socialgruppeinddelingen. Et synspunkt undertegnede ikke ser sig i stand til at argumentere imod, men som ikke ændrer ved, at indkomsters størrelser og indkomstforskelle principielt intet har med marxistisk klasseanalyse at gøre. En kapitalist er fortsat kapitalist og en arbejder fortsat en arbejder uanset deres respektive indkomsters størrelse – ja uanset hvem af dem, der tjener mest! Spørgsmålet om hudfarve er selvsagt også helt irrelevant for en marxistisk klasseanalyse. Akkurat som en dansk studerendes problemer med sjælefreden er det. Og her stopper det ikke. Min historie indeholder endnu flere elementer, som er ganske irrelevante for en marxistisk klasseanalyse. Men den er ikke alene om det. Også de indlæg der er skrevet om klasseanalyse i tidligere numre af Solidaritet er fuld af sådanne elementer. Og det er jo ganske alvorligt, thi disse analyser gør nemlig krav på – modsat min lille historie - at være udtryk for netop marxistisk klasseanalyse.

Empiri og teori - eller - falsk og sand bevidsthed
Lad os lige få sat på plads, hvad en ”rigtig” arbejder er for en. Det har Marx nemlig udførligt beskrevet i Kapitalen: ”Den kapitalistiske produktion er ikke blot produktion af varer; ifølge sit væsen er den produktion af merværdi. Arbejderen producerer ikke for sig selv men for kapitalen. Det er derfor ikke længere tilstrækkeligt, at han blot producerer i al almindelighed. Han skal producere merværdi. Kun den arbejder er produktiv, der producerer merværdi for kapitalisten, dvs. bidrager til kapitalens selvøgning af sin egen værdi. Er det tilladt at vælge et eksempel, der er hentet uden for den materielle produktions område, så er en skolelærer produktiv arbejder, når han ikke blot slider med børnenes hoveder, men også slider sig selv op for at gøre en arbejdsgiver rigere. At denne arbejdsgiver så har anbragt sin kapital i en kundskabsfabrik i stedet for i en pølsefabrik, ændrer intet ved den sag”. (Rhodos 1.3 s.723/ MEW 23 s.532).
Det var med andre ord ikke stilladser, cementstøv, bygninger og andre brugsværdier, der indgår i- eller udgår fra produktionen, som etablerede en klasseidentitet mellem Ulf Olsen og de strejkende zimbaweanske bygningsarbejdere. Hvis disse var offentligt ansatte ville vi ikke have været klassefrænder, for så havde de netop ikke produceret merværdi og dermed ikke været rigtige arbejdere. De konkrete brugsværdier der produceres er ikke det, der afgør tilhørsforholdet til arbejderklassen, men derimod alene, hvorvidt man producerer merværdi eller ej. Dermed er der heller ingen grund til at tillægge den såkaldte materielle produktion nogen særlig betydning. Hvordan denne vildfarelse er kommet til at husere på venstrefløjen aner jeg ikke. Men den er åbenlyst i strid med fader Marx egne ord. Den ville i øvrigt reducere ham til en slags lettere opdateret fysiokrat, som blot havde føjet håndværks- og industriarbejde til det landbrugsarbejde som fysiokraterne anså for at være det eneste værdiskabende. Og endelig. En sådan antagelse få hele hans teori om den kapitalistiske økonomi til at bryde sammen.1
Når Finn Sørensen får indregnet de offentligt ansatte i arbejderklassen, er det en flot gestus fra Finns side, en udstrakt hånd fra en mand, der i årevis har ført klassekamp med og for de kapitalistisk ansatte bryggeriarbejdere. Et sympatisk træk, der formodentligt er foranlediget af at netop offentligt ansatte tendentielt er mere venstresnoede end så mange andre grupperinger i det danske samfund – måske som en følge af, at de mere end netop så mange andre grupper konfronteres med samfundets sociale problemer gennem deres arbejde. Men at indskrive dem i arbejderklassen er marxistisk set noget vrøvl: Hele udliciteringsbølgen handler jo præcis om at forvandle disse – kapitalistisk set – uproduktive arbejdere til rigtige, merværdi-producerende og dermed produktive arbejdere! Først efter at de offentligt ansatte er blevet udliciteret til kapitalen og underlagt kapitalrelationen kan de henregnes til arbejderklassen. Finns påstand om, at offentligt ansatte udfører merarbejde er i øvrigt også tvivlsom – og i det mindste aldeles udokumenterbar – så længe de rent faktisk ikke producerer varer og dermed ingen varekapital, hvoraf den merværdi kan indfris, som måtte vise tilbage til det postulerede merarbejde. De produkter (hvortil jeg altså medregner såkaldte serviceydelser, da der ikke foreligger nogen marxistisk begrundelse for at skelne mellem varer og tjenesteydelser), som de offentligt ansatte fremstiller konsumeres jo typisk umiddelbart uden at blive sat i cirkulation på markedet.
Uvenligt kan man sige, at Finns analyse er udtryk for falsk bevidsthed. Venligt kan man sige at det er et forsøg på at ændre teorien, så den passer bedre til den empiriske virkelighed. Men uanset temperament: Det bevarer ikke just den marxistiske klasseteori synderligt stringent.
Vender vi os mod David Helin ser det endnu værre ud. David har lavet en definition af arbejderklassen, som jeg vil citere i dens helhed ”Arbejderklassen består af alle underordnede lønmodtagere i den private og offentlige sektor, der hverken i nævneværdig grad ejer eller kontrollerer produktionsmidlerne eller andre samfundsmæssige ressourcer, og som har en forholdsvis ringe andel i de samfundsmæssige rigdomme”.
Vi bemærker at definitionen indeholder en længere række kriterier, som alle skal være opfyldte for at given person eller en given gruppe, kan regnes med til arbejderklassen. Lad os starte med den sidste sætning/det sidste kriterie. Nu kan det givetvis gøres til genstand for forskellige fortolkninger, hvad der menes med ”forholdsvis ringe”. Sammenlignet med Bill Gates har Mærsk Mckinney Møller en forholdsvis ringe andel af de samfundsmæssige rigdomme. Jeg vælger imidlertid at tolke det derhen, at ”en forholdsvis ringe andel” er en andel, der ligger under gennemsnittet. Set i et globalt perspektiv, hvor man altså tager udgangspunkt i verdenssamfundets rigdomme, vil den uundgåelige konsekvens af Davids definition derfor være, at der ikke eksisterer nogen arbejderklasse i Danmark – ja næppe overhovedet en arbejder!2 Denne indvending har David dog på sin vis garderet sig imod, idet hans analyse udtrykkeligt kun angår den vestlige arbejderklasse.
Dette er imidlertid ikke et helt uproblematisk udgangspunkt for en (formoder jeg) internationalistisk orienteret forfatter i en stadigt stærkere globaliseret verden! Og selv om man måtte vælge et rent dansk-nationalt udgangspunkt for analysen, så ville bemeldte bisætning ekskludere mellem en fjerdedel og en tredjedel af den danske befolkning fra arbejderklassen, deriblandt ikke så få af dem, som alle traditionelt har været enige om at indskrive i den. Alle disse ulykker opstår selvfølgelig fordi David – akkurat som Ulf V. Olsen i Zimbabwe – har ladet sin analyse inficere af irrelevante fænomener såsom indkomster, indkomstforskelle, under- og overklasse etc.
David står straks mere sikkert på marxismens grund i den forudgående sætning. Men igen er vi overladt til fortolkninger. Er det ”nævneværdigt” at pensionskasserne incl Dyrtidsfonden og ATP ejer ca. 20% af den danske totalkapital og at andelen er voksende? Er det ”nævneværdigt” at investeringsforeningerne – Danske Invest, UniInvest m.fl. - har 650.000 medlemmer, hvoraf man må formode, at det store flertal er (nuværende eller tidligere) lønarbejdere?3 Mit bud er at det afhænger af, hvorvidt David (og Finn) anser det for muligt at rejse kravet om pensionskassernes og investeringsforeningernes nationalisering i den danske ”arbejderklasse” fx på fagforeningernes generalforsamlinger. I afkræftende fald vil jeg mene det er ”nævneværdigt”!
Vi står i et valg. Vi kan vælge at fastholde en stringent marxistisk klasseanalyse og teori fri for alle pragmatiske kompromisser med virkeligheden (eller det der opleves som virkeligheden). I så fald vil man utvivlsomt nå til det facit, at arbejderklassen – både nationalt og internationalt – er større end nogensinde før og tilmed – især internationalt - hastigt voksende (og det uden hjælp fra offentligt ansatte, marginaliserede grupper, pensionister etc). På den baggrund kan vi slutte at der ikke er behov for nogen strategisk nyorientering; at arbejderklassen er større og mægtigere end nogensinde, at dens ”objektive interesse” i overtagelsen af produktionsmidlerne og opgøret med kapitalen er den samme som hidtil – og at opgaven for venstrefløjen – som hidtil – består i at bevidstgøre og organisere denne arbejderklasse til fælles kamp. Heri ligger selvfølgelig også, at alle de modsætninger, der måtte være internt i arbejderklassen kan betragtes som sekundære i forhold til modsætningsforholdet til kapitalen og strengt taget bør kunne overvindes med kammeratlige samtaler.
Selvom det absolut ikke er behageligt vil jeg dog fravælge dette bekvemme og rosenrøde billede. Jeg kan ikke blive ved med at flygte fra Zimbabwe. Jeg vil derfor forholde mig til virkeligheden (eller hengive mig til den falske bevidsthed om man vil), sådan som vi også ser små tilløb til hos Finn og David: Erkende at indkomstfordeling og indkomstforskelle har enorm betydning for menneskers tankegang og adfærd. Og vil vedblive med at have det, uanset hvor meget marxistisk klasseteori, vi docerer. Og samtidigt erkende at den marxistiske klasseanalyse – helt på linie med det tidligere nævnte Abraham Lincoln-citat – de facto fungerer som en rigmandsapologi i sig selv i og med dens negligering af de fordelingspolitiske spørgsmål og dens implicitte påstand om at fx zimbabweanske landarbejdere og danske metalarbejdere er i samme båd. Erkende at befolkningen i Danmark (og store dele af det øvrige ”Vesten”) generelt er en del af den globale overklasse. Dette giver sig fx udslag i, at det er forbandet vanskeligt at få den danske underklasse til at kæmpe sammen med vore nye medborgere, sådan som Enhedslistens antiracistiske udvalg prisværdigt har søgt at få den til med sin Respekttour. Snarere fylkes UnderDanmark omkring Dansk Folkeparti. Grundet idioti og falsk bevidsthed? Jo måske – men samtidig er det vel indlysende for enhver, at skal de sociale ydelser og boliger, der står til rådighed for den danske underklasse deles med alverdens fattige, så vil det indebære en gevaldig økonomisk deroute for netop den danske underklasse. Selvom vi ikke kan lide det, ligger der et åbenlyst klasseaspekt i modstanden mod flygtninge og indvandrere i Danmark: En globalt set privilegeret befolkningsgruppe forsvarer sine interesser mod en svagere gruppe – akkurat som andre priviligerede grupper har gjort det før i historien.
David har mindet mig om en artikel, som jeg skrev til det hedengangne tidsskrift ”Giraffen” for en halv snes år siden. Da jeg ikke længere har denne artikel i min besiddelse er jeg faktisk ude af stand til at sige i hvilket omfang jeg i dag deler de synspunkter, som jeg advokerede dengang. Men som jeg husker det, var påstanden at man ikke ud fra udbytningsrelationerne (afgivelse/tilegnelse af merværdi) ville være i stand til at udlede, hvem der rent faktisk hørte til det revolutionære subjekt, og hvem der ikke gjorde. Og det mener jeg fortsat er en rigtig pointe. Nok beskrev Marx det som en ulykke at være produktiv (altså merværdiproducerende) arbejder. Men blandt alle de ulykker kapitalismen har påført menneskeheden, hører denne ulykke ikke til de største, når vi betragter gruppen af højtlønnede lønarbejdere i dagens Danmark – og det uanset hvor meget ”rigtig arbejderklasse” de er. Det forbliver ubegribeligt for mig, hvilken økonomisk interesse højtlønnede lønmodtagergrupper med indkomster omkring gennemsnittet af alle indkomster eller derover – såsom de metalarbejdere jeg p.t. selv aflønnes på linie med og de fuldtidsbeskæftigede magistre i hvis fagforening, jeg er organiseret - skulle have i et opgør med kapitalismen til fordel for et samfund præget af større økonomisk og social lighed. Da ikke mindst fordi det formodentligt er i samme fagforbund man vil finde folk med fede pensionsordninger og et ikke ringe antal medlemmer, som tillige er ”organiseret” i investeringsforeningerne.
Deraf også mine angiveligt autonome tilbøjeligheder til at pege på de set fra arbejdsmarkedets synsvinkel marginaliserede grupper – samt må jeg tilføje uden Davids hjælp – lavtlønsgrupperne. Hvilket i øvrigt pudsigt nok, må være nogenlunde den samme konklusion, som man når frem til såfremt man følger Davids egen klassedefinition. En kendsgerning som jeg dog ikke er helt sikker på, at David selv er helt bevidst om
Hvis verden var Danmark og omvendt, ville jeg fortsat hævde et tilsvarende standpunkt i dag.
Men kendsgerningen er at Danmark ikke er verden. I det globale perspektiv er min analyse sat både skak og mat – akkurat som Finns og Davids. At man i en sidste desperation søger at redde analysen med påstande om, at økonomisk og social lighed såmænd slet ikke er et mål for revolutionære socialister – gør såmænd blot ondt værre og sætter selve det socialistiske perspektiv skakmat!
Da jeg skrev artiklen til ”Giraffen” i sin tid troede jeg som Finn og David – og så mange andre på fløjen – at klasseanalysen var nøglen til at finde ud af hvilken type strategi og hvilken type organisation, vi skulle vælge i vores bestræbelse på at vinde kampen for socialisme. Blot ønskede jeg en anden analytisk tilgang og – det ene følger som man måtte have bemærket af det andet – et andet analyseresultat.4 I dag tror jeg ikke, at klasseanalysen giver de svar vi søger. Snarere skal vores analytiske arbejde nogle spadestik dybere. Al klasseanalyse baserer sig på nogle fast og forudgivne forestillinger om, hvad menneskers interesser består i. Og disse forestillinger baserer sig igen på nogle ligeså fastlåste forestillinger om menneskers behov.
Men er der noget som behov og dermed interesser ikke er – så er det fastlåste. De skifter netop fra tid til anden – og de skifter ikke mindst under indtryk af forskellige ideologiske konjunkturer. Vi går ud fra den antagelse, at konflikterne i samfundet tager deres udgangspunkt i at forskellige interesser i samfundet støder sammen, men samtidig er det jo faktisk sådan, at en stor del af den politiske kamp i samfundet netop handler om at definere, hvad vi selv og andre har behov for og dermed interesse i.
Således ville venstrefløjen f.eks. kunne forvente opbakning blandt ganske store dele af den danske befolkning, hvis vi fik behovet og interessen i mere fri tid - på bekostning af fortsat kapitalakkumulation og vækst - defineret som noget helt centralt. Ligesom det burde være muligt at forene store befolkningsgrupper – både nationalt og globalt i kampen mod klimaforandringer etc. Ethvert menneske og enhver gruppe af mennesker er ret beset et konglomerat af forskellige – og ikke atypisk modstridende – interesser og behov, hvori der hele tiden såvel kan indgå nye komponenter som fragå gamle.
Uden selv at have klare og kategoriske svar, tror jeg, at det er i analysen af de menneskelige behov og deres omskiftelighed, at vi skal finde de strenge, som vi skal spille på i fremtiden. Klasseanalysen bringer os kun håbløshed eller selvbedrag.

Noter:
1 E n påstand som jeg vil nøjes med at lade stå som påstand, idet en uddybning heraf vil kræve en hel artikel i sig selv

2 Og dog. Man vil sikkert kunne finde nogle stykker i den allermest snuskede del af prostitutionsmiljøet – typisk importeret fra øst, fjernøst eller syd! Til gengæld kan de af David så meget omtalte ”autonome” også godt pakke deres ”marginaliserede grupper” sammen!

3 Dette tal har jeg fra en TV-udsendelse. Siden har jeg checket medlemstallene i nogle af investeringsforeningerne. Danske Invest har således 160.000 medlemmer, UniInvest 155.000 og BGInvest 70.000.

4 Dette hænger selvfølgelig også sammen med at diskussionerne om klasseanalysen langt hen er en slags skyggeboksning. Påstanden om en stor og mægtig arbejderklasse, der udgør et massivt befolkningsflertal og er forenet i én fælles hovedinteresse, er selvsagt ufravigelig såfremt man er tilhænger af den leninistiske partimodel med demokratisk centralisme etc. Jeg skulle kende Finn Sørensen dårligt, hvis han ikke fortsat er tilhænger af en sådan partimodel. Omvendt er det klart, at folk som undertegnede, der betragter den leninistiske partimodel som noget – diplomatisk sagt – dybt betænkeligt, vil være tiltrukket af analyseresultater, der postulerer eksistensen af en lang række – kald det klasser, kald det lag, kald det grupper – med hver deres distinkte (og omskiftelige) interesser som delvis overlapper og delvis strider mod hinanden. Dette vil selvsagt udelukke en partimodel, hvor et flertal kan påtvinge mindretallet sin holdning og i stedet åbne op for at se et parti som en alliance mellem ovennævnte forskellige grupper.