Orlovs tvangs tanker på Christiansborg

Barselsorloven skal forlænges. Forældrene skal have mere tid til deres børn og mindre tid til deres arbejde. Sådan set fra almindelig jordhøjde er det en indlysende god idé. Men så gik der valgkamp i den. Stærke kræfter gør hvad de kan for at få lukket denne ubehagelige debat om mere frihed inden valget.

af Kim Benzon Knudsen

Derfor vover vi følgende påstand: Finanslovforhandlingerne når frem til den forlængelse af barselsorloven,
1 som er den mindst mulige,
2 som ingen rigtig vil være tilfreds med og
3 som ingen helt kan sige nej til.
Der bliver formodentlig tale om 14 dages længere barsel med 2 dage mere til fædrene. Ordningen med de to dages fædreorlov træder dog først i kraft 2007 og udløses dog kun til de fædre, der kan bevise at de ikke er blevet tvunget til det.

Var det Anders’ skyld?
I det tidlige forår 2001 minder en behjertet journalist Anders Fjogh Rasmussen om at han i sin bog om minimalstaten havde en vision om ét års barselsorlov. Panikken griber det såkaldte regeringsalternativ og de farer til torvs med et konkret valgløfte: Når V og K får regeringsmagten indføres ét års barselsorlov til frit forbrug af de kommende småbørnsfamilier. Ufint og usportsligt rejser Holger K. dette forslag i Folketingssalen, hvorefter de konserverede liberalister stemmer nej til deres egen politik.
Dermed var tanken ikke død. Alle Folketingets partier udviklede deres egne forslag om længere barselsorlov. Kun Socialkrabaterne hang lidt med muletøjet med halvsure bemærkninger om at der virkelig ikke var råd til mere. Arbejdsgiverforeningen støttede synspunktet ihærdigt og efter 14 dage med DA’s støtte kunne heller ikke Socialdemokratiet opretholde denne position.

Skadesbegrænsning
Så begyndte de ansvarlige partiers anstrengelser for i det mindste at begrænse dette krav om arbejdsfrihed og velfærd mest muligt. Det blev påstået, at en kraftig udvidelse af barselsorloven ville dræne det danske arbejdsmarked for arbejdskraft. Helt op til 4000 ekstra årsværk, sagde de. Og undlod i samme moment at nævne de mange arbejdsløse, man ikke gider at stille arbejdspladser til rådighed for.
Endnu værre: en forlænget orlov vil særlig blive anvendt af kvinderne og at det vil ramme de kvindedominerede omsorgsfag hårdt. Blandt sygeplejersker, pædagoger og socialarbejdere mangler der jo i forvejen arbejdskraft og angiveligt skulle en forlænget orlov nærmest sætte landet i stå. Hvorfor de samme mennesker, som fremførte bekymringer på sygehusenes vegne, også vendte sig stærkt imod at fædrene fik orloven, må stå hen i det uvisse. Men det er måske også for meget forlangt, at argumenterne skal hænge sammen.

Ikke uden min fatter
I hvert fald dannede der sig hurtigt en bred front imod fædreorlov. Man skulle ikke tvinge fædrene. Og man må forstå at danske fædre åbenbart ikke gider være sammen med deres børn – eller hvad? I vores nordiske nabolande gør op mod 80% af fædrene brug af deres orlov. Men i Danmark skulle vi angiveligt være meget anderledes. Her kan vi nøjes med at tvinge kvinderne til at holde børnepasningsorlov, fordi der er for få vuggestuer.
Frank Aaen gav modstanden mod fædreorlov et socialt ansigt med påstanden om, at en fædreorlov ville gå ud over børnene i de fattigste familier, fordi disse familier mindst af alle kunne undvære fars indkomst. Når man så ved at indkomstforskellen mellem mor og far i de familier er særdeles begrænset, falder også det argument til jorden med et hult drøn. Men det efterlader selvfølgelig beviser om at gamle biologistiske opfattelser af hvad der er kvinders og mænds natur stikker umådeligt dybt – også på venstrefløjen.

Venner, lad værktøjet ligge
Og så er der jo lige pengene: Der skulle jo gerne være penge til beredskabsplaner, klasse IV-laboratorier og mere efterretningstjeneste og af en eller anden grund var det præcis de samme penge, der skulle betale barselsorloven. Vi har ikke råd til at lade være med at tage os godt af ungerne, men det spiller åbenbart ingen rolle, når arbejdsstyrken skal opretholdes. Nogen gange kan man også blive træt af al det protestantiske sludder.
Her gik vi og troede, at en god lang orlov til ligestillede mødre og fædre bare var bundsolid, solidarisk og anti-kapitalistisk fornuft. Men nej. Debatten har ramt de dybe strenge i både forestillingerne om arbejdet og om kønsrollerne. Faktisk har orlovsdebatten udløst så mange krumspring at den kunne få støtte fra Kulturministeriet. Til næste forestilling, som forhåbentlig ikke ligger alt for langt ude, husker vi måske også at få barselsfonden og den fulde vikardækning med.