Orlovs tvangs tanker på Christiansborg
Barselsorloven skal forlænges. Forældrene skal have mere tid til deres børn og mindre tid til deres arbejde. Sådan set fra almindelig jordhøjde er det en indlysende god idé. Men så gik der valgkamp i den. Stærke kræfter gør hvad de kan for at få lukket denne ubehagelige debat om mere frihed inden valget.
af Kim Benzon Knudsen
Derfor vover vi følgende påstand: Finanslovforhandlingerne når
frem til den forlængelse af barselsorloven,
1 som er den mindst mulige,
2 som ingen rigtig vil være tilfreds med og
3 som ingen helt kan sige nej til.
Der bliver formodentlig tale om 14 dages længere barsel med 2 dage mere
til fædrene. Ordningen med de to dages fædreorlov træder dog
først i kraft 2007 og udløses dog kun til de fædre, der
kan bevise at de ikke er blevet tvunget til det.
Var det Anders skyld?
I det tidlige forår 2001 minder en behjertet journalist Anders Fjogh Rasmussen
om at han i sin bog om minimalstaten havde en vision om ét års
barselsorlov. Panikken griber det såkaldte regeringsalternativ og de farer
til torvs med et konkret valgløfte: Når V og K får regeringsmagten
indføres ét års barselsorlov til frit forbrug af de kommende
småbørnsfamilier. Ufint og usportsligt rejser Holger K. dette forslag
i Folketingssalen, hvorefter de konserverede liberalister stemmer nej til deres
egen politik.
Dermed var tanken ikke død. Alle Folketingets partier udviklede deres
egne forslag om længere barselsorlov. Kun Socialkrabaterne hang lidt med
muletøjet med halvsure bemærkninger om at der virkelig ikke var
råd til mere. Arbejdsgiverforeningen støttede synspunktet ihærdigt
og efter 14 dage med DAs støtte kunne heller ikke Socialdemokratiet
opretholde denne position.
Skadesbegrænsning
Så begyndte de ansvarlige partiers anstrengelser for i det mindste at
begrænse dette krav om arbejdsfrihed og velfærd mest muligt. Det
blev påstået, at en kraftig udvidelse af barselsorloven ville dræne
det danske arbejdsmarked for arbejdskraft. Helt op til 4000 ekstra årsværk,
sagde de. Og undlod i samme moment at nævne de mange arbejdsløse,
man ikke gider at stille arbejdspladser til rådighed for.
Endnu værre: en forlænget orlov vil særlig blive anvendt af
kvinderne og at det vil ramme de kvindedominerede omsorgsfag hårdt. Blandt
sygeplejersker, pædagoger og socialarbejdere mangler der jo i forvejen
arbejdskraft og angiveligt skulle en forlænget orlov nærmest sætte
landet i stå. Hvorfor de samme mennesker, som fremførte bekymringer
på sygehusenes vegne, også vendte sig stærkt imod at fædrene
fik orloven, må stå hen i det uvisse. Men det er måske også
for meget forlangt, at argumenterne skal hænge sammen.
Ikke uden min fatter
I hvert fald dannede der sig hurtigt en bred front imod fædreorlov. Man
skulle ikke tvinge fædrene. Og man må forstå at danske fædre
åbenbart ikke gider være sammen med deres børn eller
hvad? I vores nordiske nabolande gør op mod 80% af fædrene brug
af deres orlov. Men i Danmark skulle vi angiveligt være meget anderledes.
Her kan vi nøjes med at tvinge kvinderne til at holde børnepasningsorlov,
fordi der er for få vuggestuer.
Frank Aaen gav modstanden mod fædreorlov et socialt ansigt med påstanden
om, at en fædreorlov ville gå ud over børnene i de fattigste
familier, fordi disse familier mindst af alle kunne undvære fars indkomst.
Når man så ved at indkomstforskellen mellem mor og far i de familier
er særdeles begrænset, falder også det argument til jorden
med et hult drøn. Men det efterlader selvfølgelig beviser om at
gamle biologistiske opfattelser af hvad der er kvinders og mænds natur
stikker umådeligt dybt også på venstrefløjen.
Venner, lad værktøjet ligge
Og så er der jo lige pengene: Der skulle jo gerne være penge til
beredskabsplaner, klasse IV-laboratorier og mere efterretningstjeneste og af
en eller anden grund var det præcis de samme penge, der skulle betale
barselsorloven. Vi har ikke råd til at lade være med at tage os
godt af ungerne, men det spiller åbenbart ingen rolle, når arbejdsstyrken
skal opretholdes. Nogen gange kan man også blive træt af al det
protestantiske sludder.
Her gik vi og troede, at en god lang orlov til ligestillede mødre og
fædre bare var bundsolid, solidarisk og anti-kapitalistisk fornuft. Men
nej. Debatten har ramt de dybe strenge i både forestillingerne om arbejdet
og om kønsrollerne. Faktisk har orlovsdebatten udløst så
mange krumspring at den kunne få støtte fra Kulturministeriet.
Til næste forestilling, som forhåbentlig ikke ligger alt for langt
ude, husker vi måske også at få barselsfonden og den fulde
vikardækning med.