Iranske kvinder går til modstand

Af Sakineh Asadzadeh

Protesterne imod det iranske styre stiger i omfang og styrke. Og især iranske kvinder har på det sidste været aktive i modstanden og har gang på gang vist deres afsky for den religiøse undertrykkelse, som udøves mod dem.

I de senere år er der kommet flere officielle undersøgelser om iranske kvinders høje selvmordsfrevens (som ifølge officielle kilder er den højeste i verden), deres høje skilsmisseantal, deres hårde konkurrence med mænd på de højere uddannelsesinstalter osv. Disse undersøgelser er et stort skridt fremad i forståelsen af kvindernes situation, selvom de ikke diskuterer de virkelige grundlæggende årsager bag disse problemer.Men de officielle undersøgelser prøver ikke at forklare hvad den høje prostitution, selvmord, skilsmisse og uddannelse er udtryk for, ligesom klassestrukturen i samfundet heller ikke inddrages analytisk. Derfor får vi generelt et intetsigende billede om årsagerne til kvindernes bevægelse, kamp og utilfredshed, og hvad vrede og blinde aktioner som prostitution og selvmord er udtryk for. Indtil for nyligt blev der ikke lavet specifikke undersøgelser om de laveste klassers kvinder, udover statistikker over fejlernæring og fattigdom blandt disse grupper. Men i disse år er der endelig opstået et, omend meget begrænset, spillerum for feministiske og venstreorienterede grupper i Iran, som giver dem mulighed for at skrive og lave en del forsigtige undersøgelser om f.eks. iranske kvindelige arbejderes forhold. Disse undersøgelser bliver godt modtaget blandt eksilboende iranere, da man kan bruge dette materiale til at bygge videre på og lave analyser af situationen. Her er det feministiske tidsskrift “Det andet køn”, der udgives i Iran, en værdifuld kilde til indhentning af statistiske tal og materialer..

Kvindelige arbejdere i Iran
Kvinders arbejde udgør generelt ikke en betydelig del af det samfundsmæssige arbejde. Dels fordi den økonomiske struktur er stærkt præget og afhængig af olie og fordi den herskende klasse er meget tilbagestående handelskapitalistisk orienteret.1 Dels fordi de prækapitalistiske mønstre og sociale strukturer har forhindret kvinderne i at deltage i samfundsmæssige arbejder og aktiviteter. Og endelig fordi kvindernes arbejde inden for landbrug og i hjemmeindustrien aldrig bliver nævnt som produktivt og samfundsmæssigt arbejde. Derfor er statistikkerne tavse hvad angår deres andel i den samfundsmæssige økonomi. Kvindelige arbejderes situation bærer præg af disse mønstre og var indtil for nyligt - pga. den hårde politiske undertrykkelse - ikke objekt for samfundsanalyser. Men nu er der opstået dette meget begrænsede spillerum for politiske kræfter udenfor de herskende islamiske grupper, og derfor er emnet kommet i fokus blandt feminister og venstreorienterede folk, der bor i Iran og i udlandet.
Den officielle statistik regner med at de kvindelige arbejderes andel af hele den aktive arbejdskraft er på 5% og i forhold til fabriksarbejde på 4.5%. Igen uden at nævne deres beskæftigelse i hjemmeindustrien overhovedet, selvom den er meget udbredt i disse år. Det man mener med hjemmeindustrien er ikke det samme som det man forstår i vesten. Hjemmeindustrien i Iran er karakteriseret af at være underleverandører, og består i at især kvinder og børn laver delarbejde hjemme hos dem selv såsom syning, vævning, at lave æsker til tændstikker og en masse andre ting.
Kvindelige fabriksarbejdere kom for alvor til under Pahlavi-dynastiet og især under den sidste monark, dvs. for 50 år siden. Disse kvinders arbejdsfrekvens var konstant stigende, men denne udvikling gik næsten i stå for en tid efter revolutionen i 1979. Alle udearbejdende kvinder blev voldsomt ramt af dette systemskifte men det gik især ud over kvindelige arbejdere. De religiøse kræfter mente, at kvinders beskæftigelse udenfor hjemmet gik ud over familiens og børnenes velvære. De benyttede sig af islamiske læresætninger for at begrænse kvindernes frihed og samfundsmæssige aktivitet. Man mente at kvinders blotte tilstedeværelse på arbejdspladsen og på offentlige steder skabte kaos og en seksuelt anspændt stemning, der forstyrrede produktionen. Mange fabrikkers ledelser undlod, under henvisning til islamiske kriterier for etik og moral, at ansætte flere kvinder i fabrikkerne og mange af dem som allerede var beskæftiget blev fyret.
Iranske kvinder generelt og kvindelige arbejdere især, gik svære tider i møde. De blev frataget den universelle menneskerettighed som den franske borgerlige revolution havde skænket alle mennesker her på jorden, nemlig retten til at sælge sin arbejdskraft på markedet i bytte for penge. Der var dog undtagelser på enkelte områder og de angik kvinder som havde mistet deres mænd eller boede sammen med en invalid eller stofafhængig mand. Deres ansættelse blev anset som forebyggende arbejde, for at forhindre disse kvinder fra at havne i prostitution og kriminalitet. Men efter et stykke tid ændrede man dog denne skrappe politik og flere kvinder blev ansat, om end i begrænset omfang.
De kvindelige arbejdere kan karakteriseres ved tre grupper med hver deres særlige træk og udviklingsmuligheder.
De tre grupper er for det første kvindelige arbejdere i store fabrikker, for det andet kvindelige arbejdere i små virksomheder, og for det tredje kvindelige arbejdere i hjemmeindustrien.

Kvindelige arbejdere i store fabrikker
Aldersmæssigt tilhører disse kvinder generelt den ældre generation og uddannelsesmæssigt er de analfabeter eller har fået en kort skolegang. De er ufaglærte arbejdere som laver de monotone og kedelige dele af arbejdsprocessen og rangerer på bunden af arbejdshierarkiet i fabrikken. De arbejder for det meste i tekstilindustrien, eller på fabrikker indenfor områderne hygiejne, kosmetik, legetøj eller fødevarer. På fabrikken er der en kønsmæssig arbejdsdeling som udelukker kvinderne fra de faglærte og tekniske dele af arbejdet, og nægter dem adgang til efteruddannelseskurser som bliver arrangeret af arbejdsministeriet for at forhøje arbejdernes arbejdsmæssige evner og træner dem i at betjene komplicerede maskiner. Kvinderne har meget få chancer for opadstigning i administration og ledelsesmæssige hierarkier. De får heller ikke adgang til de få faciliteter der findes i nogle fabrikker såsom gymnastiksale.
Generelt er arbejdsgiverne ikke begejstrede for kvindelig arbejdskraft da det forbindes med ekstra omkostninger for fabrikken i form af barselsorlov, flere sygedage pga. små børn og frem for alt den opgave som staten har pålagt dem om at oprette børnehave på arbejdspladsen for pasningen af unge kvinders småbørn.
Et vigtigt forhold for disse kvinders arbejdsmæssige skæbne er de omfattende privatiseringer og salg af statslige fabrikker til privatpersoner, som har betydet øget udbytning. Disse privatejere taler om rationalisering af produktionen og disciplinering af arbejderne under betegnelsen “videnskabeligt tidsmåling”, som går ud på at presse en større mængde merarbejde ud af arbejderne end før. Derfor taler økonomieksperterne og samfundsvidenskabelige akademikere om iranske arbejderes “dovenskab” og foreslår mange løsninger på problemet. At skabe konkurrence mellem arbejderne internt ved at ansætte unge kræfter der er akkordansatte har vist sig at være et effektiv middel mod arbejdernes og især kvindernes modstand mod det stigende arbejdstempo og nedskæringer i deres orlov og pauser. Mange fabrikker lukker børnehaverne eller skærer kraftigt ned i deres budget og på den måde tvinges en del af kvinderne ud af fabrikken. Kvindelige arbejdere frygter for deres fremtid og føler usikkerhed hvad angår deres job og dermed eksistensgrundlag. Deres chancer for at yde modstand er ikke særligt store, hvis man ikke kan organisere sig i et selvstændigt og landsdækkende fagforbund, der kan kæmpe for sine medlemmers rettigheder.
En række faktorer har været med til at skabe denne uholdbare situation for disse kvinder. En meget vigtig faktor er den alt for høje arbejdsløshedsfrekvens der præger hele samfundet. 35 mio. iranere er under 24 år og ifølge de officielle kilder skal staten årligt skabe 3 mio. jobs for den enorme unge generation der vil ind på arbejdsmarkedet. Men regeringen er på grund af de strukturelle problemer og mange års fejlslagne politik på alle områder ude af stand til at klare opgaven. Der eksisterer derfor en kæmpe reservearmé, der presser lønniveauet ned og konkurrerer med andre ansatte og især arbejderne om jobmuligheder. En anden faktor der især berører kvindelige arbejdere er det, at iranske unge piger og kvinder (især i mellemlagene og de øvre lag i arbejderklassen) uddanner sig som aldrig før. De har gennem deres konfrontationer med den islamiske handelskapitalistiske magt lært at bruge den eneste udvej og chance der stadigvæk står åben for dem, nemlig uddannelsesvæsenet.
Men der er få færdiguddannede folk der får job inden for deres faglige område og de fleste havner andre steder i systemet eller ender i arbejdsløshed. Mange kvinder og unge piger med studentereksamen eller andre højere uddannelses bliver nødt til at søge ufaglært arbejde på arbejdsgivernes præmisser. Det er især denne gruppe der udgør den største trussel mod kvindelige ufaglærte arbejdere. Disse kvinder som har desperat brug for pengene, arbejder i højt tempo og producerer mere i timen, i forhold til de traditionelle kvindelige arbejdere, og udkonkurrerer dem på den måde. Arbejdsgiverne ansætter også mandlig arbejdskraft og erstatter på den måde den gamle generation af kvindelige arbejdere med mænd.
Disse faktorer udgør en kvalitativ ændring i kvindelige arbejderes og i det hele taget arbejderklassens sammensætning. Denne ændring har på den ene side givet anledning til yderligere splittelse indenfor arbejderklassens og især i kvindernes rækker. Den skaber endnu mere hierarki, splittelse, konkurrence og sammenstød på kort sigt. Men på den anden side, og på længere sigt kan man håbe, åbner denne uhomogene sammensætning muligheden for udveksling af meninger, holdninger og erfaringer mellem disse forskellige grupper. Man kan håbe på, at de unge kræfter med deres højere forventninger til livet, der har baggrund i deres uddannelse, alder, sociale placering og deres kendskab til ungdomskultur m.m. kan forhøje alle kvinders forventninger til livet.

Kvindelige arbejdere i små virksomheder
Mens arbejdsgiverne i de store virksomheder helst vil slippe af med kvindelige arbejdere pga. de ekstra omkostninger som man forbinder dem med, er arbejdsgiverne i små virksomheder til gengæld meget begejstrede for den kvindelige arbejdskraft. Det skyldes en forholdsvis ny vedtagelse i parlamentet, der erklærer små virksomheder med 5 eller færre arbejdere, uforpligtet over for arbejdslovgivningen og overlader alt om forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver til selve virksomheden. Her kan ikke være tale om arbejdsforsikring, barselsorlov eller noget som helst. Lønniveauet er meget lavt og man beskæftiger både kvinder og børn. Her er kvinderne en bedre arbejdskraft end mændene, da de ikke har meget tradition for sammenslutning og arbejdskamp og de er mere villige til at arbejde for lavere løn og dårligere faciliteter. Disse virksomheder producerer for det meste tøj og legetøj.

Kvindelige arbejdere i hjemmeindustrien
Som sagt tidligere, eksisterer der ikke en officiel undersøgelse af omfanget og udbredelsen af denne form for arbejde og de bliver aldrig nævnt i statistiske opgørelser. Men man ved at denne form for beskæftigelse er meget udbredt, netop pga. den økonomiske tilbagegang. Disse kvinder laver delprodukter for virksomheder og er ikke i direkte forbindelse med arbejdsgiverne, da de som regel har kontakt til ham gennem en mellemmand. De er frataget alle arbejdsrettigheder og arbejder isoleret uden mulighed for socialt samvær med kolleger. De er tvunget til at være tilfredse med det de får og kan ikke protestere over deres arbejdsforhold. Det er ikke kun kvinden der arbejder for den usynlige arbejdsgiver, men hele familien og selv små børn bliver trukket ind i produktionen. Iranske kvindelige arbejderaktivister kalder dem for “halvslaver”, netop pga. deres ufattelige dårlige stilling i samfundet og produktionen.

Selvorganisering som den eneste våben
Med hensyn til de ovennævnte forhold samt massefyringer, stigende tendens til konkurs, krise i produktionen og efterfølgende omfattende lukninger af mange fabrikker, kan man forestille sig, at arbejderklassen i Iran er i en meget svækket og defensiv position. Derfor drejer kampene sig især om bevarelse af arbejdspladsen og krav om udbetaling af forsinkede lønninger. Kvinderne har især meget svært ved at klare denne situation, da de er den dårligst rustede gruppe til krisetider og den bedste syndebuk for arbejdsgiverne. For mange af dem er deres job den eneste udvej væk fra absolut fattigdom, prostitution, sygdom og tidligt dødsfald. Statistikken viser, at der også er en klar sammenhæng mellem disse kvinders arbejdsløshed og skilsmisser. Under den økonomiske tvang slutter de sig derfor i stigende grad til deres mandlige kolleger for en fælles kamp for bevarelse af arbejdspladserne. Et af de vigtigste krav der formuleres under deres konstante strejker og demonstrationer, er kravet om en uafhængig organisation, der kan repræsentere dem i forhandlingen mellem arbejdsgiverne, staten og arbejderne. Det er det vigtigste våben der kan bruges mod et tilbagestående og middelalderligt politisk system, der ødelægger økonomien og landet og dermed yderligere forarmer befolkningen for hver dag der går.

Noter:
1 Under shah tiden var der dog mere gang i industrien, men hans administration var heller ikke i stand til at bygge en solid og homogen kapitalistisk struktur

2 Ifølge iransk statistik udgør kvinderne omkring 60 % af de universitetsstuderende.