Samling mod borgerskabet

Arbejderklassen internationalt står i disse år voldsomt svækket overfor borgerskabet. Klassens revolutionære strømninger var ikke i stand til at levere varen - revolution, kommunistpartierne er opløst eller i dybe indre kriser efter sammenbruddet af deres model i Østeuropa, og socialdemokratierne driver rundt som skibe uden kaptajner efter sammenbruddet i keynesianismen og deres øvrige ideologigods. Arbejderklassens ideologiske og politiske krise udnyttes behændigt af borgerskabet, der forsøger at splitte klassen yderligere. Det er nødvendigt at samle klassen mod borgerskabets offensiv, men hvordan?

Albert Jensen

Den russiske revolution i 1917 markerede ikke blot starten på et af verdenshistoriens største eksperimenter, men også en dybtgående spaltning af arbejderklassen internationalt. Revnerne havde været tilstede i arbejderpartierne næsten siden deres start, og var f.eks. baggrunden for udspaltningen af venstreoppositionen i det danske socialdemokrati i 1889. 1. verdenskrig bidrog til at gøre disse revner meget dybe. Hvor socialdemokratierne tidligere havde stået for en proletarisk internationalisme - det internationale proletariat overfor det internationale borgerskab - valgte de nu at stemme for krigsbevillingerne i de enkelte lande. Jorden var derfor gødet allerede før den russiske revolution. I de fleste lande dannedes der i årene efter revolutionen kommunistpartier, der oftest var afskallinger af venstreoppositionen i socialdemokratierne.
Lenin var i de første år efter revolutionen overbevist om, at verdensrevolutionen var umiddelbart forestående, og det var nødvendigt med selvstændige kommunistpartier i de enkelte lande til at organisere denne revolution. Komintern førte en arrogant politik overfor socialdemokratierne, der blot var småsten der måtte ryddes af vejen, på den uundgåelige kurs mod revolutionen. Omvendt så socialdemokratierne med dyb mistillid på Sovjetunionen og kommunistpartierne. Politisk lagde de sig på linie med borgerskabets fordømmelse og krig mod Sovjet. Samtidig blev kommunisterne betragtet som splittelsesmagere, der havde splittet arbejderklassen overfor borgerskabet.
I de forskellige perioder og under forskellig udformning i de enkelte lande har de reformorienterede og de revolutionære strømninger i arbejderklassen derfor opfattet hinanden som hovedmodstander. Det var tilfældet under Kominterns ultravenstrelinie fra slutningen af 1920‘erne, hvor socialdemokraterne blev betegnet som socialfascister, og det var tilfældet efter 2. verdenskrig, hvor socialdemokratierne aktivt bistod borgerskabet i dets kamp mod kommunismen. Udover den spaltning der allerede var en realitet bidrog disse skarpe fronter til at presse socialdemokratierne længere ind i borgerskabets favn, og omvendt de revolutionære længere ud i isolerende venstre-sekterisme. Heldigvis har borgerskabet også brugt meget krudt (f.eks. 2. verdenskrig) på sine interne kampe. Ellers var det gået helt galt på et langt tidligere tidspunkt.

Træk af spaltningens historie
Socialdemokratiet analyserede meget dygtigt mulighederne i det økonomiske opsving efter 2. verdenskrig. I Danmark markeredes det bl.a. med partiets ideologiske program i 1945, „Fremtidens Danmark“, der var forfattet af den unge polit Jens Otto Krag. Den økonomiske vækst i 50‘erne og 60‘erne blev både anvendt til individuelle økonomiske forbedringer (reallønsfremgang) og til kollektive forbedringer i form af udbygning af sundheds- og uddannelsesvæsenet, samt forbedringer af socialforsorgen med bl.a. folkepensionen. Socialdemokratiet kunne levere varen og uddistancerede DKP, der ellers havde været en politisk trussel fra krigens slutning. Opbygningen af velfærdsstaten blev nemlig kombineret med åben deltagelse i borgerskabets krig mod kommunismen internationalt og nationalt. Dette var i virkeligheden det centrale indhold i alliancen mellem arbejderklasse (repræsenteret ved SD) og borgerskab, der havde været under udvikling siden 30‘erne.
Med denne udvikling forsvandt også SD’s sidste anknytning til marxismen. Først og fremmest kriseteorien. Det kom derfor som et chok for partiet, da de økonomiske træer ikke voksede ind i himlen, men tvært imod gik i krise fra starten af 70‘erne. Partiet viste sig at være langt bedre til at administrere kapitalismens vækst end dens krise. Det afspejlede sig bl.a. i de hastigt skiftende regeringer i 70‘erne og SD’s erkendelse af nederlaget i 1982, da Anker Jørgensen frivilligt afgav regeringsmagten til den borgerlige regering. Modsætningen mellem at føre borgerlig nedskæringspolitik og bevare velfærdsstaten havde ført til voldsomme indre spændinger i partiet, der ikke kunne løses, og som endte med, at Anker gav de borgerlige magten på et sølvfad.
Udsat for den kolde krigs dobbeltbombardement fra både borgerskab og socialdemokrati, og med støtten til Stalin blev DKP hurtigt kørt ud på et sidespor i årene efter 2. verdenskrig. Der blev kun plads til partiet i situationer, hvor socialdemokratiet begik taktiske brølere, som under storkonflikten i 1956. Partiet var voldsomt svækket og søgte nok i erkendelse heraf samarbejde med SD i stedet for konflikt. Samarbejde blev der dog først en smule plads til i 60‘erne og 70‘erne. SF’s dannelse i 1959 opslugte noget af den venstreopposition (revolutionær og reformistisk) der havde været til SD. Folkesocialisterne huggede opbakning fra både SD og DKP. Partiet var fri for koblingen til Sovjet, men fortsatte derudover DKP’s aktive samarbejdslinie overfor SD. Det nye (revolutionære) venstres udvikling fra midten/slutningen af 60‘erne bragte nye strategier på banen i opfattelsen af arbejderklassen og dens kamp mod borgerskabet. I perioder var der tale om en tilbagevenden til Kominterns ultravenstre-linie i 30‘erne, som når f.eks. studentikose toneangivende tendenser indenfor VS talte om fagforstening. Socialdemokratiet blev betegnet som et borgerligt parti, der skulle afsløres politisk i arbejderklassen. Denne politik bidrog blot til at udvide gabet mellem revolutionære og reformorienterede strømninger i klassen, og var muligvis en konsekvens af en opfattelse af en tilspidset klassekamps-situation, hvor revolutionen stod for døren, blot lidt flere socialdemokrater kunne gøres til revolutionære. Det var som bekendt en flygtig drøm.
SD’s oppositionsperiode 1982-93 var på en række punkter gavnlig for partiets politik. Arbejderklassens partier fik et fælles omdrejningspunkt - at få afsat Schlüter. Parolen om arbejderflertal kom til at gennemsyre dette arbejde, men uden at den blev meget andet end et mantra. Alligevel var det interessant, at det faktisk lykkedes at trække SD mod venstre på en række områder. Bl.a. på sikkerhedspolitikken, hvor fodnotepolitikken (til NATO’s dobbeltbeslutning om udstationering af atomraketter i Europa) blev dominerende i midten af 80‘erne. Storkonflikten i 1985 gav ligeledes en række vigtige erfaringer omkring samarbejde henover den traditionelle afgrund.
Alligevel blev arbejderflertals mantraet aldrig særlig konkret. Schlüter skulle bort, og .... ja så stoppede enigheden. SF troede de skulle i regering med SD, når dette atter kom til magten, men dette skete ikke. For at gøre sig ekstra stueren skred folkesocialisterne på en række punkter langt ud til højre for SD, men lige lidt hjalp det - bortset fra at det skaffede Enhedslisten i Folketinget. Begge partier har siden 93 søgt at få en vis politisk indflydelse, og har sat en række minimale fodaftryk på finans- og andre love, men uden at få større indflydelse på SD’s politik. Truslen mod SD kommer i dag ikke fra venstre men fra højrepopulismen og neoliberalismen. SD’s 8 år i regering har trukket partiet langt mod højre, og har kun forstærket dets ideologiske forvirring. SF’s og EL’s forsøg i robåde på at trække fragtskibet ind på en anden kurs er ret umulig.
Spørgsmålet melder sig derfor naturligt, om der er andre måder at skabe enhed på i arbejderklassen. Før vi går videre med denne opgave, dog først en begrebsmæssig skelnen.

Strømning og organisation
De fleste tænker ofte politisk strømning og organisation som identiske, men dette er ikke tilfældet. Et nærliggende eksempel er Enhedslisten, der både rummer revolutionære og reformorienterede strømninger, men altså indenfor samme organisation. Det samme var tilfældet indenfor SD i perioden op til partiets sprængning i 1918, og er i virkeligheden også realiteten i dag indenfor det britiske Labour, der pga. det britiske valgsystems opbygning rummer både revolutionære og reformorienterede strømninger - den sidste i sagens natur dominerende. I Danmark har trotskister gennem det 20. århundrede også en række gange infiltreret SD, men disse forsøg på at opbygge revolutionære strømninger har kun kunnet foregå i det skjulte. Denne situation med flere strømninger indenfor samme organisation har også i en række tilfælde vist sig at være særdeles destruktiv - eksemplificeret ved fraktionskampene i VS i 70‘erne og 80‘erne, hvor hovedfjenden ofte var at finde indenfor partiets egne rækker.
Men lige som flere strømninger kan eksistere indenfor samme organisation, kan en strømning også krydse organisationsgrænser. Der kan være forskellige politiske og taktiske hensyn der taler herfor, men ofte vil den samme strømning før eller siden blive samlet indenfor samme organisatoriske ramme.
Den begrebsmæssige skelnen mellem strømning og organisation er vigtig. Den illustrerer nemlig, at det kan være muligt at samarbejde med beslægtede strømninger i andre organisationer.

Historiens svar på samling af arbejderklassen
Historien leverer internationalt en række eksempler på samarbejde og samling af arbejderklassen, men illustrerer samtidig nogle af de problemer disse forsøg kan løbe ind i.
Man skelner historisk mellem forskellige former for samarbejde:
• Aktionsenhed er den snævre form for samarbejde, hvor forskellige organisationer af taktiske årsager går sammen om at fremme en bestemt politik på et enkelt eller nogle få spørgsmål. Enheden er snæver og vil som regel ophøre, når det politiske mål har sejret - eller lidt nederlag.
• Enhedsfront er en form for samarbejde mellem arbejderklassens forskellige politiske strømninger, som kan dække flere strategiske og taktiske spørgsmål. Mogens Boserup beskrev den i 1934 således i sin pamflet Hvad er Enhedsfront?:

„Enhedsfrontpolitik er Kommunisternes Forsøg paa at iværksætte en fælles udenomsparlamentarisk Kamp om bestemte Dagskrav mellem de kommunistiske og socialdemokratiske Partier, Fagforeninger og Arbejderklassens øvrige Masseorganisalioner. - Formaalet hermed er at styrke Arbejderklassens samlede Modstandskraft overfor Bourgeoisiet, at komme ud over den Tilstand, hvor Arbejderklassens organisatoriske Spaltning umuliggør Kamp overhovedet. Herved gives der tillige de socialdemokratiske Arbejdere Mulighed for gennem selve Kampen at erfare, at deres Ledere ikke kan og ikke vil føre en Kamp konsekvent igennem, og at de socialdemokratiske Kampformer i det hele taget er utilstrækkelige. Viser Kommunisterne sig i Praksis som de dygtigste og mest konsekvente Ledere i Kampen, har de Mulighed for herved at vinde de socialdemokratiske Arbejdere for Kommunismen. Ikke ved Propaganda alene, men kun gennem de Erfaringer, som Arbejderne selv høster i Kampen, kan de bringes til at indse de kommunistiske Princippers Rigtighed. Og det vigtigste Middel til et faa denne Kamp i Stand er netop Enhedsfrontpolitiken.“

Formen blev udviklet af Komintern i 1921 efter at revolutionerne i Europa var ebbet ud. Efter Kominterns opfattelse var det nødvendigt for kommunistpartierne at gå i alliance med socialdemokratierne gennem „enhed oppefra“. Perspektivet var at styrke arbejderklassen overfor borgerskabet. Politikken havde dog begrænset gennemslagskraft, og blev fra SD ofte mødt med krav om, at enheden ville blive opnået, hvis kommunisterne meldte sig ind i SD.
Enhedsfrontstrategien blev i 1928-33 erstattet af socialfascisme tesen, hvor Komintern betegnede SD’erne som venstre-fascister, og det eksisterende samarbejde blev bragt til ophør. Det bidrog til yderligere at uddybe kløften mellem revolutionære og reformister og umuliggjorde samarbejde.
Efter at Komintern i 1933 erkendte det katastrofale i denne ultravenstre-linie, slog organisationen helt om og anbefalede atter dannelsen af enhedsfronter, der skulle bremse nazismens og fascismens vækst. Denne gang blev parolen „enhed fra oven“ dog erstattet med parolen „enhed fra neden“. Det var de fleste steder dog ikke helt let at sadle om fra den ene dag at have SD/KP som sin hovedmodstander for den næste at indgå i et strategisk samarbejde med samme parti. Selv om KP’erne blev tvunget til at sluge den politiske kamel, var SD’erne i de fleste lande uvillige til at deltage i denne spøg. Deriblandt Danmark. Det lokale KP var ganske enkelt for lille, bitterheden og afstanden for stor. Undtagelserne var Frankrig og Spanien, hvor KP’erne var betydningsfulde. Socialdemokratierne blev her tvunget til at gå ind i dannelsen af folkefronter.
• Folkefront er en bredere form for samarbejde, der kan omfatte ikke blot organisationer knyttet til arbejderklassen, men også organisationer knyttet til mellemlag, småborgerskab og endog storborgerskab. Enheden vil oftest blive skabt om et snævert politisk spørgsmål, som til gengæld kan have en mere langvarig karakter.

Folkefrontspolitiken blev formuleret af Komintern i 1935, efter at enhedsfrontpolitikken de foregående 2 år ikke havde kunnet afværge fascismens fortsatte fremmarch i Europa. I Frankrig dannedes en folkefront i 1935, de to landsorganisationer blev lagt sammen i 1936 og samme år vandt fronten en snæver valgsejr og kunne danne regering. Sejren blev fulgt af en voldsom strejkebølge med fabriksbesættelser, der tvang borgerskabet til at acceptere 40 timers arbejdsuge og 2 ugers ferie med løn. Fronten faldt fra hinanden på uenighed om reformpolitik under den fortsatte økonomiske krise, ikke-indblandingspolitikken over borgerkrigen i Spanien og underskrivningen af Münchenaftalen. Fronten var bedre til at administrere sejre end kriser. I Spanien vandt folkefronten ligeledes i 1936 en snæver sejr over borgerskabet. Denne sejr udløste få måneder senere et fascistisk modsvar, da general Franco gik i land på den iberiske halvø med sine soldater. Den spanske borgerkrig var en realitet. Fronten gik i opløsning i slutningen af borgerkrigen. Pga. ikke-interventionspolitik afstod de europæiske stormagter fra at støtte krigens parter - bortset fra at Tyskland og Italien støttede fascisterne og Sovjetunionen kommunisterne. Kommunisterne blev styrkede på de andre folkefrontspartiers bekostning, og søgte at skabe sig en dominerende rolle. Det førte til voldelige interne opgør i Barcelona og flere andre byer, og blev frontens endeligt. Heller ikke i dette tilfælde overlevede fronten krisen. Folkefronterne viste sig at være nogle formidable våben mod borgerskabet, og det var den direkte årsag til fascisternes krig i Spanien, men samtidig viste de sig at have en begrænset sammenhængskraft i de skærpede krisesituationer de blev kastet ud i.
I Danmark er Folkebevægelsen mod EF’s dannelse i 70‘erne er et udmærket eksempel på en sådan folkefront, der spændte fra DKP og ud på højrefløjen, herunder også dele af storborgerskabet. Et beslægtet eksempel på det politiske område er den alliance det midt i 80‘erne lykkedes at sammentømre i Folketinget på det sikkerhedspolitiske område, som strakte fra VS til RV. Enhedsfronten kan have en enorm styrke, når den holdes indenfor det snævre politikområde, den er dannet på, men netop denne snæverhed bliver også en spændetrøje.
I slutningen af 2. verdenskrig blev der rejst krav i arbejderbevægelsen i bl.a. Norge og Danmark om sammenlægning af SD/KP. Kommunisterne havde spillet en central rolle i modstandsbevægelserne under krigen, og nød stor anseelse, samtidig med at socialdemokraterne trods fortsat hegemoni var svækkede. Det gjaldt især i Danmark pga. samarbejdspolitikken med besættelsesmagten.
I begge lande indledtes der efter pres nedefra (fra fagbevægelsen) sammenlægningsforhandlinger i sommeren 1945. Forhandlingerne nåede længst i Norge, hvor de alligevel strandede på på uenighed om den fremtidige politik og Arbejderpartiets krav om fuldstændig opløsning af NKP i Arbejderpartiet. Det var ikke acceptabelt. I Danmark gik SD også ind i forhandlinger med DKP, men uden egen interesse i sammenlægning. Partiet var under pres fra sine græsrødder og forhandlede derfor på skrømt. Forhandlingerne brød hurtigt sammen. I de følgende år deltog SD begge steder aktivt i borgerskabets krig mod kommunismen - som en del af alliancen med borgerskabet og for at svække den politiske modstander.

Mere aktuelle enheds- og folkefronterfaringer
I både Brasilien og Uruguay eksisterer der siden 1980‘erne stærke folkefronts-lignende organisationer. I Uruguay blev den Brede Front (Frente Amplio, FA) dannet allerede i starten af 1970‘erne i at forsøg på at afværge det militærkup, der var under opsejling. Der var tale om en politisk alliance bestående af partier fra centrum og ud på venstrefløjen. Klassemæssigt omfattede det både arbejderklassen og betydelige dele af mellemlagene. Arbejderklassen og dens landsorganisation CNT spillede dog klart en ledende rolle. Alliancen kunne dog ikke afværge militærkuppet i 1972. I 10 år var den forbudt for at blive reetableret da diktaturet brød sammen. En drivende kraft i denne udvikling var atter landsorganisationen PIT-CNT. Der er tale om et politisk samarbejde mellem selvstændige politiske partier. Ved valgene har vælgerne mulighed for direkte at stemme på den enkelte organisation i samarbejdet. I den forstand minder det mere om et dansk valgteknisk samarbejde, men samarbejdet er betydelig mere politisk. FA rummer også en fælles politik-lægning, og samarbejdet har trods mindre udskiftninger og enorme interne politiske slagsmål alligevel holdt i 20 år. En del af årsagen til det fortsatte samarbejde er dels det folkelige krav fra især PIT-CNT, men også at ingen af de deltagende organisationer har en dominerende status. Det giver en klar og korrekt opfattelse af, at enkelt-organisationerne vil stå svagere udenfor FA, end ved at blive og acceptere politiske kompromisser. Alliancen har i 8 år siddet på borgmesterposten i hovedstaden Montevideo, og fik ved præsidentvalget i efteråret 2000 48% af stemmerne. Et af de flotteste resultater FA har opnået var, da det i 1988 lykkedes at få sendt et forslag til folkeafstemning mod privatiseringer. FA indsamlede 300.000 underskrifter til fordel for en folkeafstemning, gennemførte en flot valgkampagne og fik flertal for forslaget, med det resultat at Uruguay i dag er det eneste land i Latinamerika, hvor der ikke er gennemført privatiseringer. Man må dog formode, at alliancen først rigtig vil komme til at stå sin prøve, når den erobrer regeringsmagten og præsidentposten i landet.
I nabolandet Brasilien eksisterer en tilsvarende alliance - Arbejderpartiet PT - hvis historie på en række punkter ligner FA’s i Uruguay. Under militærdiktaturet i 60‘erne og 70‘erne var venstrefløjens partier forbudte, og det samme var størstedelen af fagbevægelsen. Alligevel lykkedes det fra midten af 70‘erne at udvikle en stærk faglig bastion blandt metalarbejderne - især dem der arbejdede på bilfabrikkerne, der både var udenlandsk og nationalt ejede. En af de drivende i metalarbejdernes faglige organisering var Ignacio „Lula“ da Silva. Metalarbejderforbundet udviklede sig videre til landsorganisationen CUT, der i dag er den eneste af betydning i landet, og af dette arbejde dannedes PT. Dette har i højere grad end FA karakter af at være ét parti, der går samlet til valg, men i realiteten består også det af en række politiske platforme, der lever et selvstændigt politisk liv. Som FA spænder det fra centrum ud på venstrefløjen og rummer både revolutionære og reformorienterede tendenser. PT var med Lula som kandidat tæt ved at vinde præsidentvalget i 1990. Siden da er det kommet dårligere ud af præsidentvalgene, samtidig med at det er gået frem politisk. Det har gjort en række positive og negative erfaringer - bl.a. har det haft borgmesterposten i million- og industribyen São Paulo. Ligesom i FA eksisterer der i PT en klar erkendelse blandt de politiske strømninger af, at de vil stå langt svagere udenfor PT end i organisationen. Det giver et voldsomt pres ifht. nødvendigheden af at indgå kompromisser.
Selv om disse erfaringer er vigtige, kan de dog ikke umiddelbart overføres på Danmark eller andre lande i Europa. Det er alliancer der er tømret sammen under et voldsomt ydre tryk i form af militærdiktaturer, hvor ingen enkelt politisk tendens har en afgørende dominans, hvor ingen vil kunne have afgørende politisk fordel i at bryde med alliancen, og som endnu ikke haft været udsat for det tryk og turbulens regeringsmagten vil give. Alligevel viser de, at det trods arbejderklassens krise internationalt er muligt at slå bro over de forskellige strømninger med et positivt resultat. At frontstrategien ikke døde i 1930‘erne, men fortsat er relevant.

Udfordringen
Danmark er de sidste 30 år blevet kørt gennem krisens kødhakkemaskine, den ideologiske forvirring og krise i SD er blevet suppleret af DKP’s sammenbrud og den revolutionære venstrefløjs decimering og mangel på svar. Borgerskabet har dygtigt forstået at udnytte denne krise. Samtidig med at det dagligt banker løs på arbejderklassen politisk og økonomisk, fører det en intens ideologisk offensiv, hvor solidaritet erstattes med individualitet, hvor klasse erstattes med individ, hvor de marginaliserede og svageste gruppers utilfredshed og frustration rettes mod endnu svagere grupper (flygtninge og indvandrere). Indenfor industrien er det især de ufaglærte og de ældre der rammes hårdest af disse års omstillinger. Det lykkedes aldrig at kæmpe Betalt Frihed til Uddannelse (BFU) igennem, og konsekvensen er i dag, at de svageste grupper presses ud af arbejdsmarkedet. Den borgerlige offentlighed gør dagligt en enorm indsats for, at disse gruppers vrede og frustrationer ikke rettes mod borgerskabet, men derimod mod de endnu svagere flygtninge og indvandrere. De sidste 30 års massive nedskæringspolitik indenfor det offentlige har ført til udviklingen af en kraftigere individualisering og individuelle lønsystemer baseret på fedterøvstillæg.
Fagbevægelsen har været klædt dårligt på til at klare disse udfordringer. Decentraliseringen af OK forhandlingerne fra starten af 80‘erne har været til gavn for de stærkeste og skade for de svageste - især kvinderne. Samtidig har det efterladt LO i en stadig dybere eksistensiel og ideologisk krise. Det er blevet til et tydeligt halehæng på en neoliberal socialdemokratisk regering.
Efter nogle års konjunkturelt opsving står Danmark for tiden overfor økonomisk afmatning, der let kan fortsatte over i en konjunkturel nedtur. Det vil givet forstærke borgerskabets angreb på arbejderklassen og forsøg på at splitte den. Under disse omstændigheder fortsætter nogle venstregrupper som IS alligevel en ultravenstre linie, hvor SD skal afsløres som klassefjenden. Denne bevidstløse politik mangler totalt reflektion over den aktuelle politiske situation, og ender med alene at gavne borgerskabet. Det er ligegyldigt hvilken skade der begåes, blot det sikrer IS’ vækst.
Nej, udfordringen består i disse år ikke i yderligere at splitte arbejderklassen. Vi står ikke i nogen umiddelbart revolutionær situation, hvor det er nødvendigt klart at skille vandene mellem revolutionære og ikke-revolutionære. Udfordringen består i at samle klassen mod borgerskabets fortsatte angreb. Denne samling kan tage sit udgangspunkt på forskellige niveauer:
• På det folketings-politiske niveau forsøger SF og (EL) i disse år at trække SD mod venstre (på nogle områder muligvis mod højre), men som tidligere omtalt er robåde mod et forvirret løbsk fragtskib ikke til megen hjælp.
• Det er nødvendigt også på andre niveauer at slå bro over de 85 års afgrund mellem de revolutionære og reformorienterede strømninger for atter at samle klassen. Der er udsigt til, at SD efter næste valg vil komme i opposition, og det vil gøre dem en smule mere åbne og eftertænksomme overfor diskussion. Det er nød-

vendigt at udnytte denne periode langt mere intelligent end perioden i 80‘erne til at skyde ind i partiets fundament. Det gælder sådan set både SD, SF og EL. Det må ske gennem udviklingen af fælles reform- og politikkrav, der kan skabes bred opbakning bag i arbejderklassen. Det handler om:
• forsvar for velfærdsstaten, mod nedskæringer, privatiseringer og udliciteringer
• forsvar for folkepension og efterløn
• tryghed i ansættelsen (Danmark er et af de lande hvor det er billigst at fyre folk. Det er ligefrem blevet en konkurrenceparameter ifht. at skaffe udenlandsk kapital til landet)
• forsvaret for ordentlige arbejdsforhold. Et godt arbejdsmiljø i et tempo der ikke nedslider. Brug-og-smid-væk mentaliteten blandt arbejdsgiverne holder ikke samfundsøkonomisk.
• nedsat arbejdstid
• solidariske løsninger og plads til forskellighed

Den politiske samling må denne gang udvikles nedefra - i fagforeninger og forbund og gennem forsøg på konkret samarbejde blandt de politiske organisationer lokalt.
80‘erne parole om arbejderflertal kunne passende erstattes med parolen, arbejderpolitik, med den forskel at hvor flertallet formodedes at bestå af SD+SF+VS+DKP, er det nødvendigt at formulere politikken, før SD atter nærmer sig minister-taburetterne engang i fremtiden.
Det er nødvendigt at udvikle de politiske krav i fagbevægelsen og i de politiske partier. Det handler nemlig ikke specielt meget om, hvem der kan indgå i fremtidige regeringer. SD har altid været dygtige til at ødelægge den venstrefløj der er kommet tæt på magten. Det sker netop i disse år med de Grønne i Tyskland, det skete med SF midt i 60‘erne og f.eks. i perioden op til Edinburgh aftalen i december 1992.

Problemerne
Desværre er modsætningen mellem revolutionære og reformister ikke den eneste der eksisterer i arbejderklassen. Samtidig med at klassen er vokset over de sidste 100 år, er den også blevet spaltet af stadig flere modsætninger mellem:
• Funktionærer / overenskomstansatte
• Privat / offentligt ansatte
• Store / små virksomheder
• Arbejdende / arbejdsløse og udstødte
• Industriarbejdere / resten af arbejderklassen
• Kvinder / mænd
• Danskere / etniske minoriteter
• 1. generations / fler-generationsarbejdere
• Klassens faglige organisationer
• Arbejdere i forskellige brancher

Disse modsætninger ophæves ikke af en parole om samling. Opgaven ligger i at formulere krav, der kan samle bredt - altså bygge bro over klassens modsætninger. Kravet om den 6. ferieuge op til storkonflikten i 1998 var et eksempel på et sådan krav, og regeringens efterfølgende indgreb var tilsvarende et forkølet forsøg på splittelse, der dog blev overhalet af OK resultatet i 2000.
Et alvorligere problem er spørgsmålet om, hvem der skal lancere denne politik. Både SF og EL er voldsomt parlamentsfikserede, og vier kun få ressourcer til det faglige arbejde. Samtidig er de faglige venstrefløjsnetværk svage. Men fremfor at forfalde til defaitisme er der ingen anden vej end at sprede diskussionen i de eksisterende fora - klubber, fagforeninger, organisationer og faglige konferencer. Samtidig er det værd at slå fast, at selvom venstrefløjen måske ikke er så stærk som den burde være, så er socialdemokraterne i arbejderklassen også svækkede ideologisk som følge af deres partis højreskred, og derfor i mange tilfælde også mere åbne overfor dialog og samarbejde med venstrefløjen.
Perspektivet er ikke at få Holger K., Frank Aaen eller Søren K. med i en senere regering, men snarere at samle klassen omkring en fælles reformpolitik til forsvar mod den borgerlige offensiv. Der er ingen tvivl om, at vi vil komme til at æde mange politiske kameler i den proces, men en forenet, styrket og bevidst arbejderklasse er vel et mål, der berettiger til dette.
Politik og demokrati er alt for vigtigt til at blive overladt til Christiansborg. Nu skal det løftes ud i klassen.