Privat keynesianisme ved vejs ende


af Albert Jensen

Kun 1 år efter at de borgerlige politiske økonomer mente at have fundet recepten på den krisefri kapitalisme, under betegnelsen „den ny økonomi“ lurer en verdenskrise. Solidaritet går bag om de borgerlige begreber, der har vundet fodfæste langt ind på venstrefløjen, tager pulsen på den aktuelle økonomiske udvikling og kigger desuden på, hvorfor verdensøkonomien ikke brød sammen i 1997-98 som venstrefløjen - herunder også Solidaritet - spåede. Nøglen hedder: „Privat keynesianisme“.
I juli 1997 brød krisen i Sydøstasien igennem, da Thailand og siden Malaysia kraftigt måtte devaluere deres valutaer. De blev fulgt af flere andre sydøstasiatiske lande, og i august 1998 spredte krisen sig videre til Rusland, der gik i betalingsstandsning på sin udlandsgæld og Brasilien. Mange - også på venstrefløjen - mente, at nu ville krisen sprede sig videre og kaste de udviklede kapitalistiske lande ud i krise. Sådan kom det ikke til at gå. Tværtimod blev 1999 og 2000 præget af stærk økonomisk vækst i USA, og spekulationen på verdens børsen nåede historiske højder.
For at forstå denne overraskende udvikling er det dels nødvendigt at gå 15 år tilbage i historien, dels slå fast at udviklingen i Wall Street og andre af verdens børser ikke har særlig meget at gøre med den egentlige økonomi, og endelig at rapporteringen om „økonomiske emner“ i de borgerlige medier stort set intet har med økonomi at gøre, men derimod meget med underholdning, sensation og psykologi.

1985 Plaza I
2 1/2 år inde i USA’s præsident Reagans regeringsperiode blev der indgået en aftale i New York mellem G7 landene om justering af landenes valutaer. Den kom til at gå under betegnelsen Plaza-aftalen efter det hotel hvor den blev indgået. Reagan havde sat en massiv udbygning af det amerikanske militær i gang. Milliarder af statslige dollars blev pumpet ind i økonomien og den statsligt drevne økonomiske vækst i USA havde bidraget til at presse dollaren op på et historisk højt niveau ifht. verdens andre valutaer. I Danmark skulle vi betale næsten 13 kr for en dollar. Konsekvensen var, at USA’s egne varer blev udkonkurreret på verdensmarkedet mens udenlandsk producerede varer - især fra Japan men til dels også fra Europa - strømmede ind i USA. Trods den økonomiske vækst kom USA’s industri i krise. Plaza-aftalen i august 1985 skulle ændre på dette ved at G7 landenes nationalbanker aktivt skulle gå ind i kursjusteringer. Det virkede. Dollaren faldt overfor de andre valutaer, mens især den japanske Yen steg til historiske højder. I 1985-95 faldt dollarens værdi 40% overfor DM og 60% overfor Yen.
Konsekvensen var, at de japanske produkter i løbet af 5 år blev dobbelt så dyre i USA, og det bidrog i slutningen af 80’erne til at kaste Japan ud i den økonomiske krise, landet endnu ikke har overvundet. Det gav til gengæld bedre vilkår for USA’s industri.
Alligevel var udviklingen helt frem til starten af 90’erne dyster for USA’s industri. Supermagten var blevet overhalet af japanske virksomheder indenfor så strategiske områder som halvleder- og elektronikproduktionen, og Pentagon talte alvorligt om, at USA’s forsvarsevne var strategisk truet af den japanske dominans. Slagordet var: japanerne kommer, og helt frem til præsidentvalget i november 1992, der blev vundet af Clinton, var temaet den dårlige amerikanske økonomi, og at der skulle lægges hårdere pres på Japan.
Alligevel skete der vigtige ændringer i USA’s industri. Krisen i midten af 80’erne og resten af dette årti rensede ud blandt virksomhederne, mange blev lukket, andre blev fusioneret, der blev gennemført downsizing - et borgerligt udtryk for massefyring af arbejdere. Industrien blev omstruktureret og nye virksomheder etableret, hvor der kun var svage faglige traditioner. Disse massive angreb på arbejderklassen medførte, at reallønnen i industrien i 1985-95 faldt.
Lukningen af de mindst profitable virksomheder fik profitraten til atter at stige, og fra 1993 begyndte udviklingen at gå stærkt. De amerikanske varer var atter konkurrencedygtige på verdensmarkedet - dollaren var jo faldet til under halvdelen af sin værdi ifht. 1985 - og eksporten steg. I perioden 1985-97 var den årlige stigning i eksporten 9,3%. Samtidig steg investeringerne hastigt. I 1993-98 var investeringsraten 9,4%, mens den i 1982-90 havde været 2,6%.
Et andet forhold der bidrog til denne udvikling var at nationalbankchefen Allan Greenspan allerede i 1990-91 havde sat diskontoen ned til 0%. Formålet var især at hjælpe de kriseramte amerikanske banker, men også industrien nød godt af den lave rente. Konsekvensen var i de følgende år samtidig, at bankernes profitter steg til uanede højder.

1995 Plaza II
Den positive økonomiske udvikling i USA udsatte imidlertid imidlertid den øvrige kapitalistiske verdensøkonomi for et stærkt pres. Pga. den faldende dollar blev det langt vanskeligere at eksportere til USA, og samtidig trængte den nordamerikanske eksport frem. Det forstærkede krisen i Japan i første halvdel af 90’erne, og var med til at forstærke den krise der satte ind i Tyskland i 92-93 efter sammenlægningen med DDR.
Samtidig var USA’s økonomi endnu ikke særlig stærk. Da Mexico i foråret 95 gik i betalingsstandsning på sin udlandsgæld bidrog det til en voldsom svækkelse af dollaren, der altså faldt yderligere ifht. de andre G7 valutaer. Det satte de andre G7 lande og især Japan under voldsomt pres. Der blev derfor midt i 1995 indgået en omvendt Plaza aftale. Landenes nationalbanker skulle nu i fællesskab bidrage til, at dollaren steg i værdi. Formålet var at hindre et egentlig sammenbrud i verdensøkonomien.
Indsatsen havde imidlertid en række uventede sideeffekter, der var særdeles gavnlige for USA. I Japan satte nationalbanken renten ned til 0,5%. Formålet var dels at sætte gang i de japanske investeringer, dels hindre større hjemtagelse af japansk kapital bundet i amerikanske statsobligationer. Effekten var imidlertid også, at resten af verden med amerikanske spekulanter i spidsen begyndte at låne i Japan. Samtidig begyndte også kapital fra andre dele af verden at strømme mod USA, hvor den overvejende blev sat i statsobligationer. I 1995-97 købte resten af verden amerikanske statsobligationer for 700 mia. US$ - det måtte være en god forretning, dollaren steg jo. Alene med 50% mod Yen fra april 95 til slutningen af 96.
Disse ændringer gav imidlertid også grundlag for den krise der skulle bryde ud 2 år senere i Sydøstasien. Dette område har sine valutaer bundet til dollaren, og denne steg nu overfor Yen og de europæiske valutaer, blev det vanskeligere for de sydøstasiatiske industrier at konkurrere på eksportmarkederne i Japan og Europa. Plaza II skulle hindre sammenbrud i verdensøkonomien og kom til at medføre sammenbrud i Sydøstasien.

1996 Boom i USA
Det massive flow af kapital fra udlandet satte kraftig gang i forbruget i USA, og samtidig begyndte aktiekurserne at stige - pumpet op af både industriens stigende profitter og kapitalen fra udlandet. Wall Street steg 14,6% i 1995, 23% i 96 og 27% i 97. De stigende aktiekurser fik mange virksomheder til at begynde at opkøbe egne aktier. Direktørerne var begyndt at få dele af deres løn udbetalt i aktieoptioner og havde en personlig interesse i at få kurserne til at stige. Samtidig var renten lav, og kurserne steg, så virksomhederne finansierede i vid udstrækning deres aktieopkøb gennem låntagning.
Trods den stigende dollarkurs var vækstmotoren fortsat især drevet af den amerikanske eksport, der endnu steg 14% i 1997 - ja, og så kapitalen fra udlandet. Men i 1998 brød denne mekanik sammen. I 2. og 3. kvartal faldt eksporten med 0,5%. Det skyldtes ikke ændringer i forbruget, men at dollaren var blevet dyrere. De amerikanske varer var ikke længere så attraktive på verdensmarkedet. Imens fortsatte importen sin vækst. Mens den steg 14,8% i 1997 var væksten i importen i 1998 faldet en smule til 11,8%.

1998 LTCM og muligt crash
På dette tidspunkt kunne det være gået galt. Det troede også venstrefløjen. Profitraten i USA’s industri faldt 12% ifht. 1997, og det begyndte at sætte aktiemarkedet under pres. Standard & Poors aktieindekset faldt 10% fra et højdepunkt i juli 98 til august, og faldt yderligere 10% da Rusland gik i betalingsstandsning. Krisen var nu i fuld gang med at sprede sig fra resten af verden til USA. Den 20. september måtte spekulationsfonden LTCM meddele den amerikanske regering, at den var insolvent. Storspekulanten George Soros forsøgte at slå sig op som forfatter og skrev den stærkt pessimistiske bog: “The crisis of Global Capitalism”. Det så grangiveligt ikke lyst ud.
Normalt går USA’s regering kun ind for at redde banker, men i denne situationen trommede Greenspan et konsortium sammen bestående af 14 Wall Street banker og finanshuse, der stillede 3,6 mia. US$ til redning af LTCM. Argumentationen var, at hvis LTCM havde fået lov til at krakke, ville det have sendt chokbølger gennem hele det finansielle system. Samtidig nedsatte nationalbanken diskontoen i 3 omgange. Formålet var at presse mere kapital ind i aktiemarkedet for at hindre et sammenbrud. Effekten udeblev ikke. Kurserne vendte atter opad.
Trods faldende eksport og alvorlige krisetegn lykkedes det at bilde verden ind, at boomet ville fortsætte i USA. Det udløste et nyt massivt flow af kapital ind i USA fra udlandet. Under krisen i Sydøstasien i 97-98 havde investorerne trukket op mod hundrede milliarder US$ ud af dette område. De blev nu investeret på børsen i Wall Street, suppleret af andre private udenlandske og institutionelle investorer. I 1995 havde udlandet ejet amerikanske værdier for 3.400 mia. US$ svarende til 46% af USA’s BNP. Dette tal steg til 6.700 mia. i første halvdel af 2000, svarende til 67% af BNP. I 1998 tegnede udlandet sig for 7% af aktiekøbene på Wall Street. Dette tal steg til 15% i 1999 og 30% i første kvartal af 2000.
USA fejrede en forbrugsfest uden historisk sidestykke - forbruget steg årligt 4,2% i årene 1995-99. I disse år steg BNP tilsvarende 4,15% årligt. Festen blev finansieret af de udenlandske private og institutionelle investorer samt stigende låntagning internt i USA. Mens husholdningernes gæld i sidste halvdel af 1980’erne lå på gennemsnitligt 80% af indkomsten, var den i 1999 steget til 97%. På samme vis var virksomhedernes gæld steget. Låntagningen blev brugt til forbrug og siden aktieopkøb. Mens det tidligere havde været offentligt forbrug, der satte gang i økonomien, var det nu privat - en slags privat keynesianisme.
Endelig begyndte reallønnen også at stige i 1998-99. Mens stigningen årligt havde været 0,3% i perioden 1986-96, var den i 1998-99 3,3%. Indtil da havde forbrugsfesten overvejende været forbeholdt de rigeste 10% af befolkningen, men nu oplevede også de bedre stillede dele af arbejderklassen en vis forbedring. Ser vi på udviklingen i rigdommens fordeling, taler tallene dog et tydeligt sprog. I perioden 1989-97 øgede de 1% rigeste af befolkningen deres rigdom med 11,3%, mens de 90% dårligst stillede fik reduceret deres med 4,4%.

2000 Aktieboblen begynder at briste
Den massive strøm af kapital fra udlandet pustede Wall Street og aktiekurserne op til historisk høje niveauer. I 1994 havde aktieværdien af de amerikanske firmaer været 0,94 gange deres indre værdier (kapitalen i virksomhederne). Denne faktor steg i første kvartal af 2000 til 1,92. De amerikanske virksomheder var altså aktiemæssigt overvurderet næsten 100%. Til sammenligning var faktoren umiddelbart før sammenbruddet i verdensøkonomien i 1929 nået op på 1,3.
En anden måde at måle børsudviklingen på er pris/aktieudbytte-forholdet (PE) - altså forholdet mellem prisen på aktier og det udbytte de giver. Når dette forhold stiger kan det være udtryk for faldende profitrate eller for spekulation - ofte det sidste. Forholdet har gennemsnitligt ligget på 13,2. Umiddelbart før krakket på Wall Street i 1929 nåede det op på 32. I januar 2000 var det oppe på 44. At boblen kunne blive blæst så voldsomt op skyldtes, at kapital fra hele verden søgte mod USA, at boblen var nødt til fortsat at vokse fordi det ellers kunne udløse et børssammenbrud, eftersom kursværdien var ude af trit med den virkelige økonomi, og endelig at budskaberne i den borgerlige offentlighed blev tilpasset boble-situationen.
Borgerlige økonomer begyndte at tale om “den ny økonomi” - internet-økonomien der én gang for alle havde afskaffet de økonomiske kriser (se artiklen andetsteds i Solidaritet). Ikke blot havde kapitalismen i 1990’erne endelig besejret socialismen. Den havde også fundet opskriften på den krisefri kapitalisme. Denne borgerlige diskurs er ikke historisk unik. Da aktiekurserne steg voldsomt i slutningen af 1920’erne talte økonomerne om “den ny æra”, der ligeledes var en “fremtid”, hvor kurserne kunne stige ind i himlen og kapitalismen være krisefri. Det gik som bekendt anderledes.
Det gjorde den ny økonomi også. “Den ny økonomis” hovedkerne var computer-industrien, der havde været særligt udsat for spekulation. Hvor aktieværdi/egenværdi forholdet i gennemsnit nåede op på 1,92 nåede det i mange internet-firmaer op på flere hundrede. Den boble begyndte at briste i midten af 2000. Greenspan havde sænket renten i december 1999 for at trække mere udenlandsk kapital ind på USA’s finansmarkeder. Det lykkedes, men da strømmen over foråret 2000 stilnede af, stagnerede kurserne, og korthuset var bygget op omkring til evig tid stigende kurser. Dette udløste derfor kraftige kursfald. I første omgang var der dog overvejende tale om omplacering fra vildt overvurderede IT aktier til aktier i “den gamle økonomi”. Især den farmaceutiske industri. Mens det IT-dominerede NASDAQ indeks således raslede ned, faldt Wall Streets Dow Jones indeks langt mindre.

2001 Krisens indikatorer
Det lykkedes heller ikke denne gang borgerskabet at opfinde hverken evighedsmaskine eller krisefri kapitalisme. Objektivt betragtet er økonomien i endnu dårligere forfatning i dag end i 1998.
Pga. dollarens høje værdi har den amerikanske eksport det fortsat dårligt - omend den voksede i 1999 og 2000. De seneste års forbrugsfest-stigning har overvejende været baseret på importerede varer. Samtidig er der tydelige tegn på, at festen er ved at være slut. Industrien er derfor i begyndende krise, og dette kommer bl.a. til udtryk ved masseafskedigelser. Samtidig viser det sig ved massiv overkapacitet i industrien. Specielt i bilindustrien hvor kapacitetsudnyttelsen af det eksisterende produktionsapparat på verdensplan ligger under 70%. Problemet for industrien kan blive yderligere forstærket af, at den lod sig rive med af spekulationsbølgen, lånt kapital og opkøbte aktier. Den lånte kapital skal afdrages, der skal betales renter, og dette kan blive endnu vanskeligere, hvis pengerenten begynder at stige.
Greenspan har i foråret 2001 nedsat den amerikanske diskonto 5 gange for at afværge kriseudviklingen. Formålet er tvinge investorerne ind på børsen igen og presse kurserne i vejret. Wall Street har da også taget imod rentesænkningerne med kyshånd, kurserne er steget, men alligevel er situationen anderledes end i efteråret 98, da Greenspan sidst prøvede denne medicin. Dengang var omfattende spekulationskapital på vej ud af Sydøstasien. Siden er spekulationsboblen indenfor især IT aktier revnet. Strømmen af spekulationskapital fra udlandet er bremset voldsomt op og kan vende, hvis krisetegnene forstærkes i USA. Det er nok nationalbankdirektørens største mareridt - at udlandet begynder massivt at trække sin spekulationskapital ud af USA. At dette endnu ikke er sket i større omfang skyldes både at de udenlandske investorer godt ved dette kan udløse en voldsom krise, og at mulighederne for at placere ledig kapital udenfor USA også er begrænsede. Imens afventes hvilke kapitaler der må destrueres, for at kapitalismens egne kriserensende instrumenter kan virke.

Konsekvenser i Danmark
De borgerlige medier knytter næsten enstemmigt kriseudviklingen i USA sammen med en parallel udvikling i Danmark. Dette holder imidlertid ikke. De sidste 30 års krisecykler har vist, at midt i krisen kan ét imperialistisk center som USA godt have konjunkturel tilbagegang samtidig med at et andet har fremgang. F.eks. går kun 2% af den tyske produktion til eksport til USA. Selv om denne eksport derfor faldt 5% (hvilket ville være ekstremt) ville det kun berøre den tyske produktion 0,1%. Den danske økonomi er i langt højere grad knyttet til konjunkturudviklingen i resten af Europa, og her er krisetegnene endnu ikke så alvorlige som i USA. Det danske borgerskabs problem (ligesom borgerskabet i resten af Europa) er, at det på den ene side kan være fristet til at bruge truslen om krise som disciplinerings-våben overfor arbejderklassen. Men krisebudskabet kan samtidig sprede pessimisme blandt forbrugerne og dermed medføre at forbruget bremses op. Altså forstærke svage krisetegn.
De sidste 10 års økonomiske vækst i Danmark har især været båret af eksporten. Indenfor OECD-området overgåes Danmark kun af Belgien, Irland og Holland, når det handler om eksportrate. I 1995 eksporteredes 55 % af den danske produktion, og dette tal er endnu højere i dag. Det er udtryk for, at den danske industri er blevet „voksen“ - i stigende grad orienterer sig mod omverdenen, altså eksportmarkederne. Men dels er der grænser for, hvor langt eksport-lokomotivet yderligere kan trække den danske økonomi. Dels gør den stærke internationale kobling den danske økonomi sårbar overfor ændringer i de internationale konjunkturer. Nedgang i USA vil derfor umiddelbart ramme Danmark hårdere end f.eks. Tyskland eller Frankrig.
Uanset om Danmark rammes af krisen indenfor de næste 1-2 år er der dog ikke den store tvivl om, at angrebene på arbejderklassen vil forstærkes, og at der eksisterer en reel fare for styrkelse af højrepopulismen. Der ligger en stor opgave for venstrefløjen i at hindre denne udvikling, bremse højrefløjens fremmarch og forstærke kampen mod borgerskabet - på arbejdspladserne og i nye bevægelser som Attac, der må gives en anti-kapitalistisk orientering.