Ny revolutionær bevægelse søges

Af Per Clausen

I løbet af de kommende måneder står vi overfor to valg, som kan få afgørende betydning. Meget tyder på, at folketingsvalget vil føre til, at vi igen får en borgerlig regering og i en række kommuner er der mulighed for, at socialdemokratiske borgmestre vil blive erstattet af borgerlige borgmestre

Behovet for opbygning en ny bevægelse, som er istand til at yde modstand mod en kommende borgerlig regering og på lidt længere sigt være med til at formulere og kæmpe for et grundlæggende alternativ til såvel de borgerliges som socialdemokraternes linje vokser under indtryk af, at fagbevægelsen svækkes og en række andre bevægelser (de såkaldte NGOer) i stigende omfang synes at blive opslugt af eller integreret i statsapparatet.
Således er det karakteristisk at en stor del af kritikken af nyliberalismen og den internationale kapitals stigende dominans peger på løsninger, som indebærer en styrkelse af EU, WTO og lignende institutioner. Disse synspunkter er i dag helt dominerende i SF og blandt yngre socialdemokrater og en egentlig antikapitalistisk bevidsthed har svært ved for alvor at sætte sig igennem i f.eks. ATTAC i Danmark.
Samtidig svækkes de grupper i samfundet, hvor venstrefløjen og socialdemokratiet står stærkt. Industriarbejderklassen er ikke ved at dø ud – heller ikke i Danmark, men antalsmæssigt er både den og andre kernegrupper i arbejderklassen blevet reduceret, mens nye grupper er vokset frem og spiller en stadig mere dominerende rolle i økonomien. I de sidste 20-30 år er væksten ikke mindst sket inden for den offentlige sektor, men i de senere år er væksten primært sket inden for den del af den private servicesektor, som er domineret af højtuddannet arbejdskraft og et højt teknologisk niveau.
Hertil kommer at organiseringen af produktionen gennemgår en radikal forandring. Det betyder en hel del for den politiske dagsorden både på kort og på langt sigt – og stiller både Socialdemokratiet og venstrefløjen overfor store nye udfordringer..

EU-tilpasning er socialdemokratisk strategi
Historisk set er socialdemokratiet en klassesamarbejdende parti, som med udgangspunkt i arbejderklassen vil sikre en samfundsudvikling med social lighed og større indflydelse til arbejderklassen både samfundsmæssigt og i forhold til de enkelte arbejdspladser.

Dette er imidlertid altid sket inden for det kapitalistiske samfunds og den kapitalistiske økonomis rammer. Det gør, at Socialdemokratiet har underlagt sig en række begrænsninger. Man er bundet til at føre den ”nødvendige” og den ”ansvarlige” politik. Den overordnede økonomiske politik Socialdemokratiet fører er bundet af de samme hensyn, som binder de borgerlige partier
Den danske kapitals konkurrenceevne skal sikres. Kapitalisme forudsætter vækst for at overleve. Derfor må SD sikre betingelserne for denne vækst – sikre rammerne for den fortsatte kapitalakkumulation. Det er den eneste måde SD mener at kunne sikre den nødvendige produktion for at bevare og udvikle velstanden.
EU-tilpasningen er et centralt led i denne politik. I dag taler der mere og mere om den europæiske konkurrenceevne. Det handler om at styrke den europæiske kapital i konkurrencen med den amerikanske og japanske.
I forlængelse af dette har de socialdemokratiske partier i hele Europa accepteret den globale markedsliberalistiske model. Der er da heller ikke mod til at udfordre de internationale kapitalbevægelser, ligegyldigt hvor spekulative og skadelige de er. De fire såkaldte friheder i EU:

• Fri bevægelse for kapital
• Fri bevægelse for arbejdskraften
• Fri bevægelse for tjenesteydelser
• Fri bevægelser for varer

ligger i naturlig forlængelse af dette.

Konkretiseringen af disse friheder er i fuld gang. Alle økonomisk politiske initiativer i EU er skåret over den samme læst:

• Mere marked og mere konkurrence
• Udliciteringer og privatiseringer
• Social sikring gennem opsparingsordninger i stedet for gennem solidarisk skattefinansierede ordninger.

Voksende modsætninger i socialdemokratiet
Bevægelsesfriheden for den socialdemokratiske reformisme er blevet reduceret i 80erne og i 90erne. Massearbejdsløshed, international kapitalliberalisering, ændringer i klassesammensætningen, hvor de traditionelle arbejdergrupper er blevet reduceret og – ikke mindst – er blevet henvist til dele af økonomien, som har tabt strategisk betydning – borgerskabets evne til at omsætte de østeuropæiske samfunds sammenbrud til en ideologisk offensiv mod alle tanker om, at der kunne findes et alternativ til kapitalismen er alt sammen elementer, som har svækket Socialdemokratiet.
Reagan og Thatcher gennemførte et radikalt opgør med fagbevægelsen. Helt så dramatisk gik det ikke for sig i de andre europæiske lande – slet ikke i Danmark, hvor Schlüter efter storkonflikten i 1985 i stor udstrækning baserede sin politik på fredelig sameksistens med fagforeningerne.
Men også i disse lande har vi set, hvordan den ukrontrollerede markedsliberalistiske model har tvunget de socialistiske og socialdemokratiske partier mere og mere i defensiven. De har være tvunget til at til at tilpasse deres velfærdssamfund til de globale økonomiske realiteter. Alternativet til dette ville nemlig være en radikal kritik af og brud med den globale og nationale kapitalismes udfoldelse.
Dele af Socialdemokratiets positive holdning til ATTAC-bevægelsen og forsøget på at markedsføre parolen ”Mennesket før pengene” viser dog, at der er kræfter i Socialdemokratiet, som flirter med tanken om et opgør med de mest ekstreme kosekvenser af den markedsliberalistiske models dominans.
Der er ikke nogen tvivl om, at dele af Socialdemokratiet vil udnytte ATTACs fokusering på den vildtvoksende liberalisering til med fornyet kraft at få rejst diskussionen om, hvordan der på en eller anden måde kommer styr på kapitalismen. Det er vel i grunden også ATTACs projekt. Under alle omstændigheder afslører det både en ideologisk og interessemæssig forskel på Socialdemokratiet og Venstre. Kombineret med temaet om mennesker før markedet har SD her et valgkampstema, som kan indeholde et væsentligt politisk budskab.
Problemet for SD er, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dette ideologiske opgør og den poltik, der reelt føres. Her fortsætter underordningen under den ukontrolleret markedsliberalistiske model.

Socialdemokratisk strategi fører til nyliberalisme
Vi så det med Maastricht-traktaten i begyndelsen af 90erne. Med konvergenskriterierne blev prisstabiliteten den dominerende målsætning i EU. Denne stod over bekæmpelse af arbejdsløshed og over en aktiv og bevidst statslig indsats for via finanspolitikken at sætte gang i hjulene. Dette var et brud med den hidtidige socialdemokratiske politik.
Alligevel var det præcis sådan en traditionel socialdemokratisk cocktail, som Poul Nyrup igangsatte i starten af 90erne med det formål at knække kurven, fordi den daværende fortsatte vækst i den åbenlyse arbejdsløshed var uspiselig for den Socialdemokratiske regering.
Efterfølgende har SD dog under Poul Nyrups ledelse gennemført den højredrejede økonomiske politik, som er nødvendig for at man skal kunne tilpasse sig den nye markedsøkonomi
Sammen med de andre socialdemokratisk ledede regeringer i Europa har den danske regering med udgangspunkt i en accept af de globale- markeds- og kapitalkræfter satset mere og mere på, at man gennem EU skulle arbejde for fælles løsninger.
EU’s overordnede økonomiske grundlag – som det konkretiseres i ØMU-projektet er baseret på den samme markedsliberalistiske model, som de enkelte regeringer på det nationale plan har tilpasset sig.
Derfor har udliciteringer, tvangsaktivering, forringelser af efterlønnen, øget økonomisk ulighed og større frihedsgrader både været dominerende i den nationale socialdemokratiske strategi og i EU’s strategi.. Selv om det må erkendes at synspunkterne kommer betydeligt tydeligere frem i de dokumenter, der danner baggrunden for implementeringen af EU’s strategi, end den gør i den nationale socialdemokratiske retorik.
I forhold til EU forsøger SD så sammen med EU-venlige SFere at fremhæve EU’s strategi som et alternativ til USA. I EU lægges der vægt på miljø, arbejdsløshedsbekæmpelse, miljø. EU står for den regulerede kapitalisme med det menneskelige ansigt.
Det er selvfølgelig rigtigt, at der er stor forskel på Danmark og de andre EU-lande i forhold til social og økonomisk beskyttelse. Og det kan ikke benægtes at den klassesamarbejdende reformistiske del af arbejderbevægelsen har været med til at skabe en nordisk/europæisk model, der klart afviger fra den mere rå kapitalisme, som kendes fra USA.
Men desværre fører den socialdemokratisk dominerede EU-strategi til, at disse forskelle undermineres. I skøn samdrægtighed anbefaler således EU-Kommisionen, OECD og en række økonomiske eksperter et opgør med den traditionelle velfærdsstat, som består i.

• skattenedsættelser
• besparelser på statsbudgettet
• større privat finansiering af sin egen pension
• mere omfattede udliciteringer af statslige og kommunale aktiviteter
• større forskel mellem dagpenge og de laveste lønninger, så det bedre kan betale sig at arbejde.

Denne politik tilslutter SD sig ved enhver lejlighed – ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Således har både den franske, tyske og italienske regering spillet ud med store skattenedsættelser både i forhold til personskatter og i forhold til erhvervslivet, forslag til pensionsreformer mv.
Særlig bemærkelsesværdigt er udviklingen i Frankrig, hvor Socialistpartiet kom til magten i forlængelse af en række strejker mod konsekvenserne af ØMU-politikken – og da også i starten gennemførte en række reformer, som havde et andet indhold end den socialdemokratiske politik, vi ser nu – bl.a. en nedsættelse af den ugentlige arbejdstid.
Den socialistiske Jospin har flere gange sagt, at han siger ”ja til markedsøkonomien, men nej til et markedssamfund.” I realiteten har også den franske politik støt og roligt kørt ud af markedsøkonomiens spor. Således har den nuværende franske regering privatiseret statslige selskaber til 180 milliarder franc. Dette tal skal ses i forhold til de to forudgående borgerlige regeringers privatiseringer. Balladur-regeringen (fra 1986-88) på 100 milliarder kroner og Juppe-regeringen (1993-97) på 140 milliarder franc.
I Danmark har vi da også set, hvordan udliciteringer, forringelser for de arbejdsløse med videre har taget drastisk til under den socialdemokratiske regering i forhold til situationen under Schlüter-regeringen.
De vesteuropæiske socialdemokratier vil med deres stræben efter at administrere EU-økonomierne få stadigt sværere ved at holde sammen på medlems- og vælgerskaren. At tilfredsstille såvel borgerskabets som lønarbejdernes og de marginaliserede gruppers sociale interesser indenfor statens og systemets rammer synes at blive en stadig vanskeligere og modsætningsfyldt opgave.
Det er denne konstatering den danske venstrefløj skal forholde sig til. I den sammenhæng bliver det afgørende at frigøre sig fra enhver mistanke om, at vi er støtteparti for regeringen og er i nogen form for strategisk alliance med Socialdemokratiet. Socialdemokratiets mål er et fundamentalt andet end vores – og det er deres midler også. Vi må derfor ikke lade os sylte ind i en os mod dem ideologi. Hvis vi bliver det kan vi ikke opsamle den modstand, som gennemførelsen af den socialdemokratiske politik ikke kan undgå at medføre. Det ville betyde, at modstanden mod den vildtvoksende liberalisering vil blive opsamlet af nationalistisk og protektionistisk orienterede grupper som Dansk Folkeparti.

Enhedslisten – alternativet til venstre
Alligevel er det ikke svært at svare på, hvem vi vil peger på som statsminister efter et valg. Både ideologisk og i forhold til de interesser, som partierne repræsenterer, er der klar forskel på Socialdemokratiet og Venstre. Det er ikke revolutionært at benægte denne forskel. Det revolutionære består i, at vi er i stand til både at afsløre konsekvenserne af de borgerliges og Socialdemokratiets strategi – men ikke mindst konkretisere de alternativer vi har og være i stand til at pege på de sociale- og politiske grupper, der på nationalt, europæisk – ja globalt plan skal løfte den opgave.
Enhedslistens politiske prioriteringer og forslag, som de er fremlagt til finanslovsforhandlingerne i 2001 og de politiske prioriteringer frem til valget indeholder en række elementer til et sådant alternativ. Kravet om mere til dem som har mindst har både en økonomisk fordelingsmæssig side, men indeholder også en række elementer, som flytter magt fra de magtfulde til de magtesløse. Opgøret med tvangsaktivering samt et løft af satserne betalt af Nordsøolien har en åbenbart rigtig social profil. Men denne profil må kombineres med en fælles indsats for at gøre op med udstødningen og den massivt forøgede udbytning, som er to sider af en sag i en virkelighed, hvor tempoet og kravene til arbejdskraftens kvalifikationer stiger støt.
På miljøsiden fokuseres der på en økologisk omstilling, som i sig bærer kimen til et opgør med den kapitalistiske måde at organisere produktionen på. Opgøret med udliciteringer til fordel for at satse på en demokratisk organisering af den offentlige sektor har potentialet til at blive et led i kampen for at få et meningsfuldt arbejde, hvor man selv har indflydelse på både den umiddelbare organisering af arbejdet og den mere langsigtede planlægning.
Hermed har Enhedslisten også i praksis brudt med den snævre fokusering på lønarbejderbevidstheden, som alt for længe har været venstrefløjens bud på en rigtig arbejderbevidsthed og har mulighed for at forbinde sig med nye generationers krav om et meningsfyldt arbejde.
Denne linje, hvor vi sætter spørgsmålstegn ved, hvem som skal bestemme over organiseringen af produktionen, har dog endnu sat sig alt for små spor i Enhedslistens profil – og der er næppe mange, som for alvor har opdaget denne offensive linje, som naturligvis må udbygges med en konkret påvisning af konsekvenserne af, at produktionen overordnet set organiseres udfra et profitmotiv. Vi mangler for alvor at fokusere på kampen om, hvad der skal produceres, hvor det skal produceres, hvordan det skal produceres og af hvem det skal produceres.
Global bevægelse med national forankring
Særlig i det globale perspektiv bliver det afgørende at gøre op med de økonomiske og politiske magtforhold, der gør, at alle disse spørgsmål afgøres af den internationale storkapital udfra spørgsmålet om, hvor profitten vil blive størst..
Mest grotesk kommer dette til udtryk inden for medicinalindustrien, hvor sygdomme, der slår 100.000 vis af mennesker ihjel i den tredje verden ikke bliver behandlet, mens den ene avancerede behandlingsform erstatter den anden i den vestlige verden.
Det afgørende spørgsmål er imidlertid, om der kan skabes en alliance for forandring i Danmark, i Europa og globalt. Der er igen opstået en spirende antikapitalistisk bevægelse, som primært manifesterer sig ved de store internationale topmøder. Bevægelsen er dog både politisk diffus og organisatorisk svag. Den konkrete indflydelse er lille – og bevægelserne har svært ved at sætte sig igennem i den nationale klasekamp – og der er mange tendenser til at erstatte et langt og sejt opbygningsarbejde med umiddelbare konfrontationer med politiet.
Arbejderklassen og fagbevægelsen er svækket. Det er ikke lykkedes at opbygge en modmagt til den internationale kapital på gulvplan. I stedet er international faglig politik blevet deltagelse i internationale konferencer og lobbyisme. Det bliver en af de afgørende opgaver i fremtiden at skabe et sådant sammenhold på gulvplan – ligesom fagforeningerne tvinges til at arbejde hen over grænserne.
Dette tvinger også Enhedslisten til at lægge et internationalt perspektiv på sit arbejde. Opbygningen af den nationale styrke er ikke nok, men det betyder også at deltagelsen i demonstrationerne og aktionerne ved de store topmøder må ses i et opbygningsperspektiv og ikke bare som selvstændige aktioner. Og det internationale arbejde skal også bruges til at styrke kampen på det nationale plan.
I den meget uafklarede situation vi befinder os i, kan det mere teoretiske (programmatiske) arbejde i Enhedslisten få ny betydning. Udviklingen af teorien kommer til at ske i tæt tilknytning til de konkrete analyser og den konkrete praksis. Derfor må der bevidst arbejdes for at skabe sammenhæng mellem disse elementer. Hvis det lykkes er det også muligt for os at skabe en ny revolutionær bevægelse som i konkrete alliancer med andre kræfter kan skabe en ny fremtid hinsides kapitalismen.