Sam Ashman :

Nutidens Kommunistiske Manifest?

Anmeldelse af Michael Hardt/Antonio Negri: Empire.
London, Harvard University Presse, 2001.

„Intet mindre end en ny udgave af Det Kommunistiske Manifest“.
„Det mest præcise signalement af globaliseringen, som endnu er skrevet“.

Dette er blot nogle af kommentarerne til en ny bog om globaliseringen og den begyndende modstand.

Bogen hedder Empire og er skrevet af Michael Hardt og Antonio Negri. Interessen for bogen er så stor, at forlaget har ændret paperbackudgaven fra 5000 til 20000 eksemplarer. Hardt, en forsker fra USA, blev fornylig præsenteret i en større artikel i det engelske dagblad Observer og blev intervievet på TV om demonstrationerne i Genova.
Negri er en politisk filosof og aktivist, som afsoner en fængselsstraf i Italien i forbindelse med hans tilknytning til den italienske venstrefløj i 1970erne. Sammen har Negri og Hardt skrevet en kommentar om protesterne i Genova, som blev trykt i New York Times (20.7.01) og International Herald Tribune. Her skrev de:

„Protesterne er blevet en global bevægelse, og et af deres mål er en demokratisering af globaliseringsprocessen. Det skal ikke kaldes en anti-globaliseringsbevægelse. Det er en alternativ bevægelse, som arbejder for at eliminere uligheden mellem fattig og rig og mellem de magtfulde og magtesløse, og for øgede muligheder for selvbestemmelse. Hvis der kan udledes en ting fra de mangfoldige stemmer i Genova, så er det, at en bedre verden er mulig ... den realistiske holdning i dag er at kræve, hvad syntes umuligt - noget helt nyt“.

Både Hardt og Negri ønsker tydeligt en anden og bedre verden og identificerer sig med demonstranterne i Genova. Hvad er derfor det reelle indhold i Empire, og kan bogen leve op til de store ord, den har fået med på vejen. Det er en tyk bog med meget filosofisk og historisk stof og bygger på mange obskure tænkere.
Bogen er ret tung læsning, og er helt klart ikke stedet at starte for at få en beskrivelse af verdenskapitalismen. Tværtom kan der være en fare for at knække halsen! Kernen i Empire er en revision af marxismen. Denne revision omfatter to centrale og fejlagtige begreber.

Den nye globale verdensorden
Først selve kernen i bogen. Hardt og Negri tager udgangspunkt i den udbredte opfattelse, at vi lever i en ny epoke med økonomisk globalisering, som har gjort nationalstaten magtesløs.
Der er mange problemer med den opfattelse. Men Hardt og Negri stopper ikke her. De argumenterer for, at „Empiriets“ nye epoke også har ophævet imperialismen og konflikterne mellem nationalstaterne. Verden styres nu af en anonym struktur af en økonomisk og politisk magt uden noget centrum, og som ikke kan identificeres med nogen nationalstat, selv ikke USA.
Vi er indtrådt i en periode med „kapitalens universelle herredømme uden noget centrum“. „Sammen med den globale markedsplads og produktionens globale kredsløb har der udviklet sig en global verdensorden, et herredømme med en ny logik og struktur. „Empiriet“ er det politiske subjekt, som effektivt regulerer disse globale udvekslinger, den suveræne magt, der styrer verden“.
Forfatterne opridser et meget dramatisk og dystert billede - som taget ud fra en science fiction-roman. De beskriver ganske vist en undertrykkende og destruktiv verden, men bogen er alligevel frustrende læsning på grund af fraværet af en konkret analyse.
Der er ingen analyse af verdensøkonomiens struktur, af de multinationale selskaber og organisationer som WTO, eller af nationalstaterne. Empire ignorerer helt de alvorlige konflikter og rivaliseringen mellem nationalstaterne indbyrdes, som mellem USA og Kina. Der er ingen diskussion af, hvordan George Bushs Stjernekrigs-projekt har „ophævet imperialismen“.
Alle argumenter er meget abstrakte og generelle, og der er ingen diskussion af, hvem der hersker og hvordan.

Masserne
Empire’s anden centrale begreb er „masserne“ eller underklassen, en omfattende og amorf masse, som giver Empiriet massiv modstand. Massen er forskellig fra arbejderklassen, som Negri er fjendtlig overfor. Andetsteds har han kaldt den fagligt organiserede arbejderklasse for „kulakker“ - som var en benævnelse for rige bønder i Rusland, som levede på de fattige bønders bekostning.
Hardt og Negri mener, at „proletariatets sammensætning er blevet ændret“. I dag er den industrielle arbejderklasse „forsvundet fra øjet. Den er ikke ophørt med at eksistere, men har mistet sin afgørende position i den kapitalistiske økonomi“.
Men dette er en feljvurdering. Arbejderklassen er ikke kun en voksende kraft, men også den eneste kraft med magten til at bringe systemet til fald. I dag beskæftiger de amerikanske bilfabrikker fx. 20.000 flere arbejdere end i 1979.
Globaliseringen har skabt en million nye tekstilarbejdere i Bangla Desh - hovedsageligt kvinder - som forsøger at opbygge fagforeninger. Mange af de arbejdere, som kæmper imod nyliberalisme og privatiseringer, ved at de ikke kæmper alene og isoleret.
Men Hardt og Negri argumenterer for, at begivenheder som den palæstinenske Intifada, revolten i Los Angeles i 1992, Zapatisternes oprør i Chiapas, og strejkerne i Frankrig og Sydkorea ikke kan sammenkædes: „Ingen af disse begivenheder gav inspiration til en periode med modstand, fordi de ønsker og behov de udtrykte ikke kunne omsættes til en anden sammenhæng“. Det er en helt forfejlet opfattelse. Zapatisterne har ganske vist ikke fremkaldt lignende oprør, men de har så sandelig givet anledning til international inspiration og solidaritet.
Hvem er fjenden?
Hardt og Negri - med deres definition af Empiriet som „kapitalens universelle herredømme uden et centrum“ - argumenterer for, at der ikke længere findes en klart defineret fjende. Dvs. at kapitalistklassen, arbejdegivere og statsapparratets væbnede mænd ikke længere er fjenden! De opgiver således enhver form for politisk strategi. Istedet fremfører de 3 generelle krav:
- Retten til globalt medborgerskab - befolkningernes ret til fri bevægelse overalt på kloden.
- Retten til en social løn/borgerløn - en garanteret indkomst for alle, også de arbejdsløse.
- Retten til generhvervelse af kontrollen over sprog, kommunikation og produktion.

Der er også uklare opfordringer om „radikal republikanisme“ og „revolutionær politisk militans“, men det konkrete indhold er uklart.
Empire’s sidste afsnit gør endog den hellige Frans af Assisis til en mulig rollemodel for de, som ønsker en anden verden!
Revolutionære arbejder for at udvikle arbejderklassens kampe mod privatiseringer og fyringer og forbinde dem med den verdensomspændende kamp mod nyliberalismen, som deltagelse i de store demonstrationer i forbindelse med institutioner som G8 og IMFs topmøder.
Hardt og Negri ønsker utvilsomt en bedre verden. Men de forstår ikke den verden, vi lever i og har ingen handlingsforslag til, hvordan vi opnår en ny og bedre verdensorden.

(Oversat af Bjarne A. Frandsen fra Socialist Worker, nr. 1760, 4. aug. 2001)