ATTAC Bevægelse mod afmagten

- ATTAC har ikke mange måneder på bagen i Danmark, men tyder på at blive en succes efter dansk målestok. Hvad i alverden skete der, og kan det overhovedet blive til noget?

af Kenneth Haar

Det var i løbet af en kold aften i Nice under EU-topmødet i Nice, at en svensker og en hollænder spurgte om ATTAC ikke snart skulle til Danmark. Det var et nærliggende spørgsmål, for i Nice stod ATTAC for en pæn del af de alternative aktiviteter, og ATTAC stormede frem i Sverige.
Det blev en kort diskussion. Ikke i min vildeste fantasi kunne jeg forestille mig, at der ville være noget nævneværdigt grundlag for et ATTAC-initiativ på hjemmefronten.
Men mindre end to uger efter Nice-topmødet opfordrede Dagbladet Information til dannelse af et dansk ATTAC, og i de følgende måneder gik det stærkt. I februar fandt de første møder sted i København (300 deltagere), i Odense (150 deltagere), i Århus (300 deltagere) og i Ålborg (150 deltagere). Siden kom Informations store debatmøde med ikke færre end 1.200 deltagere, og flere hundrede på venteliste.

ATTAC i Frankrig
Når jeg var dybt skeptisk, skyldtes det at ATTAC-Frankrig ikke opstod ud af det blå. Mindst fire forudsætninger var på plads, som netop ikke fandtes i Danmark.
For det første kan ATTAC i Frankrig ses som et af mange resultater af en stærk opblomstring i alle mulige sociale bevægelser i kølvandet på ”decemberbevægelsen” mod privatiseringer fra slutningen af 1995. Store strejker blev sat ind mod regeringens planer om at privatisere bl.a. jernbanerne. I tiden efter opstod en række nye alliancer mellem bevægelser i Frankrig, som på de kanter var noget kvalitativt nyt. Miljøbevægelser, bondebevægelser, fagforeninger, kulturlivet og intellektuelle begyndte at ”snakke sammen” og arbejde på konkrete kampagner i fællesskab.
For det andet, så førte disse bevægelser lukt over i stærke kampagner om centrale emner i globaliseringskampen. Det var derfor i Frankrig, at det store slag stod om en aftale mellem de rige lande i OECD om investeringer, MAI-aftalen. En aftale, som med ét slag ville have givet de multinationale selskaber et meget større spillerum end tilfældet er i dag. Takket være en stor koalition af bevægelser lykkedes det i sidste ende at presse den franske regering ud af forhandlingerne, hvorefter aftalen brast sammen. En sejr, der ikke var meget mindre end Seattle. Det var i efteråret 1998, og netop på det tidspunkt, hvor ATTAC var ved at tage form.
For det tredje, kan Frankrig opvise en stor og konsolideret venstrefløjsintelligentsia.
For det fjerde, var bredden i bevægelsen mod ”nyliberal globalisering” en realitet da ATTAC var i sin vorden. Blandt grundlæggerne af ATTAC finder vi størrelser som det socialdemokratiske LO (CFDT), det kommunistiske LO (CGT), og endda KFUM i Frankrig.
Der er givetvis flere forskelle mellem Danmark og Frankrig, men alene de fire overbeviste mig om, at ATTAC næppe ville kunne løfte sig i Danmark. Vi har ikke oplevet et opsving i sociale bevægelser i mange år, globaliseringskampen har været forbeholdt nogle meget små grupper, Danmark rummer ikke en stor og stærk venstreintelligentsia, og de store brede organisationer har spillet tæt sammen med regeringen i de afgørende spørgsmål på globaliseringsfronten.

Hvad skete der?
Hvordan kan det så være, at ATTAC alligevel fik det gennembrud?
Det skyldes ikke, at ATTAC har et formidabelt politisk program. ATTAC’s politiske grundlag var ikke særlig kendt i den første lange tid med ATTAC-debat i Danmark. Debatten koncentrerede sig om nogle få elementer i ATTAC’s program, om ATTAC som en stor organisation i en større globaliseringsbevægelse, og endelig om globaliseringen som sådan. Undersøgelser fra den tid viste, at et stort flertal i den danske befolkning mener, at globaliseringen foregår udemokratisk. Tidligere havde en anden undersøgelse vist, at ”globaliseringen” havde stor betydning for, hvordan folk stemte til euro-afstemningen i september, angiveligt på begge sider. En tredje, mere sociologisk undersøgelse har vist, at usikkerheden og nervøsiteten for at miste sit arbejde på mange arbejdspladser, af mange forbindes med globaliseringen. Samlet set tyder dette på, at kapitalens globale offensiv bestemt spiller en rolle i brede dele af befolkningens forståelse af ikke bare deres omverden, men også deres egen situation.
Det hører med til billedet, at ATTAC blev båret frem i medierne i kongestol. Så stærk var sympatien, at en debattør i Information mente at kunne konkludere, at ATTAC nu stod i manges bevidsthed som intet ringere end forsamlingen af ”de gode mennesker”. Ikke et dårligt udgangspunkt, som fik mange til at søge til ATTAC –om end med meget forskellige motiver.
Med sådan en opstart var det da også uundgåeligt, at den første tid har været præget af intern rumlen og søgen. Det var også uundgåeligt, at mange ikke fandt det ATTAC, de søgte og forlod scenen. Men til trods for et turbulent år i ATTAC, så peger alt i retningen af at en ny bevægelse har bidt sig fast. En bevægelse med perspektiv i, men ikke hvilket som helst perspektiv.

Ikke antikapitalisme –ikke mod EU
Først og fremmest, så er ATTAC ikke en egentlig antikapitalistisk bevægelse. Den typiske ATTAC-retorik handler om kampen mod ”den blinde tro på markedet”, om ”sociale, bæredygtige og demokratiske alternativer til den nuværende udvikling” o.s.v. I fokus er kampen mod ”nyliberalismen” og mod ”den nyliberale globalisering”. I den tidlige fase faldt der da også en del bemærkninger om, at ATTAC er en småborgerlig eller socialdemokratisk bevægelse, fordi det ikke er opgøret med kapitalismen som sådan der sættes på dagsordenen.
For det andet er ATTAC ikke mod EU, men er heller ikke for EU. På dette punkt var der ikke så lidt ballade i den spæde start her i landet. Kræfter i Nyt Europa og deres allierede rundt omkring, så tydeligvis ATTAC som en slags bekræftelse på, at et mere eller mindre reformeret EU skulle være hele målet og omdrejningspunktet for ATTAC. Igen var de tavse om, hvad det mere præcist var, at EU skulle gøre og være. Måske fordi kontrasten til virkelighedens EU ville være så frygtelig pinlig.
Dette standpunkt har næppe nogen chance i ATTAC, men det har det modsatte for så vidt heller ikke. Forsøg på at gøre ATTAC til en egentlig EU-modstanderorganisation er dømt til at mislykkes. Af denne grund –og fordi fransk ATTAC’s vicepræsident kom med en klodset anbefaling af euroen tilbage i august 2000- gjorde en del af venstrefløjen hurtigt ATTAC til et hadeobjekt. Så stor mistro er ATTAC blevet mødt med, at et medlem af Rød Ungdom udråbte globaliseringen til at være noget højresocialdemokrater beskæftigede sig med.
Alt dette betyder ikke, at EU skrives helt ud af ATTAC. Når talen går på globalisering, er der ingen veje uden om EU. Samlingspunktet er og må være at ATTAC retter det kritiske skyts mod EU’s konkrete politik, og der er nok at tage af.

Den politiske profil
I skrivende stund er diskussionen om ATTAC-Danmarks politiske grundlag ikke afsluttet. Men et slag på tasken vil være, at den ikke bliver så nervepirrende som det en overgang så ud til. I startfasen lod det til, at Dagbladet Informations forslag til politisk grundlag ville sætte sig igennem. Dette forslag er de berømte fire punkter, som alle medier rapporterede som hele idéen bag ATTAC:
1 For en Tobinskat på alle valutatransaktioner
2 Slet u-landenes gæld
3 Straf skatteparadiserne
4 For pensionskassers etiske investeringer
Jeg skal ikke spekulere i, hvordan i alverden dette endte med at blive ”ATTAC’s politiske grundlag” eller for den sags skyld ”ATTAC’s fire hovedkrav”. De første tre punkter optræder unægtelig i det politiske grundlag for den internationale ATTAC-bevægelse, men ”de fire punkter” taget alene er stærkt misvisende. For det fjerde punkts vedkommende gælder oven i købet, at det overhovedet ikke står i det politiske grundlag. Formuleringen om pensionskassekapitalisme går et syvmileskridt videre end de etiske investeringer. ”At forhindre udbredelsen af pensionsfonde” er direkte formuleret som et krav i grundlaget, som et andet sted vender sig frontalt mod ”pensionskassekapitalismen”.
Oven i, så er der en del ”hovedkrav”, som helt forbigås af firpunktsprogrammet–såsom kravet om ikke at give investorer, d.v.s. multinationale selskaber, flere rettigheder på bekostning af national suverænitet. Sidst men ikke mindst, så gør de fire punkter nærmest ATTAC til, måske ikke en enkeltsagsbevægelse, men så dog en fire-sagsbevægelse. Men det afgørende ved ATTAC er ikke så meget de enkelte punkter programmet kan deles op i. Det afgørende ved ATTAC er, at det er en generel udvikling, ATTAC vender sig mod. Det, som med et fransk ord hedder ”mondialisation liberal”, og som i en hurtig dansk oversættelse kunne kaldes ”nyliberal globalisering”. Et ATTAC, der kører på fire punkter ville være et pseudo-ATTAC uden nogen nødvendig forbindelse til den øvrige ATTAC-bevægelse. Man behøver blot at kigge på en enkelt udgave af ATTAC’s elektroniske nyhedsbrev ”Sand in the Wheels” før man opdager, at perspektivet er meget bredt.

En global eller en lokal bevægelse
ATTAC er i udgangspunktet en global bevægelse, og det kan tilsyneladende let misforstås. På det første ATTAC-møde i København i Vesterbro Kulturhus i februar, faldt det f.eks. en NGO-repræsentant for brystet, at der havde lydt så mange protester mod udliciteringer i mødets løb. ”Er dette ikke en global bevægelse”, lød hans klagesang. Det han mere eller mindre bevidst havde overset, var den forunderlighed ved globaliseringen, at det fjerne og det nære bliver tættere bundet sammen. Og selvom jeg skal være en af de første til at indrømme, at tiraderne på mødet om Vesterbro Posthus’ ulyksaligheder blev lidt anstrengende i længden, så er spørgsmålet om udliciteringer et helt naturligt arbejdsområde for ATTAC. Det er ikke svært at finde modstanden i ATTAC mod at brede sig over så kontroversielt et emne, men i udgangspunktet burde ATTAC være en platform i kampen mod udliciteringer. Da det store internationale møde for sociale bevægelser World Social Forum, med bl.a. ATTAC-Frankrig i spidsen, sluttede i Porto Alegre i januar, lød det da også i sluterklæringen, at privatisering ”…er en mekanisme, der overfører offentlige rigdomme og naturressourcer til den private sektor. Vi modsætter os enhver form for privatisering af naturressourcer og offentlige ydelser. Vi opfordrer til en beskyttelse af adgang til ressourcer og offentlige goder, der er nødvendig for at sikre et værdigt liv for alle”.
Før eller siden må det da også gå op for ATTAC-Danmark, at hvis der skal føres høj profil på de tvangsprivatiseringer, som pålægges u-landene gennem IMF og Verdensbanken, så ville det være ulogisk, hvis vi helt lukker øjnene for de direkte eller indirekte tvangsudliciteringer, der kan komme ud af EU-systemet og GATS-aftalen i WTO i de kommende år. Også når de gennemføres på forhånd af en regering, som ikke ønsker at der klæber for meget skidt til EU-projektet. ”Præ-implementering” med et fint ord.

Mange fordele ved ATTAC
Jeg får næppe mine drømmes ATTAC lige nu og her. For mig at se, må ATTAC ses som en proces. Måske lige så turbulent som de forløbne måneder, som både har budt på et løft i kampagnen mod Novo og Lundbeck, på stribevis af verbale sammenstød med mod-ATTAC, på frustrerende diskussioner om topmødevold, endeløse skænderier om vedtægter, og endelig på fraktioner, som helst så den ganske venstrefløj fordufte. Der har været mange opløftende hændelser undervejs, men det har ikke været den rene hygge.
Der har været kræfter i sving for at gøre ATTAC til en tandløs NGO med ikke meget andet end en lille Tobinskat på programmet. Det projekt har ingen fremtid, og det er ikke den generelle opfattelse i ATTAC, at det er den vej vi skal gå. Selvom det nu og da kan virke meget ukonkret, så er den generelle opfattelse, at det er en ”generel udvikling”, ATTAC vender sig mod.
Det er også meget væsentligt, at en stor del af fascinationen ved ATTAC ligger i, at med ATTAC træder vi ind i en global bevægelse. Dermed –tror jeg- menes ikke bare ATTAC selv, men globaliseringsbevægelsen som sådan. Inspirationen kommer ikke bare fra en stribe intellektuelle pinger i Frankrig, men også fra en række topmøde-demonstrationer, herunder Seattle.
Ikke mindst for venstrefløjen gælder det, at ATTAC er gode nyheder. ATTAC vil kunne gøre en lang række af de problemer, som vi har tumlet med i årevis til genstand for folkelig debat og folkelig mobilisering. Med ATTAC kan venstrefløjen indgå i en slags ”beredskab”, når de oplagte kampe og sager melder sig. Selvom kampen mod Novo og Lundbecks sagsanlæg mod den sydafrikanske regering blev relativt kortvarig, så nåede ATTAC at spille en lille men vigtig rolle. Den rolle –et par demonstrationer og happenings- kunne kredse på venstrefløjen givetvis også have løftet, men kun med den kvarte gennemslagskraft.
Der er også nogle mere overordnede gevinster ved en bevægelse som ATTAC. For det første, er det der grundlæggende er sket med debatten om globaliseringen i de sidste par år, at ”kapitalismen” er noget der er kommet i offentligt fokus. Dermed mener jeg ikke bare medierne, men i den politiske diskussion i det hele taget. I sin korte levetid har ATTAC stået for et utal af offentlige og ikke-offentlige debatmøder. I de sammenhænge anvendes for det meste et andet sprog end man ville gøre på venstrefløjen, men at det er kapitalismens udvikling, der sættes spørgsmålstegn ved er der ingen tvivl om.
Den anden overordnede gevinst handler om den rådende afmagt –eller rettere den vigende afmagt. ATTAC ses af mange som en organisation med nogle forslag til konkrete skridt i den rigtige retning. For mange grupperinger i den yderste del af venstrespektret ses dette kendetegn som beviset på, at ATTAC er en ”reformistisk” og midtsøgende organisation. Igen dukker den gamle diskussion om ”reform og/eller revolution” op. I mine øjne har den diskussion altid haft en tendens til at ende i forvrøvlede fraser. For mig er reformkampen afgørende på flere ledder og kanter, når blot det sikres at reformerne ikke blokerer for de videre skridt, at de peger videre, og at man ikke afholder sig fra at rejse systemoverskridende reformkrav. Og at reformperspektivet er vigtigt, kan man tydeligt se i ATTAC’s udvikling herhjemme og andre steder.

Den mægtige og den svage Tobinskat
For selvom ATTAC i hele sit væsen og sin væren er en bevægelse med et bredt formål, så har en del af gennemslagskraften været båret af et ganske ydmygt lille reformforslag; Tobinskatten.
Tobinskatten er en lille afgift på alle valutatransaktioner på f.eks. 0,1%. ”Opfinderen” er en amerikansk konservativ økonom, James Tobin, der bl.a. har arbejdet som rådgiver for Kennedy-administrationen i begyndelsen af 60’erne. En mainstream-økonom uden radikalt vingefang. Hans mål er at fremme stabiliteten i den globale økonomi. Skatten sigter på at bringe antallet af spekulative transaktioner ned, og behovet er åbenlyst. I dag er kun to procent af de finansielle overførsler bundet til handel eller til direkte investeringer. 98% af overførslerne er groft sagt betydningsløse og spekulative overførsler. Risikoen ved disse overførsler er dog ikke betydningsløse: De er kraftigt medvirkende til at fremkalde økonomiske nedsmeltninger á la krisen i Sydøstasien i 1997-98. Med skatten er det muligt at ”kølne” det finansielle kasino-cirkus, og oven i købet skaffe en stor bunke penge. En sum som ATTAC foreslår at bruge til at afskaffe den værste fattigdom i u-landene.
Tobinskatten kan kritiseres for mangt og meget, og forestillingen i nogle kredse om, at Tobinskatten er en slags mirakelkur, som både afskaffer kriserne og som bringer det finansielle cirkus under demokratisk kontrol, er forfejlet. Det gælder også for krisen i Sydøstasien, og de spekulative angreb på en række andre valutaer, f.eks. det britiske pund i 1992, at Tobinskatten netop ikke ville kunne forhindre dem.
Styrken ved Tobinskatten ligger måske i virkeligheden et andet sted i denne fase.

Ud af afmagten
Der er ikke meget, der kan fremkalde afmagt som billeder af alverdens børser. Befolket af hysteriske dealere og elektroniske apparater som spytter store tal ud i endeløse strømme. Mængden af midler, som snurrer rundt i det finansielle system, har for længst gjort den samlede værdi af verdenshandlen til et ganske beskedent og overskueligt tal. I mange mange år har skiftende regeringer i hele verden belært os om, at der ikke er noget alternativ. Og ikke nok med det; vi er pisket til at fortsætte i samme spor og liberalisere og liberalisere kapitalbevægelserne. Med de finansielle kriser i Mexico, Sydøstasien, Rusland, Brasilien og andre steder, er den officielle monetaristiske doktrin rystet i sin grundvold, og forslag om etablering af demokratisk kontrol med det finansielle system vinder frem.
Tobinskatten har været det forslag, som har været fremført med størst styrke. Den er blevet en slags indikator på om vores egne politiske magthavere overhovedet er til sinds at foretage sig noget som helst. Og i det omfang, de har nægtet overhovedet at forholde sig reelt til Tobinskatten, har de tabt på det i manges øjne. For Tobinskatten er et effektivt våben takket være dens enkelhed. Den er et forslag, som kan bringes på banen og som kan forstås og forsvares af mange mennesker til trods for, at den berører et kompliceret område som det finansielle system. Det har f.eks. været en ubetinget fornøjelse i flere sammenhænge at riste de unge nyliberale i ”mod-ATTAC” for deres modstand mod en hver restriktion på kapitalbevægelserne. En herlig og alt for sjælden fornemmelse af at være i offensiven. Som det blev udtrykt af Jørgen Steen Nielsen i en leder i Information: ”Det er dem i Mod-ATTAC, der er sure og imod”.

Parti og bevægelse
Alt i alt er der masser af potentiale i ATTAC set med venstrefløjsbriller. Men det afhænger af ikke mindst af, hvad venstrefløjen stiller op med/i ATTAC. Befolkningen på venstre fløj i Danmark kan snildt få en anledning til at blive sure over det ene eller det andet i ATTAC. Som da Rune Engelbreth Larsen i Informations spalter udråbte ATTAC til at være ”overflødig” fordi kritikken af rudeknuserne og stenkasterne i Gøteborg lød så utvetydigt fra mange ATTAC-folk, inklusiv undertegnede.
På samme måde kan det siges om ATTAC, at den politiske dagsorden er begrænset og ikke lever op til den socialistiske venstrefløjs kritik af den kapitalistiske globalisering. Den slags udsagn vidner om, at gode gamle grundsætninger om parti og bevægelse er gået i glemmebogen. Nok af den simple grund, at der har været så lidt bevægelse i mange år. Et blik på IS’ernes optræden kan bruges som inspiration. Den selvhævdende og tromlende facon, de bruser frem med er en perfekt afspejling af en avantgardistisk tankegang, som nok skal gøre livet surt i et par ATTAC-afdelinger i den kommende tid. Og sikke en ynk at se dem rejse sig på møderne og give hinanden så inderligt ret. SF’s noget omklamrende kærlighed til ATTAC har også været en kilde til irritation nu og da. Med en simpel parole om, at bevægelserne har en selvstændig berettigelse, og et eget liv, som er noget helt andet end et venstrefløjsparti, er vi allerede langt.

Hvor fører det hen?
Præcis hvor ATTAC er på vej hen er svært at sige. Et stykke tid endnu er det nok klogt at betragte ATTAC som en proces. Der er gode grunde til optimisme set med mine briller. Der har i de forgangne år været taget en del initiativer på venstrefløjen i globaliseringskampen, men noget der rigtig løftede sig er det ikke blevet til. Nu løfter ATTAC sig, og alene det at være med giver selvfølgelig nogle muligheder for at påvirke retningen.