Erfaringerne fra Prag

fter Prag er bevægelsen mod globalisering tydeligvis overgået til en ny fase. Det er ikke så enkelt at meningsforskellene indenfor den er begyndt at dukke op. De internationale finansinstitutioner ligger heller ikke på den lade side. For dem var Prag et alvorligt nederlag, og på mange måder alvorligere end „oprøret i Seattle“. Og på grund af det vil „den herskende klasses eksekutivkomité“ uundgåelig drage sin konklusioner af det skete og justere sin kurs efter det.
Hvad betød Prag for venstrefløjen? Den vigtigste udvikling er at bevægelsen mod den kapitalistiske globalisering blev ægte international, det vil sige global. Seattle-demonstrationerne i december 1999 var frem for alt en protest fremført af en ny amerikansk ungdomsgeneration, som i bemærkelsesværdig stor udstrækning genoptog 60‘ernes radikale bevægelse, omend under andre historiske omstændigheder. Nu har denne bevægelse takket været Prag også fået fodfæste i Europa. For første gang siden de internationale brigaders deltagelse i den spanske borgerkrig, er mennesker fra forskellige lande gået sammen for fysisk at bekæmpe en fælles fjende. Solidaritet blev forvandlet fra en parole til prakis. I Prag marcherede tyrkere og kurdere, tyskere og polakkere, spaniere og baskere side om side.
Antiglobaliseringsbevægelsen er både internationalistisk og og antinationalistisk, mens globaliseringens forsvarere har brug for nationalstaten til at standse bevægelsen. De har ikke kun brugt det tjekkiske politi mod demonstrationerne, men også brugt ulovlige midler for at stoppe demonstranter ved den tjekkiske grænse, udvist dem af landet osv. Efter IMF og Verdensbanken flygtede fra scenen lod politiet sine frustrationer gå ud over de tjekkiske demonstranter, som blev udsat for omfattende overgreb. Det beviste med al tydelighed at globaliseringen ikke medfører „statens impotens“, men i stedet anvender statsmagten til undertrykkelse snarere end sociale funktioner.
Efter bevægelsen har spredt sig til Europa forandres den på mange måder. Hvis man kan tale om en underliggende anti-kapitalistisk ånd eller holdning i Seattle, kan man i Prags tilfælde tale om et langt mere konkret formulerede antikapitalistisk budskab. Forskellen mellem de politiske kulturer ses tydelig: i Europa er den socialistiske tradition langt stærkere end i USA. I Prag spillede forskellige venstreorganisationer fra hele kontinentet en bemærkelsesværdig stor rolle.
Det åbner for nye perspektiver, men også for nye problemer. Det er i princippet et skridt fremad, at demonstranterne er ideologisk klare og er villige til at tale ligeud om sine hensigter. Men samtidig indså mange at de røde faner og den revolutionære retorik ikke kun skræmte de almindelige borgere i Prag, men også mange af de moderate demonstranter. Venstreorganisationerne viste, mod forventning, ikke bare at de kunne gå sammen og samarbejde på europæisk niveau. De viste også at massevis af unge igen sluttede op om deres organisationer.
Men den stærke dominans af radikale og stærkt ideologiske grupper kan også bremse bevægelsens vækst. Det er min holdning, at løsningen på dette problem, ikke er at antage mere moderate holdninger. Det ville være det samme som at erkende sin egen magtesløshed. Løsningen må være at disse deltagere forklarer sine holdninger mere indgående. Tiden er inde for venstrefløjen til ikke kun at kritisere globaliseringen men at formulere sine egne positive krav. Der er brug for mindre socialistisk retorik og mere for egentlige socialistiske programmer.
Behovet for et positivt program er også voksende fordi de internationale fiananceringsinstituioner uden tvivl også vil lancere sine reformistiske initiativer i kølvandet på Prag. Indtil nu har kritikere af finansoligarkiet afvist IMFs og Verdensbankens reformløfter som tom snak. Men nu forandres situationen, og hvis vi ikke indser det, vil vi miste intiativet.
Tiden er moden til en reform af de finansielle institutioner, ikke kun set udfra et venstreperspektiv, men også udfra den globale herskende klasses perspektiv. De massive protester tvinger denne klasse til at tage oppositionen alvorlig. Eliterne forstår at problemet ikke kan løses ved udelukkende at bruge repression, og der er behov for virkelige indrømmelser til de „moderate“ kræfter, indrømmelser som kan splitte bevægelsen. Desuden er det globale finanssystem i sig selv i en så tilpas bedrøvelig tilstand at der blandt dem der presser på for reformer ikke kun er venstrefløjsfolk, men også folk som George Soros, som repræsenterer det kapitalistiske oligarki.
Der vil blive gjort alvorlige forsøg på at reformere systemet, men om det også lykkes er et andet spørgsmål. Der vil i alle tilfælde ikke blive tale om de reformer som vi gerne vil have. Det er muligt at en reform af de internationale finansielle institutioner principielt er umuligt, og anstrengelserne for en reform af dem vil føre til deres endelige sammenbrud - på samme måde som perestrojkaen førte til Sovjets sammenbrud. Det kan kun fremtiden svare på; for øjeblikket forsøger finansoligarkiet at gøre systemet funktionsdueligt igen og er ved at overtage initiativet over reformprocessen.

denne situation er det livsvigtigt for bevægelsen at formulere sit eget positive program. Men bevægelsen er ekstrem heterogen, hvilket betyder at ethvert forsøg på at formulere et fælles program kan medføre at protesternes masseforankring indsnævres, og til og med at vore rækker splittes. Ligesom før i tiden skal bevægelsen vokse i bredden, men den skal også vokse i „dybet“. Et fælles program kan erstattes af en række forslag og krav, en slags idékatalog som alle aktivister ikke behøver at tilslutte sig til i sin helhed, men som viser hvor bevægelsen er på vej hen.
Allerede nu kan der formuleres nogle ideer: U-landenes og de tidligere „kommunistiske“ landes gæld bør afskrives og helt nye regler udarbejdes for internationale lån. Først og fremmest bør man forbyde at de internationale institutioner stiller „krav“ for optagelse af lån, som bryder med de berørte landes suverænitet og borgernes ret til at vælge sit eget økonomiske system og sin egen økonomiske politik. IMF og Verdensbanken bør erstattes af et system af regionale banker, som organiseres efter demokratiske principper og som kan gøres ansvarlig overfor hvert medlemsland på lige vilkår. Da de internationale finansinstitutioner ikke er private, men offentlige organer er det af grundlæggende betydning at adskille almenvældets interesser fra den private profit. Med andre ord skal ikke en øre, penny eller kopek af de offentlige midler gå til den private sektor.
Den sidstnævnte tese er det nødvendigt at udvikle. Indtil nu har den transnationale kapital tvunget os til at leve efter markedets regler, mens det selv har unddraget sig markedets egne negative konsekvenser. Vi må vende den situation om. Hvis kapitalismen vil have marked, skal de også følge reglerne. Offentlige midler, uanset om der er tale om nationale eller internationale, bør ikke investeres i noget andet end offentlige, fælles projekter. Vi skal opbygge netværk på basis af regionale og transnationale bistandsorganisationer, som kan iværksætte projekter i stor skala som er i majoritetens interesse, under demokratisk kontrol og med fuldstændig offentlig indsigt.

I 1990‘erne påstod fortalerne for pri-
vatiseringer at banker, transportfirma-
erne, teleselskaberne mv. ville være for små for det globaliserede marked. Disse virksomheder er i virkeligheden ikke blevet større efter de blev privatiseret, men i princippet er påstanden rigtigt. Hvis den offentlige sektor skal fungerer under de nye vilkår må den omkonstrueres internationalt. Dette må være vort første krav ovenpå kravet om nationalisering af virksomhederne, hvilket er et gammelt venstrefløjskrav, som ikke på nogen måde har tabt sin relevans.
Bevægelsens programmatiske diskussion kan afføde mange nye ideer og indfaldsvinkler, jo flere desto bedre. I hvet fald må vi forankre en klar idé om, hvilken vej vi vil gå og hvad vi vil med samfundet i almindelighed og med vor bevægelse i særdeleshed. Jo tydeliger vore positive krav er, desto tydeligere ses forskellen mellem dem og de aktuelle reformkrav - og desto sværere bliver det for det globale finansbyrokrati at samarbejde med de „moderate“ kræfter indenfor vor bevægelse. For tiden er tilnærmelsen til de „moderate kræfter“ blevet til et hovedindslag i IMF’s og Verdensbankens politik. De har udarbejdet en ny taktik i forhold til sine modstandere. Med dette i baghovedet er tendensen i de artikler som blev publiceret efter Prag i den borgerlige presse yderst afslørende: Dele af modstandernes kritik blev erkendt som konstruktive, og det blev bemærket at IMF’s og Verdensbankslederne selv er fortaler for reformer. Samtidig blev der lanceret et massivt angreb mod „ekstremisterne“ hvis aktioner bliver sat sammen med „vold“. Protesterne i gaderne betegnes som „hooliganisme“.
„Seriøse“ kritikere af de finansielle institutioner tilbydes i praksis et valg. De kan enten inddirekte støtte „reformer oppefra“ eller støtte sig til „hooliganismen“ og på den måde miskreditere sig selv. Denne taktik har potentiale til at splitte bevægelsen. Indtil nu har alle forsøg på at så splittelse blandt dem der bekæmper selskabernes globalisering stort set været forgæves. Verdensbanken og de transnationale selskaber har investeret kæmpeformuer og forsøgt at knytte NGO’erne til sig for at forvandle dem til opposition på skrømt, med det formål at tage trykket fra kedlen og give indtryk af at der føres en seriøs diskussion. Denne taktik var særdeles vellykket i begyndelsen af 1990‘erne, men i de senere år er denne taktik ophørt med at fungere. Seattle viste endog, at selv moderate NGO’ere besluttede sig for at tilslutte sig protestbevægelsen, fordi dette styrkede deres forhandlingsposition. Hvis de havde modsat sig den nye protestbevægelses samlede stemme ville de have miskrediteret sig selv og være blevet isoleret.
Men situationen er ved at ændre sig. Den formelle årsag som dele af bevægelsen har for at omorientere sig er ikke deres ønske om at gøre op med IMF, men deres afstandtagende fra vold. Det er en helt ny situation, at de mennesker som tager afstand fra protestbevægelsen og bryder med „ekstremisterne“ ikke længere har noget andet alternativ end at forsøge at nå frem til en aftale med finansinstitutionerne.
I og med at „volden“ er det mest fremtrædende argument som bevægelsens modstandere kommer med, må vi være klar over hvordan vi stiller os til dette spørgsmål. Dagen efter begivenhederne i Prag d. 26. september 2000 trådte forskellige repræsentanter for de organisationer som var med til at arrangere Prag-demonstrationerne frem for medierne og betegnede dette skete som et „nederlag“. Det var især den amerikanske, liberale akademiske intelligensia som gjorde det. De hævdede at demonstranternes voldsomme aktioner havde miskrediteret det de demonstrede for.

et er ikke noget tilfælde at flertallet i den etablerede presse kommenterede begivenhederne i samme ånd. Set i bagspejlet synes det at disse påstande, såvel de interne kritikeres som journalisternes, er udtryk for ekstrem hykleri. For det første var protesternes mål aldrig kun at udtrykke utilfredshed med IMF. Arrangørerne af demonstrationerne skjulte ikke at de ville blokere Prags kongrescentrum for at forstyrre IMF’s og Verdensbankens planlagte topmøde. Denne taktik bygger på mange års erfaringer som viser at de finansielle eliter ganske enkelt ikke reagerer på traditionelle protestformer såsom demonstrationer, menneskekæder og pressekonferencer. Og at forstyrre møder og etablere blokader indebærer naturligvis altid et vist element af vold. Spørgsmålet er naturligvis hvor megen vold der anvendes. Den vold der opstod i Prag i september 2000 var på ingen måde udover det sædvanlige, ikke engang med europæisk målestok. Desuden gik politiets taktik ud på at umuliggøre succesfulde ikke-voldsaktioner. Man kan ikke marchere gennem politiafspærringer uden at komme ud for konfrontationer med politiet. Man kan selvfølgelig beklage den første sten, der blev kastet mod politiet fra folkemængden. Herbert Marcuse har ganske rigtigt sagt at revolutionen skal omgås vold med forsigtighed: demonstranter bør ikke provokere politiet. Men på den anden side var demonstrationsmængden denne gang gennemsyrtet af politiprovokatører. Sammenstød var med andre ord absolut uundgåelig. Begge sider havde forberedt sig på det og skjulte det heller ikke. Under sådanne betingelser skulle foretalerne for ikke-vold overhovedet ikke været taget til Prag - eller før demonstrationerne udtrykt afstandstagen til volden. Først efter begivenhederne, da højrepressen startede sin agressive kampagne mod bevægelsen og efter at hundrede af aktivister, hvoraf mange end ikke deltog i gadekampene, kastedes i fængsel, kom kritikken mod volden. I en sådan situation er „de moderate kræfters“ klage over demonstranternes „vold“ objektivt set udtryk for solidaritet med politiets vold og repression.
Erindringen om „gandhisme“ og „de indiske erfaringer om ikke-vold“ holder iøvrigt ikke for en historisk kritik. Gandhi vendte sig først og fremmest mod væbnet vold, og et væbnet oprør er ikke det samme som gadekampe mod politiet. For det andet blev „gandhismen“ ledsaget af „udskejelser“ som at nedbrænde politistationer med politimænd. Gandhi fordømte udtrykkelig sådanne aktioner og forsøgte at begrænse volden, men han hævdede aldrig at sådanne ting principielt kunne undgåes. Tværtimmod var de radikales „udskejelser“ et vigtigt indslag i Gandhis strategi, fordi de øgede Gandhi og andre „moderates“ forhandlingsposition i forhandlingerne med de britiske koloniale myndigheder. I princippet kan man tænke sig en sådan „arbejdsdeling“ også indenfor de moderne anti-oligariske bevægelser. Det moralske princip som forener „radikale“ og „moderate“ må imidlertid være solidariteten og den fælles modstand mod de repressive magtstrukturer. Men i Prag var det således at en gruppe „moderate“ NGO-repræsentanter i praksis var solidarisk med politiet og højrepressen ved at angribe de demonstranter som brugte „vold“.
Når bevægelsen bliver bredere vil også repræsentanter fra 3. verdens lande blive tiltrukket af den. Krav til de internationale finansinstitutioner vil da blive kombineret med protester mod myndighedernes antidemokratiske rutiner og mod korruption og spekulation indenfor nationalstatens rammer. Det indebærer at graden af vold der er tilknyttet masseaktioner på globalt niveau ikke vil blive mindre men tværtimod øget. Det er denne objektive virkelighed som man ikke kan affærdige eller undgå ved at citere Mahatma Gandhi. Hvis vi virkelig vil formindske volden må vi lære at håndtere den.
Jo, det forholdt sig faktisk sålededes at arrangørerne af Prag-demonstrationerne brugte taktisk vold på en særdeles fornuftig måde.Hvis det ikke havde været tilfældet, hvis de voldsomme sammenstøds uundgåelighed ikke var taget med i beregningen allerede da demonstrationerne blev planlagt, ville det alligevel været kommet til sammenstød, men de ville så have været langt værre. Uanset hvad kan demonstranternes angreb mod politiet i kampuniform og skaderne på en McDonald restaurant, hvis ejere i forvejen vidste at angrebet ville komme, ikke sammenlignes med kapitalismens hverdagsundertrykkelse. Selvom sådanne aktioner ikke er det mest gennemtænkte svar på kapitalismens praksis, så er de ikke desto mindre blot en reaktion på denne.

et kan her være på sin plads at fundere over pressens holdning mod volden i Prag og holdningen til den vold som ledsagede omstyrtelsen af Slobodan Milosevics regime i Beograd. Begivenhederne foregik næsten samtidig. I begge tilfælde var det en radikaliseret ungdom som greb til vold og gik i konfrontation med politiet. Prag-demonstranterne skildredes som hooligans som ikke vidste havd de ville, mens begivenhederne i Beograd blev beskrevet som et folkeligt oprør. Det er tydeligt at medierne i forhold til Beograd fordømte diktatoren Milosevic, mens man i Prag hyldede demokraten Vaclav Havel til skyerne. Men samtidig opførte politiet i Prag sig på præcis samme måde som politiet i Beograd. Og fra et jurdidisk perspektiv var de tjekkiske myndigheders holdning mildest taget tvivlsom, hvis man tænker på udvisningen af udenlandske statsborgere som havde ret til at rejse ind i landet uden visum, forbuddet mod fredelige demonstrationer mv. Ligesiden den amerikanske revolution har lovbrud som myndighederne begår legitimeret den civile vold. Det skal forøvrigt bemærkes at antallet af skader var langt større i Beograd end i Prag. Der blev to mennesker i menneskemængden dræbt og der forekom plyndringer. Noget sådant skete ikke i Prag. Kort sagt så reagerer medierne ikke på volden i sig selv men udfra sine egne forudfattede meninger. Det var dem der styrede indfaldsvinklen på voldsrapporterne og kommentarerne derefter.
Det er mildt sagt bemærkelsesværdigt at nogle globaliseringsmodstandere angriber den borgerlige orden - og samtidig vil elskes af den borgerlige presse. Det ville i det mindste være naturligt at antage at den største del af den borgerlige presse ville være fjendtlig indstillet overfor demonstranterne, uanset hvad de gør. Fra den første dag viste de journalister som kom til Prag at det eneste de var interesseret i var den fysiske konfrontation mellem demonstranter og politi. Mange aviser skrev bagefter at gadekampene „afledte opmærksomheden“ fra de tunge diskussioner om globaliseringens konsekvenser. Jeg vil påstå det forholdt sig helt anerledes. Diskussionerne foregik i en hel uge uden at det vækkede den mindste interesse hverken hos den tjekkiske eller den internationale presse. Sydafrikas finansminister Trevor Manuel sagde til presen at han ikke vidste hvad demonstranternes krav egentlig var. Kort tid forinden havde Walden Bello og andre af bevægelsens ideologer brugt en hel time på Prags slot for at forklare disse krav. Til forskel fra Manuel var IMF’s direktør James Wolfensohn i det mindste hæderlig nok til at erkende, at han forstod hvad diskussionerne handlede om.

ra den 22. til den 24. september arrangerede Initiativet mod den økonomiske globalisering (INPEG), som tilvandt sig offentlighedens opmærksomhed ved også at stå bag demonstrationen de 26. september, en modkongres hvor ledende IMF-kritikere deltog. Under hele kongressen så jeg kun et TV-kamera dér - og det tilhørte et tjekkisk rockmusik-program. Den mere moderate organisation Bankwatch arrangerer også et stort antal møder, som pressen fuldstændig ignorerede. Mediedækningen af den helt voldfrie periode i Prag mellem den 22. og den 25. september bestod næsten udelukkende i spekulationer om de forventede voldsomme sammenstød. For at forsøge at tiltrække pressens opmærksomhed organiserede INPEG-aktivister gadekarneval, lavede vægmalerier og viste gadeteater. Det kunne have fungeret som baggrund for gode reportager, men forventningerne om voldsomheder overskyggede alting. Det er sigende at mange fængende billeder fra disse første dage først blev udsendt efter den 26. september. Og da gerne med billedtekster som „det som begyndte som en festival sluttede med gadekampe“. Det samme kan man sige om en række udtalelser fra INPEG-aktivister og gæster. De blev først citeret efter begivenhederne, efter at pressen havde fået det man så utålmodigt havde ventet på. Fra demonstrationens allerførste minut spurgte journalisterne kun om en ting: „Hvor vil gadekampene starte?“ Når alle og enhver forventer at volden skal bryde ud, plejer den også at bryde ud før eller senere.
Naturligvis anklager de radikale pressen for at være ideologisk partiske, men det er i virkeligheden kun en del af problemet og end ikke det vigtigste. Det er et langt større problem at medierne, og især TV, har mistet evnen til at tænke dybt. Ideerne er triste mens volden er spetakulært. TV kræver handling ikke diskussioner. Medier har brug for billeder, ikke ord. Ideer er komplekse, handling er enkel. Således er genrens regler. En ødelagt McDonald restaurant er et budskab der kan nå menneskers TV skærme. Samtidig som de argumenter der viser hvem der er ansvarlige for Ruslands ødelæggelse eller fattigdommen i den 3. verden får lov at stå i en parantes.
Alt reduceres til form, billede og det spetakulære. Det medfører at stereotyperne får lov til at styre, banaliteterne til at triumfere og meningen til at udhules. TV-journalisternes „clip consciousness“ kræver hverken evnen til analyse eller forsøg på at forstå begivenhedernes årsag og virkning. Det er først bagefter det er tydeligt at det ikke er nok bare at vise et billede. Det er med andre ord den spektakulære vold i Seattle og senere Prag som tvang en del af pressen til at beskæftige sig med kritikken af globaliseringen.
Man kan sige at volden er de fattiges reklame. Har du penge og magt kan du på den ene eller anden måde være sikker på mediernes opmærksomhed, selv når du taler om banaliteter som din tøjmode eller hvilken slags kaffe du foretrækker om morgenen. For dem der mangler såvel penge som magt er protester den eneste måde at tiltrække sig opmærksomhed på. De tyske og polske unge der ødelagde McDonald-restauraten ved Vaclavtorvet i Prag havde ganske enkelt ingen anden måde at udtrykke sig på.

Det betyder ikke at rudeknusning
er godt. Uanset hvad vi mener om
fastfood, så har civilisationen fundet på andre mere intelligente og meningsfulde protestformer. Problemet er imdlertid at pressen ikke påtager sig noget ansvar for udviklingen af den demokratiske dialog. Samtidig med at medierne fordømmer volden mellem demonstranter og politi i Prag, afviser jounalisternes at tage ansvar for det skete. Istedet hævder de at den sædvanlig måde at bruge information på ikke på nogen måde påvirker det skete. Desværre er dette ikke sandt: Behov skaber nemlig efterspørgsel.
Selvfølgelig troppede pressen op da Wolfensohn og repræsentanter for IMF-modstandere mødtes i Prag. Præcis som de var til stede da den tjekkiske præsident Havel arrangerede møde på Prag slot mellem lederne for de internationale finansinstitutioner og globaliseringskritikerne. Årsagen til dette var imidlertid at de personer der deltog i møderne var velkendte og indflydelsesrige, selv de der stod på demonstranternes side. Almindelige demonstranter tillades ikke på sådanne møder og diskussionerne minder mest om en teaterforestilling overfor de tilstedeværende TV-kameraer.
Demokrati er ikke kun den principielle mulighed for at udtrykke forskellige synspunkter, en mulighed som i et vist omfang manifesteredes i kraft af diskussionen på slottet, men også muligheden for hver enkelt person at kunne udtrykke sine holdninger. Problemet er ikke kun politisk. Problemets kerne er mediernes, især TVs, manglende interesse i ethvert forsøg på „kedelig“ teoretisering. Problemet er at banaliteterne styrer og at medierne nægter at lytte til de holdninger som folk udenfor en snæver kreds af professionelle meningsdannere har. Det er forresten yderst uinteressant i denne sammenhæng om disse meningsdannere står for det etablerede eller „alternative“ holdninger.
Mediernes tvangsmæssige behov for kun at vise det mest „udtryksfulde“ og „dramatiske“ medfører at graden af vold og konflikt overdrives i TV’s version af virkeligheden. Når det f.eks. påstås at „ikke et eneste butiksvindue gik ram forbi, så “ var det i virkeligheden blot nogle få amerikanske fastfoodfilialer som blev ramt. Denne rutine er alt andet end harmløs, fordi medierne dermed giver folk et stereotypt opførselsmønster. Måske tror nogen at det er måden hvorpå man kan få folk til at tage afstand fra voldsome aktioner, men sandsynligvis er effekten den stik modsatte. Imellem deltagerne i sådanne demonstrationer skabes en følelse af at „volden er det eneste medierne forstår“. Samtidig skaber TV-seerne deres egne stereotyper som på ingen måde altid er forudsigelig eller uskyldig. Derfor kan nogle unge, som kan identificere sig med protesterne, udvikle en positiv forståelse for politisk vold.
Om aftenen den 26. september beskrev en østeuropæisk anarkist sammenstødene med politiet „som en rituel europæisk vold for sjov“. Han tilføjede at meget ville have været værre i andre dele af verden. Betydningen af dette udsagn er helt tydelig: meget blev gjort kun for at ses, især overfor TV-kameraerne og pressefotograferne. Det er et alvorligt problem for bevægelsen: at satse på vold, selv karnevalsvarianten, som den primære propagandametode er lige så absurd og farlig som at opfatte begrebet „ikkevold“ dogmatisk. Selvfølgelig vil bevægelsen mislykkes hvis man satser på vold - i hvert fald så længe at kampen ikke handler om at realisere vores positive principper. Vi bør dog ikke komme med offentlige udtalelser om „ikke vold“, men i stedet formulere en klar strategi for bevægelsen, en strategi som giver os en rimelig chance for at begrænse de voldsomme yderligheder til et minimum. Jo mere organiserede og gennemtænkte vore aktioner er desto større er vor chance for at få held med det. Prag var altså virkelig et vendepunkt: Følelserne har gjort sit, og nu er det fornuftens tur.

Oversat fra Links nr. 17, april 2001
p. 47-56,
af Michael Schølardt