Michael Schølardt

Der er al mulig grund til at frygte en åben krig mellem den palæstinensiske administration og Israel, en krig der kan åbne for en ny krig i regionen mellem de arabiske lande og Israel.
En afgørende forskel fra tidligere konflikter er at denne konflikt er startet nedefra af de palæstinensiske masser. Og af samme grund har ikke bare USA og Israel mistet kontrollen over begivenhederne, men også de arabiske regimer i regionen og Arafat. Hvor de arabiske regimer står handlingslammet bølger store demonstrationer igennem den arabiske verden.
Det blev hurtigt tydeligt at Oslo-aftalens formål var at indsætte et Arafat-regime som kunne kontrollere masserne, hvilket indebar at mange palæstinensere så sig selv stå overfor to undertrykkere, den israelske hær og Arafats regime med dets 14 sikkerhedsorganer. På det økonomiske plan kom der luftige løfter om økonomisk hjælp og udvikling af de palæstinensiske områder, men dels kom hjælpen ikke i det forventede omfang, og dels var selve atomiseringen af de palæstinensiske områder en forhindring for en bare nogenlunde sammenhængende økonomi. De palæstinensiske områder udviklede sig istedet hurtigt til rene Bantustans, med de træk vi kender fra Sydafrikas apartheid-regime: isolerede tætbefolket områder uden egen økonomi og derfor helt afhængig af sine gæstearbejdere.
Palæstinenserne accepterer kun Arafats lederskab så langt, at han direkte eller inddirekte støtter oprøret. Dér forsøger Arafat at balancere, men med stadig større vanskeligheder da hverken israelerne eller USA giver Arafat end ikke et figenblad at dække sig under, og på den anden side en mere og mere radikaliseret modstand.
Dertil kommer at den palæstinensiske administration er et gennemkorrupt regime med 40.000 ansatte i de 14 sikkerhedsorganer. Alle dele af det politiske liv kontrolleres af Arafat. Fagligt aktive, politiske oppositionelle, jounalister mfl. aresteres jævnligt og tortureres af sikkerhedstjenesterne. Uafhængige kilder har påvist at 1/3 af den palæstinensiske administrations midler er gået i private lommer.

Ungdom uden illusioner
Årsagen til den palæstinensiske befolkning fortvivlede oprør, ligger ikke kun Israels etniske undertrykkelse af dem, men også i voldsomt forringede levevilkår. Et forhold som især ungdommen reagerer imod som følge af en generel udsigtsløshed når det gælder arbejde og uddannelse. Rygraden i det nye oprør udgøres derfor igen af de unge, men denne gang er det en ungdom uden illusioner. Den nye generation har levet under en fredsaftale, og kan se den intet har ændret, men snarere har forværret situationen. Disse unge vil ikke acceptere endnu end skinaftale som Oslo-aftalen, men er rede til at gå i døden for en virkelig national og social befrielse. Der skal derfor meget til førend de vil tro på en ny fredsaftale, uanset om initiativet kommer fra Arafat eller Israel.
Et nyt aspekt er endvidere opbakningen til oprøreret som kommer fra palæstinenserne der bor i selve Israel. Denne gruppe har siden staten Israels oprettelse levet som 2. klasses borgere i deres eget land. De betaler samme skat som den øvrige befolkning, men oplever at deres veje ikke vedligeholdelse, at der ikke investeres i samme grad i deres områder, at deres hospitaler og skoler er ringere osv. Hos denne gruppe voksede der stærke forhåbninger om at Osloaftalen ville medføre en ligeværdig behandling, og en økonomisk udvikling der kunne gøre en ende på den store arbejdsløshed der er blandt disse. Disse forhåbninger blev gjort til skamme, og som følge deraf bakkes der op om oprøret.

Fra konflikt til krig
Som ventet optrappede Sharon hurtigt efter sin tiltrædelse konflikten med palæstinenserne. Foruden flere bosættelser griber militæret nu hårdere og hurtigere ind overfor palæstinenserne. Taktikken synes klar: hård militær konfrontation, militær kontrol med opsplitning af de palæstinensiske områder i små øer, og økonomisk udsultning, dels ved tilbageholdelse af selvstyrets midler, dels ved at udlukke palæstinenserne fra det israelske arbejdsmarked, skal knuse det palæstinensiske oprør. Og dermed bane vej for en forhandling med en mere ydmyg partner. Om det er Arafat eller en anden leder er ligegyldigt for israelerne. Palæstinenserne er klar over hvad en sådan fred ville indeholde: et opsplittet Palæstina, omringet af og kontrolleret af Israel, og derfor uacceptabelt.
De israelske myndigheder har fx. fuldstændig omringet Ramallah med skyttegrave og jordvolde, som forhindrer såvel de 60.000 palæstinensere i at komme ud og de omkringboende 160.000 i at komme ind.
Områderne der skulle kontrolleres af de palæstinensiske myndigheder er opdelt i 60 smådistrikter, og det er helt op til militæret om indbyggerne kan bevæge sig udenfor disse. Det betyder at fattigdommen breder sig eksplosivt, det beregnes således at belejringen har kostet over 15 mia. kr., og dertil øget arbejdsløsheden til 48%.
Det israelske militær har vist sig rede til at bruge alle midler i kampen. Radaranlæg i Libanon er bombet udfra formodning om dets anvendelse af Hizbollah. Snigmord og kidnapning af palæstinensiske ledere bruges jævnligt. Bombninger fra tanks, artelleri og krigsskibe af byområder hvorfra angreb på israelske områder kommer fra.
Svaret fra Hamas og Hizbollah har været enslydende, således at man herfra optrapper anvendelsen af tunge våben, og hvad mere kritisabelt er, anvendelsen af terror mod civile mål i Israel. Det har betydet at intifadaen som massebevægelse er blevet svækket, at israelernes opbakning til Sharons hårde kurs har usvækket opbakning og at et stigende antal aktioner nu gennemføres med mindre militære enheder. Det er indlysende at palæstinenserne har brug for militære enheder for at kunne forsvare sin befolkning, men det er lige så indlysende at palæstinenserne i en militær konfrontation vil tabe. Masseaktioner er det mest effektive våben i kampen for selvstændighed og retfærdighed.

Jødisk opbakning bag zionismen
Den palæstinensiske overlevelseskamp er nu nået så langt ud, at det gælder jøder mod palæstinensere. Den israelske fredsbevægelse er uhyre svag, og trods det israelske samfunds store klasseforskelle bakker selv det jødiske samfunds mest underpriviligerede op om konfrontationen.
Den israelske stat baserer ikke kun sin styrke på amerikanske våben, men også på det sociale sammenhold. Israel havde i sin opbygning koorporativistiske træk, dvs. stor grad af statslig indblanding i alle dele af samfundet, og fagbevægelsen Histradut ejede en stor del af industrien. Jøderne i Israel er opdelt i to grupper; ashkenazijøder og sefardiske. De første er de europæiske jøder der ankom massivt efter krigen, den anden gruppe er de store grupper af jøder fra Mellemøsten der ankom fra starten af 1950‘erne. Hvor de første udgør det store flertal i overklassen, udgør de andre det store flertal i arbejderklassen. Dette er en væsentlig grund til at arbejderne snarere mener at være udsat for etnisk baseret diskrimination end klassebaseret. Men pionerstaten er under stærk forandring, også i Israel raser en liberaliseringsbølge. Det har betydet privatisering af industri og sundhedsvæsen, og store forringelser i undervisningssektoren specielt den der vedrører den almene undervisning, og generelt en forringelse af levevilkårerne som betyder at 40% af befolkningen idag lever på eller under den officiele fattigdomsgrænse. Idag bakker denne del af befolkningen op om Sharon, fordi de både opfatter palæstinensernes kamp som en trussel mod deres eksistens og deres levebrød. Der er således ikke i øjeblikket udsigt til den nødvendige alliance med den jødiske/israelske arbejderklasse hvis en sikker fred skal opnås. Det er en vigtig opgave for de progressive kræfter at påvise at den jødiske og palæstinensiske arbejderklasse har fælles interesser, for på den måde at svække zionismens sociale opbakning.

USA og araberne
USAs Mellemøstpolitik er handlingslammet. USA vil af al magt fastholde sin strategiske alliancepartner Israel da dette er garanten for kontrollen over Mellemøsten og den livsvigtige olie. Et vellykket oprør med etablering af et virkeligt selvstændigt Palæstina, eller endnu bedre en demontering af det zionistiske stat til fordel for en fælles stat med lige rettigheder for jøder og palæstinensere, kunne give anledning til arabiske massebevægelser der gjorde op med de korrupte arabiske regimer. Og det ville betyde enden for USA og den vestlige imperialismes indflydelse i regionen.
Mens USA altså ikke kan tillade oprøret at lykkes, og støtter trods små kosmetiske kritikker fuldstændig Israel. På den anden side vil USA gøre alt for at konflikten ikke udvikler sig til en egentlig krig, som evt. udvikler sig til en ny israelsk-arabisk krig. Her er USA i overenstemmelse med de herskende klasser i den arabiske verden, men omvendt er disse under hårdt pres fra en voksende massebevægelse mod USA og Israel. Såvel USA som de arabiske lederkliker er helt klar over, at en ny storkrig meget vel kan betyde enden for disse regimer.

"Der er en kampånd nu,

... og den er i høj grad nationalistisk, paslæstinenserne vil have deres egen stat, og i kampen er der ikke stærke socialistiske kræfter, og der føres ikke en egentlig social kamp", det siger Ali Khilleh beklagende. Ali er herboende palæstinenser, der har arbejdet for SID med udvikling af fagforeningsarbejde i Palæstina.

Når man tænker tilbage på den palæstinensiske kamp, har den været præget af stærke venstrefløjsorganisationer, men idag er det de islamiske kræfter der præger billedet. Hvad er baggrunden for det.
- De socialistiske kræfter svækkes i 80’erne dels som følge af den generelle højdredrejning i verden, dels fordi palæstinenserne led det ene nederlag efter det andet, og der kom derfor en søgning mod de nationalistiske og religiøse kræfter. I en trykket situation skal man både være meget overbevist og velbevandret i historiens udvikling for at kunne fastholde et socialistisk perspektiv. Alt hvad der hedder klassekamp, kvindekamp mv. udskydes derfor pga. den nationale kamp. Desuden begik de socialistiske kræfter den fejl, at man nøjedes med at være venstreorienterede på det politiske plan, men ikke det sociale plan. F.eks. gjorde man ikke op med klanmentaliteten, udfra opfattelsen af, at det ikke var et vigtigt punkt. I stedet fremholdte man, at man var socialist, men også muslim og araber. På den måde undgik man konfrontation med den muslimske strømning. Men skal man ændre samfundsstrukturen er det også nødvendigt at gøre op med disse klanforhold.Men den palæstinensiske elite, dvs. PLO-ledelsen, er ikke intersseret i store forandringer på det sociale og kulturelle plan.
Den højere uddannelse blandt palæstinensere og den langvarig politisk kamp burde give forudsætninger for en progressiv udvikling, men istedet kan vi se hvordan kampen mod den israelske undertrykkelse optager alle kræfter. Mange havde nok en forestilling om, at da PLO-ledelsen vendte hjem ville den adskille sig fra andre arabiske lederskaber. Men det er og var en illusion, PLO-statsapparatet er mindst lige så korrupt som hos de øvrige arabiske lande. Palæstinenserne kan ikke skabe en progressiv ø og etablere et fornuftigt styre i et reaktionært hav. Hertil kommer så at palæstinenserne har måtte føre den nationale kamp hele tiden. De har stået overfor de uhyrligheder som staten Israel har praktiseret overfor palæstinenserne, økonomisk, socialt, kulturelt. En lang række af ydmygelser. Palæstinenserne føler at uretfærdigheden skriger til himlen og har svært ved at fatte den manglende respons fra omverden. Apatien, passiviceringen, den desperate situation giver til sammen fundamentalisme i form af Hamas og Islamisk Bevægelse.
Der er en høj grad af sympati blandt de menige palæstinesere overfor bilbomber, egentlige militære aktioner mod Israel osv. Trods de hårde økonomiske og militære sanktioner. Opfattelsen er at sådanne aktioner er helt retfærdige når man ikke har tanks, jagerfly og andre former for avancerede våben som modstanderen har.

PLO-ledelsen kom tilbage til Palæstina på Israels og USA’s nåde, men de kom vel også tilbage til et Palæstina med nye nationale ledere, hvad har det betydet for den nuværende kamp?
- Den palæstinensiske nationale kamp er enestående derved, at den ikke drejer sig om at smide koloniherrerne ud som det ellers er det vanlige. Men at vi her har en befolkning, som mener de har retten til det samme land, og som man ikke kan smide ud. Men også usædvanlig fordi at vi her har en befrielsesbevægelse som er vendt tilbage til sit land uden det nationale spørgsmål er løst. Og dette vanskeliggør altsammen kampen for demokrati, den sociale kamp, kvindekamp mv.
Det var et politisk kunststykke, at det lykkedes PLO-ledelsen at vende hjem og overtage magten udenom de lokale ledere som havde stået for modstandskampen under PLO-ledelsens lange eksil. PLO kom ikke tilbage på baggrund af sin egen styrke, men fordi USA og Israel tillod det under visse betingelser. Der var krav om at PLO uden hensyn til menneskerettigheder, i praksis vilkårlige fængslinger og tortur, skulle bekæmpe terror, dvs. anslag mod den israelske stat. Men grænsen blev hurtigt flydende, og idag omfatter denne politik enhver kritisk røst der rejser sig mod PLO. Et eksempel herpå er ”De 20’s erklæring” , som kritiserede såvel Oslo-aftalen som PLO-styret. Alle blev fængslet, og det hjalp ikke at blandt de 20 var halvdelen Fatah folk.
Der er opposition til PLO-ledelsen, og interne modsætninger,men de holdes under låg så længe Arafat er i live. Først når han er væk vil rivalerne dukke op.
Den første opstand, Intifadaen, blev standset da PLO-ledelsen vendte hjem fra Tunis. Men prisen var høj. Det er tvivlsomt om palæstinenserne vil begå samme fejtagels en gang til, stemningen er mere at selvom situationen er dybt fortvivlende er det bedre at fortsætte opstanden, så man kan få freden, istedet for at skulle starte forfra igen om 2 år.

Venstrefløjens perspektiv har altid været én palæstinensisk stat med samme rettigheder for jøder og arabere. Denne løsning virker ikke realistisk idag, så idag står kravet om en selvstændig palæstinensisk stat på dagsordenen.Hvordan ser du på de to løsninger?
- Perspektivet om en fælles demokratisk stat er nu afløst af en 2-statsløsning. Jeg er dog overbevist om at den fælles stat bliver løsningen indenfor 50 år. De fundamentalistiske og nationalistiske kræfter er idag så stærke at denne løsning er umulig idag. Men ved en virkelig fred, vil den nationalistiske kamp blive underprioteret og istedet vil fredstilhængerne vinde frem. En stadig adskillelse vil være umulig fordi:
1) der er ingen geografiske grænser,
2) 50% af Israels befolkning er mellemøstlig, blot er det lykkedes for de vestlige jøder at overbevise sig selv og de mellemøstlige jøder om, at deres liv er i fare, og mane til sammenhold.
3) Jødeforfølgelse er et europæisk fænomen, jøderne har levet i hele Mellemøsten i årtusinder uden forfølgelse. Da jødeforfølgelserne startede i Spanien og andre vesteuropæiske lande i 1600-tallet flygtede jøderne for det meste til de arabiske lande hvor de kunne være i fred. Det er først efter staten Israels dannelse at der har været små tendenser til antisemitisme i den arabiske verden. I Israel er der nu historikere som nu er begyndt at skrive åbent og ærligt om den uretfærdighed, som blev palæstinenserne til del, ved Israels dannelse. Disse historikere har stor betydning for en fremtidig demokratisk udvikling.
4) Det er i praksis umuligt på længere sigt at holde de to økonomier adskilt, dertil vil de være for tæt sammenbundne.
Det er kun på ideologien, dvs. zionismen, at jøder og palæstinensere kan adskilles.

ms