Aktuelt og Socialisten er lukket. Hermed er de kræfter som tager sit ud-
gangspunkt i fagbevægelsen og socialistiske ideer blevet svækket. Vi vil ikke lægge skjul på at vi sjældent har været tilfreds med Aktuelt’s profil, og at Socialistens stofprioritering mange gange var uacceptabel. Men da de eksisterede havde vi mulighed via fagbevægelse og Enhedslisten at ændre på dem. Derfor beklager vi begge avisers endeligt.

Når det gik så galt - at Enhedslisten lukkede Socialisten, så er der flere grunde hertil: Socialisten strakte Enhedslistens tålmodighed og pengepung meeeget langt. Stik imod tidligere erfaringer med hvad der kræves, før en socialistisk avis kan slå sig fast, opstillede Socialisten urealistiske forventninger til abonnementer og traskede i samme fodspor som tidligere med forøgede tilskud og indsamlinger til dækning af underskud til følge. Enhedslisten gjorde den fejl fra starten at fastlægge Socialisten som en „uafhængig“ avis og fralagde sig dermed ansvaret for indholdet i avisen. Indholdet i avisen blev dermed taget ud af den politiske debat i Enhedslisten og på venstrefløjen. Man valgte fra starten at drive avisen som alle andre: redaktøren bestemmer indholdet og læserne vælger om de kan lide „produktet“. Socialisten indarbejdede særligt det sidste stykke tid en kollektiv arbejdsform som var åben for debat om indholdet, men Enhedslisten valgte fortsat at holde sig uden for processen. Følgen var at stadig større dele af Enhedslistens medlemmer følte sig fremmedgjort ifht. avisen. Et forhold vi kun delvis er enige i. Enhedslisten havde den avis vi fortjente, idet både det politiske og økonomiske ansvar for avisens udvikling lå netop her.

Enhedslisten forsøgte i sidste øjeblik at løfte dette ansvar med en mediekonference. Signalet fra
denne var uklar på mange måder, dog stod en ting fast; et flertal mente at Socialisten skulle viderføres, og derudover blev der peget på forskellige ændringer, der alle havde det mål i sig at ændre Enhedslistens forhold til avisen. Sammen med Socialistens egne tiltag som bedre styr på økonomien, etableringen af selskabet Monsun, som skabte biindtægter til avisen, og etableringen af internetportalen Modkraft gjorde at der var grundlag for en behersket optimisme. Ikke til de store spring fremad men til en stabilisering af en venstrefløjspresse. Alene af disse grunde var det dybt betænkeligt at Enhedslistens landsmøde valgte at stoppe Socialisten. Alle erfaringer siger at det er meget vanskeligt at starte en ny avis op, og specielt når det skal komme fra samme politiske strømning hvor de tidligere smertlige erfaringer stadig sidder dybt. Ydermere er der ikke skyggen af mediepolitiske overvejelser der kan træde i stedet for Socialisten. Et fungerende og dermed værdifuldt avismiljø forsvinder uden at noget andet træder i stedet. Enhedslistens landsmøde pegede på forskellige tiltag, såsom uddelingsaviser, et rødt nyhedsbureau og internetavis, alle tiltag der kan være overvejelser værd, blot står de ikke i modsætning til en landsdækkende avis, og er altså ikke svaret på spørgsmålet.

På det store plan er Socialisten blot endnu en lille brik, der kværnes i borgerlighedens mediekværn. Aktuelt led samme
skæbne, uanset at man skulle lede godt efter for at se den som alternativ til den altomfattende liberalistisk hegemoni (et begreb vi godt kan lide og som er et hovedtema i artiklerne af Boris Kagarlitsky og Susan George) og kort tid forinden led iøvrigt Arbetet i Malmø samme skæbne uanset at man her godt kunne finde en alternativ linje. Helt i overensstemmelse med den liberalistiske ideologi er den brede venstrefløj nu helt frisat til individuelt at orientere sig i omverdenen, og en del af dens væsentligste styrke, kollektiviteten i den fælles opfattelse og handling, er væk. Når de borgerlige medier har frisat sig fra de direkte forbindelser til de borgerlige politiske partier opstår let den misforståelse, at venstrefløjen kan komme til orde ved godt (presse)arbejde. Men forholdet er i virkeligheden at disse medier er blevet mere optaget af at sælge mediet til annoncørerne end til læserne, altså man sælger læsere til annoncørerne. Og dette ændrer altså ikke på det forhold at det er borgerskabets langsigtede interesser der varetages. Venstrefløjens synspunkter kan således få plads i de borgerlige medier, blot de ikke anfægter den neoliberale hoveddagsorden. Betydningen af dette illustreres bedst ved den offentlige debat, eller manglen på samme, der er og var omkring Danmarks første angrebskrig i flere hundrede år med NATOs krig mod Jugoslavien, og tilstedeværelsen af atomvåben på dansk jord i modstrid med årtiers officielle vedtagne politik.

Socialistens lukning vil indebære æn-
dringer i Solidaritet. Bladet udgives
af Venstresocialisterne og er formelt set et partiblad, det forhold ændres der ikke ved. Partiblad er ikke et fyord for denne redaktion, selvom flertallet i redaktionen ikke er medlem af VS. Solidaritets mangeårige eksistens er bevis nok for at vi ingen vanskeligheder har med åben debat og en bred horisont, det er selve marxismens livsnerve, men vi vedkender klart at vi har et politisk formål med udgivelsen. Dertil kommer at partibindingen er til at overse. VS giver tilskud, men blander sig som parti ikke i redaktionen. Dårlig økonomi kan ikke lukke Solidaritet, kun at udgivelsen ikke har noget formål fordi de politiske diskussioner og vinkler opfyldes bedre af andre. Og så måske også at ingen gider at læse bladet, men her er det politiske formål så afgørende, at smertegrænsen på dette er meget høj.

Solidaritet har ikke defineret sig som
et supplement til Socialisten, men på
et eller andet plan alligevel fungeret som sådan. Vi har taget temaer og diskussioner op, som vi mente var vigtige uanset hvad der ellers rørte sig i den mere aktuelle politiske diskussion, fordi vi vidste at det ville blive behandlet i Socialisten. Sådan er det ikke mere. Det betyder, at vi efter sommerferien vil komme med kortere artikler om de mere aktuelle spørgsmål, de ofte lange analyserende artikler slipper I ikke for, men de vil fylde mindre i bladet. Solidaritet udmærker sig ved overhoved ikke at tage hensyn til sine læsere, bladet udkommer vedvarende og stædigt, uanset hvad de mener om bladet. Og de bliver ikke spurgt. I dette forhold er der nogle pudsige forhold. Uden grundige læserundersøgelser kan vi konstatere, at flere af vore ældre læsere med lang politisk skoling og baggrund udtrykker bekymring for, at de lange analyserende artikler betyder, at vi afskærer os fra de yngre politiske generationer; vi er for kedelige og ude af trit med nutiden. Men samtidig kan vi se, at flertallet af de nye abonnenter netop tilhører den yngre politiske generation, som adspurgt stædigt hævder, at det netop er den slags analyser de har brug for, men også samtidig beklager at de ikke altid når at få tygget sig igennem hele bladet. Vi laver grundlæggende det blad, vi mener er nødvendigt for vor del af venstrefløjen, men når vor unge læsere nu også stædigt holder (af) bladet er det yderligere en grund til at foretage redaktionelle ændringer

Dertil kommer, at vi vil øge udgi-
velsesfrekvensen langsomt, det
betyder 3 numre i efteråret istedet for 2, og til næste år vil vi udkomme med 6 numre. Nødvendigheden og lysten burde give anledning til større hyppighed, men dels rækker kræfterne pt. ikke til mere, dels skal det ske i samklang med læserne eller mere præcist flere abonnenter. Bladets pris røres der ikke ved, da det er en vigtig del af bladets politik at prisen ikke skal skabe forhindring for flere læsere, men udvikling i sidetal og udgivelseshyppighed vil afhænge af antal af abonnenter, og hvor meget der indgår i frivillige bidrag. Vore læsere vil ikke blive udsat for indsamlinger til at dække underskud, men kun for at udvide bladet.

Bladets redaktion har været under
kraftig forandring det sidste år, ind-
til videre har det mest givet sig udslag i en strøm af nye navne på redaktionens liste. Bag listen gemmer der sig en broget flok, hvis fællesudgangspunkt er ønsket om at udvikle grundlæggende marxistiske diskussioner og analyser, uanset om de nu er oppe i tiden eller ej. Kønsfordelingen er ikke noget at skrive til Ligestillingsrådet om, men derudover spænder redaktione bredt. Alle i redaktionen er medlemmer af Enhedslisten med vidt forskelligt udgangspunkt, men har den venstreoppositionlle linje til fælles. Nogle er derudover medlem af VS og IS, og andre har bagrund i trotkistiske strømninger. Aldersmæssigt spænder vi fra starten af 20‘erne til over 60. Også i erhverv spænder vi bredt, bibliotekarerne topper med 4 medlemmer, men derudover rummer redaktionen studerende, grafiske arbejdere, en bryggeriarbejder, en ingeniør og en filosof.

Mens vi er ved dyderne. Solidari-
tet er ikke kun et blad, men også
et forlag og står som sådan bag ved en af venstrefløjens vigtigste udgivelserne nogen sinde (intet mindre), der tænkes her selvfølgelig på Leksikon for det 21. århundrede. Læs blot i dette nr. hvor stor udbredelse dette værk har fået, ingen anden udgivelse fra venstrefløjen har fået tilsvarende udbredelse. En udgivelse der udelukkende skyldes en stor frivillig indsats. Dette ikke være sagt kun for at prale lidt, men også for at gøre opmærksom på, at selv mindre fora sagtens kan initiere holdbare fremadrettede projekter.

ms