Idéernes krig

Susan George

Det som idag synes en naturlig følge af „globalisering“, er i virkeligheden frugten af en langsigtet og vellykket strategi. Men det var venstrefløjens passivitet på den ideologiske front som muliggjorde neoliberalismens sejrstog. Det gælder derfor om at genopbygge en intellektuel modstandsbevægelse som kan tilbageerobre det tabte.

Oprindelig blev ordet „hegemoni“ brugt i forbindelse med stater. Men i 1920‘erne og 1930‘erne udvidede den store italienske marxist Antonio Gramsci begrebets indhold og brugte det til at forklare hvorledes en klasse kunne etablere sin magt over andre klasser via ideologisk dominans. Han påviste hvorledes det bliver unødvendigt at bruge vold for at opnå forandringer når man har ideologisk magt - eller kulturel hegemoni.

Få vil benægte at vi i dag lever under et styre som praktisk taget er uimodsagt, og dette har givet os et markedsorienteret, konkurrencefokuseret og globaliseret samfund. Et samfund som medfører alverdens uligheder og hverdagsvold. Har vi fået den hegemoni som vi fortjener? Ja, det synes jeg. Og med „vi“ menes her den progressive bevægelse, eller det som der er tilbage af den. Jeg afviser selvfølgelig ikke at økonomiske kræfter eller politiske begivenheder som afslutningen på den kolde krig har påvirket vores liv eller samfund, men jeg vil her koncentrere mig om ideernes krig, en krig som på tragisk måde er blevet ignoreret af de progressive. Mange offentlige og private institutioner, som oprigtigt tror på at de virker for en mere retfærdig verden har bidraget til nyliberalismens triunf, eller i det mindste været passive og tilladt nyliberalismen at sejre.
Provokerende ord? Uden tvivl. Men selv om denne karakteristik kan lyde hård, kan man komme frem til klare konklusioner. Det nuværende højrestyre er et resultat af planlagte, langtsigtede og yderst effektive ideologiske anstrengelser udført af aktører som kan identificeres. Hvis vi er bevidst om at en markedsorienteret, uretfærdig verden hverken er naturlig eller uundgåelig, og den heller ikke er opstået ud af det tomme rum, men er en bevidst skabelse - da burde det være muligt at sætte en modoffensiv i gang for et opbygge et modprojekt til fordel for en anden verden.

Udelukkelse og ideologi
Dagens verdensorden skaber utallige sociale sygedomme som diverse humanitære og velgørende organer forgæves forsøger at bøde på. Forgæves fordi de endnu ikke har forstået at deres projekt eksisterer i en ideologisk sammenhæng som systematisk modvirker deres formål. Sålænge denne sammenhæng findes er deres opgave forgæves, deres velmenende virksomhed vil blive undergravet og deres anstrengelser vil i sidste ende være forgæves.
Omfattende social udstødning er et normalt og nødvendigt element i den herskende økonomiske doktrin. Denne doktrin blev ikke åbenbaret på Sinai-bjerget, den faldt ikke ned fra himlen og den blev heller ikke spredt spontant. Den blev etableret i det stille og blev dyrket omhyggeligt igennem årtier gennem tanker, aktioner og propaganda. En tidligere version af denne doktrin blev kaldt for „laissez faire“. Idag taler amerikanerne om nykonservatisme, europæerne om nyliberalisme og franskmændene om „la pensée unique“, den eneste vej. Jeg vil bruge ordet nyliberalisme, selvom jeg er klar over at den moderne version af doktrinen ligger langt væk fra de synspunkter som de store „liberale“ nationaløkonomer som Adam Smith og David Ricardo hyldede. Nyliberalisterne svigter faktisk denne ånd og giver pokker i deres moralske og sociale lære.

Neoliberalismens sidste 50 års historie
Neoliberalismens sejr er et resultat af 50 års intellektuelt arbejde som nu i stor udstrækning afspejler sig i medier, indenfor politik og de internationale institutioners program. Reaganismen, thatcherismen og murens fald får ofte takken (eller skylden) for denne tilstand. Disse begivenheder har ganske rigtigt gjort de nyliberale mere arrogante, men der hører mere til sagen end som så.
For 50 år siden, i kølvandet på den 2.verdenskrig, var nyliberalismen en yderst marginaliseret holdning, helt udenfor den politiske dagsorden. Dens fåtallige fortalere prædikede for hinanden eller i ørknen - alle andre var keynesianere, socialdemokrater, kristelige demokrater eller marxister af en eller anden slags. At omstyrte den samfundsmæssige kontekst krævede på den ene side intellektuel ihærdighed og politisk planlægning, og på den anden side også en nonchelance og passivitet hos den selvgode majoritet. Hvis der findes tre slags mennekser - de som sørger for at tingene sker, de som ser på når tingene sker og de som aldrig aldrig forstår hvad der sker med dem - så tilhører de nyliberale den første kategori, og de fleste progressive til de to sidstnævnte. Venstrefløjen forblev selvtilstrækkelige lige indtil det var for sent. Nyliberalismes amerikanske fædre havde i begyndelsen kun dårlige kort på hånden, men de troede på et grundlæggende princip, om at ”Ideas Have Consequences” - det var titlen på en bog af Richard Weaver fra 1948 - og det skulle give fremgang og indflydelse.
Weavers konservative skrifter blev publiceret af Chicagos Universitet, ligesom den landsflygtigede østrigske filosof og nationaløkonom Friedrich von Hayeks værker, deriblandt hans meget indflydelsesrige bog Vejen til Trældom. Selv en dygtig ung nationaløkonom ved navn Milton Friedman kunne få sine værker udgivet hos Chicagos Universitet. Idag er „chicago-skolen“ berømt og dens nationaløkonomiske, sociale og politiske holdninger er blevet spredt over hele verden. Det var chicagoudannede eksperter som var de første, i Pinochets Chile, til at forsøge sig med „el tratamiento de chock“, en økonomisk chokterapi som byggede på frihed for kapitalen og undertrykkelse af arbejderne.
Jo, ideer har konsekvenser - husk bare hvorledes allerede Margaret Thatcher stolt fremhævede sin loyalitet overfor Haeyks ideer, og at de fleste stud.politter som senere besatte politiske poster blev uddannet i den nyliberale katekismus. En konservativ forsker sammenfatter den nyliberale doktrin således:

Individuel frihed er det aboslutte sociale ideal, statens magt, selvom den er nødvendig, skal begrænses og decentraliseres. Interventionisme er skadelig og farlig. Privat ejendomsret, det vil sige kapitalisme, er en absolut nødvendig forudsætning for politisk frihed.

De nyliberale afviser tanken om at individuel frihed skulle være afhængig af demokrati og retssikkerhed, som til syvende og sidst sikres af staten. For dem er sådanne „sikringer“ kun lænker. At være fri er at være fri for staten. Hver enkelt individ er selv ansvarlig for sin økonomiske og sociale skæbne. Det betyder at uligheder nødvendigvis må findes. Det er, som fru Thatcher så kraftfuldt udtrykte det „vores opgave at være stolte over ulighed og sørge for at talent og virketrang får plads til gavn for os alle“
I den tidlige nyliberale renæssance var det utopisk i praksis at give „plads og udløb“ til sådanne ideer, fordi disse ideer diamentralt stred imod den amerikanske ånd om New Deal eller ideen om velfærdsstaten. De nyliberale var imidlertid klar over at de først var nødt til at forandre det intellektuelle og ideologiske landskab for at kunne forandre det økonomiske, sociale og politiske. Hvis ideer skal være en del af menneskers hverdagsliv skal de først pakkes, transporteres og spredes gennem bøger, tidsskrifter, konferencer, kongresser, standsforeninger, studenterforeninger, universitetsrektorer, massemedier osv.
Mennesker som forsker, tænker, skriver, taler, udgiver, underviser, informerer og uddanner må opmuntres til at forsætte med sin virksomhed og de skal have en anstændig, det faktisk sige en ganske generøs betaling for det de laver. Hvis nogen ideer skal blive mere attraktive, populære og mere brugte end andre skal de financieres. Det kræver penge at opbyge en intellektuel infrastruktur og at fremme en specifik livsholdning. Når man forsigtigt har fået lagt et fundament der kan bygges videre på, så bliver holdninger der engang forekom marginaliserede, elitære og tilmed moralsk frastødende, ganske langsomt udbredte og dominerende, især blandt beslutningstagere. Presse, radio og TV kan vejledes så de følger den mere specialiserede og akademiske tendens. Og uden det mærkes vil så næsten enhver føle at visse ideer er normale, naturlige, ligesom den luft vi indånder.

Fabrikation af ideologi
De neoliberale havde altså en sikker strategi, rekrutterede og belønnede tænkere og forfattere, fremskaffede penge til at starte og drive en lang række institutioner og formede på den måde „den konservative revolutions“ frontlinje. Revolutionen startede i USA, men spredte sig ligesom den amerikanske kultur hurtigt i hele verden, og påvirkede politikken i Europa og andre steder. Den Internationale Valutafond (IMF) og verdenshandelsorganisationen WTO har formålsparagraffer, der ikke adskiller dem fra de neoliberales doktriner.
Nogle neoliberale tænketanke har været særlig indflydelsesrige: The American Interprise Institute (AEI) blev grundlagt i 1943 af en række virksomhedsejere som ville modvirke den amerikanske New Deal politik. Instituttet banede i 1950 og 1960‘erne vej for intellektuel lobbyisme ved direkte kontakter til parlamentarikere, statstjenestemænd og medier. I 1980‘erne var AEI’s gennemsnitlige årsbudget på 14 mill. § og man havde 150 ansatte. I 1990‘erne var årsbudgettet mellem 8 og 10 mill. §, men AEI udgav stadig en strøm af bøger, pamfletter og anbefalinger til regeringer, og dets eksperter blev jævnligt hørt i medierne.
The Heritage Foundation, som blev grundlagt i 1973, er den kendeste tænketank takket været dets tætte forbindelser til Ronald Reagan. En uge efter Reagans valgsejr i 1979, overrakte Heritages formand tusindsvis af sider med politiske anbefalinger, det såkaldte „Mandate for Leadership“, til Reagans stab. Dokumentet var frugten af 250 neoliberale eksperters arbejde. Deres anbefalinger blev distribueret flittigt indenfor den nye adminitration - og de fleste blev efterhånden til lov.
Heritage, den kollektive hjerne bag Reagan og Bush, bruger en tredjedel af sit årsbudget på 18 mill. § til markedsføring. Hvert år udgives der 200 skrifter. Stiftelsens årsbog opremser 1.500 neoliberale eksperter og rådgivere på 70 forskellige områder: Den travle journalist behøver kun at ringe for at få en kommentar.... Heritages succes har inspireret til etablering af 37 mini-Heritage i USA, og det skaber synergi, en illusion af mangfoldighed og indtryk af at de eksperter der regelmæssigt citeres faktisk repræsenterer en mangfoldighed af meninger. Heritage har også forgreninger i Storbritanien.
Blandt de mindre tænketanke er der det ansete Hoover Institution on War, Revolution and Peace, som startede i 1919 ved Stanfords Universitet i Californien med det formål at forske i kommunismen. I 1960 blev institutionens koldkrigsforskning udvidet med et nationaløkonomisk program. The Cato Institute i Washington er tilhænger af minimal regeringsmagt og har specialiseret sig i studier om privatiseringer. The Manhattan Institute for Policy Reasearch, blev grundlagt i 1979 af William Casey som senere blev chef for CIA, og har specialiseret sig i at kritisere statslige tiltag for indkomstudjævning.
Den meget brugte svingdør mellem Det Hvide Hus og de konservative tænketanke gjorde det muligt for tidligere topembedsmænd i de republikanske Nixon-, Reagan og Bushadministrationer at finde en plads også under Carter og Clintons demokratiske regeringer. Men det er få som har benyttet sig af det: Clintons holdninger i velfærdspolitikken kan alligevel næsten ikke adskilles fra de neoliberales tænketankes holdninger, hvilket indebar yderligere en sejr for dem.
Udenfor USA er det neoliberale netværk mindre institutionaliseret, men deres ideologiske guerillakrigsførelse (de kaldte sig faktisk „Thatchers kommandostyrker“ i Storbritanien) er ikke mindre effektiv. I London er der Centre for Policy Studies, det antistatslige Institute of Economic Affairs og Adam Smith Institute (ASI) som nok er den institution som har markedsført privatiseringer mere end nogen anden institution. ASI praler med at Thatcher-regeringen gennemførte over 200 forslag som er fremført af instituttets „Projekt Omega“. ASI’s eksperter har også været flittigt benyttede rådgivere for privatiseringsprogrammer i lande som tilhører Verdensbankens kundekreds.
Jeg vil vove at påstå at den allervigtigste tænketank ikke har nogen fast adresse. The Mount Pelerine Society, som blev grundlagt i 1947 af Friedrich von Hayek, var de første der førte amerikanske og europæiske konservative sammen i en by nær Lausanne. Selskabet har siden da haft en stilfærdig, international klub for nyliberale fortalere. Det har 400 medlemmer. Milton Friedman sagde at „Mount Pelerine viste os at vi ikke var alene“ og tjente som „et samlingspunkt“ som var udgangspunkt for venskaber, netværk, fælles programmer, projekter og udgivelser. Man bliver medlem af selskabet efter særlig invitation og selskabets medlemsregistre offentliggøres ikke.

Finansiering af ideologi
Mange hundrede millioner dollar er de sidste 50 år investeret for at holde disse og mange andre nyliberale institutioner i live og godt kørende. Hvorfra kommer alle disse penge? I begyndelsen reddede William Volker Fund de usikre tidsskrifter, financierede Chicagoinstituttets bøger, betalte regningen for det indflydelsesrige Foundation for Economic Education og betalte sammenkomsterne på USAs uddannelsesinstitutioner. De amerikanere som deltog i Mount Pelerine Societys første møde rejste med Volker-penge til Schweiz. Men fonden kune ikke dække alle behov som den voksende bevægelse havde, så man begyndte tidligt at lede efter andre finansielle støtter. AEI’s kunne i 1972 overtale den prestigefyldte Ford Foundation om en støtte på 300.000$ til AEI, et betydelig beløb dengang. Dette bidrag åbnede dørene for andre bidragsydere.
I mindst 25 år har talrige amerikanske familiestiftelser overført penge til produktion og spredning af neoliberale ideer. Selvom de fleste er mindre end den filantropiske mastodont Ford bruger disse bidragsydere deres penge strategisk. The Bradley Foundation giver næsten hele sin årsindkomst på 28 mill. $ til promovering af neoliberale tanker, hvilket inkluderer deres bidrag til Heritage, AEI og konservative tidsskrifter. „Vi arbejder langsigtet“ siger stiftelsens direktør. Ifølge stiftelsen egne skrifter troede Bradley-brøderne på „at ideernes konsekvens (er) på længere sigt mere afgørende end politiske og økonomiske bevægelser“.
Stiftelser som Coors (et bryggeri), Scaife eller Mellon (stålværker) og især Olin (ammunitionsværker) finansierer stillinger ved nogle af USA’s mest prestigefyldte universiteter. De understøttede akademikere er håndplukket, ifølge kritikeren Jon Weiner, for at „styrke de økonomiske, politiske og økonomiske grundpiller som ... det private erhversliv bygger på“. Olin har investeret over 55 mill. $ i disse anstrengelser og stiftelsens stipendiatliste er som en opslagsbog over det akademiske højre.
Weiner fortæller en anekdote som anskueliggører hvorledes det ideologiske lukkede system fungerer: I 1988 inviterer Allan Bloom, rektor for Chicagos Universitets Olin Center for Inquiry into the Theory and Practice of Democracy (som blev stiftet via en 3 mill.$ gave fra Olin) en tjenestemand fra USA’s regeringskontor til at komme med et diskussionspapir. Dette proklamerer vestens totale sejr i den kolde krig, en sejr for de neoliberale værdier. Hans indlæg publiceres derefter omgående i tidskriftet The National Interest (som støttes med 1 mill.$ af Olin), som udgives af Irving Kristol (som får et stipendium på 376.000$ af Olin som gæsteprofessor ved New Yorks Universitets handelshøjskole). Kristol publicerer samtidig „reaktioner“ på oplægget: sin egen, en af Bloom (den samme som ovenstående), en af Samuel Huntington (1,4 mill.$ som lærer ved Olin Institute for Strategic Studies ved Harvards Universitet). Denne helt kunstige og topstyrede „debat“ tages derefter op af New York Times, Washington Post og Time Magazine. Og idag har vi alle hørt om Francis Fukuyama, oplæggets tjenestemand, og hans oplæg Historiens Endeligt.
Allerede tidligt i 1970‘erne opfordrede William Simon, som da var Olin Foundations talsmand, sine forretningsforbindelser til at støtte „forskere, samfundsdebattører, forfattere og journalister“ og at give „stipendier, stipendier og endu flere stipendier til gengæld for bøger, bøger og endnu flere bøger“. Simon vidste hvad han talte om: penge der er godt investeret kan ikke kun skabe „debat“ af ingenting, de kan også give udvalgte neoliberale talsmand adgang til beslutningstagere og medier. Disse penge kan også dække medierne med et tæppe af egne holdninger i politiske og økonomiske spørgsmål.
Mellem 1990 og 1993 fik fire neoliberale tidsskrifter (The National Interest, The Public Interest, New Criterion, Amercian Spectator) i USA sammenlagt 2,7 mill.$ fra forskellige stiftelser. Dette kan sammenlignes med fire landsdækkende progressive tidsskrifter i USA (The Nation, The Progressive, In These Times, Mother jones) som knapt fik en tiendel af dette beløb i samme periode.
I ideernes krig får den bevægelse problem som ikke kan forny sine rækker af professionelle forskere, tænkere og forfattere. De neoliberale er ligeglade med om de finansierer hvide mænd når bare de hvide mænd er de bedst egnede til at levere den intellektuelle vare de efterlyser. Men de finansierer også mange kvinder, afroamerikanere og intellektuelle med en anden minoritetsbaggrund, ligesom dusindvis studentertidsskrifter, tusindvis forskerstuderende og en lille armada af tidsskrifter. Hundredevis af millioner af dollar bruges hvert år for at hverve ny højreintellektuel slagkraft.

Hvem er hvem og hvad?
Fra alt dette kan man drage den forbavsende konklusion, at højrefløjen opfører sig som marxister eller i det mindste som Gramscianere. De er fuldstændig klar over at vi ikke er født med vore ideer, og at vi på en eller anden måde tager dem til os. De ved at ideer har brug for en materiel infrastruktur for at få succes. De ved også at denne infrastruktur i mange henseender er afhængig af den intellektuelle overbygning. Det er det Gramsci mener, når han talte om kapitalismens „hegemonistiske projekt“. At definere, opretholde og kontrollere kulturen er afgørende: træng ind i menneskers hoved, og du vil erobre deres hjerte, hænder og skæbne.
- Ak, siger en ven af mig, de progressive ser ikke ud til at kunne skelne imellem et hegemonistisk system og et pindsvin. Hvad har de foretaget sig de seneste år? De progressive institutioner er ikke kun overbeviste over deres egen intellektuelle overlegenhed, de fortsætter endog med at bevæge sig omkring som om der ikke var nogen grund til at retfærdiggøre deres egne positioner, eller tager sig af højrefløjens næsten intellektuelle hegemoni over situationen.
Venstrefløjen har snarere set det som sin opgave at finansiere programmer og projekter til fordel for de fattige og underpriviligerede. Man har fokuseret på græsrødderne og villet fremme enkeltstående projekter. Det er en prisværdig holdning - men hvad sker der når regeringer i Syd samtidig kaster sig over „strukturtilpasninger“ som i længden ødelægger de fattiges liv, eller regeringer i Nord gennemfører love imod velfærden og arbejderne? Hvad er det som sker når WTO har mere at skulle have sagt over almenhedens overlevelse end almenheden selv? Eller når offentlig finansiering af sundhed, uddannelse, boliger, kollektiv trafik, miljø osv. langsomt forsvinder? Fine projekter og gode programmer vil kollapse uden intellektuel ammunition til at forsvare velfærden og til at skabe de vilkår som disse projekter behøver for at kunne blomstre. De kan ikke eksistere i et samfundsmæssigt tomrum.

Praktiske problemer og projektmageriets plage
Indtil nu har jeg ikke fremkommet med mine egne mål. Jeg antager at læseren ved eller gætter at jeg har sådanne, ikke mindst fordi jeg selv er en professionel forsker, forfatter og når jeg kan overkomme det, tænker. Jo, jeg har altfor ofte hørt eller læst den frygtelige frase „Din ansøgning er meget interessant, men vi giver ikke støtte til forskning og publicering“! Men min pointe er selvfølgelig ikke min private skuffelser, men det faktum at progressive bidragsydere har udsendt stakkevis af afvisninger på ansøgninger om intellektuelt arbejde.
Jeg har ingen grund til at betvivle at disse bidragsyderes mål er social lighed, bekæmpelse af fattigdom, menneskerettigheder, konfliktløsning og bæredygtig udvikling - sådanne mennesker og sådanne institutioner findes, gudskelov. Men jeg har altid følt at de progressive ikke bare er flinkere, men også mere interessante og intelligente end de neoliberale. Det er derfor jeg er meget forbavset over deres opførsel. Hvorfor, bliver jeg nødt til at spørge, bruger de progressive bidragydere så meget tid, opmærksomhed og penge på „projekter“ og så lidt på den intellektuelle infrastruktur?
Og hvorfor mener så mange aktivistiske organisationer, som alligevel får penge til deres egne projekter, at forskning, tænkearbejde og forfatterskab ingen penge skal have, så der er flere penge til deres „projekt“. Det forekommer mig kortsynet, næsten destruktivt. Hvorfor har vi ikke lært af højrefløjens ihærdighed? Hvorfor kan vi ikke indse at eksempelvis nedbrydningen af velfærden i USA eller truslerne mod de europæiske fagforeningers landvindinger ville være umulige uden skabelsen af et intellektuelt klima som betyder at sådanne angreb ikke kun fremstår som moralsk modbydelige og bagstræberiske, men tværtimod som naturlige og uundgåelige? Hvorfor kan man ikke indse at „projekttænkningen“ er selvbesejrende?

For en sikkerheds skyld
På spansk siger man no protestas sin propuestas, hvilket frit oversat betyder „du skal ikke protestere hvis du ikke vil ofre noget“. Jeg foreslår derfor at progerssive fonde og andre bidragsydere begynder at bevilge penge til generobringen af det tabte intellektuelle initiativ. De neoliberale har vist hvordan spillet fungerer: Lær jer regelerne fra mestrene! Jeg har flere forslag til de som er klar og villige til at financiere intellektuelt arbejde. Men her er der noget der måske er svært at acceptere: bidragsydere er ikke de som er bedst egnede til at bedømme hvilken virksomhed progressive intellektuelle eller forsknings- og opinionsinstitutioner bør arbejde med. Hvorfor ikke det? Jo, fordi de sandsynligvis er tiltrukket af sådanne spørgsmål som allerede er "in" og i almenhedens bevidsthed. Jeg har set dette igen og igen, f.eks. da jeg for første gang forsøgte at finde financieringskilder til forskning om gældskrisen. Dengang var det for tidligt, men fem til ti år senere snublede de organisationer, som ville arbejde med dette spørgsmål, over hinanden.
Den progressive tænkers opgave er at stå udenfor de herskende ideer, at kunne forudse og forberede sig på udviklinger som vil være afgørende i fremtiden. En god professionel progressiv intellektuel er en som producerer „subersiv“ dvs. omstyrtende viden. Denne viden vil pr. definition ikke blive vellidt af establisment og de herskende ideer. Men der skal findes nogen eller nogle som betaler de måneder eller år som der behøves inden det „hede emne“ er opdaget og „den subersive kundskab“ bliver en del af debatten. Bidragyderne bør stole på de professionelle intellektuelle som de vælger at støtte, uden at blande sig i deres arbejde. Ellers kommer de mod hensigten til at forhindre de intellektuelle i at gøre deres arbejde ordentligt.
Bidragyderne bør opgive deres „projekttænkeri“ til fordel for mere langsigtet institutionsbyggeri. De som giver penge til forskellige projekter vil helt forståelig diskutere indholdet i og formålet med et specifikt projekt med den person, som skal gennemføre det, og ikke med en professionel bidragsansøger. Men for forskeren bliver denne proces kontraproduktiv i og med, at den hindre hende eller ham i at komme igang med det intellektuelle arbejde. At skrive flere udkast til projektansøgninger, forsvare dem hver for sig, i forskellige lande, overfor forskellige tilhørere, pr brev og personligt, at følge ansøgningerne op med korrenspondance, yderligere information, rapporter, udredninger - alt dette er yderst tidsrøvende.
Da jeg var i færd med søge om penge til Transnationale Institut (selvfølgelig for at få penge til „projekter“, fordi bidragsydersamfundet ikke accepterer noget andet), publicerede jeg kun korte artikler. Langvarige ting som bøger bliver nemlig (i det mindste for mig) umulige når tiden hele tiden skal bruges til projektansøgninger. Forskere, forfattere og debattører som skal bruge energi til denne bidragsydermentalitet for overhovedet at få lavet noget arbejde, hindres i at bruge sin energi til forskning, forfatterskab og foredragsvirksomhed og fra at fornye sine egne idéarsenaler. Projektfinansiering giver til forskel fra institutionsbyggeriet intet håb om at den lave intellektuelle produktivitets onde cirkel nogensinde kan brydes.
Bevillinger til institutionsbyggeri er altså vigtig, fordi kun de kan give progressive forskere og forfattere mulighed for at se ud i fremtiden og holde tempoet. Dygtige, hengivne og idealistiske unge mennesker vil tit gerne arbejde for progressive organisationer, og er af den grund rede til give materielle ofre, men der er ganske enkelt ingen penge til at ansætte dem.
Ved næsten udelukkende at fokusere på „projekter“ har progressive bidragydere hjulpet til med at sikre højrefløjens dominans i debatten. Skaden ved ikke at tage Gramsci alvorligt har jeg udførligt skrevet om i ovenstående. Før i tiden lo vi af tanken om at markedsmekanismerne skulle kunne løse sociale problemer - men sådant siges nu dagligt af folk med alvorlige miner. Spørgsmål som vi tidligere synes var vigtige, som problemerne i den 3. verden, er næsten forsvundet fra debatten.

Og til slut
Hvad hvis vi levede i et samfund, hvor retsvæsnet var baseret på den antagelse at kun 2/3, eller 9/10 dele af dets medlemmer var helt menneskelige; og den øvrige 1/3 del eller 9/10 dele kun i særlige tilfælde fortjener samme rettigheder? Et sådant samfund ville med det samme og spontant - idet mindste i Vesten - blive kaldt uretfærdigt.
Udelukkelsen af 1/10 eller 1/3 del eller mere af dets medlemmer, er præcis den situation vi har idag i de samfund, som næsten udelukkende reguleres efter „markedslovene“. Der er et farligt semantisk skred fra „lov“ til „markedsloven“, fra de demokratisk fastlagte regler for samfundets udvikling til den blinde køren efter de økonomiske love. De neoliberale ønsker at „markedslovene“ bliver den uafhængige dommer over personer og samfund.
1900-tallets filosof G.W.F. Hegel mente at det eneste historien kan lære os er at ingenting kan læres af historien. Nutidshistorien har lært os, hvis vi er opmærksomme, at et samfund kan gå fra at være lovbaseret på grundlag af lighed mellem individerne til markedslovene; fra relativ social retfærdighed til dybe kroniske uligheder indenfor ganske få år. De neoliberales angreb fortsætter og deres intellektuelle hegemoni er næsten fuldstændig. De der ikke går ud fra at ideer har konsekvenser, ender med at blive en del af det neoliberale.

Oversat af Michael Schølardt
fra Dissent, sommeren 1997.
Findes på svensk i: Socialistisk Debat, nr. 3-4, 2000, og kan endvidere læses på www.tni.org/georg/articles/dissent