Den Tredje Vej - myte eller realitet

Hvad er Den Tredje Vej? Såvel historisk som i dag er der adskillige eksempler på politiske ledere og bevægelserne der erklærer deres tilhørsforhold til en tredje vej, og opstiller alternativer til hvad de opfatter som de dominerende paradigmer.
Nu for tiden er Tony Blair, den engelske premierminister, den mest kendte repræsentant for Den Tredje Vej, selvom en lang række andre ledere i Europa og andre steder har udtrykt deres sympati for eller støtte til Blairs version af Den Tredje Vej.

af James Petras

Vi skal huske på at der i den moderne verden er mange andre versioner af Den Tredje Vej ved siden af den europæisk-amerikanske version. Ydermere er den nuværende version ganske anderledes end i de tidligere udgaver, som var fremherskende i europæisk politik gennem hele det 20. århundrede. Denne artikel vil starte med en kort fremstilling af hovedargumenterne for den europæisk-amerikanske Tredje Vej. Jeg vil herefter sammenligne og diskutere dette med de historiske erfaringer og de tidligere eksponenter for Den Tredje Vej og kritisk analysere deres antagelser og forudsigelser. Jeg vil herefter diskutere de forskellige nutidige former for Den Tredje Vej, inklusiv den europæisk-amerikanske, for til slut at konkludere min analyse og teoretiske diskussion.

Den europæiske Tredje Vejs antagelser
Den vesteuropæiske Tredje Vejs version (især når det gælder Tony Blair/Anthony Giddens) starter med at udvikle en kritik af hvad de beskriver som den fri markedskapitalisme og statssocialismen. De fremfører at den fri markedskapitalisme er inhuman og eksklusiv - baseret på et klassebaseret establisment som udelukker lige muligheder for alle klasser og sociale grupper. Og på den anden side hævder Den Tredje Vejs ideologer at statssocialismen ikke giver plads til valgfrihed for individet og ikke formår at opmuntre det frie initiativ. Når de således har defineret de to dominerende nutidige og fortidige tænkemåder, fremfører Blair og hans støtter at de er for et økonomisk og socialt samfund som kombinerer markedsøkonomiens frie individuelle valgmuligheder og velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet. Bagved Den Tredje Vej er der et sæt af sociologiske antagelser som leverer den teoretiske fernis til Blairs politiske linje.

Den Tredje Vejs socio-historiske forudsætninger
Ifølge Den Tredje Vejs teori har den historiske udvikling opløst de gamle klassebaserede politikker og dermed gjort en klassekampslinje irrelevant. Nye teknologier og med markedskræfterne som drivkraft har forenet producenterne i en ny informationsbaseret global økonomi. Princippet som forener producenterne er ønsket om højere produktivitet og konkurrenceevne på det globale marked. Staten derimod skal, ifølge Den Tredje Vej, spille en korrigerende rolle og skabe forudsætninger og fremme initiativer der kan opmuntre det frie initiativ, nyskabelser og lige muligheder. Statens rolle i den sociale sfære er at fremme den individulle ansvarlighed og opmuntre til arbejde fremfor afhængighed af sociale velfærdsydelser. I følge Den Tredje Vejs teori vil samfundet bevare sociale uligheder, men vil opmuntre lige muligheder; målet er derfor ikke at fordele indkomsterne på en ny måde, men at øge indkomsterne for alle. Med henblik på at belyse antagelserne og forslagene fra Den Tredje Vej er det relevant at sammenligne dem med de tidligere Tredje Vejs argumenter. Vi kan derved klart identificere dens radikale brud med fortiden, ligesom vi kan få et kritisk perspektiv på de begrænsninger der tidligere lå ved Den Tredje Vej. Ved at følge denne historiske sammenligning, kan vi derefter undersøge de grundlæggende antagelser ved den nutidige Tredje Vej og uddrage nogle generelle konklusioner.

Historiske erfaringer med Den Tredje Vej
Det er vigtigt at skelne mellem to klart afgrænsede, men dog indbyrdes forbundne, forsøg på at udvikle Den Tredje Vej i det 20. århundrede: det reformsocialistiske forsøg som varer fra begyndelsen af det 20. århundrede til slutningen af 2. verdenskrig; og det velfærdskapitalistiske forsøg som dukkede op i perioden efter den 2. verdenskrig, og som varede indtil midten af 1980‘erne. Hvert forsøg udviklede argumenter imod modstandernes anklager om ekstremisme og forsøgte at formulere et alternativ baseret på en aktuel socialpolitisk analyse.

Reformsocialisme: Mellem rå kapitalisme og revolutionær socialisme
Fra begyndelsen af det 19. århundrede udviklede der sig inden for det tyske Socialdemokrati og alle andre socialdemokratiske partier en alternativ udviklingsvej i modsætning til det revolutionære perspektiv som blev beskrevet af Karl Marx. En af de ledende teoretikere for denne nye politiske linje var Eduard Bernstein, hvis bog Evolutionær Socialisme argumenterede for en Tredje Vej mellem kapitalisme og revolutionær socialisme. Senere, i kølvandet på bolsjevikkernes revolution i Rusland, blev argumenterne for Den Tredje Vej mellem revolutionær bolsjevisme og kapitalistisk reaktion taget op af Karl Kautsky og ligesindede teoretikere i de europæiske lande. Grundlæggende konstruerede disse reformister Den Tredje Vej som en modvægt mod deres modstandere på højre - og venstrefløjen.

Reform eller revolution
Reformisterne argumenterede for forandringer via en gradvis evolutionær proces - i modsætning til en revolution hvori store og vedvarende forandringer ville ske pludseligt og radikalt. De argumenterede for en opbygning af politisk magt og gradvise reformer som hen ad vejen ville begrænse kapitalismens magt for til sidst at afskaffe den. Reformisterne baserede deres forhåbninger om sociale forandringer på de parlamentariske muligheder og på holdbarheden i de parlamentariske institutioner (demokratiet). Som følge deraf havde de en fast tro på den magt de opnåede via de parlamentariske valg; i skarp modsætning til det revolutionære venstre, som var engageret i udenomsparlamentarisk arbejde og direkte aktioner. Den tredje skillelinje som disse tidlige tilhængere af Den Tredje Vej opstillede i forhold til det revolutionære venstre havde at gøre med deres analyse af det kapitalistiske samfund og den klassestruktur som fulgte heraf. Reformisterne mente at styrkelsen af kapitalismen og de sociale reformer udviklede en voksende middelklasse som, korrekt behandlet, ville blive en mægtig allieret for reformisterne i forhold til at udvide kollektivt ejerskab og større lighed. Dette perspektiv stod i modsætning til det revolutionære venstre som hævdede at den øgede kapitalkoncentration underminerede middelklassen, proletariserede denne og polariserede samfundet mellem kapitalister og arbejdere.

Reformisme versus kapitalisme
De tidlige udgaver af reformsocialisternes Tredje Vej satte også deres holdninger i modsætninger til de dominerenede kapitalistklasser. Reformssocialisterne foreslog at udvide og befæste statens rolle i økonomien og samfundet, i modsætning til højrefløjen som argumenterede for ureguleret privateje, privat forsorg og moralske formaninger til arbejderklassen om at påtage sig et større pensonligt ansvar for deres liv. Reformsocialisterne fremmede statsregulering af arbejdsvilkår, sundhed og boliger og en rational planlægning af økonomien for derved at sikre fuld beskæftigelse. Denne tilgang adskilte sig fra højrefløjen som mente at markedets usynlige hånd var den bedste metode til at fremme velfærd. Reformsocialisterne argumenterede for at statens rolle var at anspore til øget arbejdsindsats og sikre det private erhvervsliv. Det var vigtigt for reformsocialisterne at mindske de sociale uligheder gennem lovgivning som sikrede reallønnen, beskattede de velstillede og styrkede fagforeningernes ret til kollektive aftaler. I modsætning hertil mente højrefløjen at uligheden blot afspejlede forskelle i evner, og at et differentieret belønningssystem ville fremme det frie initiativ. Endelig fremførte reformsocialisterne at et virkeligt demokrati kun kunne opnås gennem et politisk såvel som økonomisk demokrati. De hævdede at der var en modsætning mellem de store forskelle i økonomisk rigdom og magt og det politiske demokrati som udgjorde det formelle demokrati. Kun ved større økonomisk lighed ville der være et sandt demokrati. Deres modstandere mente at økonomisk demokrati ville føre til tyranni og underminere det politiske demokrati, som netop var afhængigt af konkurrerende gruppers kamp for magten på markedspladsen. På dennne måde udformede reformsocialisterne en Tredje Vej mellem den revolutionære socialisme og den kapitalistiske reaktion, ved at sammensmelte elementer af socialistiske økonomiske reformer med den kapitalistiske stats politiske institutioner.

Krtitik af reformsocialisternes Tredje Vej
Den tidlige version af den Tredje Vej var baseret på en række politiske, økonomiske og sociale antagelser af tvivlsom karakter. For det første undervurderede de fuldstændig det kapitalistiske systems ustabilitet og tendens til kriser. Deres grundlæggende syn på kapitalismen var at den var et ekspansivt system som hen ad vejen inddrog flere og flere sociale lag i produktivt arbejde og i samfundslivet. I denne proces ville reformsocialisterne forhandle, købslå om og gennemføre reformer som ville skabe lighed i samfundet og få kapitalisterne til at acceptere deres egen forsvinden. I virkelighedens verden oplevede verdenskapitalismen en langvarig økonomisk depression i slutningen af 20‘erne, hvilket førte til massiv arbejdsløshed, alvorlige nedskæringer i de sociale budgetter og omfattende virksomhedslukninger. For det andet krakelerede reformsocialisternes vision hvad angår social harmoni baseret på social udjævning (en voksende middelklasse) ved mødet med den voksende polarisering som konsekvens af den økonomiske krise, og den samtidige proletarisering af middelklassen. På grund af manglende analyser af den kapitalistiske krise, og dårligt rustet til at håndtere den øgede klassepolarisering, stod reformsocialisterne totalt uforberedte i forhold til kapitalistklassen og dens politiske organisationers autoritære stormløb. Dette førte til den tredje svaghed i reformssocialisternes analyse: overvurderingen af det kapitalistiske demokratis stabilitet og manglende forståelse for hvordan demokratiet blev anvendt som instrument for den kapitalistiske klasse. Reformsocialisternes opfattelse af de politiske institutioner fokuserede næsten udelukkende på det vælgermæssige eller demokratiske aspekt ved det politiske regime og ignorerede derved det politiske regimes autoritære institutioner. Som følge deraf var reformsocialisterne, i kølvandet på den økonomiske krise og den sociale polarisering, uforberedte da den kapitalistiske klasse udviklede sig i autoritær og totalitær retning. Den fascistiske magtovertagelse fandt derfor sted uden konsekvent opposition fra reformsocialisternes side. Og endelig blev reformsocialisternes opfattelse af verdensøkonomien som en økonomi der udviklede sig i retning af større indbyrdes afhængighed sat i skarp kontrast af de imperialistiske stormagters indbyrdes rivalisering. Reformsocialisternes fejlagtige opfattelse af den globale integration gjorde dem ude af stand til at se forberedelserne til 2. Verdenskrig. Ved at binde sig til kapitalisternes krav om større konkurrencedygtighed i verdensøkonomien, forberedte de vejen for deres herskeres krigsforberedelser. Den Tredje Vej mislykkedes med hensyn til at håndtere kapitalismens store kriser: depression, fascisme og krig. Via deres fejlagtige analyser af den historiske udvikling forfulgte de programmer og strategier som var ude af stand til at håndtere den nye virkelighed. Mens den tidlige Tredje Vej forsøgte at udvikle en evolutionær socialisme og faktisk ad den vej forbedrede den sociale velfærd, var de ikke i stand til at fastholde disse landvindinger over for den kapitalistiske krise og krig. Hvad værre er, mens de foregav at definere en tredje vej mellem kapitalisme og revolution allierede de sig med kapitalisterne (på basis af politisk demokrati) og undlod at alliere sig med de revolutionære imod fascisme og autoritær kapitalisme.

Den Tredje Vejs 2. bølge: Velfærdskapitalisme
I perioden lige efter 2. Verdenskrig blev den Tredje Vej omdefineret fra reformsocialisme til reformkapitalisme. Den Tredje Vejs 2. bølge satte ikke længere spørgsmålstegn (end ikke teoretisk) ved den kapitalistiske ejendomsret, lige så lidt som man ville arbejde for en langsom omformning af kapitalismen. I stedet satte den nye Tredje Vej den kapitalistiske velfærdsstat op imod på den ene side statssocialismen og på den anden side den liberale kapitalisme. Med det tyske og svenske socialdemokrati i spidsen accepterede den nye Tredje Vej den kapitalistiske ejendomsret og bekæmpede kommunisme til gengæld for øgede sociale udgifter, progressiv beskatning og udvidelse af den offentlige service på områder som sundhed, uddannelse og fritid. Fra begyndelsen af 1950‘erne til midten af 70‘erne, og specielt i perioder med højkonjunkur, blev den offentlige service udvidet og de sociale overførselsindkomster øget, ligesom ferien blev sat op og arbejdstiden blev sat ned. Lønarbejdernes andel af den samlede nationalindkomst øgedes, og arbejdsløsheden syntes at stabilisere sig på lavt niveau. På den anden side forsvandt truslen mod den kapitalistiske ejendomsret der hvilede over Europa i kølvandet på 2. Verdenskrig. Gennem socialdemokraternes samarbejde omkring opbygning af velfærdsstaten stabiliseredes de kapitalistiske lande i Europa. Med undtagelse af Frankrig i 1968 og Italien i 1969 skaffede aftalen mellem socialdemokratierne og kapitalisterne forbedringer for abejderklassen på mellemlangt sigt og strategiske fordele for kapitalen. Vigtigere endnu var at velfærdsstatens forbedringer blev sikret ved utilsløret samarbejde mellem socialdemokraterne og de kapitalistiske og imperialistiske politikere. I Algeriet, Indokina, Afrika og Latinamerika støttede arbejderbevægelsen og de velfærdsorienterede partier både inden for og uden for regeringen åbent eller stiltiende de militære imperialistiske interventioner og den internationale kapitalistiske ekspansion. Den langsigtede konsekvens af dette samarbejde (eller aftale) var pacificering af arbejderklassen, dens ledere og de politiske og sociale organisationer som den foregav at repræsentere. Pacificeringen betød ikke bare en manglende evne til at rejse modstand imod kapitalismens grundlæggende ændrede strategi i 1980‘erne og 90‘erne, nemlig angrebene på velfærdsstaten, men også manglende evne til at gennemskue forudsætningerne for pagten mellem kapital og arbejde.

Kritik af Den Tredje Vejs 2. bølge
Fortalerne for velfærdskapitalismen som en tredje vej manglede en realistisk forståelse af den historiske sammenhæng som tillod dem at spille en tilsyneladende central rolle i opbygningen af velfærdsstaten. For dem var velfærdsstaten et produkt af deres egen opfindsomhed, pragmatisme og evne til at organisere arbejderne og forhandle med kapitalisterne. De så velfærdsstaten som en naturlig del af den udviklede kapitalisme. Hvad de ikke kunne se - hovedsagelig som følge af deres afsky for radikalisme - var at velfærdsstaten ikke var en naturlig strukturel del af kapitalismen, men determineret af omstændighederne (affødt af de økonomiske konjunkturer, et historisk kompromis mellem kapital og reformkapitalister under særlige omstændigheder). Disse omstændigheder - som udgjorde grundlaget for den sociale pagt - lå i de politiske forhold som fulgte efter 2. Verdenskrig. For det første var kapitalismen miskrediteret som følge af dens bånd til fascismen. For det andet var der en kommunistisk bølge og Sovjets høje status som følge af dets afgørende rolle i nedkæmpelsen af Nazi-Tyskland. For det tredje de kommunistiske landes store velfærdsprogrammer som appellerede til den vestlige arbejderklasse. For det fjerde opkomsten af revolutionære bevægelser i kolonierne og andre 3. verdenslande. For den europæiske kapitalistklasse, og i mindre grad den amerikanske, var velfærdssdemokratismen et mindre onde end kommunisme og det udenomsparlamentariske venstre i deres eget land og udenfor. Genopbygningen af Europa, og offentlig efterspørgsel som økonomisk strategi, kombineret med billige råvarer (en tønde olie kostede mindre end 2$ i slutningen af 1940‘erne og starten af 1950‘erne) samt den Kolde Krigs militæroprustning, skabte tilsammen det nødvendige grundlag for at fastholde høje profitter samtidig med øgede sociale udgifter.
Men den afgørende faktor som bevirkede kapitalistklassens accept af velfærdsstaten var styrkeforholdet i klassekampen. Dette er ganske tydeligt ved kommunismens sammenbrud og den kraftige reduktion i de sociale udgifter overalt. Afslutningen af velfærdsstaten har sine rødder i konsolideringen af kapitalismen i efterkrigsperioden, den globale ekspansion og nedgangen i arbejderbevægelsens radikalitet og organisering. Disse strategiske ændringer i magtforholdet skabte grundlaget for paradigmeskiftet fra velfærdskapitalisme til neoliberalisme. Neoliberalisme, skiftet fra efterspørgsels- til udbudskapitalisme, er et åbent brud med den sociale pagt som er selve indbegrebet af velfærdskapitalismen: det betød et skift fra progressiv til regressiv beskatning, fra sociale velfærdsydelser til tilskud til virksomheder, og frem for alt et nyt reguleringsregime som sørger for fri bevægelighed for kapital og fjernelse af arbejderbeskyttelseslove. Den Tredje Vejs 2. bølge af reformkapitalisme indså ikke at forudsætningen for deres succes hvilede på et bredere magtgrundlag. De indså ikke at arbejderklassens forbedrede løn- og arbejdsvilkår blev imødekommet af kapitalisterne for at undgå større strukturelle ændringer. Fortalere for Den Tredje Vej skabte uklarhed ved at se velfærd som et strukturelt element ved kapitalismen i stedet for at se velfærden i dens konkrete kontekst - truslen fra venstrefløjen.

Fire varianter af Den Tredje Vej
Med Sovjets sammenbrud og indskrænkningen af velfærdsstaten i vest, og en accelererende kapitalistisk krise i hele den 3. verden, opstod en bred vifte af Tredje Vej-variationer der hver for sig mente at have udstukket en linje mellem kapitalisme og socialisme. Blair, Clinton og Schröders anglo-amerikanske udgave af Den Tredje Vej er således blot en variation over temaet: et forsøg på at opfange den dybe folkelige utilfredshed der er med de sociale og økonomiske fejltagelser der er begået under frimarkedskapitalismen og sovjetkommunismen. Hver Tredje Vej-variant afspejler specifikke politiske og sociale kulturer samt de meget forskellige politiske projekter. Den Tredje Vej har en lang historie i den 3. verden og har sit udgangspunkt i midten af 1940‘erne da Argentinas præsident Juan Peron udstak en politisk og økonomisk strategi der undsagde den liberale kapitalisme som blev anført af amerikansk og europæisk kapitalisme, og Sovjet-kommunismen. Hans national-populistiske program kombinerede en relativ alliancefri udenrigspolitik, en høj grad af statsintervention, støtte til en national kapitalisme og et udstrakt socialt velfærdsprogram.
Da Peron blev væltet i 1955, skete det præcis samtidig med at der dukkede bredere politiske bevægelser op overalt i den 3. verden, anført af afrikanske og asiatiske ledere fra lande der havde afskaffet kolonistyret. Den alliancefrie bevægelse ledet af national-populistiske ledere som Ægyptens Nasser, Indiens Nehru, Jugoslaviens Tito, Ghanas Nkrumah og Indonesiens Sukarno, blev en drivkraft for en Tredje Vej der lå mellem Sovjetkommunismen og den vestlige kapitalisme. Disse regimers frivillige eller ufrivillige afgang i starten af 1970‘erne banede vejen for pro-vestlige, autoritære og markedsøkonomiske regimer. Dog mislykkedes det for disse vestorienterede regimer at tilfredsstille de brede massers materielle og åndelige behov. Fra begyndelsen af 1980‘erne og frem til i dag er der dukket nye variationer af den Tredje Vej op. Den mest markante udvikling i denne henseende er de islamiske regimer og bevægelser, som blev ledet af det iranske præsteskab der tog magten i 1979 - efter at det USA-støttede Shah-regime var blevet nedkæmpet. I hele Mellemøsten, Nordafrika og Sydasien har islamister bekæmpet vestlig dekadence og ateistisk kommunisme. I praksis kombinerede nogle af dem islamisk kultur med vestlig markedsøkonomi, mens andre udviklede et religiøst lederskab som kombinerede social velfærd med en nationalistisk politik.
En anden variant som krydsede Nord-Syd forskellen var de alternative udviklingsstrategier som blev udviklet af NGO’erne (Non Governmental Organizations). Denne variant af Den Tredje Vej hævdede tilstedeværelsen af hvad de kalder det civile samfund i modsætning til på den ene side neoliberal kapitalisme, og på den anden side stat’isme (som dækker socialisme, kommunisme, national populisme og velfærdsstat). De talte for en udvikling baseret på lokalsamfundet med selvhjælp, småvirksomheder og samarbejde mellem mindre grupper. Men da denne variant fungerer inden for den kapitalistiske magts rammer og hen ad vejen tog den markedsøkonomiske model til sig, har NGO’erne modtaget betragtelige midler fra de internationale finansieringsorganer trods den kritik de nu og da fremfører mod neoliberalismen. Den Tredje Vejs tredje variant er den antiteknologiske, økosociale bevægelse som foreslår en „tilbage-til-naturen“ og en mere enkel social model i stedet for den centraliserede, forbrugerorienterede og økologiske destruktive kommunisme og tekno-kapitalisme. Med Mahatma Gandhi i spidsen blev en tidlig udgave udviklet i begyndelsen af århundredet som opnåede en stærk social opbakning, dog uden at nogen forsøgte at efterligne denne variant.
Idag er denne bevægelse stærkest i USA og Vesteuropa, særlig blandt frustrede medlemmer af de rige klasser og radikale økologer. Det lykkes dog ikke for bevægelsen at skabe genklang i den 3. verdens fattige befolkning. Den euro-amerikanske Tredje Vej, som den bliver fremført af premierminister Anthony Blair og praktiseret, eller i hvert fald prædiket, af præsident Clinton, den tyske kansler Schröder og andre vesteuropæiske regeringsledere lægger alle sammen et lag fernis over en højrefløjspolitik med et nyt ansigt. Grundlæggende bygger den euro-amerikanske variant af Den Tredje Vej på Thatcher-Reagans Gammel-Højre-doktrin med privatiseringer og støtte til den koncentrerede og centraliserede kapital (se bare de omfattende fusioner der gennemføres under Den Tredje Vejs regimer). Den Tredje Vejs regeringer styrer, på trods af de er ledet af arbejderpartier og/eller socialdemokratiske partier, trofast efter det Gamle Højres politik, imod arbejderklassen ved at lade staten føre en udbudspolitik. Så meget at de ligesom det Gamle Højre, eller i endnu højere grad, fremmer de multinationale firmaers (MNC’s) og bankers internationale ekspansion, samtidig med de maner arbejderklassen til at acceptere sociale nedskæringer og løntilbageholdenhed for at fremme konkurrenceevnen.
Den Tredje Vejs regeringer er gået meget længere end det Gamle Højre i fremmelsen af det euro-amerikanske hegemonistiske styre over den 3.verden, Central- og Østeuropa, Asien, Afrika og Latinamerika via væbnede interventioner, NATO-bombninger, militære besættelser og fælles økonomiske strategier som fremmer den euro-amerikanske dominans. Kort sagt er den euro-amerikanske Tredje Vej et dramatisk skift fra reformsocialistisk velfærdskapitalisme til neoliberalisme. De socialdemokratiske partier er ændret fra at være fortalere for større lighed, til at være fortalere for uligheder mellem rig og fattig, fra at støtte velfærdsordninger til drastiske nedskæringer i den sociale velfærd, fra fortalere for fuld beskæftigelse og tryghed i arbejdet til at være arkitekter bag den arbejdsgivervenlige politik med det fleksible arbejdsmarked og mulighed for fyringer uden omkostninger for arbejdsgiver. Idag er de socialdemokratiske partier hverken sociale eller demokratiske - de repræsenterer en ny og mere ondartet højrefløjs udgave der er i stand til retorisk at manipulere med tidligere tiders reformistiske sprogbrug, samtidig med de forfølger en uforfalsket dagsorden til fordel for markedsøkonomi og storkapital.

Kritik af den euro-amerikanske Tredje Vej
Det vil være en alvorlig fejltagelse at ignorere den sociologiske og økonomiske ideologi som legitimerer New Labour og dens tilhængere i Europa i deres støtte til storkapitalen. Den Tredje Vejs ideologi skaber forklaringen og legitimiteten for socialdemokratiernes højresving. Det er derfor vigtigt at undersøge den Tredje Vejs sociale, økonomiske og politiske forudsætninger og antagelser fordi denne reaktionære politik er baseret på meget bristfældige empiriske og historiske antagelser.

Sociologiske brister
Den Tredje Vejs ideologer og ledere er fortalere for et elitebaseret socialt system - afskaffelse af de klassebaserede uligheder til fordel for uligheder baseret på merit (som viden og færdighed). Videnskabsfolk og journalister peger dog på den stigende ulighed der er baseret på gammel og ny rigdom - særlig den store og stigende socioøkonomiske ulighed mellem de superrige i London City og Wall Street og den voksende hær af arbejdere der er i lavtlønsjob i servicesektoren. Stigningen i de sociale uligheder er forbundet med et andet bristfældigt argument i Den Tredje Vejs ideologi: klassekampens ophør. I modsætning til ideologien er en stadig og langt mere langtrækkende klassekamp blevet gennemført fra oven, og har med stor succes svækket arbejderklassen og dens fagforeninger, nedsat levestandarden, forværret arbejdsvilkårerne og styrket den herskende klasses kontrol med staten og dens indkomster. Den Tredje Vejs ideologers påstand om at klassekamp ikke længere eksisterer modsiges af læsning af statens budget, statens økonomiske politik og statens understøttelse af hjemmemarked og international ekspansion. Statsbudgetterne er kraftigt vredet i retning af skattenedsættelser for de rige, nedskæringer i sundhed, velfærd og uddannelse, og stigende udgifter når det drejer sig om oversøisk ekspansion, militær intervention og støtte til udenlandske spekulanter. Vinderne og taberne afspejler statens klassenatur, de politikere som administrerer den, og de nære bånd der er mellem politikere, finansfolk og den offentlige politik.
Et mere synligt bevis på forbindelsen mellem Den Tredje Vejs retorik og det Ny Højres politik er at der hvor denne politik er mest rodfæstet - i USA og England - er den sociale velfærd beskåret mest og kapitalistklassens rigdom størst.

Brister i den økonomiske tænkning
Den Tredje Vejs teoretikere siger at deres mål er en mere konkurrencedygtig og åben økonomi tilpasset markedet. I virkeligheden har Den Tredje Vejs regeringer godkendt og allieret sig med den største fusionsbevægelse i historien - der medfører større økonomisk koncentration blandt et stadig mindre antal monopolistiske giganter. Størrelsen af disse konglomerater er vokset, mens deres antal falder. Den Tredje Vejs ideologer har argumenteret for større effektivitet og konkurrenceevne - men produktiviteten er stagnerende og markedet er skabt af få markedsskabere. Ydermere har en selektiv protektionisme, massive statssubsidier og salg af offentlige selskaber til private monopoler indsnævret markedet og gjort det sværere for nye deltagere at komme ind, med undtagelse af specialiserede markedsnicher. For det andet er den kapitalistiske rigdom hovedsagelig forbundet med den del af kapitalistklassen som er knyttet til den spekulative finanskapital og fast ejendom - ikke til de produktive og nyskabende sektorer. Det økonomiske boom er hovedsageligt et fænomen på børsen og den dertil knyttede indenlandske og udenlandske aktivitet i hvilken ulovlige aktiviteter - hvidvask af milliarder af dollars - spiller en dominerende rolle. I den produktive sektor spiller rustningsindustrien stadig en hovedrolle på eksportområdet, trods Den Tredje Vej-ledernes enfoldige moralske snak. Endelig er Den Tredje Vejs ideologers snak om at vi er på vej ind i en ny økonomisk epoke - en postindustriel, højteknologisk informationsepoke - tydeligt falsk. I USA repræsenterer computerindustrien under 3% af økonomien. Dens indflydelse på produktiviteten har været forsvindende lille, og den er blevet kraftigt overvurderet af Den Tredje Vejs ideologer og børsspekulanter. Højteknologiske informationssystemer er et underordnet element i den dominerende finansindustrielle økonomi snarere end den er en uafhængig, dynamisk kraft. Den Tredje Vejs ideologers forsøg på at give deres forbindelser med de superrige finansmagnater en teknologisk fernis holder ikke vand. De økonomiske realiteter gør de ideologiske påstande til skamme.

Brister i Den Tredje Vejs politiske ideologier
Den Tredje Vejs ideologer har understreget deres stærke ønske om at styrke det civile samfund og et stærkere engagement fra borgernes side i den politiske proces. I praksis har Den Tredje Vejs ledere, især Tony Blair, omskabt deres partier til at være autoritære instrumenter for enkeltpersoner, kritiske røster er marginaliseret eller udelukket. Lokalt forankrede partier må opstille kandidater som er udpeget at det centrale lederskab; kandidaterne er håndplukket efter deres enighed med ledelsens synspunkter. Debat på de nationale kongresser bliver neddæmpet eller marginaliseret. Som følge deraf er Den Tredje Vejs partier oligarkiske og ikke særlig tilbøjelige til at høre på deres medlemmer. I stigende grad overskygger kapitalens interesser vælgernes interesser når valgkampagner, de politiske programmers indhold og præsidenternes og regeringsledernes dagsorden tilrettelægges. Modsat det Gamle Højres partier, som var åbne og direkte i deres relationer til kapitalens interesser, var Den Tredje Vejs partier i starten mere hemmelige med deres relationer med storkapitalen. Men efter de er kommet til magten har de været mere skamløse med deres varme forhold til børsfolkene, pralet med deres forbindelser, altid ivrige efter offentligt at vise deres samarbejde med de store banker.
Under Den Tredje Vejs ledelse er centrale statsinstitutioner blevet mindre afhængige af offentlig kontrol. Dette sker under henvisning til at man vil give dem større autonomi, men i virkeligheden gør det dem mere åbne over for den private finanskapital. Finanssektorens stigende indflydelse på det civile samfund giver denne større indflydelse på de strategiske statsinstitutioner hvilket betyder en indskrænkning af lønarbejdernes politiske rolle i det civile samfund. Det civile samfund er blevet til en knippel der skal ødelægge fornuftige offentlige planer og en nøgle til overførsel af offentlig rigdom til rige private interesser. Ideen om medborgerskab tjener efterhånden som en retfærdiggørelse af en fragmentering af arbejderklasseorganisationerne, og styrker derved overklassens organisationer - drejer den offentlige debat væk fra grundlæggende spørgsmål om klassepolitik til civil moral tømt for egentlig socialt indhold. Endelig har den politiske magts proces og beslutninger under Den Tredje Vejs regeringer antaget mange af de kendetegn der karakteriserer autoritære politiske systemer. De hyppige tilflugter til lovdekreter, præsidenters og regeringschefers ovetagelse af lovgivende, udøvende og administrativ magt på fundamentale forhold der vedrører offentlig ejendom, handel og investeringer, uden offentlig konsultation, ligner den magtudøvelse som karakteriserer diktatorer i den 3. verden. Store områder af offentlig aktivitet, lukrative offentlige opgaver og grundlæggende offentlige tjenester er blevet privatiseret - overgivet til de store banker og industrigrupper ved lovdekreter, uafhængig af den offentlige opinion eller borgerrettigheder. I den politiske sfære har Den Tredje Vej uddybet og udvidet det Gamle Højres centralistiske og autoritære politik, samtidig med at man har tillagt sig den postmoderne (pseudo) venstreretorik om borgerdeltagelse.

Konklusion
Den nuværende Tredje Vej i Europa er på de fleste områder et helt anderledes politisk dyr end dens forgængere. Dens sociale og økonomiske politik er et tydelig tilbageskridt og ligger på mange områder tættere på højrefløjsmodstandernes politik end på den tidligere Tredje Vejs reformsocialisme og velfærdskapitalisme. I stedet for at bryde ny mark reproducerer og styrker den nuværende Tredje Vej det Gamle Højres neoliberale politik, omend det sker med en ny ideologisk fernis. Den Tredje Vejs ledere konkurrerer nu med det Gamle Højres om gode forbindelser til banker, generaler og store virksomhedsledere for at sikre sig anerkendelse, finansiel støtte og personlig tilfredsstillelse. Den Tredje Vejs ideologi er en måde for det Nye Højre at adskille sig selv fra det Gamle Højre, samtidig med at den bruger de grundlæggende træk ved deres programmer, og samtidig med at den tager afstand fra den gamle socialdemokratiske velfærdsstat. Den Tredje Vejs ideologi tilslører fortsættelsen af det gamle Højres miskrediterede neoliberale politik, mens man samtidig skaber mulighed for de fremadstormende igangsættere som er en loyal nøglegruppe for Den Tredje Vej til at forbinde sig med den eksisterende magt. Ved at overtage kontrollen over det tidligere socialdemokratiske politiske magtapparat har Den Tredje Vejs ledere magten til at underordne arbejderklassen under kapitalister der støtter markedsøkonomien. Men da ideologien ikke magter at få hold på den underliggende stagnation i produktiviteten, den voksende arbejdsløshed, den offentlige services forfald og ødelæggelsen af sociale velfærdsordninger, vil der opstå en dyb utilfredshed blandt arbejdere, fagforeninger og folkelige organisationer. Modsætningen mellem Den Tredje Vejs nye allierede blandt pengemændene og den traditionelle arbejderklasse vil uddybes, og valgoprør vil opstå med stigende hyppighed. Den vælgermæssige deroute for Den Tredje Vejs statsledere er kansler Gerhard Schröder fra Tyskland et godt eksempel (men ikke det eneste). Den nuværende Tredje Vejs opståen og fremtidige fald er en følge af dens ringe forståelse af verden, af at dens politik er helt ude af trit med dens vælgergrundlag og, hvad der er vigtigere, på grund af den sociale polarisering som truer med at overvælde den. Faren er imidlertid at nedkæmpelsen af venstrefløjen har ødelagt muligheden for at genrejse et virkeligt venstre og i stedet vil betyde en styrkelse af det yderste højre - som det kunne ses ved højrefløjens fremgang ved valgene i Schweiz og Østrig.

Oversat af Michael Schølardt
fra Monthly Review vol 51, marts 2001
Uddrag fra bogen "Barbari eller befrielse - politiske essays", 152 s. , 1.maj 2001, Forlaget Solidaritet