Nyskabelse på den unge venstrefløj

Søndag d. 1. april skete det så:
Enhedslistens årsmøde valgte at give sin
fulde støtte til den nye ungdomsorganisation,
der nu bliver dannet i tilknytning til listen.
Enhedslisten har i de sidste 10 år været et populært
parti blandt de unge i Danmark - og Enhedslisten er
det parti, der har den største tilslutning blandt førstegangs-
vælgerne. Men alligevel har Enhedslistens unge aktive først for
nylig valgt at arbejde for en ny ungdomsorganisation, der arbejder
sammen med Enhedslisten. Man har indtil for nylig kun drevet et løst
ungdomsnetværk, der har arbejdet i nær kontakt med de to hidtidige
ungdomsorganisationer på venstrefløjen: REBEL og Rød Ungdom.

Af Anders Dalsager og Janne Gleerup

Hvad har forandret sig? Sagen er, at der i den senere tid er sket en række større ændringer på den unge venstrefløj: REBEL har været gennem flere kriser i de sidste par år, og Ungdomsnetværket i Enhedslisten har på den anden side - i takt med REBELs kriser - oplevet en tilgang af nye Enhedslistemedlemmer, der ønsker en ungdomsorganisation for Enhedslisten. Og bl.a. af den grund vedtog REBEL i efteråret 2000 at invitere Ungdomsnetværket og den anden ungdomsorganisation på venstrefløjen, Rød Ungdom, til forhandlinger om sammenlægning. Forhandlingerne er nu tilendebragt, og selvom Rød Ungdom ikke har villet deltage, har Ungdomsnetværket og REBEL nu dannet en ny organisation, Socialistisk Ungdomsfront, der skal samle den revolutionære unge venstrefløj.Men hvilke ting har motiveret REBEL til sammenlægningen med Enhedslistens Ungdomsnetværk? Og hvilke traditioner tager REBEL med sig i den nye organisation? Det vil denne artikel gennemgå.

REBELs historie
REBEL blev dannet i efteråret 1992 af unge fra forskellige dele af den revolutionære venstrefløj. Initiativet til dannelsen af REBEL blev taget af Venstresocialistisk Ungdom, VSU, der på grund af faldende medlemstal og manglende aktiviteter ønskede at være med til at stable en bredere organisation på benene. På det tidspunkt var stort set hele venstrefløjen svækket efter murens fald, og mange bevægelser og organisationer havde måttet dreje nøglen om. REBEL fik derfor fra starten tilslutning af unge fra VSU, BZ-miljøet, Gadens Parlament, Faglig Ungdom, Elevbevægelserne, SAP og DKU. På grund af de store forskelle på de unge, der gik ind i REBEL, lå det i kortene, at REBEL måtte være en bred og udogmatisk ungdomsorganisation. REBEL stod til at blive en samlende organisation for den unge venstrefløj. På REBELs stiftende møde var der imidlertid konflikter. En gruppe unge fra DKP/ML ville ikke finde sig i, at REBEL tre år efter østblokkens sammenbrud i sit program lagde en anti-stalinistisk linje, der tog afstand fra Stalins diktatur. De unge ml’ere reagerede på mødet ved at stemme sammen med de mest anarkistiske deltagere, da REBEL skulle have fastlagt en organisationsstruktur. Herefter forlod de mødet, og stiftede senere Rød Ungdom. REBEL fik fra starten en løs struktur, uden en valgt ledelse og med uafhængige lokalgrupper.

REBELs gennembrud
Men trods den hårde start har REBEL hele tiden kunnet tage politiske spørgsmål op på en ny måde - og har haft en langt mere udviklet aktivistisk kultur end den Enhedsliste, man nu bliver knyttet til. Organisationen har hørt til venstrefløjens mest aktive i mange større byer, og det har fra starten givet REBEL en overraskende medietække. Eksempler på større REBEL-aktiviteter er organisationens anti-racisme- kampagne i efteråret 1993, hvor man med succes fik protesteret mod de mange fremmedfjendske lokallister, der stillede op til kommunalvalget det år. REBEL har også haft stor succes med - også som et svar på indvandrerdebatten - at lave en kampagne for et multietnisk samfund i 1999, og i 2000 lavede REBEL en større kønspolitisk kampagne, der fik et gennembrud i medierne op til kvindernes internationale kampdag. REBEL kom også på avisforsiderne omkring organisationens PET-kampagne i 1998. I byer, hvor Enhedslisten har været tæt på ikke-eksisterende, har der været aktive REBEL-lokalgrupper. Dette fik et tydeligt udtryk i 1997, hvor REBEL-Varde - i mangel af en Enhedsliste - opstillede til kommunalvalget med et budskab om mere demokrati og samfundsdebat, og fik et overraskende godt valgresultat, det vestjydske område taget i betragtning. REBELs udtalte aktionskultur har været med til at øge REBELs medlemstal betragteligt, hvilket i midten af 90‘erne fik gjort REBEL berettiget til en større økonomisk støtte fra DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd.

Strukturforvirring
Men et af de mest debatterede emner i REBELs historie har været strukturspørgsmålet. Fordi REBEL ved sin stiftelse i 1992 fik en løs netværksstruktur, fungerede REBEL siden da uden ledelse eller forretningsudvalg, men med selvstændige lokalgrupper, der samledes i landskoordinerende møde og landstræf. Mange så ved REBELs stiftelse denne struktur som en meget midlertidig løsning, der efterhånden skulle afløses af noget mere fast. Men det er aldrig sket, og i strukturspørgsmål har organisationen udvist en - for REBEL - ret overraskende konservatisme, fordi hverken forslag om en løsere eller fastere struktur har kunnet vedtages på landstræffene. Strukturspørgsmålet har været et ideologisk spørgsmål for mange, flere af de anarkistisk orienterede rebeller ville - med henvisning til en række ideologiske principper - under ingen omstændigheder være med til noget, der bare lød som en ledelse, mens andre år efter år holdt fast i at foreslå indførelsen af en helt traditionel landsledelse. Imidlertid har det været karakteristisk, at meget arbejde og mange vigtige beslutninger er blevet taget af enkelte skiftende lokalgrupper eller personer, navnlig i REBELs tidlige år. Fraværet af central ledelse har altså ikke forhindret aktivitet og politikudvikling, og den løse struktur har i opgangstider har vist sig tilstrækkelig - med meget rum for lokalt initiativ rundt omkring i landet, og med vidde rammer for aktivitet. På den anden side har den løse struktur vist sin svaghed i forhold til de sidste års kriser i REBEL - med meget kraftige opløsningstendenser til følge. Sagt på en anden måde, så er manglende klarhed over forholdet mellem magt og demokrati altid et problem, hvilket især bliver synligt i perioder med stor intern uenighed.

REBEL i krise
REBEL kom i store problemer i efteråret 1999. Det skyldtes hovedsageligt, at organisationen fik frataget sin millionstøtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd. DUF indstillede støtten, fordi REBEL ikke længere kunne bevise, at man havde de 400 medlemmer, som støtten krævede. Den mest sandsynlige årsag til dette er simpelt rod i bureaukratiet hos rebellerne - for REBEL har haft et meget omfattende medlemskartotek, og en del aktive medlemmer. Samtidig havde REBEL også store problemer med at sammensætte et regnskab for det forløbne år 1999. Set i bagklogskabens lys har tabet af DUF-støtten virket demoraliserende for Rebel, når man tager i betragtning at mange ungdomsorganisationer har opnået DUF-støtte på trods af et meget lille antal aktive medlemmer, alt imens Rebel faktisk havde mange aktivister i arbejde. Et stort problem for REBEL var i denne sammenhæng, at der ikke var noget organ - dvs. et udvalg eller en ledelse - til at holde øje med administrationen - især kassererarbejdet. Økonomien i REBEL var hidtil blevet varetaget og overvåget af en eneste person - kassereren. Og da en sådan af slagsen ikke slog til, fik REBEL problemer. På grund af DUF-tabet foreslog en gruppe rebeller på et landstræf i foråret 2000, at REBEL indførte en valgt landsarbejdsgruppe, et slags upolitisk forretningsudvalg, der skulle tage sig af administrative beslutninger. Dette fik også flertal - men ikke det 2/3-dels flertal, der var krævet for at ændre REBELs vedtægter. Dermed faldt det til jorden.

Interne konflikter
I tiden omkring tabet af DUF-støtten var der dog også andre interne problemer. En række personstridigheder mellem to københavnske afdelinger voksede, og der var samtidig blandt nogle medlemmer en utilfredshed over, at REBEL havde vedtaget at gennemføre en kønspolitisk kampagne. Denne opfattede de som kontroversiel. Samtidig begyndte flere og flere og melde sig ud - efter udmeldelsesbrevene at dømme både i frustration over personstridighederne og over at REBELs struktur ikke var blevet ændret efter DUF-tabet. REBEL manglede klart et etableret, fælles forum at tage debatterne op i, da lokalgrupperne ikke længere kunne finde sig til rette med hinanden.

Opbrud i REBEL
Det var på REBELs landstræf i efteråret 2000, at man besluttede sig for noget nyt. Kun få af dem, der var til stede på træffet, mente i sidste ende, at REBEL alene havde nogen fremtid. Derfor valgte en del af deltagerne at melde sig ud af organisationen på træffet. Det drejede sig om forskellige, men navnlig anarkistisk orienterede rebeller. Resten af træfdeltagerne, der udgjorde flertallet, vedtog at invitere Enhedslistens Ungdomsnetværk og Rød Ungdom til forhandlinger om sammenlægning. Vedtagelsen var enstemmig, men faldt altså efter, at der havde været udvandringer fra træffet - og hårde protester fra flere af de udmeldte, der klagede over, at der havde kørt hetzkampagner internt i REBEL i en periode forinden - bl.a. mod kvindepolitisk aktive - og at orienteringen mod Enhedslisten var den forkerte vej at gå. Utilfredsheden på dette område var klart en følge af de hårde personlige og politiske konflikter, der havde kørt mellem navnlig de københavnske lokalgrupper. Alt dette er også forløbet samtidig med et generationsskifte i REBEL. Af REBELs seneste landstræf i foråret 2001 fremgik det tydeligt, at den næste generation af revolutionære unge har indfundet sig. Gennemsnitsalderen er nu meget lav i REBEL, der også præges af 14-15 årige aktivister. Det er klart en ressource, at der er kommet nye kræfter til - men det bliver også en udfordring at få skolet den nye generation af revolutionære i den nye organisation.

Beslutningen om sammenlægning
Selve beslutningen om sammenlægningen må siges at være lidt af en omvæltning. Rød Ungdom og REBEL har i 90‘erne været de to store ungdomsorganisationer til venstre for SFU - og har gennem årtiet konkurreret om at samle de unge her. Samtidig har REBEL aldrig rigtigt kunnet enes om at definere sig i forhold til Enhedslisten. Noget, som i øvrigt har været gensidigt, da Enhedslisten aldrig har besluttet sig for at engagere sig offensivt i REBEL. Det til trods for, at der har været et meget tæt samarbejde mellem de to organisationer, og at mange unge rebeller har været Enhedslistemedlemmer - og har præget listens ungdomsarbejde - navnlig i valgkampagner. Mange medlemmer af Enhedslistens skiftende hovedbestyrelser har også været Rebeller.

REBELs udspil
Beslutningsforslaget fra efteråret 2000 om at invitere Rød Ungdom og Ungdomsnetværket til sammenlægning var motiveret med, at REBEL har oplevet en medlemsflugt i 1999-2000, samt at REBEL nu, i modsætning til tidligere, primært rekrutterede snævert i subkulturelle ungdomsmiljøer, og derfor ikke nåede ud til bredden af ungdommen. Dermed kunne REBEL ikke længere leve op til sin målsætning - at være den samlende organisation på den revolutionære unge venstrefløj. Ifølge det vedtagne forslag var REBELs udgangspunkt for forhandlingerne med de andre grupper organisationens 10-punktsprogram og politiske platform. Det vil sige den revolutionære socialisme og antistalinismen. En socialismeforståelse, der er videreudviklet af bl.a. VSUs gamle program, og som altså lægger afstand til Stalins regime og andre partidiktaturer. Motiverne til sammenlægningen med en eller flere organisationer skal altså ses i lyset af de sidste års udvikling i organisationen. Af umiddelbare grunde til, at sammenlægningsforslaget oprandt nu, kan man pege på tre ting:
- Dels, at en større gruppe rebeller har følt en tilknytning til Enhedslisten
- Dels, at REBEL har været ramt af medlemsmæssig og økonomisk krise - - Og
dels, at der som sagt er dukket flere og flere unge op i Enhedslisten, som har ønsket en ungdomsorganisation

Forhandlinger i gang
Rød Ungdom valgte helt fra starten at forholde være stærkt tilbageholdende i forhold REBELs udspil. Angiveligt pga. udgangspunktet med afstandtagen til Stalin, men også den potentielle binding til Enhedslisten blev opfattet som problematisk. Rød Ungdom har altid været præget af unge fra det albansk-maoistisk inspirerede parti DKP/ML, og det er en del af Rød Ungdoms grundlag, at man som socialistisk ungdomsorganisation samler flest mulige ved ikke at tage stilling til socialismens historie - herunder Stalintiden. Her har Rød Ungdom den indstilling, at det ikke at have en holdning gavner mere end at have en holdning. Enhedslistens Ungdomsnetværk havde imidlertid en meget mere positiv indstilling, og gik i forhandlinger med REBEL. Og disse forhandlinger er altså nu ført til ende.

Perspektivet for en ny ungdomsorganisation
Sammenlægningen af de to grupper, REBEL og Ungdomsnetværket, medfører nok en række sammenstød mellem forskellige organisationskulturer. Enhedslistens Ungdomsnetværk har ikke en egentlig aktivistisk tradition og rekrutterer modsat Rebel, ikke overvældende mange fra subkulturelle miljøer i hovedstaden. Det kan man vælge at se som en forhindring - eller en kvalitet. Mangfoldigheden kan berige den nye organisation, hvis den mødes som en ressource. Forbindelsen til Enhedslisten er også kontroversiel. Indtil videre er forholdet mellem den nye organisation og Enhedslisten uklart - måske fordi man i den nye organisation har skullet nå et kompromis. I den sammenhæng har Enhedslisten imidlertid allerede etableret en tradition for det man kan kalde „uægte børn“. Et eksempel på det er Enhedslistens mediesatsning Socialisten Weekend, som Enhedslisten valgte at lukke i år - på det samme årsmøde hvor man valgte at støtte den nye ungdomsorganisation. Socialisten var i sin levetid fuldstændigt økonomisk afhængig af Enhedslisten, men skulle på den anden side være et medie for hele venstrefløjen. En sådan balance er svær at opnå - især i Socialistens tilfælde, idet der herskede uenighed om f.eks. bladets redaktionelle frihed overfor de økonomiske behov for Enhedslistens finanser. Med de triste erfaringer i baghovedet burde såvel Enhedslisten som den nye ungdomsorganisation gøre sig selv den tjeneste at lægge klare linier for samarbejdet - og de fremtidige relationer - og det fra begyndelsen. Og få fastslået, at den nye ungdomsorganisation har en uafhængighed. Ellers kan det gå meget galt.
For vil Enhedslisten acceptere, at den nye ungdomsorganisation går egne veje - evt. ved at støtte militante aktioner? Eller ønsker man reelt en rugekasse for kommende folketingskandidater? Og vil den nye organisation acceptere Enhedslisten som et samlende, offensivt projekt på venstrefløjen? Eller vil man foretrække at lukke ungdomsorganisationen af over for Enhedslisten, og dermed risikere at havne i den situation, som REBEL stod i: At man kun rekrutterer medlemmer i subkulturelle miljøer?
Det må udviklingen vise.